Opstand i Tunesien

Dette er en bearbejdet og forkortet oversættelse af en artikel, som kan læses i sin fulde længde her på arabisk og på engelsk.

I de seneste uger har Tunesien været scene for voldsomme sammenstød mellem demonstranter og statens undertrykkelsesapparat. Urolighederne blev antændt af massernes solidaritet med en ung mand, der satte ild på sig selv i byen Sidi Bouzid. Efter dette begik endnu en ung mand selvmord i protest mod arbejdsløshed. En 34-årig mand begik selvmord ved at hoppe i en brønd. De unge tuneseres ekstreme frustration er blevet udtrykt i selvmordene og den efterfølgende massebevægelse.

Den unge Muhammad Bouazizi – en arbejdsløs 26-årig, der er udddannet på universitetet – satte ild til sig selv i protest mod, at politiet konfiskerede hans lille frugtbod med begrundelsen, at han solgte uden tilladelse. Politiet tillod ham ikke at møde guvernøren, og embedsmændene overfaldt ham i stedet. Han blev overført til det lokale hospital i kritisk tilstand. Derefter samlede en mængde unge sig uden for rådhuset for at kræve arbejde til ungdommen. Tusindvis deltog i de følgende protester; de fleste af dem arbejdsløse, og de har fordømt den herskende klasses politik og krævet hævn.

Kort efter spredte protestbølgen sig til andre byer. Den 18-årige demonstrant Bashir Al-Amari blev skudt og dræbt af politiet, da han deltog i en demonstration i Sidi Bouziane for retten til arbejde, et anstændigt liv og imod korruption. En anden demonstrant ved navn Shawki Heydari blev skudt den 24. december og døde senere af sine sår.

I landsbyen har en anden ung mand, Aliani Hashemi, forsøgt at begå selvmord ved at sætte ild på sig selv. Der har været massmobiliseringer foran rådhuset. Der er blevet sendt tusindvis af sikkerhedsstyrker til landsbyen for at undertrykke protesterne.

Protesterne har bredt sig til byer som Almknasi, Manzel Bouziane og Rgab. Statens sikkerhedsstyrker har belejret Sidi Bouzid. De har brugt tåregas, brudt ind i huse og anholdt unge aktivister. De officielle og halvofficielle medier har tiet omkring begivenhederne.

Sikkerhedsstyrkerne har i flere byer skudt med skarpe skud og tåregas imod ubevæbnede demonstranter. De har lukket for strømmen. Men det har ikke standset protesterne, blot ført til nye sammenstød mellem demonstranter og statens undertrykkelsesstyrker.

Diktaturet svarer igen

Diktaturet har ikke sparet på hverken patroner eller gas. De har gjort alt, de kan, for at forvandle Tunesien til en skueplads for en ensidig krig imod de undertrykte og fattige, der har rejst sig for at kræve frihed, arbejde og brød. Medens mindst to demonstranter er blevet dræbt af politiet er andre blevet såret, fængslet eller bortført.

Samtidig med den brutale repression har myndighederne udtrykt deres ”dybe sorg” over den unge Muhammad, der nu er død. Diktatoren Zine El Abidine Ben Ali, der har regeret Tunesien med jernnæve i 23 år, talte i fjernsynet den 28. december, hvor han sagde, at ”disse uroligheder vil skade Tunesisens omdømme hos investorerne,” og han fastslog, at loven ville blive håndhævet strengt over for det, han kaldte et mindretal af ”ekstremister” og ”lømler”.

Dette er diktaturets logik: protesterne imod uretfærdighed bliver fremstillet som handlinger imod landets interesser. Den brutale undertrykkelse er derimod i landets interesse og hjælper Tunesiens omdømme. Demonstranter, der kræver arbejde, er ”negative og uciviliserede”. Tyveriet af landets rigdomme i årtier, mens befolkningen berøves for alt, er ganske acceptabelt og et bevis på civilisation.

Repressionen er imidlertid ikke et tegn på styrke; tværtimod er det et bevis på regimets svaghed og fallit. Den grad af terror, som regimet udøver, viser, at det er klar over, at det kan væltes af denne massebevægelse. I et forsøg på at dæmpe gemytterne og vinde opbakning har regimet forsøgt at rokere rundt i regeringen ved at fyre tre ministre og tre guvernører.

Baggrunden for mobiliseringerne

Massebevægelsen havde dybere årsager end det, der umiddelbart udløste den. Tunesien er blevet opfattet som en sikker investering i turisme for udenlandsk kapital. Turisme er landets største kilde til udenlandske investeringer. Landet modtager syv millioner turister om året. Turistsektoren genererer knap 30 milliarder kroner årligt og beskæftiger omkring 350.000 mennesker. Tunesien er også blevet hyldet som det mest stabile land i regionen som et attraktivt sted at investere for kapital fra Europa og Golfen, takket været ”åbningen” af økonomien.

Ifølge en undersøgelse fra den Arabiske Liga og FN-organisationen UNDP er halvdelen af de arbejdsløse i den arabiske verden unge. Det er højere end nogen anden region i verden. Samme rapport konkluderede, at der ikke har været nogen nedgang i fattigdommen i den arabiske verden de seneste 20 år, hvor de fleste lande har ført en IMF-dikteret politik med åbning af markederne, deregulering og nedskæringer i de offentlige udgifter.

