Verden efter krigen i Irak

Krigen i Irak har ikke løst noget som helst ud fra den amerikanske imperialismes synspunkt, men den er begyndelsen på en periode med endnu større ustabilitet på verdensplan. Verden er nu meget mere turbulent, omskiftelig og farlig end for et par måneder siden.

På overfladen ser det ud til, at resultatet af krigen er det bedst mulige for USA. Kampene blev overstået forholdsvist hurtigt, og tabene – i hvert fald blandt koalitionsstyrkerne – var relativt små.

Sammenbruddet i det irakiske forsvar til sidst gjorde op med alle tvivl om regimets kampduelighed. Det er klart, at den irakiske hærs kampevne mindskedes, i takt med at krigen nærmede sig Bagdad, hvor det modsatte var, hvad mange havde forventet.

Sammenbruddet var pludseligt og totalt, da det kom. Forklaringen på det ligger delvist i USA's kolossale overlegenhed mht. ildkraft og dominans i luften. Men det kan ikke forklare det hele. Amerikanerne var dødsensræd for at gå ind i Bagdad, hvor de forventede hård kamp i gaderne og store tab. Det var dem selv, der var mest overraskede over, hvor hurtigt modstanden brød sammen.

Koalitionsstyrkernes sejr var uundgåelig, men det pludselige kollaps i Bagdad kan ikke forklares udelukkende ud fra USA's teknologiske og militære overlegenhed. Det var mere et spørgsmål om moral. I sandhedens øjeblik var de fleste irakere ikke rede til at dø i kamp for Saddam Husseins regime, selvom de hadede de amerikanske imperialister.

Grunden til dette var den interne opløsning af selve regimet. Kampevnen og modet i de irakiske styrker aftog, jo længe-re op i graderne man bevægede sig. De almindelige irakiske soldater og Fedayeen kæmpede generelt set modigt. Men Republikanergarden, Saddams forkælede elitekorps, gjorde ikke, som de havde lovet – at kæmpe til døden: De for-svandt simpelthen.

På den måde kunne koalitionen vinde langt lettere, end de havde regnet med. Det har visse politiske konsekvenser. En langstrakt militærkampagne med store tab ville have fået katastrofale følger inde i USA. I England ville det have bragt Blair i en umulig situation. Det er lige kommet frem, at Jack Straw og andre ledende medlemmer af kabinettet var klar til at gå af, hvis flere af Labours parlamentsmedlemmer havde stemt imod krigen.

Omstændighederne ved Bagdads fald har været meget belejlige for den højreorienterede klike i det Hvide Hus. Bush og Rumsfeld kom styrket ud af det, i det mindste midlertidigt. Derudover er Rumsfeld-Cheney-Wolfovitz's høgefraktion gået endnu mere til højre. Det vil få konsekvenser for USA's politik hjemme og især i udlandet i den umiddelbart foran-stående periode.

Det er slående, at Bush under valgkampen – før han snød sig vej ind i det Hvide Hus – var en varm fortaler for isolatio-nisme. Hans slogan var "USA først". Men i monopolkapitalismens og imperialismens tidsalder betyder det ikke isolati-onisme, men en aggressiv og grisk udenrigspolitik. Rumsfeld, Cheney og Wolfovitz og deres venner på den republikan-ske højrefløj er stærke tilhængere af dette.

Paul Wolfovitz, Rumsfelds stedfortræder, har presset på med invasion af Irak lige siden starten af 1990'erne. Wolfovitz krævede militær indgriben mod Irak straks efter 11. september, selvom der ikke var skyggen af bevis for en forbindelse mellem Irak og World Trade Center. Ifølge nogle kilder blev de overtalt til at lade være med det, delvist af Tony Blair, der opfordrede dem til at angribe Afghanistan i stedet. Men de opgav ikke den oprindelige plan, som den 11. september og den såkaldte krig mod terror tjente som belejlig undskyldning for.

Splittelsen i regeringen både før krigen (mht. FN's rolle), og mens den stod på (mht. den militære politik), viser, at der er en del af den herskende klasse, der er urolig over den republikanske højrefløjs udskejelser. Den retning repræsenteres af Powell. Men den hurtige sejr i Irak har tippet balancen imod denne fløj. De konservative sidder på kontrollen, og de vil udnytte deres position til at føre deres politik igennem på forskellige områder.

Irak
Den politik, som Bush-regeringen fører i Irak, er, som man kunne have forventet. Hurtigt og uden skam i livet ragede de oliefelterne til sig, lige så snart kampene begyndte. De eneste ministerier i Bagdad, der blev beskyttet, var olieministeri-et og indenrigsministeriet.

De amerikanske imperialister opfører sig ikke som befriere, men som en besættelseshær og en kolonimagt. De er grådi-ge og kommanderende. De er også grove. Så snart kampene var begyndt, erklærede Bush, at alle kontrakterne på gen-opbygning i Irak ville gå til amerikanske firmaer – som alle sammen er store bidragsydere til det republikanske parti. Højreorienterede tænketanke som Heritage Foundation har lavet detaljerede planer for total privatisering af den irakiske olie. Det er ulovligt ifølge international lov, men eftersom invasionen af Irak i sig selv var ulovlig ifølge samme lov, så trækker de bare på skuldrene.

