Spanien: kom arbejdende mennesker til undsætning, ikke bankerne

Efter at have svoret, at der ikke var brug for det, blev Rajoys spanske regering omsider tvunget til at bede om europæisk hjælp for at kunne komme banksystemet til undsætning. Lørdag den 9.juni blev den Europæiske Union enige om, at stille op til 100 milliarder euro til rådighed for at redde spanske banker

Under en protest i Madrid 14.maj står uropoliti vagt foran en afdeling af den nyligt nationaliserede bank Caja de Madrid/Bankia

Den fremgangsmåde, der er blevet brugt og hvis detaljer endnu ikke er blevet offentliggjort, var et forsøg på at forene et spansk behov for direkte finansiering af bankerne og en tysk modstand mod netop dette. Trods Rajoys latterlige erklæringer om det modsatte ser vi nu omsider en redningspakke, for hvilken den spanske regering er ansvarlig

Penge, op til 100 milliarder euro, vil blive stillet til rådighed af enten European Financial Stability Fund eller den fremtidige European Stability Mechanism for den spanske statsejede Banking Orderly Restructuring Fund (FROB). Det betyder, at penge der bliver stillet til rådighed, vil blive lagt til den spanske statsgæld. Hvis Spanien tager imod alle 100 milliarder, der er tilbudt, vil det drive gælden op på et niveau fra 80% til de meget farlige 90% af BNP. Det præcise beløb, som Spanien til spørge efter er ikke kendt.

Selvom den spanske regering insisterer på, at der ikke er nogle ”betingelser” bundet til disse penge, har alle europæiske embedsmænd sagt præcis det modsatte. Først of fremmest vil enhver bank, der modtager penge blive tvunget til at gennemføre skrappe ”omstruktureringer”, hvilket kommer til at betyde lukning af kontorer, massive fyringer, og tab for dens obligationsejere og aktionærer.

Renten på redningspakken (mellem 3 og 4 %) vil blive betalt af den spanske stat og lægge 2 til 4 milliarder til dens budgetunderskud (omkring 0,3% af BNP). Det vil uundgåeligt betyde en ny omgang nedskæringer i takt med regeringens forsøg på at leve op til sine målsætninger om at reducere underskuddet. Ovenpå alle de andre angreb, der allerede er blevet gennemført, vil den spanske arbejderklasse blive bedt om at betale regningen for at redde bankerne.

Af egen politiske årsager har Rajoy insisteret på ikke at bruge ordet ”redningspakke”, men insisteret på, at denne ”finansielle hjælp” ikke vil påvirke de spanske målsætninger for reduktion af underskuddet. Europæiske embedsmænd og institutioner har hver dag været ude med udtalelser, der modsiger den spanske præsident. Hans forsøg på at fremstille sig selv som en stærk mand, der forsvarer spansk ”nationale uafhængighed”, der står op imod Europas diktater og endda er den, der har løsningerne på krisen i Europa, er alle blevet stillet lavkomisk til skue. Dette har yderligere ødelagt hans politiske troværdighed.

Årsagen til, at den tyske herskende klasse endelig samtykkede i at låne disse penge til Spanien skyldes den spanske krises videre følger for euroens fremtid. Udenlandske banker er meget sårbare overfor det spanske banksystem. Øverst på listen står amerikanske banker, der har noget i størrelsesordenen af 227 milliarder amerikanske dollars involveret, tyske banker 186 milliarder, franske banker 144 milliarder, britiske banker 137 og banker i resten af eurozonen 180 milliarder

