Venezuela: Udfordring for revolutionen

I februar valgte Venezuelas højreorienterede opposition, hvem der skal være dens kandidat til præsidentvalget i oktober. Vinderen blev Cápriles Radonski, den nuværende guvernør for delstaten Miranda. Kandidaten blev valgt med et komfortabelt flertal på 62 procent imod 29 procent til Pablo Perez, der er guvernør i delstaten Zulia.

Selv om Cápriles Radonski fremstiller sig selv som en socialdemokratisk kandidat, som ifølge The Economist har en ”moderat tilgang til at give den konfiskerede ejendom tilbage, gøre op med priskontrol og afskaffe grundlovsstridige love”, er det tydeligvis mere overflade end indhold. Under kuppet i april 2002 var Radonski ikke alene med i den ulovlige afsættelse af præsident Hugo Chávez, men han var også indblandet i et voldeligt angreb på den cubanske ambassade.

Dengang var han borgmester i Caracas-bydelen Baruta, hvor den cubanske ambassade ligger. Han gik sammen med de fascistiske bander, der angreb ambassaden og krænkede det diplomatiske territorium. Han forsvarede åbent volden, som omfattede smadring af ambassadens biler og lukning af ambassadens vand- og elforsyning. Han bakkede det op ved at sige, at ”folket kan protestere som de ønsker”. Dette er optaget på video.

Radonski blev aldrig retsforfulgt for sine forbrydelser, selv om den revolutionære advokat Danilo Anderson forsøgte at ophæve hans immunitet for at få ham retsforfulgt. Dette forsøg blev standset i 2004, da Anderson blev myrdet af en bilbombe i Caracas. Mordet blev aldrig opklaret.

Grunden til, at Radonski nu har lagt sig ind på en ”blød” linje og fremstår som moderat, er at han er klar over, at kontrarevolutionen stadig ikke er stærk nok til at lave en storstilet offensiv. Han har brug for at fremstå som moderat for at tiltrække et lag af vælgere, der vakler mellem den bolivariske revolution og oppositionen, men som er frastødt af det udemokratiske generalieblad hos kupmagerne fra 2002.

Økonomien er ustabil

Den generelle situation i Venezuela er meget kritisk. Økonomien har ganske vist bedret sig i løbet af det sidste år. I 2010 var der en nedgang på 1,5 procent i landets samlede økonomi, men i 2011 var der en vækst på fire procent. Imidlertid skyldes væksten hovedsageligt høje oliepriser og ikke en egentlig udvikling og udvidelse af industrien.

Nelson Merentes, der er direktør for Venezuelas centralbank, har erkendt, at over 1,8 procentpoint af væksten skyldtes øgede olieindtægter, der er blevet kanaliseret videre i form af sociale programmer. En stor del af væksten er desuden baseret på øget handel og privatforbrug.

Mange af statens investeringer i infrastruktur og boligbyggeri har skabt midlertidige arbejdspladser i byggeriet. Chávez ønsker at bygge mange boliger og færdiggøre adskillige metro-byggerier inden præsidentvalget i oktober. Men disse tiltag har også øget inflationen, der nåede 27,6 procent i 2011.

Økonomisk sabotage

Samtidig fortsætter kapitalisternes sabotage af økonomien. De fortsætter deres investerings-strejke. Den venezuelanske centralbank har endnu ikke offentliggjort tallene for private investeringer i 2011, men i perioden 2008-2010 var der en nedgang på 43 procent i investeringerne i maskiner og bygninger. De samlede offentlige og private investeringer i 2011 var på 4,4 procent, men tallet skjuler, at de private investeringer fortsætter deres fald, og de offentlige investeringer er fortsat den drivende kraft i økonomien. Årsagen er klar: kapitalisterne investerer ikke i Venezuela, fordi de ikke mener, at deres investeringer er sikre. Oven i investerings-strtejken var der tilmed en massiv kapitalflugt ud af landet på omkring 12 milliarder dollars i 2011.

Uden en virkelig udvidelse af industrien er det umuligt at opnå bæredygtig vækst og nedbringe uligheden. Venezuela er ekstremt afhængig af verdensøkonomien, og mange af de mest basale forbrugsvarer bliver stadig ikke produceret i Venezuela, men importeret. Denne situation er ikke blevet bedre, men værre siden den bolivariske revolutions begyndelse. Det gør Venezuela sårbar over for verdensøkonomien, der muligvis kan havne i en ny recession.

Det bolivariske bureaukrati

De fleste meningsmålinger viser, at der er omfattende støtte til Chávez. Men bureaukratiet i toppen af bevægelsen har en tendens til at underminere bevægelsen, når slaget skal slås.

For masserne repræsenterer Chávez revolutionens fremskridt i form af konkrete forbedringer indenfor sundhedssystemet, uddannelse og andre områder, men også i form af folkets politiske vækkelse: følelsen af trods over for imperialismen og oligarkiet, og massernes moralske vækst og opfattelse af for første gang at være rigtige mennesker.

Imidlertid har netop dette rejst spørgsmålet om revolutionens overlevelse. De forskellige kliker i det statslige bureaukrati manøvrerer for at se, hvem der vil følge Chávez. De fleste arbejdere, bønder og unge i de revolutionære rækker ser ikke nogle af de nuværende embedsfolk i regeringen som deres egne repræsentanter, og de nærer dyb mistro til dem.

Angreb på arbejderkontrol

Der har været sager som regeringens fyring af den arbejdervalgte direktør for den statsejede aluminiumsfabrik ALCASA. Sådanne beslutninger er frontale angreb på de elementer af arbejderkontrol, der er blevet indført på industrivirksomhederne i Guyana, og som udgør en af den bolivariske revolutions vigtigste erobringer. Denne beslutning blev taget netop da Chávez havde forladt landet for at modtage behandling for sin kræftsygdom på Cuba.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)