Nagorno-Karabakh: offer for inter-imperialistisk strid

Nagorno-Karabakh er blevet slettet fra landkortet, da resterne af udbryderregionen overgav sig til Aserbajdsjans tropper den 20. september efter kortvarige kampe, der førte til, at mindst 200 etniske armeniere blev dræbt. Ifølge de seneste rapporter er over 100.000 armeniere - næsten hele befolkningen - nu flygtet fra regionen. Regeringen i enklaven har erklæret, at den fra den 1. januar 2024 vil “ophøre med at eksistere”.

[Source]

Det er det seneste tragiske kapitel i konflikten om dette omstridte område, der går mange generationer tilbage. Årsagen til sammenstødet skal findes i de inter-imperialistiske kampe om regionen, som både Rusland, USA og de europæiske imperialister kæmper om, og hvor Tyrkiet spiller en vigtig rolle, i takt med at Ankara forsøger at udvide sin egen lokale interessesfære.

Kaukasus-regionen har en kompleks blanding af etniske grupper og flere forskellige sprog, som yderligere kompliceres af religiøse opdelinger med shia- og sunnimuslimer, ortodokse kristne og armenske kristne. Som i mange andre situationer, hvor folk med forskellige etniciteter, religioner og sprog lever tæt sammen eller i blandede områder, har de store imperialistiske magter historisk set brugt dette til at opildne til etniske konflikter, som kun dem i toppen har nydt godt af.

Det gamle zarstyre erobrede regionen i begyndelsen af det 19. århundrede og opildnede til etniske konflikter ved at bruge den gamle ‘del og hersk-taktik’, hvor det fremprovokerede massakrer og pogromer. Løsningen på alt dette kom med Oktoberrevolutionen i 1917, som væltede det gamle zarstyre og etablerede arbejdermagt gennem sovjetterne. I den kontekst tilsluttede Armenien, Aserbajdsjan og Georgien sig Sovjetunionen i december 1922 som den ‘Transkaukasiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik’. Senere blev de tre lande separate republikker inden for unionen.

I den forbindelse fik Nagorno-Karabakh-regionen autonomi inden for det sovjetiske Aserbajdsjan. I Sovjetunionens tidlige dage, før dens bureaukratiske degenerering, skabte arbejdermagten, på tværs af de etniske skel, mulighed for fredelig sameksistens mellem folkene. Det var ikke længere feudale og kapitalistiske interesser, der bestemte skæbnen for folkene i Sovjetunionen.

Som Trotskij forklarede tilbage i 1922:

“At den sovjetiske politik i Kaukasus også har været korrekt ud fra et nationalistisk synspunkt, bevises bedst af de relationer, der i dag eksisterer mellem de transkaukasiske folk.

“Zarismens epoke var præget af barbariske nationalistiske pogromer i Kaukasus, hvor de armensk-tartariske slagtninger var periodiske begivenheder. Disse blodige udbrud under zarismens jernstyre var udtryk for århundreders interne kampe mellem de transkaukasiske folk.

“Perioden med såkaldt demokrati gav den nationalistiske kamp en langt mere udtalt og organiseret karakter. I begyndelsen blev der dannet nationalistiske hære, som var fjendtlige over for hinanden, og som ofte angreb hinanden. Forsøget på at skabe en borgerlig føderal demokratisk transkaukasisk republik viste sig at være en sørgelig fiasko. Føderationen faldt fra hinanden fem uger efter sin oprettelse. Et par måneder senere var de ‘demokratiske’ naboer helt åbenlyst i krig med hinanden. Alene denne kendsgerning afgjorde spørgsmålet: For hvis demokratiet var lige så ude af stand som zarismen til at skabe betingelser for et fredeligt samliv mellem de transkaukasiske folk, var det åbenbart bydende nødvendigt at tage andre metoder i brug.

