Optøjerne i Storbritanien: en advarsel til borgerskabet

Optøjerne i Storbritanien er kun et symptom på en generel krise i kapitalismen. Marxisterne vil ikke gå med borgerskabets og dets agenter, i deres hykleriske kor af fordømmelse. Vores pligt er finde en vej til ungdommen, at hjælpe dem til at finde den rigtige vej – den revolutinonære vej, vejen til den socialistiske omdannelse af samfundet.

Den tidligere leder af det Konservative Parti, Magaret (nu Lady) Thatcher sagde engang: ”Samfundet eksisterer ikke”. Tre årtier senere har samfundet givet den britiske herskende klasse en barsk påmindelse om dets eksistens. I løbet af 48 timer [og længere] blev Storbritannien rystet af en bølge af optøjer.

Der brændte ild på tværs af London på tredje natten af plyndringer og uorden. Hundreder af mennesker blev arresteret, da politiet blev angrebet; politikøretøjer blevet skadet og butikker plyndret. Denne morgen [tirsdag d. 9. august] er mange dele af byen vågnet op til scener, der ligner en krigszone.

Uroen startede torsdag, da en ung sort mand, Mark Duggan, blev skudt og dræbt af politiet i Tottenham, i det nordlige London. Begivenhederne omkring denne hændelse er stadig uklare. Det, der skete, var del af, det der bliver kaldt en ”forud planlagt” begivenhed, under Operation Trident, en operationsenhed, som efterforsker våbenkriminalitet i Londons afrikanske og caribiske lokalsamfund. Disse aktiviteter har skabt en følelse i lokalsamfundene af, at politiet uretfærdigt udvælger dem.

Det ser ud som om, at politiet har stoppet en ’minicab’ som hr. Duggan kørte i. Den indledende politirapport anførte, at han var blevet dræbt i en skududveksling, at han havde en pistol i hånden og at han skød på politiet. Politiet løj. Det er nu blevet fastlagt, at der ingen skudveksling fandt sted. Kun to kugler blev affyret – begge fra politiets våben. Dette klodsede forsøg på at dække over episoden var kun med til at hælde benzin på bålet.

En protestdemonstration i Tottenham i lørdags, ledt af hr. Duggans familie, marcherede til politistationen og krævede en forklaring på hans død. Der blev ikke givet nogen forklaring og forsamlingen blev tvunget til at vente i timer. Men dette blev hurtigt overrumplet af en eksplosion af optøjer. Det virker som om, at den umiddelbare gnist var politiets brutale behandling af en 16-årig pige. Uroen spredte sig indtil det nærliggende Wood Green og Tottenham Hale. En ung mand med tildækket ansigt svarede, da han blev spurgt, hvorfor han var med i optøjerne: ”Politiet har for meget magt og de bruger den. Det er forkert.”

Lige meget hvad, blev det umiddelbare spørgsmål om skyderiet og politiets forsøg på at dække over det hurtigt skubbet i baggrunden, da en general følelse af frustration greb gaderne, hovedsageligt i de fattigste områder, hvor der er en høj koncentration af arbejdsløse unge, en stor andel af dem sorte. Optøjerne i går nat og søndag var forskellige i karakter i forhold til dem i lørdags. Optøjerne blev startet i Tottenham af unge forurettede af politiets forfølgelse. Men dette var kun toppen af et meget stort isbjerg. Det er nu blevet omdannet til noget kvalitativt andet.

BBC rapporterede:

”Der var folk i deres biler, unge på cykler, som bevægede sig meget hurtigt, og efterlod et spor af destruktion efter sig. Lige så snart du flyttede et sted hen, havde de flyttet sig til et andet.”

”Politiet gjorde deres bedste for at følge med dem. Du havde politikøretøjer, der kørte frem og tilbage, blå lys blinkede, uropoliti der kom ud af deres køretøjer.

”Ti minutter senere gik de ind i dem igen og kørte videre til næste sted – hovedsagligt forsøgte de at slukke ildebrandene, metaforisk, der spredte sig ud over hele London.”

