Valget i Venezuela: Socialistpartiet vinder, men højrefløjen går frem.

Stemningen ved Miraflores-paladset i Caracas centrum var spændt og man kunne endda fornemme en hvis nervøsitet i luften. Søndag aften var tusinder af aktive i Venezuelas bolivariske bevægelse samlet foran præsidentpaladset for at afvente resultaterne i dagens parlamentsvalg.

Linjerne var for alvor trukket op ved dette valg. Både indenlandsk og udenlandsk presse havde udtalt, at der ikke var tale om noget normalt valg, men at Venezuela skulle vælge om den overgang til socialisme, som Chávez har foreslået skulle fortsætte eller ej.

Først klokken lidt over to om morgenen blev valgresultaterne offentliggjort. Selvom der stadig mangler enkelte opgørelser, kan vi allerede nu give en overordnet analyse af resultaterne.

Et meget tæt resultat

PSUV (Socialistpartiet, anført af Chávez) og dets allierede vandt 98 mandater, imens oppositionskoalitionen MUD vandt 65 mandater, PPT vandt to, og to gik til uafhængige indianerorganisationer.

Der er endnu ikke blevet offentliggjort noget tal for de absolutte stemmer. Højrefløjen hævder at de vandt et flertal på 52 procent og hævder, at de kun blev slået pga. Valgkredssystemet, hvor de tabte i de enkelte kredse.

Men det stemmer til gengæld ikke overens med de officielle resultater, som er udkommet fra valget til det latinamerikanske parlament, som fandt sted på samme tid: PSUV og dets allierede vandt 5.222.364 stemmer (46.62 pct.) og højrefløjen 5.054.111 (45.10 pct.). Det er ret sandsynligt, at tallene for parlamentsvalget ligger tæt op ad disse.

Folk i Caracas taler derfor om, at det blev et “uafgjort” resultat i absolutte stemmer. Grunden til at PSUV til gengæld vandt et relativt komfortabelt flertal i parlamentet var, at de vandt flertal i valgkredsene.

Hvis vi kigger nærmere på de forskellige delstater, er det klart at revolutionen tabte terræn i en række vigtige områder. I Zulia havde de fleste regnet med at oppositionen ville vinde, men de færreste havde forstillet sig, at det skulle ske med hele 12 imod 3 mandater.

En anden stor overraskelse var resultatet i delstaten Anzoátegui, hvor PSUV led et ydmygende nederlag med ét imod fem mandater, på trods af det faktum at partiet har haft flertallet og guvernørposten i mange år i den delstat.

I Miranda blev det seks mandater til oppositionen og seks til PSUV. I Nueva Esparta tre imod ét i oppositionens favør.

PSUV's sejre i valgkredsene var til gengæld relativt små. For eksempel vides det, at Robert Serra i Caracas valgdistrikt nummer to, vandt med blot 3.000 stemmers forspring til sin modkandidat. Det samme var tilfældet for Aristúbulo Istúriz, som også vandt i Caracas, med en lignende margen.

En ny valgsejr, men truende fremgang til oppositionen

Situationen efter dette valg er, at PSUV stadig holder fast på et almindeligt flertal i parlamentet, men partiet opnåede ikke de 110 mandater, der ville have sikret partiet det flertal på to tredjedele, som ifølge grundloven er nødvendigt for at lave omfattende ændringer.

Dette var et vigtigt mål fra revolutionens synspunkt, eftersom at det ville rydde enhver forhindring af vejen for at der kan lovgives som Socialistpartiet ønsker. Oppositionen satte alle sine kræfter ind på at bryde PSUV's to-tredjedeles flertal, for at kunne blokere for nye revolutionære tiltag. Desværre formåede de at vinde over en tredjedel af mandaterne i den nye nationalforsamling og dermed opnå deres mål.

Spørgsmålet som de fleste PSUV medlemmer (og alle andre der støtter revolutionen) stiller sig selv nu, er hvorfor det ikke lykkedes partiet at vinde de 110 mandater, der var det erklærede mål. Men frem for alt, går bekymringerne på, at valgresultatet viser, at oppositionen er ved at vinde terræn.