“Sovjetmagten alene har etableret fred og national samkvem mellem dem. Ved valgene til sovjetterne vælger arbejderne i Baku og Tbilisi en tartar, en armenier eller en georgier, uafhængigt af deres nationalitet. I Transkaukasien lever de muslimske, armenske, georgiske og russiske røde regimenter side om side. De er gennemsyret af den overbevisning, at de er én hær, og ingen magt på jorden vil få dem til at vende sig mod hinanden. På den anden side vil de forsvare det sovjetiske Transkaukasien mod enhver ydre fjende.

“Den nationale pacificering af Transkaukasien, som er blevet opnået af den sovjetiske revolution, er i sig selv en kendsgerning af enorm politisk og kulturel betydning. Den er udtrykt i en virkelig levende internationalisme, som vi trygt kan sætte op imod Anden Internationales tomme pacifistiske udtalelser, som blot er et supplement til de nationale sektioners chauvinistiske praksis.” (Leon Trotsky, Between Red and White, 1922)

Inden for unionen af sovjetrepublikker - dvs. republikker, hvor arbejderne var kommet til magten - var der ingen interesse i at opildne til etniske konflikter. Tværtimod var det i alle arbejdere og bønders interesse at gå sammen i en fælles indsats for at opbygge en økonomi, der kunne forsørge alle. I en lang periode kunne folk med forskellige sprog og religioner således leve sammen i fred og samarbejde.

Men eftersom revolutionen desværre forblev isoleret i et enkelt, relativt underudviklet land, begyndte en proces med degenerering, hvor en privilegeret, bureaukratisk elite voksede frem. Det var den bureaukratiske elite, der kom til magten under Stalin, som i sidste ende genoplivede de etniske spændinger. Efterhånden som de økonomiske og sociale forhold blev forværret mod slutningen af Sovjetunionen, især i den sidste del af 1980’erne, begyndte etniske konflikter at vise sig igen.

På grund af den voksende modvilje mod de aserbajdsjanske myndigheder blev der i 1991 afholdt en folkeafstemning i Nagorno-Karabakh med det formål at overføre regionen til Armenien. Spørgsmålet “Er du enig i, at den proklamerede Nagorno Karabakh-republik skal være en suveræn stat, der selv kan bestemme formerne for samarbejde med andre stater og samfund?” blev svaret med et næsten enstemmigt “ja”. Resultatet fremprovokerede angreb på armeniere boende i Aserbajdsjan. På dagen for folkeafstemningen kom etniske armeniere under beskydning, og 10 mennesker blev dræbt.

Da Sovjetunionen i 1991 kollapsede og brød op i sine delrepublikker, og kapitalismen blev genindført, gennemgik regionen en ødelæggende økonomisk nedgang. De sociale forhold blev forværret drastisk med en pludselig stigning i arbejdsløsheden, voldsom inflation, ødelæggelse af tidligere eksisterende velfærdsydelser, udbredt underernæring blandt de fattige osv.

Efter Sovjetunionens sammenbrud udbrød der krig mellem Armenien og Aserbajdsjan. I 1992 var der kampe i fuld skala. Det endte med en aftale i 1994, som resulterede i oprettelsen af udbryderrepublikken Artsakh, der kontrollerer en del af det, der historisk var kendt som Nagorno-Karabakh. Denne periode med kampe førte til fordrivelse af både etniske armeniere og azerier og lagde grunden til en lang periode med etniske spændinger, der sidenhen førte til flere krige.

Krigen brød ud igen i 2020 og sluttede i november samme år med en våbenhvile mellem Armenien og Aserbajdsjan, mæglet af Rusland. I aftalen blev de armenske separatister i Nagorno-Karabakh tvunget til at opgive kontrollen over en stor del af deres territorium og afstå det til Aserbajdsjan, men kerneområdet af deres selvstyrende region, herunder byen Stepanakert, forblev under deres kontrol. Den lille udbryderrepublik Artsakh forblev en selvstændig politisk entitet og var forbundet med Armenien via en russisk-kontrolleret korridor.

