Verdens opdeling i nationalstater og den konkurrence, som foregår mellem de nationale borgerskaber, gør kampen mod klimaforandringer til en syg joke. Det er sjældent, at kapitalistiske politikere og kommentatorer åbent indrømmer denne åbenlyse sandhed, men i ny og næ er det muligt at læse en artikel skrevet af de mere kløgtige repræsentanter af kapitalen, hvor der udvises et glimt af forståelse. Men netop sådan en artikel blev for nylig udgivet af The Financial Times (FT) med titlen “Hvordan Kina trængte markedet for grøn teknologi op i en krog”.

[Source]

Forfatteren starter med at kortlægge Kinas voksende sektor for grøn teknologi. I offentligheden fordømmer vestlige politikere ofte Kina for at gøre for lidt i forhold til at begrænse udledningen af CO2. Men artiklen fra FT når frem til den stik modsatte konklusion: Faktisk gør Kina for meget. Hvorfor? Fordi Kinas fremgang inden for grøn teknologi “udgør en massiv konkurrencemæssig trussel mod vestlig industri”.

Herefter forklarer kapitalismens håndlangere, at vi står overfor et valg: På den ene side vil man gerne beskytte sine industrier [i Vesten]. Men på den anden side raseres middelhavsområdet af skovbrande. Hvad gør man så?

Og “hvad gør man så?” er i sandhed en gåde.

Det er muligt at beskytte vestlig industri, profit og markedsandele fra kinesisk konkurrence, men konsekvensen ved dette vil være, at vestlig industri må løsrive sig fra kinesisk grøn teknologi og dermed i længere tid basere sig på forurenende hjemlig industri. Samtidig må man ihærdigt forsøge at knuse Kinas sektor for grøn teknologi. En forenet indsats for at bekæmpe klimaforandringer er altså udelukket.

Men på den anden side “raseres middelhavsområdet af skovbrande”, som FT bekymret skriver. Eller rettere, der er opstået skovbrande alle vegne, og millioner, måske endda milliarder, af mennesker og deres levegrundlag er truet, samt hele økosystemer.

Så her har vi det altså, sort på hvidt, fra en af kapitalismens egne strategikere: Man kan enten beskytte sine nationale kapitalistiske interesser, eller man kan bekæmpe klimaforandringerne. Man kan ikke gøre begge. Og inden for kapitalismens rammer er der egentlig ikke noget valg. Hvert nationalt borgerskab er tvunget til at forfølge deres egne “nationale interesse”, på bekostning af deres konkurrenter.

Deres “løfter” om grøn omstilling er forduftet som dug for solen. I deres protektionistiske kamp om markeder og indflydelsessfærer fører den herskende klasse hele verden med sig ned af en vej, som vil få katastrofale konse- kvenser for menneskeheden.

Kinas fremmarch

Kort sagt er problemet ifølge FT: Kinesisk industri har udviklet en dominerende position på verdensmarkedet inden for store områder af grøn tekno- logi. Ifølge tal fra artiklen producerer Kina 90 procent af verdens sjældne jordarter, 80 procent af verdens solpaneler og 60 procent af vindmøller og elbilbatterier.

Kina kontrollerer 70 procent af markedet for raffineret kobolt, næsten 60 procent af raffineret litium, og over 40 procent af raffineret kobber, som alle udgør vigtige elementer i såkaldte “grønne” teknologier. Inden for visse sektorer er Kinas dominans næsten 100 procent.

Kinesisk konkurrence er et problem, som er skabt af de vestlige kapitalisters egen kortsigtede søgen efter profit. I årtier har de flyttet produktion til steder, hvor arbejdskraften er billig og hvor miljølovgivning og anden lovgivning er slap. De udvidede forsyningskæderne i jagten på knivskarpe overskud.

Den opadstigende kinesiske kapitalistklasse har handlet anderledes. De har grundigt studeret de vestlige kapitalisters metoder, adopteret deres teknologier og brugt enorme mængder statslig erhvervsstøtte på udviklingen af nationale monopoler (125 mia. dollar i elbilområdet alene), som vertikalt har indrettet hele distributionskæden lige fra råmaterialet til det færdige produkt. Til sammenligning har USA’s regering over de sidste syv år kun brugt 15,6 mia. dollars på statslig erhvervsstøtte til landets vedvarende energisektor.