Imens stemmeforskellen imellem revolution og kontra-revolution var 58 procent imod 24 procent ved regionalvalget i november 2008, var den ved folkeafstemningen i november 2009 reduceret til 54 procent vs. 46 procent. Men i søndags var man altså helt nede på et “uafgjort” resultat.

Med andre ord er det klart, at oppositionen har vundet terræn. Hvis ikke vi indrømmer det begår vi en katastrofal fejl. Det er nødvendigt at lave en kritisk og ærlig evaluering af valgresultaterne, så revolutionen kan undgå et altafgørende nederlag i fremtiden.

Hvorfor vandt oppositionen terræn? Vi ved at valgdeltagelsen var højere end hvad man kunne frygte. Omtrent 66 procent stemte, hvilket er en god deltagelse for parlamentsvalg, men stadig mindre end de 70 procent ved folkeafstemningen i 2009.

Hvis vi sammenligner netop antallet af “JA” stemmer ved folkeafstemningen i 2009, med det antal som PSUV fik i søndags, ser vi at revolutionen har tabt omkring 1 million stemmer. Laver vi det samme regnestykke for oppositionen, ser vi at de kun fik 140.000 færre stemmer i søndags, i forhold til 2009.

Således står det klart, at det var en lavere valgdeltagelse i Chávez traditionelle højborge, især slumkvartererne, som gjorde forskellen. Vi ved at dette forårsagede at PSUV tabte i Petare, Venezuelas fattigste slumkvarter. Et klart tegn på, at noget er helt galt.

Årsagen til at PSUV tabte i delstaten Anzoátegui er ikke svær at finde. Guvernøren, Tarek William Saab, blev valgt på Socialistpartiets liste, men i de faglige kampe der har udspillet sig i byen, har han støttet arbejdsgiverne, bl.a. ved at modsætte sig fabriksbesættelserne på Mitsubishi, Vivex og Macusa. Det forklarer hvorfor arbejderklassen i Anzoátegui ikke var meget begejstrede for at stemme på socialistpartiet ved dette valg.

Uløste problemer

Det samme fænomen gjorde sig gældende i andre afkroge af landet. Oven i det skal ligges de generelle problemer, som Venezuela står over for. I søndags var første gang, at venezuelanerne gik til stemmeurnerne mens landet er påvirket af den internationale økonomiske krise. Udover den skyhøje inflation på mad og forbrugsvarer, som rammer arbejdere og fattige særdeles hårdt, har vi de konstante problemer med det sorte marked og ”den parallelle” dollar, hvilket er med til at sparke spekulationen i vejret.

Det lykkedes regeringen stort set at undgå fødevaremangel i tiden op til valget, da den kastede millioner af dollars ind i fødevareprogrammerne Mercal og PDVAL, som sælger importeret mad til stærkt nedsatte priser. Men som en artikel i The Economist den 18. september forklarede, så betød det, at regeringen havde mangel på dollars og at mange af de kreditter, og lån, der var aftalt, blev udskudt.

Den situation har givet fri bane til spekulanter, der har gjort en forretning i at køre et sort marked, hvor dollars er tilgængelige. Det dominerer økonomien, da mange priser sættes efter dollarens sortbørskurs, ikke efter den officielle Bolívar møntfod. Uden et monopol på udenrigshandlen er regeringen ude af stand til virkelig at komme dette problem til livs.

Andre problemer, som den stigende kriminalitet og strømsvigt i elektricitetssektoren vejede også tungt i mange menneskers hverdag. Men det vigtigste er nok, at folk føler, at selv efter elleve års revolution og den ene mobilisering efter den anden, er de vigtigste magtpositioner stadig i oligarkiets hænder.

På trods af de mange progressive reformer og skridt fremad, er det stadig godsejerne der undertrykker bønderne, bankspekulanterne styrer kreditbevillinger og kapitalisterne udbytter arbejderne. 70 procent af Venezuelas BNP skabes fortsat af den private sektor – et klart tegn på at kapitalismen fortsat er i live i Venezuela.

Hvad er højrefløjens virkelige dagsorden?

Oppositionskoalitionen MUD (Demokratisk enhedsplatform), forsøgte at udnytte ovenstående problemer til egen vinding. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvem det er der egentligt trækker i trådene bag disse velklædte og smilene opppositionstalsmænd. En af deres vigtigste ledere hedder Maria Corina Machado og hun har førhen været leder af “civilorganisationen” Súmate.

