Klassesamfundets fremmedgørelse

Kapitalismen underminerer ikke kun de materielle forhold for det store flertal af menneskeheden. Systemet er også ødelæggende for, hvad der kan beskrives som den åndelige udvikling. Dette er en oversættelse af lederen til nr. 41 af det teoretiske magasin In Defence of Marxism, skrevet af Alan Woods, som behandler problematikken ved fremmedgørelse under klassesamfundet i almindelighed og under kapitalismen i særdeleshed.

[Source]

Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher sagde engang:

»Der findes ikke noget samfund.« Men da Aristoteles sagde »Mennesket er et politisk dyr,« mente han »Mennesket er et socialt dyr.«

Den eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartre sagde: »Helvede er de andre.« (L'enfer, c'est les autres). Den idé kan appellere til dig, hvis din støjende nabo holder fest kl. 03 om morgenen. Men hvis helvede er de andre, så må vi tilføje, at himlen også er de andre, da vi er, hvad vi er igennem andre mennesker og ikke kan eksistere som isolerede individer.

Hegel, der, modsat Sartre, var en seriøs filosof, påpegede, at rigdommen i en persons karakter er rigdommen i deres forbindelser.

Vores personlige liv, vores ideer, vores lidenskaber, vores kærlighed og had - med ét ord, det psykologiske fundament for selve livet - bestemmes alle af vores sociale interaktioner, det vil lige præcis sige gennem andre mennesker. En person, der er strandet på en øde ø eller holdt i isolation i mange år, vil finde sin evne til at tænke og kommunikere alvorligt begrænset.

Denne selvindlysende kendsgerning har sine rødder i hele menneskehedens historie fra den aller tidligste periode. Nøglen til al menneskelig udvikling (inklusiv tænkning og tale) er social aktivitet, og dette har sine rødder i kollektivt arbejde.

Kapitalismen har en tendens til at isolere, atomisere og fremmedgøre mennesker, der bliver lært kun at se sig selv som "individer”. Men denne opfattelse, på trods af at være dybt indgroet i os, har hverken basis i videnskab eller i historien.

Menneskets natur

I forsøget på at imødegå argumenterne fra marxisterne, påstår forsvarerne af status quo ofte, at tanken om et egalitært samfund er imod menneskets natur, som de hævder i sin essens er egoistisk.

Dette argument er ikke blot barnligt; det mangler ethvert belæg i videnskaben. Med alle de nyeste opdagelser ved vi nu, hvordan menneskelig bevidsthed udviklede sig i evolutionære termer.

Ifølge de nyeste arkæologiske fund er vores art, Homo sapiens, mindst 300.000 år gammel. I det meste af denne periode levede mænd og kvinder i jæger-samler-grupper, hvor privat ejendom, ud over personlige ejendele, ikke eksisterede, og dette blev betragtet som helt naturligt.

Antropologer, der har studeret og levet sammen med nogle af verdens få tilbageværende jæger-samler-grupper, har opdaget, at de er meget egalitære. På samme måde som vores tidligste forfædre, opbevarer mange af jæger-samlerne ikke mad, men spiser det hurtigt efter at have skaffet det. De akkumulerer ikke ejendom, de deler ressourcer og har ingen hierarkisk magtstruktur.

Dette skaber naturligt en psykologi, hvor mennesker ikke føler behov eller lyst til at konkurrere eller undertrykke hinanden - i det mindste inden for deres eget samfund. Enhver manifestation af sådanne unaturlige tendenser ville faktisk møde den strengeste fordømmelse.

Den berømte antropolog, Richard Lee, foretog en omfattende undersøgelse af !Kung-folket, der på daværende tidspunkt levede i små grupper af jæger-samlere i den vestlige del af Kalahari-ørkenen. Richard Leakey kommenterer på sine fund:

»Ud af samme ånd som delingsetikken kommer der en overraskende grad af egalitarisme. !Kung-folket har ingen høvdinge og ingen ledere.«

Da de blev spurgt, om de ikke havde en høvding, udtrykte de overraskelse og svarede: »Selvfølgelig har vi høvdinge,« svarede en. »Faktisk er vi alle høvdinge; hver enkelt af os er høvding over sig selv!« Åbenlyst betragtede de spørgsmålet som en stor joke.