“Resten af verden, var ikke forberedt på det”, beklager en af FT’s eksperter sig. “Hvis man arbejder ud fra princippet om det frie marked, kan man ikke rea- gere så hurtigt.” Det er en betydningsfuld bekendelse: Selv FT, en åbenlys fortaler for kapitalismen, tror ikke på, at det frie marked kan handle hurtigt nok til at løse klimaforandringerne.

Retfærdigt eller uretfærdigt, så er fak- tum, at vestlige monopoler nu bliver konfronteret med hård konkurrence fra kinesiske giganter som elbilmastodonten BYD, og verdens største litiumbatteriproducent CATL.

Det udgør et todelt problem for de vestlige kapitalister. På den ene side er de i direkte konkurrence med kinesiske kapitalister om pladsen på markederne inden for disse fremspirende grønne teknologier. Siden pladsen på disse markeder ikke er uendelig, kan vestlige industrier kun vokse ved at forsøge at knuse kinesiske konkurrenter og presse dem ud. Vestens grønne industri kan kun vokse på bekostning af grønne industrier andre steder.

Men den anden side af mønten er ikke mindre vanskelig: De vestlige økonomier og den kinesiske økonomi er fuldstændig indbyrdes afhængig af hinanden. Verdensøkonomien er nu mere integreret end nogensinde før. Og i takt med at kampen om markeder og indflydelsessfærer mellem Kina og Vesten tilspidses, truer denne sammenhængende helhed med at blive opdelt i konkurrerende fjendtlige blokke, som vil få ødelæggende konsekvenser for verdensøkonomien generelt og i særdeles på den grønne sektor.

Således spiller nationalstaten en fuldstændig reaktionær rolle, og dens fortsatte eksistens er ikke kun uforenelig med menneskelig udvikling, men med selve den menneskelige civilisations eksistens.

Vand, vand overalt

Vi kan naivt spørge: lige meget hvad deres herkomst er, er det så ikke godt, hvis industrier (selv kinesiske) producerer kæmpe mængder solpaneler? Vi er trods alt i et kapløb mod tiden for at stoppe klimaforandringerne, og jo mere grøn teknologi, jo bedre, ikke sandt?

Men når vi stiller sådan et spørgsmål, glemmer vi, at kapitalister ikke producerer solpaneler for at skabe grøn energi. Nej, kapitalister producerer solpaneler af samme årsag som andre kapitalister producerer olie, klyngebomber, cigaretter eller alt andet: for at sælge dem og tjene penge. Og efterspørgslen på solpaneler afhænger ikke af omfanget af menneskehedens behov for disse produkter, men i stedet af markedets størrelse.

Men problemet er, at ingen kapitalister kender størrelsen af markedet, og et punkt derfor før eller siden uundgåeligt vil nås, hvor produktionen overstiger efterspørgslen, hvorved kapitalismen bliver ramt af en overproduktionskrise. Ligesom Kinas enorme industri oversvømmede verdens stål- og aluminiumsmarkeder, så har den nu mættet verdensmarkedet for solpaneler. Problemet med overproduktion bliver yderligere forstærket af, at vedvarende energi har en lav erstatningsrate, lige så snart det er installeret. Selvom efterspørgslen stiger under den “grønne omstilling”, så vil den hurtigt falde igen og resultere i kæmpemæssig overproduktion, som kaster hele sektoren ud i krise.

Ifølge FT, så befinder “kinesiske solpaneler for en værdi af 7 mia. euro sig i øjeblikket i europæiske varelager... da udbuddet overstiger efterspørgslen... varelageret er næsten nok til at kunne forsyne alle hjem i London og Paris tilsammen med energi i et helt år.”

Man kan ikke andet end at tage sig til hovedet, når man betragter disse tal – som FT helt afslappet slynger ud – i lyset af de massive udfordringer, som menneskeheden står overfor.

Der er nok solpaneler i europæiske varelager til at generere energi nok til alle hjem i Paris og London. De kunne blive installeret i morgen, men det bliver de ikke, og det vil de aldrig blive, fordi markedet for solpaneler allerede er mættet, og det derfor ikke er profitabelt.

Som en sømand nødstedt til søs er vi dømt til at udbryde i fortvivlelse: “Vand, vand overalt, men ikke en dråbe at drikke!”

Bekæmpe Kina eller bekæmpe klimaforandringerne?