Imellem 2003 og 2006 fik Súmate tildelt tre millioner dollars af NED (National Endowment for Democracy) og USAID, som er organisationer der kanaliserer støttebevillinger fra USA's regering til ”ligesindede” organisationer i andre lande. På trods af de klækkelige summer blev folkeafstemningen den 15. august 2004 til endnu et ydmygende nederlag for den venezuelanske opposition.

Dette hindrede dog ikke George W. Bush i at belønne Súmate for indsatsen ved at invitere civilorganisationens talskvinde María Corina Machado til en personlig samtale, som fandt sted den 31. maj 2005 i Det Hvide Hus.

Intet medlem af den nuværende venezuelanske regering, og da slet ikke præsident Chávez, er blevet inviteret til et møde i Det Hvide Hus, så Bush må have været særlig opsat på at møde Machado.

Efter mødet, som varede 50 minutter, fik Machado mulighed for at holde et pressemøde i baghaven til Det Hvide Hus, et område som normalt er forbeholdt præsidenten og de allerhøjeste ministre og embedsmænd. Machado forklarede, at den amerikanske præsident havde udtrykt “stor interesse for civilsamfundets perspektiv på demokratiske værdier, især i Venezuela”.

I 2010 har den venezuelanske opposition modtaget imellem 40 og 50 millioner dollars, ifølge en undersøgelse foretaget af FRIDE, en uafhængig spansk organisation, der beskæftiger sig med internationale relationer.

Maria Corina Machado og de andre højrefløjsledere bruger på demagogisk vis hverdagsproblemerne, såsom inflation, arbejdsløshed, kriminalitet, strømsvigt, boligmangel, osv. Til at vinde opbakning i middelklassen, men det som virkelig interesserer dem er, spørgsmålet om “økonomisk frihed”, det vil sige forsvar for den private ejendomsret til produktionsmidlerne. De er nemlig skrækslagne for, at Chávez-regeringen vil radikalisere Venezuelas bolivariske revolution og angribe oligarkiets magt.

Kompromis og pluralisme?

Mandag morgen var de fleste højrefløjsmedier i Venezuela euforiske. ”Venezuela er ikke længere rødt territorium”, lød det på forsiden af El Nacional. Chávez svarede igen i en tale mandag aften, ved at påpege, at oppositionen bare kunne indkalde til en tilbagekaldelsesafstemning i 2011, hvis de tror at de har flertal til at vælte ham.

Ramón Guillermo Avelado, talsmand for MUD, sagde med klar reference til regeringen, at ”de, der argumenterer for krig og national splittelse, blev besejret i dag”. Han hævdede ydermere, at resultatet var et signal til regeringen om at den ikke burde føre ”socialistisk blokpolitik”.

Den samme smøre er blevet gentaget i de fleste oppositionsmedier. Eftersom de er fuldt klar over, at situationen endnu ikke er favorabel for et direkte angreb imod revolutionen, fremstiller de sig selv som fortalere for ”kompromis og forhandlinger imellem de to blokke”. Således fremsatte Conindustria (svarende til Dansk Industri i Danmark, red.), en udtalelse, hvor de fastslog at det var ”tid til at bygge broer for dialog” og opbygge ”et klima der tillader det private initiativ”.

Andre oppositionsledere mente at søndagens valgresultat viste ”viljen til et pluralistisk parlament”. Disse folk glemmer imidlertid, at det var oppositionen selv, der valgte at boykotte det sidste parlamentsvalg i 2005. Det gjorde de, fordi de grundlæggende set er de samme korrupte, voldelige repræsentanter for oligarkiet, som i april 2002 forsøgte at vælte Chávez ved et ulovligt militærkup.

Nu er de så begyndt at tale for ”dialog”, ”national forsoning” og ”forhandlinger”. De beder regeringen om ikke at føre ”socialistisk blokpolitik”. Hvad betyder det i praksis? I virkeligheden kan det reduceres til følgende: Flertallet bør underkaste sig mindretallets ønsker! Parlamentet bør paralyseres, så mindretallets interesser ikke forstyrres.