Imperialisternes hykleri er virkelig enormt. De bliver ved med at påstå, at de ikke er interesserede i Iraks olie, at olien "tilhører det irakiske folk", og videre i den dur, mens de laver planer om at give hele moletjavsen til amerikanske entre-prenører og de store olieselskaber. Men her er der også store problemer.

For det første vil det kræve mange penge og lang tid at få de irakiske oliefelter op at køre igen. Det anslås, at det vil tage mindst et år at komme tilbage til det produktionsniveau, man havde før krigen, og det niveau var allerede lavt. Dette vil koste milliarder af dollars pga. den sølle tilstand, de irakiske installationer er i efter mere end ti år med sanktioner.

Men det er ikke enden på problemerne. Det russiske olieselskab Lukoil, som har store interesser i Irak, og som har en masse penge til gode, truer med at gå rettens vej, hvis amerikanerne prøver at sælge irakisk olie på verdensmarkedet. Russerne og franskmændene har forlangt, at FN skal spille en afgørende rolle i genopbygningen af Irak, hvilket er ko-desprog, som betyder: Vi vil have vores del af rovet! Amerikanerne har svaret igen med et venligt tilbud: At russerne og franskmændene skal eftergive al den gæld, de har til gode (hvilket er en hel del), og at det ville være en meget god måde at hjælpe med den irakiske genopbygning på.

Moskva og Paris bryder sig ikke om den slags humor og har svaret igen ved at nægte at lade FN ophæve sanktionerne eller genstarte olie-for-mad-programmet, som USA har brug for, når de skal have gang i olieproduktion og salg. Putin har gjort opmærksom på, at eftersom sanktionerne blev indført, fordi Irak efter sigende havde masseødelæggelsesvåben, så må USA og England komme med beviser på, at Irak nu er fri for den slags, før sanktionerne hæves. Men indtil videre er der intet tegn på sådanne våben, på trods af alle CIA's anstrengelser.

Det er en alvorlig sag for USA, eftersom omkostningerne ved besættelse og genopbygning anslås til mellem 100 og 200 milliarder dollars. Under den sidste krig var USA i en bred koalition, der omfattede Rusland, Frankrig, Tyskland og Saudi Arabien. De betalte alle sammen, og krigen kostede næsten ikke USA noget. Men denne gang er der ikke nogen, der er villige til at betale, og USA står med alle regningerne alene. Naturligvis mener man i det Hvide Hus, at irakerne gladeligt burde betale for deres egen befrielse, og at USA burde have lidt assistance, til gengæld for alt besværet.

Desværre lader det irakiske folk ikke til at være synderligt begejstret, og der demonstreres dagligt imod "befrierne". Antallet af voldelige sammenstød øges konstant, og der bliver slået flere og flere ihjel. De udtryk, man kan se på ansig-terne af de amerikanske soldater, siger det hele. Man havde fået dem til at tro, at de ville blive budt velkomne som be-friere, men i stedet konfronteres de med vrede og modvillige mennesker, der helst vil have, at de smutter igen. De lever i konstant frygt for snigskytter og selvmordsbomber og har det med at skyde først og stille spørgsmål bagefter. Det er en sikker vej til massakrer og brutalitet. Resultatet vil blive en ophedning af hadet imod besætterne, og det vil opmuntre den væbnede modstand. Det er allerede begyndt, men det kan fortsætte i mange år.

På trods af den hurtige amerikanske sejr er tingene ikke så enkle, som Rumsfeld forestillede sig. Forsøget på at indsætte et amerikansk marionetregime i Irak er i alvorlige problemer. Pentagon støtter Ahmed Chalabi, der åbenlyst er en ame-rikansk marionet med en beskidt fortid, der omfatter kriminelle forretningsaktiviteter, som han eftersøges for i Jordan. Men Chalabi er forhadt blandt de fleste irakere og har ikke nogen støtte i befolkningen.

Amerikanernes utrolige uvidenhed om forholdene i Irak blev demonstreret af deres fejlberegning mht. shiitterne i det sydlige Irak. De troede, at de ville lave opstand mod Saddam og byde invasionen velkommen. Men det skete ikke. Shiit-terne huskede kun alt for godt, hvordan den anden George Bush fik dem til at lave opstand i 1991 og så kynisk forrådte dem over for Saddam Hussein.

Washington satte sin lid til deres shiitiske håndlanger Abdel Majid Khoel, men han blev slået ihjel af politiske mod-standere den 10. april for øjnene af sine amerikanske bodyguards. At være agent for Washington i Irak er for tiden ikke nogen særlig sund beskæftigelse, selvom betalingen er god.

Napoleon vidste en hel masse om bajonetter og fandt på mange ting at bruge dem til, men der er én ting, de ikke kan bruges til, som han påpegede: Man kan ikke sidde på dem. Amerikanerne og englænderne har ikke nogen reel opbak-ning i Irak. Den støtte, de eventuelt havde i begyndelsen, fordamper hurtigt som vand i ørkensolen. Militær overlegen-hed hjælper ikke det store her. En langstrakt guerrillakrig med "low-tech" metoder som snigskytter, bagholdsangreb og selvmordsbomber kan få en ødelæggende virkning over en lang periode, hvis den bliver støttet af folket – og det vil den blive.