Denne tilbageværende enklave er nu blevet udslettet, og næsten hele den etniske armenske befolkning, der var tilbage, er flygtet til Armenien. Dermed slutter retten til selvbestemmelse for de etniske armeniere i Aserbajdsjan.

Vestens totale hykleri

Det, som bør fremhæves her, særligt i forbindelse med krigen i Ukraine, er Vestens fuldstændige hykleri i spørgsmål om menneskerettigheder, “demokrati” og såkaldt “national suverænitet”. Da den ukrainske hær slog ned på republikkerne Donetsk og Luhansk i den sydøstlige del af landet, fik den lov til at fortsætte uden alt for meget larm fra Vesten, på trods af over 14.000 døde. Der blev ikke talt om at indføre sanktioner mod Ukraine, da de fjernede rettighederne for russisktalende ukrainere. Og nu ser vi det samme udspille sig i forhold til den aserbajdsjanske regerings brutale angreb på den tilbageværende armenske enklave i Nagorno-Karabakh.

Situationen er især pinlig for Den Europæiske Union. Under pres fra USA har EU-landene været tvunget til at reducere importen af russisk gas og olie, hvilket skader deres økonomi. Især Tyskland lider under sanktionerne og det samme gør Italien, Frankrig og mange østeuropæiske medlemmer af EU. I den kontekst har Aserbajdsjan tilbudt en velkommen lettelse med hensyn til energiforsyninger, idet SOCAR, et statsejet selskab, har øget sin eksport af råolie, flydende brændstof og naturgas betydeligt til øst- og centraleuropæiske lande. Det meste pumpes gennem rørledninger, der går gennem Tyrkiet og derefter videre gennem Grækenland og andre Balkan-lande.

I 2022 havde Aserbajdsjan en gennemsnitlig produktion af 685.000 tønder råolie om dagen  (svarende til ca. 0,7 procent af den globale produktion). Landet er især vigtigt for EU på grund af dets gasproduktion. Alene sidste år producerede det 34,1 bcm [milliarder kubikmeter], hvoraf en betydelig del gik til Europa. Inden for få måneder efter den russiske invasion af Ukraine i juli 2022 blev der underskrevet en samarbejdsaftale mellem EU og Aserbajdsjan, som omfattede en næsten fordobling af gasleverancerne til EU-landene fra 12 bcm i 2022 til 20 bcm i 2027.

Tilbage i maj sidste år udgav magasinet Foreign Policy en artikel med den ildevarslende titel “Azerbaijan Stands to Win Big in Europe’s Energy Crisis: That spells trouble in Nagorno-Karabakh”, som forklarede, at “nu, hvor store dele af Europa planlægger at sanktionere energieksport fra Rusland i kølvandet på dets invasion af Ukraine, har Aserbajdsjan sat sig for at eksportere mere gas til kontinentet.” Men hvorfor varslede det “problemer” for Nagorno-Karabakh?

Den omtalte artikel fra Foreign Policy kom få måneder efter Europa-Parlamentet havde vedtaget en resolution, der “... på det kraftigste fordømmer Aserbajdsjans fortsatte politik med at udslette og fornægte den armenske kulturarv i og omkring Nagorno-Karabakh.” Resolutionen blev faktisk vedtaget med hele 635 stemmer mod 2. Resolutionen gik så langt som til at fordømme “historisk revisionisme og had mod armeniere, som fremmes af de aserbajdsjanske myndigheder, herunder dehumanisering, forherligelse af vold og territoriale krav mod Republikken Armenien, som truer fred og sikkerhed i Sydkaukasus.”

Nu hvor Europa-Parlamentet havde udtrykt sig i så klare og faste vendinger, skulle man tro, at rettighederne for det armenske mindretal i Aserbajdsjan var i gode hænder. Men nej. Som den samme Foreign Policy-artikel forklarede: “Disse fordømmelser blev dog lagt på hylden under den seneste runde af energiforhandlinger i denne måned.” Det var de selvsamme forhandlinger, der førte til den ovennævnte aftale fra juli 2022.