Al Jazeera skriver:

”Den tunesiske opstands rødder skal findes i en kombination af fattigdom, arbejdsløshed og politisk undertrykkelse: tre kendetegn for de fleste arabiske samfund.”

Arbejdsløsheden i Tunesien er på mindst 22 procent. De jobtilbud, der findes, er midlertidige og risikofyldte – især i de særlige frihandelszoner. For at gøre den tunesiske industri ”konkurrencedygtig” er der blevet indført fattigdoms-lønninger i Tunesien. Lønningerne er lavere end de anerkendte mindstestandarder for leveforhold. Mindstelønnen er på 250 dinarer (970 kroner). Siden 80 procent af Tunesiens handel er med EU, der er i dyb recession, venter der yderligere nedgang i økonomien fremover.

Ud over de økonomiske forhold, der driver massernes kamp, er der diktaturet, som kvæler al frihed. Dertil kommer politiets massive brutalitet.

Arbejderklassen mobiliserer

Det bemærkelsesværdige i denne bevægelse er arbejderklassens indstilling og dens evne til at kæmpe under egen fane og med egne organisationer i spidsen for samfundets undertrykte lag. Vi har set dette i kimform i tidligere kampe.

Den 22. december gik fagforeningerne officielt med i protestbevægelsen. På et møde, hvor mange studerende deltog, i fagbevægelsens bygning i Bizerte, udtrykte deltagerne solidaritet med demonstranterne i Sidi Bouzid.

Den 24. december var der møder i en række fagforeninger landet over. Møderne mundede flere steder ud i demonstrationer. Deltagerne fordømte regimet som tyveknægte, krævede ret til arbejde, frihed, løsladelse af alle fanger og et stop for belejringen af Sidi Bouzid.

Lærer-fagforeningen Alrdev har udtrykt sin fulde opbakning til de protesterende i Sidi Bouzid og afvist, at sociale problemer kan løses ved magtanvendelse. Desuden har de indkaldt til regional strejke i Sidi Bozin den 12. januar med krav om løsladelse af alle de tilfangetagne.

Dette er et stort skridt fremad. For bedst at forene arbejderne og kæmpe imod undertrykkelsen, bør fagforeningerne indkalde til landsdækkende generalstrejke med krav om øjeblikkeligt stop for repression og for politisk frihed.

Bevægelsens begrænsninger

Den tunesiske massebevægelse viser den store utilfredshed, der har ophobet sig under overfladen. Endnu vigtigere viser bevægelsen den enorme revolutionære energi hos arbejderne, de arbejdsløse unge og alle andre undertrykte lag, og deres ønske om at forandre samfundet.

På trods af skarpe skud og tåregas imod ubevæbnede demonstranter kunne det tunesiske kapitalistiske regime ikke standse massernes bevægelse. Tværtimod har repression blot ført til flere demonstrationer. Den tunesiske befolkning har udvist den højeste grad af mod i deres udfordring af statens barbari.

Denne bevægelse indikerer i vores øjne afslutningen på en periode præget af tilsyneladende stilstand i klassekampen. Det er begyndelsen på en bevægelse, der før eller siden vil gøre det af med tyranni og udbytning i Tunesien én gang for alle.

Men trods alt er det en ”spontan” bevægelse uden et klart program eller perspektiv. Det er ikke massernes fejl; de har gjort alt, de bør gøre. Hvad mere kan man bede om?

Hvis der fandtes et revolutionært marxistisk parti i Tunesien med rødder i arbejderklassen og de undertrykte lag generelt – et parti med et overgangsprogram og et klart socialistisk og internationalistisk perspektiv – ville arbejderklassen i Tunesien være i stand til at forandre denne fantastiske bevægelse til en succesfuld revolution, der kunne kaste det kapitalistiske diktatur-regime i historiens skraldespande og bygge et socialistisk system med retfærdighed og lighed. Men en sådan ledelse er lige netop det, der mangler.

Vi marxister fra den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) opfordrer den nordafrikanske arbejderklasse til at udvise solidaritet med de tunesiske arbejder i deres kamp mod undertrykkelsen. Vi har set de første skridt i denne retning i Jordan, Libanon og Europa, hvor der er blevet organiseret forskellige solidaritetsaktioner. Vi må bygge på de traditioner for solidaritet, der har været kendetegnende for kampen imod kolonialisme i Maghreb-regionen. Denne region gennemgår vigtige sociale og politiske kampe, såsom de heltemodige kampe i Algeriet imod arbejdsløshed og for boliger, kampene i Marokko og Vestsahara imod arbejdsløshed og privatisering og for retten til en bolig.

Titusinder af unge har rejst sig imod Ben Alis diktatur, men de tunesiske arbejdere og unge behøver mere end heroisme og beslutsomhed. De har brug for et revolutionært parti. Dette parti eksisterer endnu ikke, men vi må stræbe efter at danne det på basis af de mest fremskredne unge og arbejdere, der i dag protesterer på gaderne i Tunesien.

IMT’s arabiske hjemmeside og vore kammerater i Marokko organiserer solidaritet med opstanden i Tunesien. Vi opfordrer alle vore sympatisører til at gøre det samme og sende solidaritetsskrivelser til communisme@marxy.com

Se billedgalleri hos Al Jazeera English
Se videogalleri hos Al Jazeera English

Translation and editing: Socialistisk Standpunkt (Denmark)