Den amerikanske imperialisme er den mest magtfulde magt i hele historien, men denne magt er ikke absolut. Den blev slået i Vietnam af en hær med bare tæer. Eller rettere sagt, så blev den besejret derhjemme af en massebevægelse mod krigen. Indtil videre har flertallet af amerikanerne støttet krigen, men det var kun, fordi den var kort og relativt ublodig for USA. Men hvis det viser sig, at de amerikanske soldater kommer til at sidde fast i Irak i lang tid og udsættes for angreb fra en fjendtligt indstillet befolkning, så vil den amerikanske befolknings holdning ændre sig. I Libanon var en enkelt bilbombe nok til at tvinge den amerikanske hær til at trække sig ud. Lignende hændelser er uundgåelige i Irak. Det endelige resultat vil blive det samme, før eller siden.

Mellemøsten
De amerikanske imperialister forestillede sig, at en militær sejr i Irak ville skabe stabilitet i Mellemøsten. Men det mod-satte har været tilfældet. Disse herrer og damer får mere appetit af at spise. Efter at de tilsyneladende har ordnet Irak så let, kigger de sig allerede omkring efter nye mål. De anklagede straks Syrien for at have givet militær hjælp til Irak og skjule flygtende ledere fra Baath-partiet, og for at besidde masseødelæggelsesvåben, hvilket som bekendt er noget, der giver USA ret til at invadere et hvilket som helst land.

Disse mennesker lader virkelig til at være ude af balance. De ny-konservative har udviklet planer, som – hvis de førtes ud i livet – ville vende verden på hovedet og skabe kaos overalt. De har for længst indledt tæt kontakt med de mest ekstreme elementer på den zionistiske højrefløj i Israel og deler tilsyneladende disses håb om at splitte de eksisterende arabiske regimer op og balkanisere hele Mellemøsten. At sådan en udvikling ville ramme de pro-vestlige regimer i Egypten og Saudi Arabien og skabe kaos og krige over alt i området, lader ikke til at bekymre dem det mindste.

Talsmændene for denne retning argumenterer offentligt for, at USA efter Irak straks skal gå videre med invasion i Syri-en, Iran og Saudi Arabien. Dette vil – ifølge disse menneskers overbevisning – starte en dominoeffekt, som ikke kan stoppes, og som vil føre til oprettelse af "demokratiske" regimer i hele Mellemøsten og generel fred og fremgang under markedsøkonomiens godhjertede styre – i det lange løb. Problemet med det lange løb er imidlertid – som Keynes for-klarede – at til den tid så er vi alle sammen døde.

Det viser tydeligt, hvor rådden den amerikanske kapitalisme er, når sådanne mennesker kan indtage nogen som helst form for offentligt embede, for slet ikke at tale om at sidde i det Hvide Hus. De har ingen forståelse for hverken realite-terne i Mellemøsten eller for verdenspolitik generelt. De er selvfølgelig ikke ansvarlige for krisen i verdenskapitalis-men, men gennem deres handlinger vil de helt sikkert forværre den og gøre den endnu mere eksplosiv.

En krig mod Syrien ville passe Israels Sharon meget godt, og det ville gøre det muligt for Israel at tage hele området med Golan-højderne og afskære støtten til Hizbollah. Men det ville gøre hele den arabiske verden urolig. Det ville kun-ne involvere Israel militært, hvilket ville destabilisere Saudi Arabien og Egypten. Det ville gøre splittelsen med Europa og Rusland større.

Derfor er amerikanerne til israelernes store skuffelse blevet nødt til at bakke tilbage fra et angreb på Syrien – i det mindste foreløbigt. For at gøre skuffelsen mindre lægger de nu ekstremt pres på Damaskus og udøver afpresning og trusler for at tvinge syrerne til at gøre, som Washington siger.

Det palæstinensiske spørgsmål
For at tækkes de arabiske befolkninger og Tony Blair, som desperat har brug for noget, der kan forbedre hans blakkede image derhjemme, har George Bush antydet, at der måske er en løsning på det palæstinensiske problem. Men det er bare tom propaganda. Den republikanske højrefløj beundrer Sharon og støtter ham entusiastisk. Israel er trods alt USA's eneste pålidelige allierede i Mellemøsten. Uenighederne med Tyrkiet understregede den pointe.

Efter Sovjetunionens sammenbrud troede USA ikke, at de havde så meget brug for Israel mere. De ville have et bedre forhold til de konservative arabiske regimer som Egypten og Saudi Arabien, og de lagde pres på Arbejderparti-regeringen i Israel for at få dem til at komme med indrømmelser til palæstinenserne. Disse indrømmelser blev dog ikke til så meget og førte til den anden Intifada.

Uden tvivl ville amerikanerne hjertens gerne løse det palæstinensiske spørgsmål, men de ønsker ikke at støde deres israelske allierede bort ved at gøre det. Bush-administrationen er endnu mindre villige til at stille krav til sin ven Ariel Sharon, og Sharons standpunkt er klart. Mens han kommer med visse "forsonende" toner foran kameraerne, er hans holdning, at hvad vi har, beholder vi.

Den såkaldte køreplan for en palæstinensisk stat er et fupnummer. Alle kravene stilles til palæstinenserne. Der stilles ingen seriøse krav til Sharon. De palæstinensiske myndigheder skal "reformere" sig selv, indsætte den amerikanske marionet Abu Mazen (Mahmoud Abbas) i en nøglerolle og dernæst love at "stoppe al vold", før de kan forhandle med israelerne. Men de palæstinensiske myndigheder kan ikke "stoppe al vold", hvilket de seneste selvmordsbomber i Israel viser. Derfor vil Sharon ikke flytte sig, og hele situationen er stadig i hårdknude.