Det er umuligt at adskille det spanske bankvæsens problemer fra statens gældsproblemer. I de sidste par måneder er den internationale kapital begyndt at flyde væk fra den spanske statsgæld. Imens har de spanske banker lånt store summer af Den Europæiske Central Bank, gennem den lave rente Long Term Re-Financing Operation, og har investeret en stor del af disse penge i den spanske gæld, af hvilken de nu optager størstedelen. Det er en fin måde at tjene penge fra den offentlige pung – ved at låne af ECB til omkring 1,5% i rente og så sætte disse penge ind på den spanske gæld til en rente på over 6%! Alene i maj lånte de spanske banker rekordhøje 286 milliarder euro fra ECB. Spanske og italienske banker optog 159% af det samlede lånoptag i den måned (tallet er over 100%, fordi nogle landes banker har en positiv balance i forhold til ECB)

Så de spanske banker er i krise og de garanterer for spansk gæld, samtidig med at den spanske statsgæld bliver større i forsøget på at redde bankerne. Der var en, der kommenterede, at den igangværende indsats for at redde bankerne svarer til at bruge sit kreditkort til at betale sin gæld. Altså at betale en stor gæld af ved at gældsætte sig yderligere. Eller som Financial Times’ vurdering lyder, kan dette tiltag komme til at betyde, at man har lånt landet reb at hænge sig selv med.

Markedets dom er klar. Efter en indledende opadgående tendens på aktiemarkederne og et lille fald i afkastet på den spanske gæld, opstod der panik på markederne igen, hvilket kort sendte bankrenten på 10 års obligationer over et niveau på 7%, som er det højeste siden Spanien gik med i euroen. Dette niveau er tydeligvis uholdbart

Grunden til, at Spanien blev nødt til at gå tiggergang efter penge til landets banker i Europa var netop, at staten ikke kunne finde disse penge på markedet, fordi den blev straffet med meget høje bankrenter. Den europæiske redning af bankerne har dog blot øget presset på statsgælden frem for at lindre det

Resultatet er, ligesom med alle andre tiltag de europæiske kapitalister har sat i gang i et forsøg på at undgå krisen fra at blive værre eller i forsøg på at afgrænse den, at udskyde sandhedens øjeblik på bekostning af blot at gøre problemet større og værre

En af årsagerne til, at tiltagene i forhold til de spanske banker blev hastet igennem, grunder i et forsøg på at inddæmme påvirkning fra Syrizas mulige sejr i Grækenland kommende søndag. Der er risiko for, at vi allerede nu ser en langsom storm på både de græske og spanske banker. I denne uge nåede mængden af penge hævet fra bankkonti i Grækenland 800 millioner euro på én dag. På grund af muligheden for en tilbagevenden til en kraftigt devalueret drachme trækker individer og virksomheder på forhånd deres penge ud i euro.

Spanien som en del af den europæiske kapitalismes krise

I kraft med, at den spanske regering er tvunget til at implementere flere og hårdere nedskæringer, går økonomien længere ind i recessionen og gør det umuligt at nå målsætningerne for reduktion af underskuddet, hvilket blot øger markedernes mangel på tillid i den spanske gæld

En dybere økonomisk recession gør det umuligt for et stort antal familier at afbetale deres banklån og forhindrer ejendomsselskaber i at sælge deres ejendom på markedet, hvorpå de tvinges til at gå konkurs på de lån, de har optaget fra bankerne. Privat spansk gæld (i husholdninger og virksomheder) udgør allerede 320% af BNP. Når recessionen bliver dybere, bliver bankkrisen som resultat værre

Samtidig har kreditvurderingsbureauerne travlt med at nedvurdere spansk statsgæld, banker og regionale regeringer i en sådan grad, at de snart bliver junk og ingen ved deres fulde fem vil købe dem

Det uundgåelige resultat af denne modbydelige nedadgående spiral bliver, at Spanien får brug for en total europæisk redningspakke. Men den spanske økonomi er større end Portugals, Grækenlands og Irlands tilsammen. Der er ikke nok penge i nogle af de europæiske fonde til at redde Spanien

Under disse betingelser og med flere og oftere møder mellem Rajoy og leder af socialdemokratiet Rubalcaba stiger presset for national enhed. På et tidspunkt vil denne regering falde og det vil blive nødvendigt at sætte en eller anden form for ”teknokratisk” eller ”national enheds” regering ind i stedet, ligesom det er sket i Grækenland og Italien før

Krisen i Spanien påvirker også Italien, der tæt følger den spanske gæld med en bankrente på sin gæld, der stiger til over 6%. Den italienske statsgæld ligger nu på over 120 % af BNP. Det er underforstået, at Italien vil følge trop og bede om en hjælpepakke efter Spanien. (Hvis altså ikke Cypern kollapser forinden!)