Optøjerne spredte sig

Sammenstød brød ud i Enfield, det nordlige London, søndag aften, hvor butiksvinduer blev smadret og en politibil blev skadet. Men mandag spredte optøjerne sig som en løbeild til mange områder: Hackney i øst, Ealing i vest, Walthamstow og Waltham Forest i nord London og til Clapham, Croydon, Lewisham og Brixton i den sydlige del af byen.

Et stort antal af unge er gået på gaden, har vandaliseret og plyndret butikker, selv i hovedområdet for shopping for turister på Oxford Circus, i det centrale London. Der var rapporter om en flok på op til 200 unge. der plyndrede butikker og angreb politiet i Coldharbour Land og Higt Street i Brixton, skuepladsen for de store optøjer i 1980’erne.

BBC Londons Paraic O’Brien sagde, at han havde været vidne til udbredte plyndringer i Brixton.

Han sagde: ”De smadrede en William Hill [lotto forretning], de satte ild i containere. ”Og det vi ser nu, som natten skrider frem er en gentagelse af det, med flammepunkter hele vejen langs Brixton High Street”

Presseforbundsfotograf Lewis Whyld så røvere slås med politiet i en Currys forretning i Brixton. Han sagde: ”Et par hundreder unge lavede optøjer og plyndrede. Uropolitiet gik ind for at få dem ud og der var en stor kamp ude på gaden." "Unge kastede sten og flasker og der blev sat ild til en affaldsspand. De brugte en ildslukker til at skubbe politiet tilbage så de kunne komme tilbage i Currys og forsætte med at tage ting ud.”

Lignende scener blev rapporteret fra mange andre områder. I Croydon, i det sydlige London, stod en møbelfabrik i flammer og blev reduceret til aske i løbet af et par timer.

Trafikken blev forstyrret, da nogle Metro stationer blev lukket og busruter blev omdirigeret for at undgå optøjerne. Politiet havde lukket gader og der er snak om ”ingen-adgang områder”.

Overalt gav politiet et indtryk af fuldstændig inkompetence. Under de tre nætters optøjer blev de ofte reduceret til den hjælpeløse rolle som tilskuere, da de kom i undertal i forhold til uromagerne og de derfor ikke var i stand til at gøre noget som helst. Ethvert forsøg fra deres side på en offensiv handling – selv at arrestere uromagerne – truede med at få meget seriøse konsekvenser.

Hovedstandens Politichef Christine Jones sagde: “Betjentene er chokeret over den uhyrlige grad af vold, der er rettet direkte mod dem”. Der er allerede omkring 35 tilskadekomne betjente. Tre betjente kom til skade, da et køretøj ramte dem, mens de forsøgte en anholdelse i Waltham Forest, ikke langt fra hvor jeg bor i øst London. Et politikøretøj blev angrebet i Islington, nord London. Scenerne i fjernsynet minder mere om borgerkrigen i Beirut for tredive år siden end London i midten af august.

Af kriminelle og kriminalitet

Lige pludselig er den britiske politiske klasse blevet rystet ud af deres sommersløvhed. I et uværdig kapløb har lederne fra de vigtigste partier forkortet deres ferie for at skynde sig tilbage til UK for at give indtryk af en antydning af kontrol. Men kontrollen i gaderne er tabt – i det mindste for nu.

Det etablerede politiske system har reageret på en forudsigelig måde. Kit Malthouse, viceborgmester i London og formand for the Metropolitan Police Authority, beklagede den effekt det ville få Londons image på tærsklen til de Olympiske Lege. Han beskrev scenerne fra de to sidste nætter som ”modbydelige og chokerende” og sagde, at politiet gjorde et godt stykke arbejde.

Han tilføjede:

”Der er tydeligvis folk her i byen, desværre, der er opsat på vold, som ser efter muligheden for at stjæle og sætte ild til bygninger og skabe en følelse af kaos, lige meget om de er anarkister eller en del af organiserede bander eller bare ærligt talt uciviliserede unge, som bare har lyst til et par nye sko.”