Det vil sikkert finde et ekko hos den reformistiske fløj i bureaukratiet i PSUV, som vil være mere end tilfredse med at skrue ned for revolutionens tempo. Men hvis vi følger sådan en politik, vil det være den sikre vej til skibbrud. Det ville betyde en handlingslammet regering, der vil være ude af stand til at tackle de fattige og arbejdernes problemer.

Der er ikke behov for mere mådehold og tomme taler. Der er brug for handling! PSUV har stadig flertallet i parlamentet. En ny bemyndighedslov kunne gennemføres, som ville give præsidenten de nødvendige beføjelser til at tage endelige skridt imod et opgør med kapitalismen. Det er vejen frem og det er hvad alle revolutionære arbejdere, fattige bønder og studerende bør argumentere for i PSUV og i resten af den bolivariske bevægelse.

Er revolutionen uovervindelig?

Disse resultater har været chokerende for mange aktive i den bolivariske bevægelse. Førhen så det ud til, at Chávez og den bolivariske revolution red på en udødelig bølge. Det ene valg blev vundet efter det andet, den eneste undtagelse var folkeafstemningen i 2007. Men nu her, efter dette valg med et ”uafgjort resultat” i det absolutte antal stemmer, er mange begyndt at stille sig selv det logiske spørgsmål: Er revolutionen uovervindelig?

Det er nødvendigt at give et ærligt svar og forklare de farer, som er implicit i den nuværende situation. Venezuelas revolution er langt fra uovervindelig. Latinamerika har set mange revolutioner i løbet af det 20. århundrede, f.eks. i Bolivia 1952, Chile 1970-73, Argentina 1969 og igen fra 1973-76. En af dem, Nicaraguas sandinist-revolution, varede endda 11 år, fra 1979 til 1990. Men i sidste ende blev alle disse revolutioner besejret og det er meget få af de sociale fremskridt der blev gennemført, som stadig er tilbage den dag i dag.

Hovedårsagen til at Venezuelas revolution stadig kan blive overrumplet er, at de vigtigste dele af økonomien stadig er i kapitalisternes og godsejernes hænder. Dette er et vigtigt våben i hænderne på revolutionens fjender, som de kan bruge som de ønsker.

Så længe kapitalismen opretholdes, vil verdenskrisens effekter på arbejdernes og de fattiges hverdagsliv kunne mærkes. De oplever inflation, fyringer, spekulation, boligmangel og så videre. Dette vil fortsætte og sikkert blive værre, så længe produktionsmidlerne er på private hænder.

Hvordan kan kontra-revolutionens fremgang stoppes?

Behovet for at færdiggøre revolutionen er mere presserende end nogensinde før. På trods af højrefløjens fremgang, er situationen stadig yderst favorabel. Chávez kan stadig bruge sit flertal i parlamentet til at overtage de vigtigste virksomheder, supermarkeds- og fødevarekæden, bankerne og den del af industrien, som fortsat er på private hænder. Dette bør ledsages af et statsmonopol på udenrigshandlen, hvilket er det eneste, der kan gøre Venezuela i stand til at styre sin økonomi. En ny lov for arbejderkontrol i de nynationaliserede industrier ville uden tvivl få en entusiastisk opbakning. Arbejderne vil hurtigt tage en sådan lovgivning til sig og oprette fabriksråd, sådan som vi har set det i en begyndende fase i Guayana.

Hvis sådanne midler tages i brug, vil regeringen hurtigt blive i stand til at tackle nogle af de mest presserende problemer, som inflation, spekulation, fødevaremangel, mangel på boliger og infrastruktur. En radikal jordreform kunne afskaffe herremændenes dominans på landet og fordele jordlodderne til bønderne. Hvis regeringen har total kontrol med kredit, kunne staten give billige lån til bønderne, som kunne starte en omfattende national landbrugsproduktion og dermed sætte en stopper for den absurde masseimport af fødevarer.

Disse krav bør rejses i PSUV og i fagforbundet UNT. Efter dette valg er mange almindelige medlemmer af den bolivariske bevægelse begyndt at undre sig og stille spørgsmål. De vil komme tættere og tættere på de konklusioner, som vi har draget her. I sidste ende vil den bolivariske revolution triumfere som en socialistisk revolution, ellers vil den uundgåeligt lide nederlag.

Source: Socialistisk Standpunkt (Denmark)