Sanitarios Maracay, en første status på en heroisk kamp

Danish translation of Sanitarios Maracay, a first balance-sheet of an heroic struggle by Jorge Martin (August 22, 2007) D. 10. august kuppede en betragtelig gruppe “empleados” (administrativt personale, ingeniører, supervisors, management) fra Santitarios Maracay arbejderne, som har vedligeholdt og kørt fabrikken under arbejderkontrol siden 14. November 2006, og afskedigede Fabriksrådet, som arbejderne havde valgt. De havde implicit støtte fra arbejdsministeren til at danne en kommission bestående af Sanitarios arbejderne, den tidligere ejer og ministeriet med mål om at ordne tilbagebetalingen af lønninger og nogle andre penge, som arbejderne havde til gode.

Næsten ni måneder er gået siden den dag arbejderne, da de stod over for virksomhedsejeren Alvaro Pocaterra’s bankerot, besluttede sig for ikke at acceptere hans betingelser og overtog driften af fabrikken, som laver baderumskeramik i Maracay, i staten Aragua. Det er tid til at drage nogle lektioner af denne eksemplariske kamp.

Den første ting som må siges er, at arbejderne fra Sanitarios Maracay ikke tog beslutningen om at besætte fabrikken og køre den under arbejderkontrol, mens de krævede ekspropriation, på en letsindig måde. Konflikten startede i virkeligheden i marts-april 2006 og den handlede om syge- og sikkerhedssager. Arbejderne havde, som en del af den revolution Venezuela gennemlever, været i stand til at fjerne de korrupte ledere fra deres fagforening og indsætte en mere militant og demokratisk ledelse for fagforeningen, som var en del af det for nylig dannede UNT.

Da ejeren af Sanitarios Maracay, Alvaro Pocaterra, som er en kendt støtte af kuppet mod Chavez i 2002, stod over for stigende krav fra arbejderne, hvoraf mange havde kroniske skader grundet tunge løft, og andre led af lungeproblemer grundet støvet og de kemikalier som blev brugt i produktionen af keramik, igangsatte han en udmattelseskrig mod fagforeningen. Da arbejderne besatte fabrikken i forsvar for deres krav i marts-april 2006, lod han konflikten vare så længe som muligt for at udtømme den strejkekasse, som fagforeningen havde opbygget over en længere periode. Efter 42 dage gik arbejderne tilbage i arbejde med en aftale med arbejdsgiveren på en række punkter.

Under striden kom fagforeningsaktivisterne fra Sanitarios Maracay i kontakt med FRETECO, de besatte fabrikkers revolutionære front, som var blevet dannet i februar 2006 på initiativ fra arbejderne på Inveval, den ventilproducerende fabrik i Los Teques, der var blevet eksproprieret af Chavez i april 2005 og nu køres under arbejdernes kontrol. Luis Primo, et medlem af den Revolutionære Marxistiske Tendens (CMR) og af UNT-ledelsen i Caracas-Miranda, og andre kammerater fra FRETECO, diskuterede med arbejderne fra Sanitarios om betydningen af arbejderkontrol og erfaringerne fra de fabrikker som var blevet eksproprieret (se denne rapport på FRETECOs side http://www.controlobrero.org/content/view/44/30/)

FRETECO-aktivister advarede arbejderne fra Sanitarios Maracay om, at Alvaro Pocaterra, virksomhedsejeren, ville bryde den aftale de havde indgået. Hans mål var tydeligvis at ødelægge fagforeningen. At skulle stå overfor en militant fagforening var ikke en mulighed for ham, han ville hellere lukke fabrikken, som så mange andre forretningsfolk, har gjort i de sidste år i Venezuela.

I slutningen af oktober 2006 kontaktede fagforeningslederne på Sanitarios Maracay FRETECO igen og bad om at deres arbejdere blev givet uddannelseskurser i arbejderkontrol. Ugentlige massemøder og workshops blev organiseret. De indså at Pocaterra planlagde at lukke fabrikken og ville vide, hvordan de kunne køre den videre og derved redde deres jobs og levebrød. Wanderci Bueno, en repræsentant fra de besatte fabrikkers bevægelse i Brasilien, deltog også i disse uddannelsesmøder. Han var i Venezuela grundet en aftale mellem CIPLA-arbejderne og den venezuelanske regering for at deltage i opsætningen af Petrocasa, et venezuelanske statsejet virksomhed som skulle lave huse, der blev bygget med råd fra arbejderne fra CIPLA, den brasilianske besatte fabrik,

Kurserne fortsatte ikke særlig længe. Pocaterra handlede meget hurtigt ved at forslå, at alle arbejdere blev fyret og genansat på grundlag af individuelle kontrakter, dvs. ved at ødelægge den kollektive overenskomst, fagforeningen og alle de opnåede rettigheder og forhold.