Indenrigsminister Teresa May var hurtig til at fordømme uroen som ”slet og ret kriminalitet”, og til at stemple alle de ansvarlige som kriminelle, der vil blive straffet med lovens fulde kraft. Hun sagde:

”Sidste nat bragte politibetjente sig selv i fare, for at beskytte indbyggerne i London og deres ejendom.”

”Indbyggerne i London har gjort det klart, at der ingen undskyldning er for vold og jeg opfordrer alle medlemmer af lokalsamfundene til at arbejde konstruktivt med politiet for at hjælpe med at få bragt disse forbrydere for retten.”

Selvfølgelig er der altid kriminelle elementer tilstede i et kapitalistisk samfund. Marx referer til det i Det Kommunistisk Manifest som ’den farlige klasse’, ”Pjalteproletariatet, dele af de laveste lag, der er udskilt af det gamle samfund, og som modstandsløst rådner op.”

Blandt dette lag af samfundet er der nogle deklasserede og kriminelle elementer, som altid er parat til plyndring og ildspåsættelse. Der er også professionelle kriminelle. Men det store flertal af de tusinder af unge, som var på krigsstien sidste nat var ikke den slags. Der var kriminelle tilstede, ingen tvivl. Men det var en lille minoritet. Det store flertal var motiveret af andre årsager.

Har optøjerne noget at gøre med de bredere sociale og økonomiske problemer i Storbritannien? Er de måske forbundet med den høje arbejdsløshed blandt unge, specielt unge sorte? Kunne de måske være relateret til de drastiske nedskæringer vedtaget af den Liberal-Demokratiske regering, som kraftigt reducerer levestandarden og hvis byrde falder uforholdsmæssigt på skuldrene af det fattigste lag af samfundet? Hvad med politiets racistiske undersøgelser rettet mod sorte og asiatiske unge?

Nej! De politiske ledere svarer enstemmigt. Dette er “ren og skær kriminalitet” og gerningsmændene må føle lovens fulde vægt. Her har vi politimentaliteten i sin mest grelle og ignorante form. Ideen om at tusinder af unge går på gaden og angriber politiet blot fordi de ønskede sig et par nye kondisko er højrepunktet af stupiditet. Og hvis de alle sammen var kriminelle, må de have været kriminelle før. Hvorfor kom uroen først nu og ikke for to, fem eller ti år siden?

Lad os stille spørgsmålet meget simpelt op, så selv en konservativ indenrigsminister kan forstå det. Hvis en ung person har et job, der er rimeligt betalt, har han ikke nogen grund til at bryde ind i en butik for at få et par sko. Det er grunden til, at meget få bankdirektører bliver dømt for at stjæle i butikker. De har ingen grund til at bryde ind i en butik og stjæle penge fra kassen, fordi de har fingrene nede i en meget større kasse– den nationale statskasse, som har skovlet milliarder af offentlige penge ind i deres skattekister, mens de fortæller de fattige lokalsamfund, at der ingen penge er til skoler og boliger.

Det kapitalistiske samfund er et sygt samfund, og det avler en syg moral, som er den forgiftede jord, som forbrydelser af alle slags blomstrer på. Der er de store forbrydere som trives og vokser sig fede og rige, og som ender i House of Lords [den ene halvdel af parlamentet, red.], og der er de små forbrydere, som lever i slummen, som prøver at forbedre deres skæbne gennem individuelle handlinger, og som ender som gæster hos den britiske majestæt i meget mindre komfortable omgivelser.

Solon den store af Athen sagde engang: ”Loven er ligesom en edderkops net. De små bliver fanget og de store river det i stykker”. Medierne raser imod uromagerne, som angiveligt motiveres af en umættelig grådighed efter et par nye sko. Men vent et øjeblik. Er der ikke en fejl i denne logik? Hvis en fattig sort dreng ødelægger en butik i Brixton sendes han i fængsel. Men hvis bankdirektørerne ødelægger nationens økonomi belønnes de med milliarder af pund.