Vigtigheden af lighed kræver, at visse ritualer overholdes, når en succesrig jæger vender tilbage til lejren. Formålet med disse ritualer er at nedtone begivenheden for at modvirke arrogance og hovmod:

»Den korrekte opførsel for den succesrige jæger,« forklarer Lee, »er beskedenhed og underdrivelse.«

En !Kung-mand ved navn Gaugo beskrev det sådan: »Forestil dig, at en mand har været ude og jage. Han må ikke komme hjem og annoncere som en pralhals: 'Jeg har dræbt en stor én i busken!' Han skal først sætte sig ned i tavshed, indtil jeg eller en anden kommer hen til hans bål og spørger: 'Hvad så du i dag?' Han svarer stille: 'Åh, jeg er ikke god til at jage. Jeg så slet ingenting ... Måske kun en lille én.' Så smiler jeg for mig selv, fordi jeg nu ved, at han har dræbt noget stort. Jo større byttet er, desto mere nedspilles det.«

Vi er ikke idealister, og vi har ikke et sentimentalt eller idealiseret syn på vores tidligere forfædres liv. Og alligevel, hvor nobel og dybt rørende er den beskedne opførsel hos den unge jæger i de ældres nærvær, når man sammenligner det med den afskyelige egoisme og højrøstede praleri i vores egen "civiliserede" tid.

Fremmedgørelse og religion

Selvfølgelig var der en anden, mere negativ side til det tidlige samfund. Livet for vores tidligste forfædre blev domineret af en skræmmende verden, hvor naturkræfterne, som ikke kunne forstås på daværende tidspunkt, tog form af usynlige ånder. For at berolige dem og undgå at blive skadet af dem, blev det anset som nødvendigt at praktisere ritualer og ofre.

På denne måde underordnede mænd og kvinder sig for første gang usynlige kræfter, der var udenfor deres kontrol, og i processen gav de dem menneskelige eller semi-menneskelige former. Den første form for fremmedgørelse er religion.

Religionens verden er en mystificeret verden, et fordrejet indtryk af virkeligheden. Men ligesom alle idéer har disse forestillinger deres oprindelse i den virkelige verden. Desuden er de et udtryk for samfundets egne modsætninger. Dette faktum er meget klart i de ældste religioner.

I denne mærkelige åndeverden er alle relationer vendt på hovedet. En mand skaber en afgud med sine egne hænder og bøjer sig derefter for den. Subjektet bliver objektet og omvendt.

Privat ejendom

For jæger-samlere var privat ejendomsret til jorden noget fuldstændig uforståeligt. Jorden blev betragtet som en hellig gave fra naturen, som skulle deles af alle. Men med indtoget af privat ejendom blev samfundet opdelt mellem rige og fattige - dem der havde, og dem der ikke havde.

I sin bog, "Menneskearten", sammenligner Anthony Burnett dyrs territoriale adfærd med ejendomsbesiddelse blandt mennesker. Blandt dyr:

»Territorier opretholdes af formelle signaler, fælles for en hel art. Hver voksen eller gruppe af hver art ejer et territorium. Mennesket viser ingen sådan ensartethed: selv inden for et enkelt samfund kan store områder ejes af en person, mens andre ikke har nogen.«

Og han konkluderer: »Mennesket har faktisk ikke mere et 'ejendomsbesiddende instinkt' end et 'instinkt til at stjæle'.«

Den store forandring kom med det, som Gordon Childe kaldte den “neolitiske revolution”: overgangen fra en jæger-samler-tilværelse til fast bosættelse, som til sidst resulterede i privat ejendomsret til jorden, dyr og andre ressourcer.

Langt fra at være noget, der fulgte en uundgåeligt medfødt tendens til egoisme, var dette en voldelig omvæltning i menneskers liv og bevidsthed. For første gang begyndte en ånd af selvoptagethed og en konkurrence om at bryde ud af ruinerne af de gamle kommunistiske relationer og moral. Her finder vi fremmedgørelsens autentiske rødder.

Hvad er fremmedgørelse?

Grundlæggerne af videnskabelig socialisme forklarede, at fremmedgørelse var et udtryk for virkelige modsætninger i samfundet, der opstod på et bestemt stadie i dets historiske udvikling. Når menneskeligt arbejde - som i sig selv reduceres til abstrakt arbejde og fetischeres som penge - bliver en minoritets monopol, så fremstår det som en fremmed kraft, en magt, der står over samfundet.

