Efter 12. oktober har bevægelsen mod angrebet på pensionerne nået et kritisk punkt. De store aktionsdage er ikke længere tyngdepunkt, selvom de stadig er massive og i stigende grad militante, som det blev vist 19. oktober. Nu er kampens omdrejningspunkt rykket over til tidsubegrænsede strejker og blokader af forskellige sektorer af økonomien.

En ny aktionsdag mod pensionsreformen bragte d. 12. oktober 3,5 millioner demonstranter på gaden i Frankrig, det største antal indtil nu i denne bevægelse. Demonstrationens massive karakter kan kun sammenlignes med strejkerne i 1995/96, da regeringen forsøgte at skære i den sociale sikkerhed og nogle grupper af arbejderes ret til pension.

Stemningen ved Miraflores-paladset i Caracas centrum var spændt og man kunne endda fornemme en hvis nervøsitet i luften. Søndag aften var tusinder af aktive i Venezuelas bolivariske bevægelse samlet foran præsidentpaladset for at afvente resultaterne i dagens parlamentsvalg.

I en ny undersøgelse fra det formentlig mest respekterede analyseinstitut i USA – Pew Research Center – blev 1500 tilfældigt udvalgte amerikanere bedt om at beskrive deres reaktion på ord som ”kapitalisme” og ”socialisme”. Pew opsummerede resultatet af undersøgelsen med overskriften: ”Socialisme ikke så negativt, kapitalisme ikke så positivt”.

Det nye anti-kapitalistiske parti (NPA) blev opstartet i Frankrig øjensynligt som et alternativ til både Kommunist- og Socialistpartiet. Lederne af disse to partier var rykket længere og længere mod en markedsorienteret politik. I virkeligheden lider ledelsen af NPA af den samme sygdom, i og med at de tror, at for at få succes valgmæssigt må de nedtone det kommunistiske og revolutionære indhold i det nye parti. Det er ikke, hvad mange ægte revolutionære aktivister forventede sig af NPA.

Sydafrika var på vej mod en situation, der kunne ligne en generalstrejke, da strejken i den offentlige sektor, der startede 18. august, var i fuld gang med at vokse i styrke. Nu er strejken blevet afblæst af fagforeningslederne på grund af nogle indrømmelser fra regeringens side. Det har gjort mange arbejdere vrede, da de hellere ville skrue op for aktiviteterne end at træde et skridt tilbage.

Regeringens seneste forslag om en lønstigning på 7,5 procent og 800 Rand i boligtilskud ligger stadig langt fra de offentligt ansattes krav om en lønstigning på 8,6 procent og 1.000 Rand i boligtilskud. Forslaget blev formuleret efter præsident Zumas hjemkomst fra et statsbesøg i Kina, hvor han, bekymret for at hans egen position var i fare, beordrede sine ministre, som før havde sagt at en lønstigning på 7 procent ikke kunne forøges, til at sætte sig til bords med fagforeningsledere for at finde en løsning på hårdknuden.

Krisen betød, at arbejderklassen holdt vejret i håb om bedre tider. Men det kan og vil den ikke blive ved med. Arbejderne håber, at tingene bliver bedre, at vi kan vende tilbage til de ”gode gamle dage”. Men den tid er slut. Den kommende tid vil byde på angreb på alle de rettigheder og goder, som arbejderklassen anser for givne.

Den danske økonomi har oplevet en særdeles brat vending. Fra Finansminister Thor Pedersens vidtløftige løfter fra 2007 om at Danmark ”kunne købe hele verden”, og at den største trussel mod økonomien var mangel på arbejdskraft, står dansk økonomi nu med stort offentligt underskud og massefyringer på arbejdspladserne.

Vi lever i den mest turbulente periode i verdenshistorien, og det er nemt at lade sig rive med af det tilsyneladende kaos, der hersker omkring os. Borgerlige økonomer lovede evig fremgang, og nu står vi i den dybeste krise siden depressionen i 1930’erne, og hvad der kan udvikle sig til den dybeste krise nogensinde. Der er intet grundlag for en ny stabil og rolig periode i kapitalismen. Tværtimod vil vi se mere turbulens og øget klassekamp.

Den finanslov, som højrefløjsregeringen har fremlagt i Storbritannien, er første led i et femårigt program med nedskæringer, der skal ramme befolkningen. Regeringen siger, at økonomien er i krise. Det er rigtigt. De forsøger at blødgøre befolkningen til drastiske nedskæringer og siger, at der ikke er råd til offentlige udgifter, og at der ikke er noget alternativ. Men det er løgn.

Som svar på Berlusconis store offentlige besparelser, indkaldte CGIL, Italiens største fagforbund, til en fire timers generalstrejke fredag i sidste uge. Opbakningen var enorm med mere en million arbejdere på gaderne i hele Italien. Overalt var der en stærk militant følelse i alle demonstrationerne, især med udgangspunkt i arbejderne på FIATs fabrik i Pomigliano ved Napoli.