Hvad er alternativet?

Man kan godt forstå, hvordan dette skaber vrede i Spanien. Bankerne er i vanskeligheder og de bliver givet over 100 milliarder euro kautioneret af skatteyderne. Men der er 5,6 millioner arbejdsløse, 1,7 millioner familier, hvor alle medlemmerne er uden arbejde, over 300.000 familier, hvis huse er blevet overtaget af bankerne og 8000 minearbejderjob er i fare på grund af nedskæringer i en statsstøtte på kun 200 millioner euro, og ingen af dem bliver givet hjælp. Kravet lyder højere og højere: red folket, ikke bankerne!

Forenet Venstre (Izquierda Unida - IU) har korrekt nok igangsat en kampagne for at samle mobiliseringerne imod redningen af bankerne (se http://www.izquierda-unida.es/sites/default/files/doc/Declaraci%C3%B3n_C_Ejecutiva_Rescate_11_06_2012_0.pdf). IU afviser redningsplanen og fordømmer, at folket skal betale for den. De foreslår, at alle tiltag sendes til folkeafstemning og forlanger, at enhver bank, der modtager penge fra staten, nationaliseres. Det er alt sammen korrekt. Desværre er det alternative program, som koalitionsledelsen har fremlagt ikke tilstrækkeligt til at håndtere spørgsmålet. I programmet tales der om ”demokratisering af Den Europæiske Centralbank”, så den kan blive ”sidste låneinstans” og udstede Euroobligationer

Disse idéer beror på den antagelse, at der på en eller anden måde gennem offentlig regulering og styrkelse af de europæiske institutioner ”overfor markedet” er en løsning på krisen indenfor rammerne af det kapitalistiske system

I virkeligheden burde man klart of tydeligt forklare, at dette er en krise, der er forårsaget af selve den måde det kapitalistiske system fungerer på. Forenet Venstre burde med opfordringen til mobiliseringer samtidig præsentere en forklaring af krisens natur og fremsætte et klart socialistisk alternativ

Udgangspunktet burde være: ”arbejdende mennesker vil ikke betale for kapitalismens krise”. Hele banksektoren og den finansielle sektor burde nationaliseres, men ikke for at tilegne sig overskuddet og derefter privatisere den igen, men snarere for at overtage sektorens værdier og udnytte dem i befolkningsflertallets interesse. Bankerne sidder på et stort antal tomme ejendomme. Disse burde nationaliseres, bruges til oprette sociale boliger, som kunne lejes ud til højest 10% af en families indkomst. Afbetalinger på lån burde have et loft på 10% af indkomsten og fryses i tilfælde af arbejdsløshed

For at afsløre, hvor bankernes profitter under boligboblen er endt og for at stille alle de, der har været involveret i korruptionsskandaler, ulovlig finansiering af politiske partier og lignende forbundet med systemet, til ansvar, burde en gennemgribende undersøgelse af banksystemet gennemføres. En sådan undersøgelse måtte ledes af valgte repræsentanter fra låntagerforeninger, arbejdere i banksektoren og fagforeningerne. Vi kan ikke stole på, at politikere fra partier involveret i korruption, efterforsker korruption. Faktisk forpurrede stemmer fra Folkepartiet i parlamentet i dag et forslag fra Forenet Venstre om at nedsætte en undersøgelseskommission rettet imod bankernes krise.
Afbetalingen af renter på statsgælden (hvilket har ædt 29 milliarder euro fra statsbudgettet i år) burde øjeblikkeligt stoppes. Statsgælden burde som helhed ophæves. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt dette er illegitimt i et moralske perspektiv, men hvorvidt det generelt er i de spanske arbejderes interesse at betale tilbage til bankerne, lånudbydere, og spekulanter eller ej. Spørgsmålet er enkelt, hvis renterne på gælden er 29 milliarder euro og nedskæringer i uddannelse og sundhed er 10 milliarder euro; hvad kommer først? Hvad er i den ”nationale” interesse?