I sine Økonomisk-filosofiske manuskripter fra 1844 tegner Marx en parallel mellem religiøs fremmedgørelse og fremmedgørelsen af arbejderen fra sit eget arbejde:

»Jo mere mennesket lægger over i Gud, des mindre beholder det i sig selv. Arbejderen lægger sit liv i genstanden, men nu tilhører hans liv ikke længere ham selv, men genstanden. Følgelig bliver arbejderens tab af genstand større, jo større denne aktivitet er. Det, som hans arbejdsprodukt er, er ikke ham. Jo større derfor dette produkt er, des mindre er han selv.«

Privat ejendom er den reelle kilde til social fremmedgørelse. Men det er kun under kapitalismen, at fremmedgørelsen opnår sit mest komplette og endegyldige udtryk. Og kapitalismen er kvalitativt forskellig fra tidligere udbytningsmåder.

I alle tidligere klassesamfund eksisterede en udbytning af arbejdskraft - men den var åbenlys, håndgribelig og utilsløret. I slavesamfundet blev slaven reduceret til et objekt (instrumentum vocale).

Under feudalismen skulle hoveriet overdrages til herren i form af en procentdel af produktionen af hans arbejde. Udbytningen var tydelig for alle. Men under kapitalismen udføres udbytningen i en forklædt form. Arbejderen er formelt fri og sælger 'frivilligt' sin evne til at arbejde for en løn. De er ikke formelt slaver eller ejendom for arbejdsgiveren. Men i virkeligheden er arbejderne slaver for den kapitalistiske klasse som helhed.

Hykleri ligger dermed i hjertet af hele systemet, hvor alle sociale relationer er vendt på hovedet og gjort til det modsatte. Penge, en livløs, inaktiv ting, erhverver alle egenskabernes fra et levende væsen. Under en finanskrise får vi daglige briefinger om sundhedstilstanden for det britiske pound sterling (»Pundet kom sig lidt i dag..«), som om man talte om en meget elsket person, der ligger syg på et hospital.

På den anden side omtales en mand som værende "en milliard dollars værd", og bliver dermed reduceret til status af en livløs vare. På dette tidspunkt når fremmedgørelsen sine mest groteske og umenneskelige former. Og arbejdet - individets livsaktivitet - bliver en tilfældighed, noget eksternt for ham: et middel til at nå et mål, ikke et mål i sig selv.

Kapitalens gud

Det kapitalistiske samfunds gud er Mammon. Hans tilbedelse er tilbedelsen af ting og relationerne mellem ting, snarere end mennesker. Dette almægtige, altseende væsen har sine templer, som kaldes børser, og sine ypperstepræster med deres ritualer og besværgelser. Han opnår de magiske kræfter som en usynlig Gud, der står over samfundet og trænger ind i hver eneste pore.

Men mænd og kvinder er uvidende om denne relation. Den er indhyllet i mystik, og som i alle andre religioner afslører denne grusomme Gud aldrig sit sande ansigt, men manifesterer sig i tusind og én falske forklædninger. Denne store Gud, foran hvilken alle skal bøje sig, kan udføre mirakler, ved siden af hvilke dem i Bibelen blegner, hvilket Marx forklarer således:

Min styrke er pengenes styrke. Pengenes egenskaber er mine – deres ejermands – egenskaber og væsenskræfter. Hvad jeg er, og hvad jeg formår, er altså på ingen måde bestemt af min individualitet. Jeg er hæslig, men jeg kan købe mig den skønneste kvinde. Altså er jeg ikke hæslig, thi hæslighedens virkning – dens afskrækkende kraft – har pengene gjort til intet.

Jeg er ifølge min individualitet lam, men pengene skaffer mig fireogtyve fødder; altså er jeg ikke lam; jeg er et dårligt, uærligt, samvittighedsløst, åndløst menneske, men pengene æres, altså æres også deres ejermand; pengene er det højeste gode, altså er deres ejermand god; pengene sparer mig for det besvær at være uærlig, altså anses jeg på forhånd for at være ærlig;

Jeg er åndløs, men pengene er altings virkelige ånd, hvorledes skulle da deres ejermand kunne være åndløs? Ydermere kan han købe sig de åndrige folk, og den der har magten over de åndrige, er han ikke åndrigere end de åndrige? Jeg, der i kraft af pengene formår alt, hvad det menneskelige hjerte begærer, sidder jeg ikke inde med al menneskelig formåen? Forvandler mine penge altså ikke al min uformåenhed til det modsatte?