Den politiske klasse raser imod grådighed og kriminalitet på gaderne i Hackney og Brixton. Men hvilken ret har vores politikere til at give foredrag om moralsk retskaffenhed til de unge mennesker i Storbritannien eller nogen som helst andre? De er de samme damer og herrer, som for ikke så længe siden blev afsløret i at lyve, snyde og svindle. De stjal store summer offentlige penge til at renovere luksus lejligheder, til at betale for ikke eksisterende bygninger og endda til at reparere voldgrave rundt om slotte. Hvad er dette, hvis det ikke er grådighed og kriminalitet?

Og den samme prostituerede presse som nu hysterisk kræver de ”kriminelle” unge i Storbritanniens hoved på et fad? Er det ikke den selv samme presse, som nu står tiltalt for at hacke myrdede teenagepigers mobiltelefoner, bestikke politibetjente og bestikke og afpresse de højeste magthavere i dette land. Sammenlignet med denne pressebandes grådighed og kriminalitet er den gennemsnitlige uromager i Hackney og Lambeth som et uskyldigt lam.

Billiger vi optøjer?

Billiger marxister optøjer, plyndringer og vandalisme? Nej, selvfølgelig gør vi ikke det. Vi billiger heller ikke kræft. Men som alle ved, er det ikke nok at fordømme kræft. Det er nødvendigt at opdage dets årsager og finde en kur.

Vi afviser aldeles optøjer og plyndringer. Men vores afvisning har intet til fælles med borgerskabets stinkende hykleri. Vi afviser dem, fordi den meningsløse og destruktive udøvelse intet gør for at løse unge menneskers problemer og faktisk kun forværrer dem. Hvordan hjælper det at ødelægge og brænde butikker og forretninger med at skabe flere jobs til unge mennesker?

Vi afviser dem også, fordi de primære ofre for optøjer er fattige folk, ligesom uromagerne selv. De butikker og forretninger, der er plyndret og afbrændt, er hovedsagligt drevet af lokale folk. De rige lever ikke i Brixton og Hackney. De rigtige kriminelle trues ikke af sammenbruddet af lov og orden, som de observerer fra en tryg afstand, godt beskyttet af politiet, der var iøjnefaldende i deres fravær sidste nat i de fattigere områder af London. Det er fattige familier, som har mistet deres hjem og ejendele på grund af brandstifternes meningsløse vanvid. Det er afgjort en forbrydelse.

Vi afviser mest af alt disse metoder, fordi de giver den herskende klasse magtfuld ammunition til deres propagandamaskine. Det er med til at sværte alle dem til, der kæmper for en ny og bedre verden. De gør det muligt for de giftige medier at kriminalisere ungdommen i Storbritannien, og gøre dem kollektivt ansvarlige for stupiditeten hos en tankeløs minoritet og en lille gruppe rigtige kriminelle, som altid udnytter hvilken som helst social forstyrrelse til at plyndre og brænde.

De reaktionære har allerede draget fordel af situationen for at presse på med mere repressive foranstaltninger. Premierminister David Cameron holdt en pressekonference denne morgen, hvor han gentog linjen om, at dette var ”ren og skær kriminalitet”. Han lovede, at de ansvarlige ville få ”lovens fulde kraft at mærke” og at ”domstolene ville arbejde hurtigt” for at sende mange af dem i fængsel. Sky News kører en særlig ondskabsfuld kampagne, som kræver, at politiet får lov til at bruge tåregas og gummikugler, og at hæren kommer ud på gaderne.

Hvis arbejderbevægelsen levede op til sit ansvar, ville den for længst have taget skridt til at organisere de arbejdsløse og de unge, og drage dem tættere til den organiserede arbejderklasse. Men fagforeningslederne har adopteret en snæversynet tilgang. De har ikke taget nogen seriøse skridt for at organisere de uorganiserede.

Når det kommer til Labours højrefløjsledere er de tusind kilometer væk fra den rå virkelighed i arbejderklassens liv. Det parlamentariske Labourparti er fuld af middelklasse karrieremagere: advokater, læger, økonomer og lignende, som ikke har begreb om, hvad det vil sige at leve på arbejdsløshedsunderstøttelse i et af disse udpinte boligområder.

