”Himlen var fyldt med sten. Kampene omkring mig var så forfærdelige, at vi kunne lugte blodet.” Med disse ord beskriver Robert Fisk de dramatiske begivenheder på Tahrir Square, hvor revolutionens og kontrarevolutionens styrker stødte frontalt sammen. Voldsomme kampe varede hele dagen og hele natten på pladsen og i gaderne omring.

Revolutionen i Egypten er på et kritisk stadie. Den gamle statsmagt kollapser under massernes slag. Men revolution er en kamp mellem levende kræfter. Det gamle regime har ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp. De kontrarevolutionære styrker er i offensiven. Der er voldsomme kampe i Cairo imellem regimets tilhængere og dets modstandere.

Den folkelige opstand imod Hosni Mubaraks diktatur fortsætter. Søndag morgen steg solen op over endnu en anspændt dag efter en nat med masseprotest og trods imod regeringen. Udgangsforbuddet eksisterede kun på papiret. Denne kendsgerning viser klart den virkelige situation.

Dramatiske begivenheder udfolder sig i Mellemøsten. Tirsdag blev Egypten rystet af en bølge af landsdækkende demonstrationer der krævede enden på Mubaraks regime, der har undertrykt folket i denne stolte nation i næsten 30 år. Det var den største protestbevægelse i Egypten i årtier. I Cairo og andre byer demonstrerede tusinder, der er imod regeringen, på gaderne og sloges med politiet.

Ikke så snart Ben Ali – efter at han var blevet væltet af de tunesiske arbejdere og unges revolutionære bevægelse – var på et fly til Saudi Arabien den 14. januar, begyndte den tunesiske herskende klasse og dens imperialistiske dukkeførere at manøvrere for at kontrollere situationen.

De tunesiske arbejdere og unges fantastiske bevægelse er en inspirationskilde og et eksempel til efterfølgelse for hele verden. I over en uge gennemgik Tunesien en revolution af episke dimensioner. Masseopstanden i Tunesien styrtede den forhadte diktator Ben Ali efter 23 år ved magten.

I årevis var den tunesiske befolkning, arbejderne, de unge, mødrene, lammet af frygt for repression. Politisk sløvhed var det normale og oprør undtagelsen. Nu er tingene vendt på hovedet. I løbet af opstanden, som har rystet Tunesisen i tre uger, er trodsigheden over for det brutale regime, dets spioner, dets medier, dets herskende parti, dets politi og dets hær, blevet normen. Frygten har skiftet side. Det er en jordskælvsagtig ændring i bevidstheden hos ungdommen og masserne generelt. Dette har ikke kun påvirket Tunesien, men hele den arabiske verden.

Dette er en bearbejdet og forkortet oversættelse af en artikel, som kan læses i sin fulde længde her på arabisk og på engelsk.

Danish translation of Venezuela press release (November 30, 2010)

De britiske studerendes oprør er blot det første symptom på en generel proces med radikalisering, der vil påvirke hele det omgivende samfund. BBC’s ledende politiske korrespondent sagde: ”Regeringen har måske vundet afstemningen, men uden for parlamentet har de tabt diskussionen, og de har mistet kontrollen med Londons gader.”

Siden valget i september har der været en række mobiliseringer fra neden med krav om, at revolutionen radikaliseres. Samtidig er der vokset en ny bølge af diskussioner frem i socialistpartiet PSUV. En tidligere minister vil organisere en ”radikal tendens” for at mobilisere til, at revolutionen fuldføres.

De store medier brugte i november megen energi på at dæmonisere de studerende, der under en demonstration den 10. november besatte det konservative partis hovedkvarter. Alligevel viste meningsmålinger, at flertallet af den engelske befolkning støttede aktionen.

I år [2010] kan en af de store begivenheder i den nyere historie fejre 100 års jubilæum. Den 20. november 1910 fordømte Fransisco I. Madero den valgsvindel, som præsident Díaz stod bag, og opfordrede til landsdækkende opstand. Dette var begyndelsen på den mexicanske revolution. I dag er forholdene modnet for en ny revolution, denne gang med et mægtigt proletariat i spidsen.

Den amerikanske imperialismes seriøse strateger forstår, at en militær sejr i Afghanistan er udelukket. Samtidig manøvrerer Rusland, Indien, Kina og andre magter for at drage fordel af situationen. Alt dette er et resultat af nederlaget til Saur-revolutionen i 1978. Imidlertid er minderne fra den periode ved at komme tilbage hos arbejderne og ungdommen, der søger efter et alternativ til de reaktionære fundamentalister og det nuværende regime.

Torsdag den 4. november meddelte USA’s centralbank, at de ville indlede en ny runde såkaldte ”kvantitative lempelser”, eller ”trykke penge”, som de fleste kender det som. De vil sprøjte 600 mia. dollars ind i systemet for at afværge en ny recession. Den amerikanske herskende klasse er bekymrede, og de fortsætter deres ekstraordinære tiltag, som yderligere vil intensivere modsætningerne i verdensøkonomien.