Arbejderne afviste dette og prøvede at besættes installationerne den 14. november. I løbet af en uge havde de valgt et demokratisk fabriksråd, som stod til regnskab for den ugentlige masseforsamling, for at køre kampen og med mål om at starte produktionen under arbejdernes kontrol (se http://www.marxist.com/factory-committee-sanitarios-maracay211106.htm
og http://www.marxist.com/sanitarios-maracay-woods241106.htm)

At få erfaringer fra tidligere oplevelser

Lige fra begyndelsen havde arbejderne mål om, at lære fra andre fabrikker, som havde været besat og eksproprieret for ikke at begå de samme fejl. For det første besluttede de at bevare deres fagforeningsorganisation og fagforeningens forretningsudvalgsmedlemmer blev en del af Fabriksrådet, og de forblev en del af det regionale UNT. De blev også enige om, at de ikke ville danne et kooperativ og blive delvise arbejdere af fabrikken (som det har været tilfældet med Invepal og Inveval), men at de snarere ville tale for virksomhedens ekspropriation og drift under arbejderkontrol.

Opløsningen af fagforeningen og dannelse af et kooperativ på Invepal i Carabobo (papirmøllen som blev eksproprieret i januar 2005) var en alvorlig fejltagelse. Det førte til at arbejderne anlagde sig en kapitalistisk mentalitet om at være ejere af virksomheden og de folk, som de havde valgt til at drive den lavede alle mulige fejltagelser. Den alvorligste af disse var, at arbejdernes kooperativ ansatte arbejdere på den fabrik Invepal havde i Maracay, hvorved de selv blev arbejdsgivere. Endnu værre blev arbejderne på Invepal-Maracay ansat på værre forhold end arbejderne på Invepal selv og blev derefter fyret af arbejderkooperativet! Det førte arbejderne på Invepal-Maracay ud i en kamp for at forsvare deres jobs og for få arbejderne på Inveval til at afsætte virksomhedens bestyrer. Kooperativet er i en situation som endnu ikke er fuldt ud løst.

Arbejderne på Sanitarios var fuldt ud opmærksomme på dette, gennem diskussioner de havde haft med FRETECO og også fordi Invepal-Maracay ligger i den samme by som Sanitarios fabrikken.

Arbejderne tog også skridt for at vedligeholde enheden blandt arbejdere og ”empleados” (kontor- og management folk), selv sæder i Fabriksrådet reserverede de for dem.

Arbejderne besluttede også at forbinde deres kamp med den bolivariske revolution, og forklarede at den badeværelseskeramik, som de producerer, kunne blive brugt i boligprogrammer, som regeringen var ved at udvikle og især for de boliger som skulle bygges i Petrocasa.

De forskellige fløje af UNT-ledelsens rolle

Det skal siges, at i begyndelsen hæftede ingen del af ledelsen af UNT sig ved denne meget vigtige kamp.

Først og fremmest, de Bolivariske Arbejderes Front (FBT) som har en nøgleindflydelse i det nuværende arbejdsministerium, var imod arbejderkontrol og ekspropriation, og arbejdsministeren har blokeret alle forslag i den retning. Det var i opposition til den position som det samme ministerium indtog under Maria Cristina Iglesias (nu minister for letindustri og handel) og nationaliseringen af Invepal og Inveval fandt sted. Denne position er blevet forstærket af CCURA fløjen af UNT, som har majoriteten i UNT i Aragua regionen, hvor Maracay er.

For sin del prøvede ledelsen af Colectivo Trabajadores en Revolución (CTR) fløjen i UNT omkring Marcela Máspero at spille på uenigheder i arbejdsstyrken og prøve at danne en gul, pro-business fagforening baseret på empleados’erne, der lige fra begyndelsen har nægtet at acceptere arbejderforsamlingens beslutninger.

Endelig var prominente ledere af CCURA fløjen af UNT (omkring Orlando Chririno og Stalin Perez), som først kom til fabrikken 5. december, næsten 20 dage efter kampens begyndelse, imod arbejdernes krav om ekspropriation. Faktisk gik de så langt, som til at starte forhandlinger med en forretningsmand, som var parat til at købe fabrikken. Det var efter, at arbejderne allerede producerede under arbejderkontrol og solgte badeværelsermøblement til de nærliggende samfund for vedligeholde fabriksproduktionen!