Sidste nat blev det annonceret, at Ed Miliband hastede tilbage fra sit feriehus i Devon (et meget smukt sted). Jeg har endnu ikke set hans erklæringer omkring optøjerne, men jeg ved allerede, hvad han vil sige. I går aftes sagde et parlamentsmedlem fra Labour fra Birmingham (hvor der også var optøjer), at det alt sammen var handlinger begået af tarvelige kriminelle og at lovens fulde kraft måtte anvendes osv. osv. Det er så at sige den nøjagtig samme melodi som de Konservative synger, med den nøjagtig samme tekst.

Frataget en stemme, er de uorganiserede unge overladt til at møde den kapitalistiske krises konsekvenser på egen hånd, til at drage deres egne konklusioner og til at agere på egne vegne. På den ene side står de over for et dagligt bombardement af propaganda i fjernsynet, der viser dem det gode liv, som andre nyder, men som de selv er radikalt ekskluderet fra. De lokkes af glitrende reklamer til at gå med til den glædelige forbrugsfest, men møder så en dør der smækkes i hovedet på dem.

”Hvorfor skal de rige have alting, og vi intet?” Det spørgsmål er rimeligt. Men i fraværet af et revolutionært parti, som kan vise, hvordan man vinder frigørelse gennem kollektive midler, hvorved hele samfundet bliver løftet ud af den sump af fattigdom og bliver rejst til et højere niveau, vil de uundgåeligt søge frelse på et individuelt plan: ved at prøve at tage ting de mangler, som vi så sidste nat.

Det er beklageligt, men det er en ufravigelig konsekvens af kapitalismens og markedets moral. Kapitalismen lærer folk at være egoistiske og grådige, for grådighed og egoisme er dens vigtigste drivkraft. Kapitalismens er styret af jungleloven, hvor den stærkeste må vinde og den svage må blive trådt under fode. Det er sådan, erhvervslivet fungerer. Hvorfor klage når normale mennesker opfører sig på samme måde?

Optøjer er i virkeligheden et udtryk for en afmægtig vrede. I nogle få nætter fyldes uromagerne med en falsk følelse af magt. De bliver beruset, ikke kun ved effekten af stjålet sprut, men fra suset af adrenalin der altid følger masseaktioner. Børnene synes det er sjov: ”det er bedre end en fodboldkamp”, vil de sige. Det er i hvert fald meget billigere.

Men ligesom eftervirkningerne af en druktur, så fordamper opstemtheden hurtigt. I det kolde dagslys, fremstår gårsdagens aktiviteter noget anderledes. Statens undertrykkelsesapparat, der midlertidigt blev skubbet ud af balance, vil genskabe sin ligevægt. Der vil blive lagt planer for at tilbagetage byen, område for område, gade for gade, hus for hus. Der vil blive foretaget arrestationer. Retssager vil blive afholdt og mange af de unge som så ud som gadernes herskere sidste nat, vil komme til at betale en høj pris for det.

Nye eksplosioner er uundgåelige

Den kapitalistiske krise har allerede medført massedemonstrationer, strejker og generalstrejker i det ene land efter det andet. Det var den virkelige årsag til den arabiske revolution, som ledte til to diktatorers afgang og som stadig raser. I Grækenland og Spanien har det bragt hundreder af tusinder mennesker på gaderne. Selv Israel er blevet rystet af massedemonstrationer.

Optøjerne i Storbritannien må ses som en del af dette generelle billede. De overraskede den etablerede elite. Men i virkeligheden var de meget forudsigelige. Kapitalismens blindgyde har dømt hele lag af ungdommen til arbejdsløshedens levende død. Millioner lever i slum og i utilstrækkeligt almenboligbyggeri, mens millioner af huse står helt eller delvist tomme. Almenboligbyggeri bliver ikke bygget, men kun de rige har råd til at købe selv det mest beskedne hus i London.