På den anden side er de krav, der stilles til den israelske besættelsesmagt små og vage. De skal ikke forlade nogen bo-sættelser, blot stoppe byggeriet af nye. De skal ikke trække deres styrker tilbage fra de besatte områder, men kun trække sig tilbage fra byerne. Selv hvis de gør det, vil det bare betyde, at de trækker sig få kilometer tilbage og kan vende tilba-ge, når de har lyst.

I mellemtiden færdiggør Israel en mur, der fysisk vil adskille landet fra de palæstinensiske områder. Dette skal forestille at være en sikkerhedsforanstaltning, men i virkeligheden giver det Israel den fuldstændige kontrol med den palæstinen-siske økonomi. Det har israelerne for så vidt allerede, de åbner og lukker grænsen, som de lyster, og frarøver de palæ-stinensere, der arbejder i Israel, deres levebrød. Muren vil styrke denne magt.

De israelske imperialister vil aldrig tillade dannelsen af en egentlig palæstinensisk stat. Hvis en sådan stat skabes, vil den bare være en vasalstat, der er dybt afhængig af Israel og styres af israelske agenter som middel til at styre palæsti-nenserne. Det vil ikke bringe fred, kun nye opstande – deriblandt konflikter bland palæstinenserne selv.

Hverken imperialisterne eller kapitalisterne kan løse det palæstinensiske problem. Dem, der påstår dette, bedrager sig selv og andre. Problemet vil fortsætte som kilde til krige og konflikter i Mellemøsten, indtil den imperialistiske israelske stat bliver væltet. Men for at opnå det er det nødvendigt med en fælles bevægelse blandt arabiske og jødiske arbejdere. Dette kan kun opnås på et socialistisk program og med en socialistisk politik. På kapitalistisk grundlag er og bliver det palæstinensiske problem uløseligt.

Det centrale problem i Mellemøsten er de svage socialistiske kræfter. Stalinisternes fejltrin i fortiden, hvor de med den såkaldte to-trins-teori underlagde arbejderklassen de borgerlige nationalister, har desorienteret arbejderne og ungdom-men. Resultatet er fremkomsten af islamisk fundamentalisme, der har ledt bevægelsen ind i en blindgyde.

På kapitalistisk grundlag er der ingen vej fremad for Mellemøstens folk. Økonomisk krise, fattigdom, arbejdsløshed og krige – det er den eneste fremtid, der venter dette område. Og dog har det potentiale til at blive et fremgangsrigt område med høj levestandard og et blomstrende kulturliv på basis af en socialistisk føderation, der kan bruge de kæmpestore ressourcer i regionen i alle folkenes interesser. På sådan et grundlag ville alle de gamle konflikter forsvinde som dug for ørkensolen. Det er det eneste perspektiv, der er værd at kæmpe og dø for. Det er perspektivet for en socialistisk revolu-tion.

Nye modsætninger dukker frem
Der kommer hele tiden nye modsætninger frem på verdensplan. Der er enorm ustabilitet overalt, hvilket afspejler kapi-talismens globale krise. På alle planer ser vi udbredelsen af splittelser og modsætninger. Alle de institutioner, der blev etableret efter 1945 er nu i krise: FN, NATO, EU og G8. Frem for alt er der en større og større kløft mellem USA og Europa. Og det er svært at se, hvordan disse splittelser vil blive overvundet i den nærmeste fremtid.

De amerikanske imperialister er fuldstændig høje på deres magtfølelse. De opfører sig arrogant, selv over for deres venner. Efter at de engelske imperialister slavisk har fulgt alle diktater fra Washington, lades de nu tilbage med nul og niks fra deres allierede på den anden side af Atlanten. Som vi sagde, så vil de få nærmest ingenting ud af det, når krigs-byttet skal deles. De amerikanske virksomheder vil tage det hele selv.

Blair og co. er bevidste om den ubehagelige situation og prøver at reparere forholdet til Frankrig og Tyskland, men de er ikke nået ret langt. Paris og Berlin mener, ganske rigtigt, at de er blevet bedraget, og at de ikke kan stole på englæn-derne. Det er ikke længe siden, at englænderne og franskmændene planlagde et samarbejde om en europæisk forsvars-styrke, til dels som en modvægt til Tyskland. Nu har der været et skifte i Europa. Frankrig har flyttet sig væk fra Eng-land og over mod Tyskland.

I Paris og Berlin ser man England som et redskab for USA i Europa. Amerikanerne og englænderne manøvrerer med højreregeringerne i Spanien og Italien, og også med de nye østeuropæiske stater for at forme en blok mod Frankrig og Tyskland. Som modsvar former tyskerne og franskmændene en blok med Belgien og Luxembourg. Frankrig og Tysk-lands magt vil hurtigt få England til at være isoleret i Europa, særligt fordi højreregeringerne i Rom og Madrid ikke vil holde længe endnu, og Tyskland kan dominere Østeuropa økonomisk.

Den højt priste "enhed" i Europa har vist sig at være skrøbelig og ustabil. De franske og tyske regeringer var allerede bekymrede over den amerikanske imperialismes kolossale kraft under Kosovo-krigen. Nu ringer alarmklokkerne. De har besluttet at fortsætte med den fælles europæiske forsvarsstyrke, men dette har øjeblikkeligt ført til en krise i forhol-det til England, der insisterer på, at den nye styrke ikke må blive en rival til NATO (det vil sige til USA). Men det er præcis, hvad der er meningen med styrken!