Den eneste løsning

I et samfund, hvor udvindingen af merværdi er den eneste motivation for økonomisk liv, er grådighed hævet til den højeste dyd. Dens moral er junglens, hvor den stærke æder den svage, og de svage går til grunde. Dens kultur med grådighed, selvcentrering og egoisme avler ligegyldighed over for menneskelig lidelse.

Den umenneskelige behandling af kvinder, ældre og forsvarsløse børn ville være utænkelig i samfund, som vi nu beskriver som "primitive". Men disse grusomheder er blevet så normale, at de rutinemæssigt tilskrives "menneskelig natur".

Det er en monstrøs injurie mod menneskeheden.

Det er ikke menneskets natur, men et monstrøst, umenneskeligt system, der forkrøbler mennesker fysisk, mentalt og åndeligt, vrider og forvrænger dem ud over al genkendelse, skaber konkurrence og opdeling for at opretholde diktaturet for en lille, obskønt velhavende minoritet af parasitter.

Borgerskabets udsyn er egoistisk af natur. Men med arbejderklassen er tingene meget anderledes. Arbejderne er tvunget til at samarbejde i kollektivt arbejde på produktionslinjen, hvor produktionsmåden er social - ikke individuel.

Arbejderens bevidsthed er derfor naturligt kollektiv. Arbejderklassens kampvåben er kollektive i karakter: strejken, generalstrejken, masseforsamlinger og massedemonstrationer. Individualisme er kendetegnet for en strejkebryder, der sætter sine egne egoistiske interesser over sine kolleger.

Derfor priser den kapitalistiske presse altid strejkebryderens "mod", som angiveligt står op for "individets frihed", mens strejkebryderen for resten af sin klasse er et væsen af laveste rang.

Den fortsatte eksistens af dette senile og faldefærdige system udgør den alvorligste trussel mod den menneskelige civilisations fremtid - muligvis mod selve menneskehedens fremtid.

Men det kapitalistiske system ønsker ikke at dø. Det klamrer sig desperat til livet og modstår alle bestræbelser på at vælte det, ved at bruge en blanding af vold og snuhed. I stedet for at indrømme, at det er dødsdømt, er det parat til at trække hele menneskeheden med ned i afgrunden sammen med sig.

Marxisme har pligt til at give et omfattende alternativ til de gamle, forældede tænkemåder. Mod den borgerlige ideologis råddenskab rejser den modigt den nye filosofis banner - revolutionens filosofi.

Sammen med en ny revolutionær verdensanskuelse har vi brug for en ny moral - en proletarisk moral. Og på banneret for denne revolutionære klasses moral står dens første bud: Moralsk og progressivt er det, som øger proletariatets klassebevidsthed; umoralsk og reaktionært er det, som forsøger at sænke eller hæmme den.

Ud fra dette synspunkt spiller alle de falske teorier, som såkaldt postmodernisme fremsætter, en helt kontrarevolutionær rolle. De stræber desperat efter at forvirre og dele arbejderne med "identitetspolitik", som tjener til at atomisere arbejderklassen og udrydde dens klassebevidsthed.

Lenin forklarede, at kampen mod den herskende klasse ikke skal stoppe i fabrikkerne, på gaderne, i parlamentet og i lokale råd. Vi må også føre kampen på det ideologiske felt, hvor borgerskabets indflydelse er lige så skadelig og farlig, fordi den er skjult under dække af en falsk upartiskhed og en overfladisk objektivitet.

Kapitalismen har udtømt enhver progressiv rolle, den har spillet i fortiden. Den har længe overlevet sin eksistensberettigelse og befinder sig i en tilstand af avanceret senilt forfald. Faktisk er den så rådden, at den er begyndt at stinke.

Men i modsætning til dem, der hævder, at der ikke er nogen fremskridt, og at et samfundssystem er lige så godt (eller dårligt) som et andet, har 10.000 års historie ikke passeret forgæves. Gennem udviklingen af produktivkræfterne er den materielle basis blevet lagt for etableringen af ægte kommunisme, ikke baseret på universel knaphed, men på overflod.

Kun kommunisme kan skabe betingelserne for en verden baseret på ægte menneskelige relationer, ægte ligestilling mellem mænd og kvinder. Det vil være menneskehedens gigantiske spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige.