Menneskets natur, kapitalisme og den globale krise

Danish translation of Human nature, capitalism and the global crisis (April 23,2009)

Alan Greenspan er lige fyldt 83 år. Han var leder af den amerikanske centralbank i mere end 19 år før han trådte tilbage i januar 2006. Det var lige inden, at det store opsving blev til kreditkrise og bragte verdenskapitalismen i knæ.

Greenspan stod i spidsen for den største udvidelse af kredit i verdenshistorien og den største stigning i ejendomspriserne, som USA nogensinde har oplevet. Han blev rost til skyerne i disse år som kapitalismens store rorgænger. Bob Woodward, en af de journalister, der afslørede Watergate-skandalen og Nixon i 1970’erne, skrev en bog om Greenspan i 2000, hvor han beskrev ham som ”Maestroen”.

Dengang hævdede Greenspan, at den teknologiske revolution i 1990’erne dannede grundlag for en uafbrudt periode med økonomisk vækst for kapitalismen på grundlag af øget produktivitet fra den nye teknologi. Men så kom den såkaldte dot.com-krise i 2000-2001, da tusindvis af IT-virksomheder gik fallit og aktiemarkederne kollapsede (de er endnu ikke vendt tilbage til niveauet fra 2000).
Dernæst beskrev Greenspan det opadgående ejendomsmarked i det tidlige 2000-tal som en spændende metode til at udvide økonomien, og de nye former for kredit – såsom derivater – som fremragende innovative instrumenter til at nedbringe risici og hjælpe væksten. Så kom boligboblens kollaps i 2007 og frem, og den største kreditkrise i menneskehedens historie. Det er ikke et imponerende generalieblad.

I påsken blev Greenspan interviewet på den amerikanske finans-tv station CNBC om hvorfor det store opsving forvandlede sig til den største økonomiske nedtur for kapitalismen siden den store depression i 1930’erne. Han sagde, at det var på grund af, at han selv og andre bankfolk, der driver finanskapitalens højborge, var dumme.

Den konklusion stod i skarp kontrast til det svar, bank-baronerne har givet. Da de blev spurgt af parlamentet, sagde de, at det var en finansiel tsunami, der kom ud af det blå, at ingen kunne have forudset den, at sandsynligheden havde været én ud af en millard – at det ikke var deres fejl.

Greenspan var uenig. Det var ikke på grund af, at bankdirektørerne var dumme. ”De vidste, hvad der foregik, de troede blot, at de kunne forsvinde før det sluttede.”

Kapitalisme og den menneskelige natur

Greenspan hævdede, at det, der hev økonomien ned, var ren og skær grådighed. Bankdirektørerne vidste, at de var uansvarlige. Men de fortsatte, fordi de var nødt til at tjene flere penge til deres aktionærer og til deres bonuslønninger. Grådighed var drivkraften. Men Greenspan sagde, at grådighed ligger i den ”menneskelige natur”, så denne cyklus med opsving og krise vil gentage sig i fremtiden.

For Greenspan og kapitalismens ideologer er det ”den menneskelige natur”, og ikke den form for social og økonomisk organisation, som han opererede under og støttede, der har skabt opsving og kriser. Mennesker kan være ”grådige og egoistiske” og de kan være ”solidariske og uselviske”. Det afhænger af omstændighederne. Kapitalisme er et system til produktion af varer og tjenesteydelser for profit, det bygger på konkurrence, på at tjene flere penge (ikke ting eller tjenesteydelser, som folk behøver). Det er et system, der er tilrettelagt til at fremme grådighed og egoisme. Den ”menneskelige natur”, som Greenspan bebrejder for den økonomiske krise, er intet andet end den menneskelige natur, der kræves for at overleve i det kapitalistiske system.

Verdensøkonomiens opsving og kriser begyndte med kapitalismen. I en ny rapport om bankkriser fra Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff fra USA’s nationale bureau for økonomisk forskning (NBER), fandt de, at fra kapitalismens første spæde begyndelse i det 14. århundrede og op til i dag, har der været opsving og kriser på grund af et system, der er baseret på profit og privat tilegnelse af værdi.

Reinhart og Rogoff konkluderer, at i takt med at kapitalismen spredte sig ud over verden fra det 18. århundrede og frem, er frekvensen og dybden af økonomiske kriser vokset. Ganske vist har der været produktionskriser før kapitalismen, med sult på grund af fejlslagen høst eller på grund af fremmede invasioner. Men økonomiske kriser på grund af penge, kredit og banker er unikt for kapitalismen.
Ifølge NBER har der været 64 ”officielle” kriser i den kapitalistiske produktion siden 1854 – det ser ud til at ”den menneskelige natur” er kraftig. Hvilket spild af produktion og økonomiske ressourcer, og frem for alt hvilken skade på folks liv med tab af arbejde, hjem, velbefindende samt tidlig død, økonomisk krise og depression bringer!

Frem for alt konkluderer Reinhart og Rogoff, at i takt med at kapitalismen blev mere fri fra statslig regulering og kontrol og blev mere ”globaliseret”, da voksede kriserne i antal og styrke. Den seneste periode med globalisering siden 1980’erne reducerede ikke kriser, tværtimod. De seneste 25 år har vi set flere finansielle kriser end nogensinde: i udviklingslandene (1980’erne og 90’erne), Asien (1997-99), Japan (1990’erne), amerikanske lånevirksomheder (1990’erne), nordiske banker (1990’erne) og så videre.

Kapitalisme og ulighed

Sammen med de kapitalistiske krisers spild af ressourcer følger ulighed og uretfærdighed. Branco Milanovic fra Verdensbanken har analyseret niveauet for indtægter og rigdomme i kapitalismens verden. I 2002 delte han verdens befolkning ind i tre dele: de med en indkomst, der var større end en italieners gennemsnitsindkomst blev betragtet som rige, de med en indkomst, der var lavere end fattigdomsgrænsen i de fremskredne kapitalistiske økonomier kunne opfattes som fattige, og de mellemliggende kunne kategoriseres som middelklasse.

Milanovic fandt ud af, at 78 procent af verdens seks milliarder store befolkning var fattige og 11 procent var rige, mens yderligere 11 procent tilhørte middelklassen. I 2007 gentog Milanovic sine beregninger og fandt ud af, at han havde undervurderet ulighederne. Det var en 20:80 deling mellem rig og fattig. Verdens 10 procent rigeste havde en indtægt 39 gange højere end de nederste 10 procent – og det blev værre.

Men intet slår den nuværende krise, måske undtaget den store depression i 1930’erne. Denne kreditkrise har udløst en enorm krise i den kapitalistiske produktion.der er en over-akkumulation af kapital i forhold til profit. Profitmassen i USA, Europa og Japan oplevede de største fald nogensinde i sidste kvartal af 2008. Det har ført til en ”overproduktion” af varer og tjenesteydelser på verdensplan på en skala, der ikke er set i over 60 år.

Mens jeg skriver dette er alle borgerlige økonomer enige om, at de fremskredne kapitalistiske økonomier er i krise med fald i den årlige produktion, efter inflationen, falder med 5-6 procent over hele linjen i 2009. I de mindre fremskredne, såkaldte ”emerging economies” er situationen endnu værre, og faldet i produktion i Østeuropa, der for nylig gik over til kapitalisme, ser ud til at blive mere end 10 procent. I Singapore og andre asiatiske eksportlande er det endnu mere.

Hvor meget endnu?

Spørgsmålet er nu, hvor lang tid endnu, krisen vil vare. Den store depression fik sit navn, fordi krisen ikke sluttede efter et års tid. Den begyndte i sommeren 1929 og fortsatte til marts 1933 (43 måneder). Dernæst var der en bedring, der varede indtil maj 1937 før krisen igen fortsatte. Det var kun forberedelserne til den forfærdelige verdenskrig 1939-45 og den midlertidige afbrydelse af en stor del af det kapitalistiske produktionssystem, der knækkede krisen.

Siden 1945 har den gennemsnitlige kapitalistiske krise varet i ti måneder, en langt kortere periode end tidligere. NBER siger, at denne krise begyndte i slutningen af 2007. Så krisen har allerede varet 16 måneder og vil fortsætte i mindst dobbelt så lang tid som gennemsnittet for tidligere kriser i efterkrigstiden. Men vil den være længere?

De fleste borgerlige økonomer siger nej. De antager, at de store hjælpepakker til bankerne og andre finansielle institutioner med skatteydernes penge, plus den massive udvidelse af de offentlige udgifter og skattenedsættelser for at hæve efterspørgslen i økonomien, vil vende tingene rundt.

Men dette vil ikke give en vending i profitabiliteten. Banker og virksomheder kan få offentlig støtte, men man kan føre en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke. Investeringerne vil ikke begynde igen før profitabiliteten igen er forbedret; tabet af arbejdspladser stopper og ejendomspriserne når bunden. For at det skal ske, har kapitalismen behov for at ødelægge flere svage. Imidlertid er der mens jeg skiver en stemning af optimisme blandt de kapitalistiske investorer på børsen. Efter endnu et lavpunkt på aktiemarkedet i marts er aktiekurserne steget næsten 30 procent, fordi bankerne hævder, at de igen tjener profit på grund af, at regeringerne skyder penge i dem. Der er snak om, at bunden er nået i ejendomsmarkedet i USA og Storbritannien, og de snakker om, at Kina er klar til ny, stærk vækst efter en pause.

Men alt dette er ønsketænkning snarere end skøn. Jeg tror, at der vil komme flere chok før vi når bunden i denne mareridtagtige krise. Bankerne bliver måske ”reddet”, men mange virksomheder vil bukke under i år, og arbejdsløsheden er langt fra toppet. Boligpriserne vil falde yderligere, og det samme vil kapitalisternes profitter.

Bagefter er der tilbagebetalingen. Den vil formentlig blive så stor, at det vil holde kapitalismen i en komalignende tilstand i årevis. Hjælpepakkerne er socialisme for de rige, mens der er kapitalisme for arbejderne med tab af arbejdspladser, lønnedgang, tvangsauktion og snart også nedskæringer og højere skat.

Gordon Brown, Barack Obama og de fleste af kapitalismens politiske ledere fortæller os, at de skyder de store beløb ind for at stabilisere det kapitalistiske system. I øjeblikket lader regeringerne deres gæld stige ved at overtage bankernes tab. De betaler for dette ved at trykke flere penge (ved at skabe luft-penge).

Der findes ingen ”gratis frokost” (undtagen for bankerne). Før eller siden skal den offentlige gæld (som sandsynligvis vil nå op på 100 procent af den årlige produktion i USA, England og andre lande) betales tilbage eller afbetales med renter i al evighed. Det betyder højere skatter og mindre offentlig velfærd. Det betyder, at pensioner og støtteordninger til de gamle, de syge og arbejdsløse vil blive massakreret. Kapitalismen kan ikke genopfriskes uden statens hjælp, og det vil sige på vores bekostning.

Source: Socialistisk Standpunkt