Amerikanerne beskylder franskmændene og tyskerne for at holde dem ude fra den militære planlægning. Men det er præcis, hvad amerikanerne gjorde over for dem, både i Kosovo og Irak. De rivaliserende imperialister er fast besluttede på at forfølge deres egne interesser på verdensplan, og så er midlerne underordnet. Den amerikanske indblanding i Mel-lemøsten og Afrika er en direkte trussel mod franske interesser. Disse splittelser og konflikter mellem forskellige impe-rialistiske kræfter afslører også fuldstændig det nonsens, der kommer fra de folk, der mener, at der er opstået en slags fælles, overnational verdensimperialisme eller "Empire".

I et forsøg på at finde en modvægt til USA ser Tyskland og Frankrig sig om efter en aftale med Rusland. Putin har ikke fået noget ud af sin forsonlige linje over for Washington. Amerikanerne truer Ruslands traditionelle indflydelsesområ-der i Centralasien og Kaukasus. I Irak truer de direkte Ruslands lukrative olieforretning. Derfor indtog Rusland en fjendtlig linje overfor USA's Irak-eventyr og bevæger sig nu i retning af en blok med Frankrig og Tyskland.

Hvor tætte disse alliancer er, er en anden sag. Sådanne alliancer og blokke har det med at ændre sig i takt med deltager-nes skiftende interesser. Frankrig og Tyskland vil gerne have Rusland på deres side og fornemmer, at der er forret-ningsmuligheder. USA vil gøre alt, hvad de kan, for at forhindre, at Rusland konsoliderer sin alliance med Frankrig og Tyskland. I hvor høj grad det lykkes, afhænger af, hvor mange indrømmelser de er klar til at give Rusland. Indtil videre har de ikke givet mange.

For at finde ud af, hvad russernes intentioner er, sendte Bush Blair på mission til Moskva. Blair kan lide at tro, at han har et særligt forhold til Putin, ligesom til Bush. I virkeligheden er dette "særlige forhold" til den amerikanske præsident det samme som en tjeners forhold til sin herre. Vladimir Putin er udmærket klar over dette, og han var ikke tilfreds med at få besøg af buddrengen i stedet for bossen. Han tog hævn ved at latterliggøre Blair offentligt til en pressekonference, hvor han spurgte, hvor masseødelæggelsesvåbnene var. Han fik intet svar.

Verdensøkonomien i krise
De konflikter, vi ser mellem de imperialistiske magter, og den amerikanske imperialismes opførsel på verdensplan afspejler i bund og grund kapitalismens krise og det faktum, at produktivkræfterne stagnerer, i og med at de hæmmes af den private ejendomsret og nationalstaten.

Slutningen på krigen betød ikke begyndelsen på ny økonomisk vækst, som mange havde forventet. Alle de økonomiske analytikere måtte revidere deres forudsigelser for den økonomiske vækst nedad. IMF har sænket sin forudsigelse for verdensøkonomiens vækst i år fra 3,7 til 3,2%.

USA's økonomi forventes at vokse med 2,2%, selvom den kun steg med en årlig rate på 1,6% i dette års første kvartal. Arbejdsløsheden i USA stiger uafbrudt: I februar steg den med 357.000 og i marts med yderligere 108.000. Nøglen til økonomisk vækst er altid investering i produktion. Investeringerne i USA steg med 10% pr. år i perioden 1996-2000, men i 2001-2 faldt de med 5,5% pr. år.

Den amerikanske økonomi vil ikke komme sig, før der sker en genopblomstring i investeringerne. Men dette afhænger af en genoplivning af profitterne, og det er der ikke i udsigt. Eksistensen af massiv overproduktion ("overkapacitet") medfører et nedadgående pres på priser og profitter. Den amerikanske kapacitetsudnyttelse er nu ved at være tæt ved bundrekorden.

De gentagne rentenedsættelser har haft en vis effekt mht. at fremme kreditten, men dette kan ikke vare ved. Kredit har, som Marx forklarede, den virkning, at det udvider markedet udover dets naturlige grænser for en periode. Men før eller siden må de lånte penge betales tilbage, med renter. På et tidspunkt vil denne proces nå sine grænser og begynde at give bagslag og føre til endnu dybere krise.

Krisen vil blive skærpet, fordi hele systemet under det sidste opsving gik ud over sine grænser, hvilket har betydet al-vorlige ubalancer, der før eller siden må rettes. Dette vil blive en pinefuld proces. Normalt har virksomheder f.eks. et lille finansielt overskud ved slutningen af en nedgang i økonomien. Men på nuværende tidspunkt har amerikanske virk-somheder stadig store underskud. Og dette er ikke alt. Over hele USA ser vi et billede med underskud og gæld, der hænger over økonomien som en truende sort sky.

USA's budget, der var i plus under Clinton, viser nu underskud. Hvad foreslår George W. Bush for at løse dette? På den ene side kræver han en enorm stigning i militærudgifterne, og på den anden side kræver han skattelettelser for 726 mil-liarder dollars. Alan Greenspan pointerede, at dette var en uforsvarlig position, og blev belønnet med et ondskabsfuldt angreb fra det republikanske højre, der gik så langt som at kræve, at han skulle afskediges. I sidste ende godkendte Kongressen kun halvdelen af skattelettelserne, men sejrherren fra Bagdad vil snart kræve mere.

Der er et hidtil uset niveau af gæld blandt forbrugere og virksomheder, der er et kæmpe – og voksende - budgetunder-skud, og derudover er USA's underskud på betalingsbalancen enormt. Det er nu 5% af USA's BNP, men dette forventes at stige til 7 eller måske 8%. Med andre ord, USA er i dyb gæld til resten af verden og finansierer et forbrugsopsving med udenlandske penge.

Denne situation går imod den økonomiske tyngdelov. Det er klart uholdbart. IMF ville banke på døren og kræve ned-skæringer og besparelser, hvis det havde været et hvilket som helst andet land, der havde sådanne statistikker. Men dette er ikke bare et hvilket som helst land, men USA. Ikke desto mindre kan det ikke fortsætte. Før eller siden vil den uden-landske kapital, der er kommet ind i USA, forsvinde ud igen, hvilket vil provokere et stejlt fald i dollarens værdi og føre verden ud i en alvorlig krise.

Stephen Roach, der er cheføkonomen hos Morgan Stanley, advarer om, at verdensøkonomien står på kanten af en krise. Problemet er, at ingen anden økonomi har den nødvendige vægt til at trække verdensøkonomien ud af en krise. Tidlige-re fungerede Tyskland og Japan som drivkraft i verdensøkonomien ved siden af USA, men det gør de ikke mere.

Investeringerne i EU er skrumpet ind siden midten af 2000. Frankrig og Tyskland har begge underskud, der er større end, hvad der er tilladt af EU's såkaldte "vækst- og stabilitetspagt". Nu er Italien også på vej til et underskud på 3% eller mere. Dette ødelægger fuldstændig Euro-områdets mål, der var på et underskud på 0,3% i 2002 og nul i 2003. I stedet var det samlede underskud i 2002 på 2,3%, og nu siger de, at det ikke vil komme i balance før tidligst 2006.

Som vi har forklaret mange gange, måtte forsøgene på at samle økonomier, der bevægede sig i forskellige retninger, og tvinge dem til at acceptere et strengt valutasystem nødvendigvis føre til en katastrofe, især i en nedgang. Det er det, man kan se nu. De kan ikke reducere renten, sådan som de har behov for, og de skærer i udgifterne og hæver skatterne under en nedgang – hvilket er præcis det modsatte af, hvad de skulle gøre ifølge de gamle økonomiske forskrifter.

Som følge deraf advarer den Europæiske Kommission om, at de økonomiske udsigter "stadig er dårlige på kort sigt". Den tyske økonomi har en endnu værre vækstrate end Japan. Den forventes at stige med kun 0,5%, sammenlignet med 0,8% i Japan og 1% i Italien, 1,7% i Frankrig og 2,2% i England. Schröder kræver store nedskæringer i de sociale ud-gifter, hvilket vil betyde interne konflikter i SPD (det tyske Socialdemokrati). Arbejdsløsheden er nu mere end 4 millio-ner i Tyskland, og den er stigende. Bankernes profitter er svage, firmaer går konkurs og aktiepriserne falder.

Under nedgangen i 1990-91 blev faldet afbødet af de asiatiske "tigres" vækst, men nu er dette slut. Asien voksede øko-nomisk med 6% sidste år, men udsigterne er blevet justeret nedad, delvist som et resultat af SARS-udbruddet, men også pga. den uvisse udsigt for verdensøkonomien som et hele. Morgan Stanley foreslog til at starte med en vækstrate på 5% for Asien i år, med dette er nu skåret ned til 4,5%.

Udsigten for økonomien er blevet endnu mere sort pga. kollapset i turismen og relaterede brancher såsom hoteller og fly. Dette er delvis et resultat af krigen mod terrorismen og SARS, men det afspejler også en generel usikker stemning og nedgang i den økonomiske aktivitet. Bare i løbet af de sidste par uger har det australske flyselskab Qantas annonce-ret 1.000 fyringer, og Cathay Pacific annoncerede en nedgang på 23% af sine flyafgange. Der har været endnu større tab i den amerikanske flyindustri.

Under sådanne omstændigheder med overproduktion, faldende efterspørgsel og mangel på markeder intensiveres mod-sætningerne mellem de forskellige kapitalistiske økonomier og økonomiske blokke. Der er en voldsom kamp for selv de mindste markeder og også for råmaterialer og indflydelsesområder. Modsætningerne mellem Europa og USA er specielt dybe.

I tilfælde af en verdenskrise og et stejlt fald i dollarens værdi og den deraf følgende uro på verdens valutamarkeder vil verdenshandelens skrøbelige struktur komme under et alvorligt pres. Dette er, hvad der virkelig bekymrer kapitalens strateger. De forstår, at verdensdepressionen i 1930'erne skyldtes protektionistiske tendenser, som kom til udtryk i en række konkurrencemæssige devalueringer.

Opsvinget i verdenshandelen siden slutningen af 2. verdenskrig var hemmeligheden bag det kapitalistiske systems over-levelse i en hel historisk periode. Globaliseringen har uden tvivl tjent som en vigtig stimulering for verdensøkonomien, men det er forkert at tro, at denne proces ikke kan vende. Den vendte i en hel periode mellem verdenskrigene, og der er absolut ingen grund til at tro, at dette ikke kan gentages i den næste periode.

Europa og USA
Spændingerne mellem Europa og USA, og også mellem Japan, Europa og USA bliver større dag for dag. I en anden periode ville dette være endt i krig. Men på nuværende tidspunkt er dette udelukket pga. den amerikanske imperialismes overlegenhed både militært og teknologisk. De europæiske kapitalister kan ikke gøre andet end magtesløst at skære tænder i vrede over den amerikanske imperialismes vilde fremstormen – i hvert fald indtil videre.

Krig mellem Europa og USA er udelukket. Men det er en handelskrig ikke. I tilfælde af en alvorlig krise kan modsæt-ningerne mellem Europa og USA, der allerede har vist sig i en række konflikter over stål, landbrugsprodukter og andet, føre til krav om importrestriktioner og andre protektionistiske foranstaltninger. Dette vil have katastrofale følger for verdenshandelen.

Et symptom på alvoren i denne interessekonflikt er Tysklands og Frankrigs forsøg på at bevæge sig i retning af en euro-pæisk forsvarsstyrke. De stoler ikke på, at Washington vil forsvare deres interesser, og gør deres egne forberedelser. Der er intet progressivt i dette. Det er bare et spørgsmål om én imperialistisk gruppe gangstere i kamp med en anden. Taberne vil som altid blive arbejderne i alle lande.

Alle steder er det den samme historie: våben i stedet for velfærd. Det nye stadie i verdenskapitalismens krise vil være karakteriseret ved konstante opstande i det ene land efter det andet. Den ene krig vil følge den anden. Den uundgåelige konsekvens af disse rystelser vil blive en ubønhørlig tendens mod militarisering af hele verden.

Hvilken konklusion kan de forskellige lande drage af krigen i Irak? Kun denne: At det er nødvendigt at anskaffe sig atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben så hurtigt som muligt. Det er Nordkoreas konklusion, og indtil videre har det tjent dem godt. Nordkoreanerne siger: Kun ved at udvikle vores atomvåben kan vi redde os selv fra det irakiske folks miserable skæbne.

Der er en vis logik i dette. Det ser ikke ud til, at de amerikanske imperialister, der truer Syrien og Iran, har noget hast-værk med at angribe Nordkorea! Højst sandsynligt må de komme til en eller anden form for kompromis, der involverer betaling af store summer penge, hvilket vil være meget billigere end en krig med en fjende, der besidder ikke bare atomvåben, men også mulighederne for at ramme Sydkorea, Japan og måske endda USA's vestkyst.

Israel besidder allerede atomvåben (men det er bedst ikke at tale om dette), og det samme gør Indien og Pakistan. Det er muligt, at Iran er på den samme vej, med noget hjælp fra Rusland. Det er kun et spørgsmål om tid, før Japan føler behov for at anskaffe sig sin egen lille atomforsikring. Hele Asien er en fremtidig kampplads, hvor de store magter – USA, Japan, Kina – vil kæmpe for dominans. Konsekvenserne for menneskeheden vil blive rædselsfulde.

Omkostningerne ved dette nye våbenkapløb vil blive båret af arbejderklassen. En europæisk forsvarsstyrke f.eks. må for at være effektiv mindst være på et teknologisk sammenligneligt niveau med USA. Dette vil blive meget dyrt. Regningen vil blive videresendt i form af højere skatter og nedskæringer i de sociale udgifter til skoler, boliger og hospitaler. Kapi-talisterne siger, at de ingen penge har til disse ting, men de har masser af penge til nyt legetøj, som generalerne kan lege med.

Kapitalisterne i alle lande siger, at de ikke har råd til højere lønninger og ordentlige forhold til masserne. Men arbejder-klassen har ikke råd til nye nedskæringer og højere skatter. De har allerede fundet sig i det i hele den sidste periode. Der er en grænse for arbejderklassens tålmodighed, og denne nås flere og flere steder.

Massedemonstrationerne i gaderne i London, Madrid, Rom og andre byer allerede før krigen startede, var et tegn på, at der er noget, der har ændret sig i samfundet. Hvor kom disse millioner af mennesker fra? For en person uden forståelse for marxistisk dialektik virkede det som et lyn fra en klar himmel. Men det var det ikke.

Det var resultatet af en hel periode, hvor massernes utilfredshed stille og roligt havde hobet sig op i samfundets dybeste afkroge. Problemet var at denne utilfredshed ikke havde nogen oplagte midler til at udtrykke sig. Arbejderklassens officielle partier og fagforeninger er gået så langt til højre i den sidste periode, og de er bukket så meget under for pres-set fra den herskende klasse, at arbejderne og ungdommen er blevet skubbet væk fra dem – hvilket har gjort det muligt for lederne at gå endnu længere til højre. Men enhver proces har en grænse, og den her er ingen undtagelse.

Den eksplosion af vrede, vi så i massedemonstrationerne mod krigen, afslørede præcist, hvor dyb denne proces var. Kvantitet slog over i kvalitet. Disse massedemonstrationer var bare de første tegn på en radikalisering, der vil sprede sig fra land til land i den kommende periode. Det er et fænomen, der har rødder i den foregående periode. Masserne, der for nylig er vågnet til politisk liv, siger til det gamle politiske system: Vi har fået nok! Hertil og ikke længere!