Ingen af disse forslag, som er rimelige og ville opnå massiv støtte fra arbejdere og unge, kan realiseres fuldt ud indenfor rammerne af det kapitalistiske system, og dét er det også nødvendigt at forklare

Hvis gælden blev ophævet, ville staten selvfølgelig blive nødt til at finde en anden finansieringskilde til budgettet. Den spanske økonomi er midt i en dyb recession. Der er dog masser af ressourcer. Nationaliseringen af nøglesektorer i økonomien under arbejdernes demokratiske kontrol ville gøre udviklingen af en rationel produktionsplan, der tilfredsstiller samfundets overordnede behov og i gennemførelsen af den også gør brug af arbejdskraften blandt de 5,6 millioner arbejdsløse mulig. Kun ved at afskaffe den private ejendomsret over produktionsmidlerne kan et system, der er fuldt ud i stand til at udnytte samfundets ressourcer, skabes: socialisme

Kampen må optrappes

Fagforeningerne har allerede bebudet landsdækkende protester den 20.juni og der er forskellige opfordringer til demonstrationer og protester fra indignados bevægelsen. Den kamp der nu tager alles opmærksomhed er dog kulminearbejdernes totalstrejke. Fagforeningerne har vedtaget generalstrejke ved minerne i dalene den 18.juni og den dag bør bruges til at slutte op om en national kampagne af demonstrationer, strejker og blokade af vejene

En sejr til minearbejderne ville virkelig sætte gang i den brede bevægelse imod nedskæringer. Stillet overfor mediernes mørklægning af minearbejdernes kamp bør fagforeningerne og Forenet Venstre organisere en landsdækkende solidaritetskampagne med offentlige møder, indsamlinger på arbejdspladser og foredragsturnéer med repræsentanter fra minearbejderne osv

Som det første skridt imod en national 48-timers generalstrejke for solidaritet med minearbejderne og imod redningspakken til bankerne bør der indkaldes til generalstrejke i Asturien. Generalstrejken den 29.marts og alle de andre store demonstrationer og bevægelser, der har været over de sidste få måneder, har vist det enorme potentiale for at gennemføre vedholdende kampagner og kampe. Fagforeningernes protestdag den 20.juni kan alene ikke opnå noget. Regeringen ignorerede fuldstændig generalstrejken den 29.marts. Den konklusion, der må drages er klar: kampen må optrappes!

Erfaringerne fra Grækenland i denne periode viser, at selv isolerede 24-timers eller 48-timers generalstrejker i sig selv ikke tvinger nedskæringerne og angrebene fra den herskende klasse tilbage. På et tidspunkt vil bevægelsen rette opmærksomheden mod den politiske front. Masserne vil forstå, at det er nødvendigt at opbygge et politisk alternativ til systemet som helhed for at få succes med nogen som helst kamp

Forenet Venstre kan vokse kraftigt på samme måde, som Syriza sprang fra 5% til 30% indenfor meget kort tid. Under en akut kapitalistisk krises betingelser vil forskellige idéer og forslag blive sat på prøve. De keynesianske forslag, som ledelsen af IU fremsætter, vil ikke være i stand til at stå prøven i praksis (ligesom vi snart vil se det i Grækenland). Opbygningen af en stærk marxistisk tendens inden i Forenet Venstre, fagforeningerne og ungdomsbevægelsen haster.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)