I stedet for at beslutte, hvordan man udnytter dette enorme potentiale gennem internationalt samarbejde, så skærper overproduktionen blot den bitre konkurrence over de begrænsede markeder. “I takt med at Kinas indu- stri indenfor grøn teknologi vokser”, fortsætter FT, “bemærker analytikere tydelige ekkoer af de geopolitiske og økonomiske forstyrrelser, som årevis med billig kinesisk stål, cement og alu- minium, skabte da de oversvømmede de internationale markeder…”.

I kampen mellem imperialistiske blokke flexer USA sin økonomiske muskel. Men da USA lagde restriktioner på eksporten af mikrochips til Kina, opdagede USA hurtigt, at de også selv havde økonomiske svagheder, som Kina kunne ramme som trykpunkter på den menneskelige krop.

Kina svarede igen med at begrænse eksporten af gallium og germanium. Værdien af det globale galliummarked ligger på kun 2 mia. dollars – håndører set i forhold til verdensøkonomien som helhed. Men gallium er en af de sjældne jordarter som Kina har etableret næsten 100 procent monopol på, og grundstoffet er afgørende for bestemte højteknologiske industrier især indenfor rum- og forsvarsindustrien.

Den amerikanske tænketank CSIS beskrev de kinesiske restriktioner som et ”varselsskud”, og det chok, som det fremprovokerede, tvang amerikansk kapitalismes strategikere til at rette sig op og lytte efter.

På den ene side prøver den herskende klasse i USA at afkoble sig fra Kina, startende med industrier tættest forbundet med forsvar og national sikkerhed. Men på anden side, i takt med at vestlige industrier forsøge at skifte til grøn energi, så bliver de uundgåeligt mere afhængige og sammenflettede med de grønne industrier, som Kina på nuværende tidspunkt dominerer. Det vil sige, at de bliver mere udsatte end nogensinde over for deres store rival. FT mener, at vesten kan indføre alle de protektionistiske tiltag som de ønsker, men at de vil kæmpe med at bryde denne indbyrdes afhængighed:

»De fleste mener, at det vil være umuligt for Europa at indfri deres ambitiøse kli- mamål uden at fortsætte et tæt forhold til Beijing. Selv USA – som ellers praler af at kunne frakoble sig Kina på grund af sine dybe lommer og stærk politisk opbakning – vil stå overfor en kolossal opgave med at skabe en ny distributionskæde for grøn teknologi som ekskluderer Kina. «

Hvad er så resultatet? Ifølge nogle af eksperterne, som FT har talt med, vil vestlige beslutningstagere “i sidste ende skulle vælge mellem konkurrerende strategiske prioriteter; enten bryde med Kina for at opnå deres nationale sikkerhedsmål eller samarbejde med Kina for at opnå deres klimamæssige og økonomiske målsætninger.”

Mere simpelt formuleret: De kan vælge mellem at forfølge deres imperialistiske interesser eller menneskehedens interesser, men ikke begge. Og USA, Europa og Kina er allerede i gang med en bitter protektionistisk kamp om at forsvare deres respektive imperialistiske interesser. Vi bør desuden tilføje at de på hyklerisk vis forklæder deres protektionistiske tiltag i en grøn fernis! Her kan man notere sig Bidens ’Inflation Reduction Act’ og EU’s ’Carbon Border Adjustment Mechanism.’

Det vi ser ligner mest af alt det rene galskab, men en galskab, der er i perfekt overensstemmelse med kapitalismens indre logik, som er kendetegnet af profitmotivet og verdens opdeling i konkurrerende nationalstater. Hvad der er behov for, er en socialistisk revolution, som kan feje kapitalismen og al dens splittelse væk, så verdens teknologiske ressourcer kan forenes til én gigantisk økonomisk plan med mål om at løse klimakrisen.

Når produktionen ikke længere opererer for at skabe profit, kan vi med det samme installere alle de solpaneler, der lige nu ligger ubrugte i lagre rundt om i Europa – og vi kunne gøre meget mere.

Vi kunne, inden for kort tid, udbrede alle de bedste metoder og ekspertiser inden for grøn teknologi, energi og landbrug. Vi kunne nærmest over natten etablere nye faciliteter og ny infrastruktur på alle kontinenter. Og vi kunne skabe en bæredygtig verden med overflod af alle livets fornødenheder. Men for at denne verden kan opstå, må kapitalismen lægges i graven.