Men antikrigsbevægelsen viste også den svaghed og begrænsning, der ligger i spontane masseaktioner. Millioner af demonstranter kunne føle deres kollektive styrke og opnå ny selvtillid. Men de kunne også se, at demonstrationer ikke alene løser noget. Det er nødvendigt at gå videre end demonstrationerne og gå over til bevidst politisk handling.

En lignende proces kan ses på den faglige front. Massegeneralstrejkerne i Spanien, Italien, Grækenland og Portugal, den fortsatte strejkebølge i Frankrig, de store strejker i IG Metal og andre fagforeninger i Tyskland, samt uroen i de engel-ske fagforeninger, der har ført til nederlag for højrefløjen på den ene fagforeningskongres efter den anden – alt dette viser, at tingene ændrer sig i arbejderklassen og dens organisationer. Og den slags vil vi komme til at se mere af i frem-tiden.

Alle disse symptomer viser den underliggende stemning i samfundet. Folk er ikke glade og tilfredse. Der er en uro og en ny kritisk stemning. Selv i USA er dette tilfældet, og det vil blive det endnu mere i den næste periode, efterhånden som folk indser, at den rige elite, der dominerer deres liv, ikke kan og ikke vil repræsentere deres interesser. Scenen er sat for en eksplosion af klassekampen alle steder.

Før 2. verdenskrig forudsagde Leon Trotskij, at USA ville komme sejrrigt ud af krigen og blive den væsentligste impe-rialistiske magt i verden, men han tilføjede, at den ville have dynamit indbygget i sit fundament. Dette er nu bogstave-ligt talt tilfældet. George W. Bush forsikrer det amerikanske folk om, at krigen er slut nu. Men i virkeligheden er krigen bare lige startet. Der vil komme det ene chok efter det andet, og før eller senere vil dette påvirke bevidstheden hos mil-lioner af mennesker – også i USA.

Vi er gået ind i en afgørende periode i kampen på verdensplan. Hvor end vi kigger hen fra Latinamerika til Mellem-østen, fra Europa til Asien, er det kapitalistiske system i dyb krise. Der er en opvågnen af arbejderklassen og ungdom-men. Hvad der er behov for, er at give denne bevægelse det program og den politik, som den har brug for, hvis den skal lykkes. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at gøre dette. I mellemtiden er vi berettiget til at drage denne konklusion: Bevæ-gelsen i retning af verdensrevolution er begyndt.

Dette er ikke det samme som at sige, at revolutionen er umiddelbart på dagsordenen alle steder. Efter en lang periode hvor klassekampen har været langt nede i de udviklede kapitalistiske lande, har arbejderklassen brug for tid til at kom-me ovenpå igen. Den nye generation er uerfaren og vil blive nød til at gå igennem en række af delkampe for at opnå den nødvendige forståelse af de opgaver, historien stiller.

Det vil ikke være en let periode. Der vil være nederlag, såvel som sejre. Perioder med store fremskridt vil blive fulgt af perioder med træthed, skuffelser og selv midlertidig reaktion. Men ethvert skridt baglæns vil bare forberede vejen for et endnu større opsving i klassekampen. Grunden er, at kapitalismen i denne periode ikke længere er i stand til at garantere den slags reformer og nemme fremskridt, der var mulige under det lange økonomiske opsving, der fulgte efter 1945. Ethvert fremskridt må tilkæmpes. Enhver lønstigning eller reform vil betyde en bitter kamp mellem lønarbejde og kapi-tal.
Gradvist, langsomt og pinefuldt vil arbejderklassen, begyndende med dens mest avancerede del, begynde at drage revo-lutionære konklusioner. Denne proces med udvikling af massernes bevidsthed kan kun komme fra erfaring, især erfa-ringer fra store begivenheder. På et bestemt stadie må disse begivenheder finde et udtryk inden for masseorganisatio-nerne.

Arbejderklassens masseorganisationer, startende med fagforeningerne, vil blive rystet fra top til bund. Marxisternes evne til at vinde masserne lydhørhed vil blive afgjort af vores evne til at gribe afgørende ind i denne uundgåelige pro-ces.

Før eller siden, i det ene land efter det andet, vil spørgsmålet om magten blive stillet. Udviklingen af verdensøkonomien i den sidste periode har gjort, at klassekampen er forbundet på verdensplan i en grad, der ville være umulig at forestille sig tidligere.

Revolutionerne i 1848-49 var i realiteten begrænset til Europa. Den russiske revolution i 1917 havde en stor effekt, ikke bare i Europa, men i Asien og Mellemøsten. Det var de "ti dage, der rystede verden". Men under de nuværende forhold, vil bare én succesrig revolution, især i et nøgleland, have en meget større effekt på verdensplan.

Den socialistiske revolutions succes ville være meget lettere, hvis der eksisterede en marxistisk tendens med rødder i masseorganisationerne og et klart revolutionært perspektiv. Styrkelsen af den marxistiske tendens internationalt er den mest presserende opgave. Arbejdernes og ungdommens erfaringer kombineret med den nødvendige forståelse for taktik, strategi, teori og perspektiv, er en tilstrækkelig garanti for sejr.

Arbejderklassen og ungdommen lærer allerede nu af deres egen erfaring. Men dette er ikke nok. Det er vores pligt at hjælpe dem til at drage alle de nødvendige konklusioner, at deltage skulder ved skulder med dem i enhver kamp, og at skabe de nødvendige redskaber til at føre kampen til ende.

Alan Woods      

1. Irak – socialisme er vejen frem