Som man siger, så skal venskab og forretning ikke blandes sammen... og det er en alvorlig fejltagelse at forveksle de to.

Som Financial Times forklarede i en artikel den 21. september:

“Bruxelles fordømte det 24-timer lange angreb, som dræbte dusinvis og sårede flere hundrede, og som har fået tusindvis af armenske indbyggere til at søge evakuering af frygt for etnisk udrensning. Men det sætter EU en klemme i med hensyn til, hvad man nu skal gøre. På trods af at Aserbajdsjan er et autokrati, der beskyldes for udbredte menneskerettighedskrænkelser, så har EU i de senere år forsøgt at gøre sig gode venner med landet, især ved at købe mere af dets gas (for at erstatte de forsyninger, det tidligere købte fra Rusland…” [Forfatterens fremhævelse]

Befolkningen i Republikken Artsakh har således fået en meget barsk lektion i, hvad EU’s idé om at “forsvare menneskerettighederne” egentlig er værd. Folket har mistet deres historiske hjemland, deres hjem, deres job, deres værdighed som folk, alt sammen fordi europæisk kapitalisme har brug for aserbajdsjansk gas. Det borgerlige etablissement i Europa bekymrer sig ikke om menneskerettigheder, men derimod om grove økonomiske faktorer, deres egne privilegier, magt og prestige.

En yderligere vigtig faktor er deres frygt for revolution i Europa. Krigen i Ukraine har i høj grad forværret de allerede alvorlige økonomiske og sociale forhold i hele Europa. De skyhøje energiregninger lægger et uudholdeligt pres på millioner af arbejderfamilier. Før eller siden vil det skabe social uro og klassekamp i hele Europa, og det er den herskende klasse fuldt ud klar over.

Hvad med russerne?

Men hvad med armeniernes gamle venner, russerne? I en artikel i Financial Times (28. september) siger en tidligere butiksindehaver fra en landsby: “Vores håb hvilede på russerne. De er vores brødre. Hvorfor tillod de aserbajdsjanerne at behandle os på denne måde?” Det er et godt spørgsmål, men den samme logik gælder her.

Putin har ikke råd til at starte en krig i regionen, hvilket ville betyde, at han skulle sende et stort antal soldater af sted, netop når han har brug for at koncentrere sig om Ukraine. Ruslands beslutning, om ikke at gøre noget for at stoppe den aserbajdsjanske invasion, på trods af at landet har 2.000 “fredsbevarende” styrker i regionen, har afsløret en svaghed. Og Erdogan i Tyrkiet har udnyttet situationen og støttet det aserbajdsjanske angreb på resterne af den selvadministrerede region i Nagorno-Karabakh. Han vurderede, at han kunne støtte angrebet på grund af Ruslands engagement i krigen i Ukraine.

Det forklarer også en ændring i Armeniens udenrigspolitik. Indtil for nylig forsøgte regeringen at opretholde en neutral position i Ukraine-krigen og balancere mellem presset fra Vesten på den ene side og afhængigheden af Rusland i konflikten med Aserbajdsjan på den anden. For nylig meddelte de dog, at de ville sende humanitær bistand til Ukraine. Samtidig er de ved at afholde fælles militærøvelser med USA, kendt som “Eagle Partner 2023”.

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov har reageret på dette ved at minde den armenske regering om den skæbne, der venter lande, som har været afhængige af USA. Det har han selvfølgelig ret i. Amerikansk imperialisme bruger små nationer, når det passer deres interesser. Som bevis på det, er det tilstrækkeligt at se på kurdernes skæbne i Syrien, som først blev hyldet som helte og støttet i deres kamp mod Assad-regimet og ISIS, for så uden videre at blive droppet, da det ikke længere passede USA at støtte dem.