Under overfladen af ro og orden blev en sydende vrede bygget op i dybet af det britiske samfund. I årtier var samfundet tilfreds med at lukke øjnene overfor den grimme virkelighed hvad der i realiteten er ghettoer hvor de fattige fortæres i stadig dybere fattigdom og gæld, og hvor stoffer og våben er mere tilgængelige end lægehjælp, uddannelse og fritidsfaciliteter. Der er masser af penge til parasitterne i City of London, hvor finansfolk tildeler sig selv overdådige bonusser, betalt af offentlige puljer. Men der er ingen penge til at give indbyggerne i Brixton en semiciviliseret eksistens.

Det er en ny og interessant fortolkning af Biblen: ”For ham, der har, skal alt blive givet: og for ham, der intet har, skal alt blive taget”. Er det derfor noget under, at der eksisterer en generel følelse af vrede og frustration, specielt blandt unge i disse lokalsamfund?

Optøjerne faldt sammen med en generel krise på aktiemarkederne i verden. Dette afspejler en generel nervøsitet i den del af borgerskabet, som endelig er ved at indse det faktum, at det økonomiske opsving er løbet tør for damp. Nyheden om den usædvanligt lave vækst i USA's og EU’s økonomier var tilstrækkeligt til at fremprovokere en universel panik på markedet, som allerede var skræmt over gældskrisen på begge sider af Atlanten. Nu taler økonomerne åbent om en double-dip recession, som må komme før eller siden.

Der er ingen tvivl om, at nedskærings- og sparepolitikken kun kan forværre den nuværende krise. Ved at skære i levestandarden reducerer de efterspørgslen og det uddyber overproduktionskrisen. I den forstand har keynsianisterne og reformisterne ret. Men de har intet alternativ at tilbyde. Hvordan kan de øge statens forbrug, når alle regeringer i den vestlige verden kæmper med kæmpe underskud?

Det eneste svar er de såkaldte kvantitative lempelser, det vil sige, at trykke penge. Men det vil kun fyre op for inflationen, og forberede vejen for en endnu dybere lavkonjunktur på et senere tidspunkt. Borgerskabet finder sig selv fanget mellem djævlen og det dybe blå hav.

Cameron får muligvis et midlertidigt løft ved at fremstå som repræsentant for ’ro og orden’ og anarkiets fjende. Men det virkelige anarki er det kapitalistiske systems anarki, markedets anarki. Det er dette, som berøver millioner af mennesker deres arbejde, hjem og håb. Og det er fraværet af disse ting, som giver anledning til de desperate udbrud og voldelige opstande.

I det lange løb vil optøjerne få seriøse politiske konsekvenser. De vil øge splittelserne den Liberale-Konservative koalition dybere. De Konservatives ”skær og brænd” taktik, som bruger krisen og den store offentlige gæld til at ødelægge Storbritanniens velfærd og udslette den offentlige sektor, er nu i store problemer.

Optøjerne i Storbritannien er kun et symptom på en generel krise i kapitalismen. Krisen bliver hele tiden dybere, og borgerskabet har ingen vej ud. Ethvert forsøg på genoprette den økonomiske ligevægt vil kun underminere den sociale og politiske ligevægt. Det vil ikke blive løst ved at sørge for hurtigere rettergange og fylde de allerede fyldte fængsler.

Nye eksplosioner forberedes. I morgen vil der være komme nye opstande. Ungdommen prøver at finde en vej ud af den blindgyde, som kapitalismen har dømt dem til. De vil indse, at optøjer blot er en anden blindgyde. De må finde en bedre og mere sikker vej til at befri sig selv fra det kapitalistiske slaveri. Marxisterne vil ikke gå med borgerskabet og dets agenter i det hykleriske kor af fordømmelse. Vi vil følge Spinoza gode råde: ”Hverken at græde eller le, men at forstå”. Vores pligt er at finde en vej for ungdommen, at hjælpe dem med at finde den rigtige vej – den revolutionære vej, vejen til en socialistisk omdannelse af samfundet.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)