De argumenterede med, at Chavez’s regering var borgerlige, og aldrig ville nationalisere fabrikken og derfor var det end ikke muligt at kæmpe for det. Det var tilfældigvis den samme linje de oprindeligt havde haft under Invepal arbejdernes kamp i 2004, som til slut endte med nationaliseringen af fabrikken.
Deres argumenter blev afvist af arbejderne og endeligt accepterede ledelsen af CCURA beslutningerne taget af forsamlingen og støttede arbejdernes kamp. (For detaljer om Marcela Máspero og Orlando Chirino’s standpunkter i begyndelsen af kamp se: http://www.marxist.com/sanitarios-maracay-bolivarian-revolution.htm )
Her kan vi se, hvordan sekterisme og magtkampen blandt de forskellige tendenser i UNT spillede en meget skadelig rolle i kampen på Sanitarios Maracay.

FRETECO støttede fra begyndelsen kampen og prøvede at føre den videre med dens forslag. Den Revolutionære Marxistiske Tendens (CMR) og den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) gjorde alt der var i vores magt for at sprede informationer om kampen og opbygge støtte for den nationalt og internationalt. Solidaritetskampagnen Hands off Venezuela arbejdede ihærdigt i solidaritet med Sanitarios Maracay og faktisk var det HoV-delegationen, som var i Venezuela på valgtidspunktet, som fik ført massiv mediedækning til kampen på Sanitarios Maracay.

Hovedsagen var at gøre kampen synlig nationalt, at forbinde den fuldstændigt med revolutionens skæbne og frem for alt sprede den til andre fabrikker. Den første nationale demonstration blev endelig indkaldt d. 14. december (http://www.marxist.com/nationalisation-sanitarios-maracay-workers-control151206.htm). Situationen kunne ikke have været mere favorabel. Chavez havde allerede ved flere lejligheder appelleret til arbejderne om at overtage fabrikker, som lå stille grundet bosserne, under sloganet ”Fabrik lukket, fabrik besat” (fábrica cerrada, fábrica ocupada). Arbejdsministeriet under Maria Cristina Iglesias havde tilmed publiceret en liste på mere end 100 fabrikker, som var paralyseret eller semi-paralyseret og gentog appellen til arbejderne om at overtage dem.

FRETECO forlangte fra alle fløje af UNT at de indkaldte et nationalt plenarmøde med fagforeningsdelegerede for at diskutere spørgsmålet om arbejderkontrol og fabriksbesættelse og for at et sådan møde skulle indkalde til en national aktionsdag for fabriksbesættelser.

Beviset for at kun sådan en politik ville kunne samle de venezuelanske arbejdere og UNT kom under den nationale demonstration til støtte for nationaliseringerne af CANTV (telekommunikationsvirksomhed) og EDC (elektricitetsvirksomhed) ved dekret af Chavez. Marchen fandt sted d. 8. februar og mere end 8.000 arbejdere fra alle dele af landet deltog. Støtten til nationaliseringerne, som Chavez havde udtrykt i januar, blev blandet med krav om at nationalisere Sidor og Sanitarios Marcay. Alle fløje af UNT blevet tvunget til at deltage i denne march grundet presset fra neden, og selvom de prøvede at holde deres kræfter delte ved at lave deres egne samlingspunkter på forskellige steder på den samme allé, så gik marchen til slut sammen i en fælles strøm. (http://www.marxist.com/struggle-sanitarios-maracay-venezuela130207.htm)

Ingen fløj af UNT-ledelsen svarede på appellen fra FRETECO om en national aktionsdag for fabriksbesættelse. Sådan en politik ville have gjort det muligt for venstrefløjen af UNT at afsløre lederne fra de mere højreorienterede fraktioner, hvis de ikke var gået med til det. Uheldigvis sejrede sekterismen.

Bureaukratiets sabotage

Selv da håbene steg til vejrs i maj, da den Nationale Forsamling bad om at få fabrikken erklæret som ”af offentlig interesse”, normalt det første skridt til nationalisering (http://www.marxist.com/nat-assembly-expropriation-sanitarios.htm), blev deres håb hurtigt smadret da den nye minister for folkemagt, arbejde og socialsikkerhed, Ramon Rivero, sagde offentligt at Sanitarios ikke var af offentlig interesse. Hvordan kunne han sige dette når, blot få måneder senere, den nu højtideligt indsatte Petrocasa, underskrev en kontrakt på at deres badeværelser blev lavet af den konkurrerende virksomhed Venceramica (ejet af a chilensk multinational), som også er baseret i Maracay.