Den armenske regerings erkendelse af, at de heller ikke kan stole på Rusland til at fremme deres interesser, har fremprovokeret skiftet i landets udenrigspolitik. Faktum er, at Ruslands interesser i regionen har ændret sig. Rusland har Ukraine at tænke på, og har gjort en indsats for at undgå at komme i direkte konflikt med Tyrkiet og Aserbajdsjan. Sidstnævnte er fuldt ud klar over dette. Derfor har de fået mere manøvrerum.

Tyrkiet betragter Aserbajdsjan som en del af sin egen indflydelsessfære, og Putin har brugt Tyrkiet - en vigtig handelspartner for Rusland - i sine bestræbelser på at omgå USA’s og EU’s sanktioner, hvilket han i øvrigt har haft stor succes med.

Aserbajdsjan er også vigtig for Rusland som handelsrute til Iran, Indien og andre steder. Sidste år blev der den 9. september underskrevet en fælles erklæring mellem Rusland, Aserbajdsjan og Iran om at etablere en international nord-syd-transportkorridor. Ruslands vicepremierminister, Alexander Novak, understregede, at korridoren er et nøgleelement i samarbejdet mellem de tre lande, og forklarede, at:

“Fuld udnyttelse af Nord-Syd-potentialet vil have en positiv indvirkning på handelsniveauet, fragtstrømmen og den økonomiske aktivitet i vores lande.”

“Blandt de primære mål for fælles aktiviteter foreslår vi at overveje opførelsen af jernbanestrækningen Rasht-Astara. Jernbanen vil sikre væksten i fragt langs den vestlige korridor med op til 15 millioner tons,” tilføjede han. Da Putin besøgte Iran sidste år, forklarede han, at planerne omfattede en jernbaneforbindelse, der forbinder Rusland med Den Persiske Golf, og at Aserbajdsjan var en del af det projekt.

Det betyder, at Putin har overladt armenierne i Nagorno-Karabakh til deres egen skæbne, da han har mere presserende interesser i øjeblikket. Lavrov havde ret, da han advarede armenierne om ikke at stole på amerikanerne. Men man kan heller ikke stole på Putins Rusland, når det drejer sig om små nationers interesser.

Kastebold for imperialisterne

Således ser vi, hvordan Nagorno-Karabakhs befolkning er blevet brugt som kastebold i den inter-imperialistiske rivalisering i regionen. Europæerne er interesserede i, at gassen fortsat strømmer fra Aserbajdsjan, og russerne er nødt til at holde handelsruterne åbne som del af deres forsøg på at undgå vestens sanktioner, der påvirker deres egen økonomi.

Fra tid til anden hæver de måske stemmen om dette folk, hvis rettigheder er blevet krænket, for så at droppe dem, så snart det ikke længere er i tråd med deres egne strategiske interesser.

Endnu en gang ser vi, hvordan nationernes ret til selvbestemmelse ikke kan garanteres, så længe verden er i hænderne på de forskellige nationale borgerlige herskende klasser. De forsvarer en nations rettigheder, så længe det tilfældigvis falder i tråd med deres egne interesser. Derfor laver Biden en masse larm over Ukraine, ikke fordi han bekymrer sig for det ukrainske folks situation, men fordi han ser det som et nyttigt redskab til at svække Ruslands magt. Hans mål er udelukkende at svække Rusland globalt. Alle de imperialistiske magter opfører sig på den måde. De russiske oligarker opfører sig på samme måde, og det samme gør kinesisk kapitalisme. Man kan ikke have tillid til den amerikanske regering, EU, Rusland eller Kina, når det handler om at forsvare en nations rettigheder.

Som Oktoberrevolutionen i 1917 tydeligt viste, så er arbejderklassen den eneste kraft på jorden, der ikke har en materiel interesse i at undertrykke andre folkeslag. Arbejderklassen er nødt til at komme til magten i alle lande. Når først arbejderne i alle lande har kontrol over samfundets ressourcer, vil de kunne opbygge en ny verden, der er baseret på menneskelige behov og ikke på privat profit. Vi må rejse behovet for internationalisme. Det er den eneste vej frem.