Den samme form for sabotage, grundet statsbureaukratiet, blev afdækket mere eller mindre samtidig i forhold til Inveval. På et ministerielt møde med bestyrerne af virksomheder i den offentlige sektor for at diskutere den nye ide om at danne socialistiske virksomheder, spurgte præsident Chavez, Jorge Paredes, et medlem af det demokratiske valgte arbejderåd på Inveval, om det var sandt at Inveval ikke producerede ventiler. Jorge Paredes svarede at var en direkte løgn, og at de havde ventiler klar til at forsyne det statsejede olieselskab PDVSA gennem Veneval (en del af PDVSA som har at gøre med ventilforsyningen). En kampagne med bagvaskelse og løgne mod arbejderkontrollen på Inveval er klart i gang. Selv efter aftalen var blevet indgået med Veneval, blev Inveval spurgt om at bidrage med en særlig størrelse ventil, som de vidste at Inveval ikke kunne lave. (Se disse rapporter: http://venezuelanalysis.com/articles.php?artno=2106 og http://www.marxist.com/historic-freteco-meeting-factories060707.htm).

Arbejderne blev også mødt med undertrykkelse fra den regionale guvenør, Didalco Boliva, et medlem af PODEMOS, et af partierne i præsident Chavez koalitionsregering, som har nægtet at gå med i det nye Forenede Socialist Parti (PSUV). Da en delegation af Sanitarios Maracay arbejdere på var på vej til Caracas for at deltage i en demonstration indkaldt af FRETECO, blev de mødt med tåregas og kugler fra det regionale politi og Nationalgarden. Det fremhæver det faktum, at statsapparatet i Venezuela stadig er et borgerligt statsapparat og at hvis ikke det bliver ødelagt og erstattet af nye revolutionære institutioner baseret på arbejder- og naboråd, så vil revolutionen altid være i fare. (Se http://www.marxist.com/repression-sanitarios-maracay-workers240407.htm og http://www.marxist.com/meaning-attack-sanitarios-maracay270407.htm)

Modangreb

Arbejderne gik fra, efter i måneder at have modtaget 100.000 Bs og en boks med mad, til at modtage kun 10.000 Bs og en boks med mad. Produktionen var gået ned grundet besværligheder med at producere råmaterialer og hjælpemidler, hvoraf mange må importeres, og frem for alt skaffe penge til disse, og manglen på et sikkert marked, hvor de kunne sælge deres produkter. Det understreger problemet med, at du ikke kan have øer af socialisme i et kapitalistisk hav. Enten er arbejderkontrollen et skridt fremad mod nationalisering af økonomiens nøglefunktioner for at indlemme dem i en demokratisk planlægning af produktionen, eller også vil den uundgåeligt blive besejret.

Arbejderne har gjort, hvad der virkeligt var umuligt i denne kamp. De har vist, at de kan køre fabrikken uden behovet for en boss. Alle dem som besøgte fabrikken, mens den kørte under arbejdernes kontrol er vidner på den betydning arbejderkontrol har for arbejdernes liv og bevidsthed. Men sådan en kamp kan ikke, hvis det vedbliver at være isoleret og uden noget klart perspektiv for at gå videre, fortsætte for evigt.

Det var på dette tidspunkt, at empleados’erne, støttet af arbejdsministeriet og den tidligere ejer, og hjulpet af en forræder, Humberto Lopez som er tidligere generalsekretær for fagforeningen, som havde forladt kampen nogle få måneder tidligere, valgte at slå tilbage. De overmandede arbejderne mens de modtog deres madpakker, de holdte en parodi på en forsamling for, uden at tillade nogen af medlemmer af fagforeningens forretningsudvalg eller fabriksrådet at tale, fjernede fagforeningsledelsen og fabriksrådet og valgte at acceptere et forslag om at stoppe besættelsen under arbejderkontrol til gengæld for et uklart løfte om kompensation og genbetaling af lønninger fra den gamle ejer Pocaterra. Selv dette løfte er det ikke sandsynligt bliver til virkelighed.

Hovedansvaret for tingenes tilstand ligger klart hos arbejdsministeren Ramon Rivero, som blokerede muligheden for at få eksproprieret fabrikken.
Men den rolle som forskellige fløje af UNT spillede var uden tvivl også ekstrem negativ.

Alle erfaringer må drages fra denne modige kamp på Sanitarios Maracay. Den revolutionære situation i Venezuela betyder, at det ikke vil være et vedvarende nedlager, men mere sandsynligt et midlertidigt tilbageslag. Kampen for arbejderkontrol – på Sanitarios Maracay eller andre fabrikker – vil som en del af kampen for socialisme, træde frem igen.