Den islamiske verden i opstand – at så en vind og høste en tornado

Danish translation of Islamic world up in arms - Sowing the wind and reaping the whirlwind by Maarten Vanheuverswyn (February 7, 2006)

I sidste uge gik den voksende turbulens i Mellemøsten op i en spids, da der udbrød protester over udgivelsen af nogle karikaturtegninger af profeten Muhammed. Som et jordskælv spredte protesterne sig fra Mellemøsten, hvor titusinder vrede protesterende demonstrerede, til asiatiske lande som Afghanistan, hvor protesterne blev voldelige og adskillige blev dræbt, og Indien, hvor oprørspolitiet med tåregas spredte hundrede protesterende, som brændte danske flag. I Kashmir var der tilmed en én dags generalstrejke i protest mod karikaturerne og også i Indonesien måtte politiet forhindre de protesterende i at trænge ind på den danske ambassade. Selv i London var der militante demonstrationer hvor islamister råbte reaktionære slogans til hyldest for bombningerne den 7. juli.

Det er tillokkende at finde forklaringen på disse begivenheder i et enkelt stridspunkt, i dette tilfælde udgivelsen af et billede af Muhammed med en bombeformet turban eller Muhammed skildret med et sværd i hånden, og hans øjne dækket af en sort rektangel. Vi må dog være opmærksomme på, at disse optøjer først kom fem måneder efter udgivelsen i den danske højreorienterede avis Jyllandsposten, som trykte 12 karikaturtegninger af Muhammed i september sidste år. Det var først efter, at disse karikaturer blev genoptrykt i en række europæiske aviser i sidste uge, at dette stridspunkt blev taget op, og snebolden begyndte at rulle.

Alligevel er det dog soleklart, at den egentlige udgivelse kun var en gnist, der tændte lunten. Man kan ikke forklare de nuværende kæmpe optøjer uden at se på de underliggende frustrationer hos millioner af muslimer verden over. Som det var tilfældet med optøjerne i Frankrig, hvor oprørets direkte årsag var den dødbringende elektricitet, som to unge mennesker fik igennem sig, da de af frygt for en politirazzia søgte tilflugt i en transformatorstation, er det nødvendigt at se ud over de nærmeste begivenheders rammer. Kun derved kan man forklare denne bevægelses ekstraordinære ukuelighed, som kun kan ses i sammenhæng med konsekvenserne af årtier med arbejdsløshed, fattigdom og ydmygelse, især under den vestlige imperialismes herredømme.

Selv fra et materialistisk og konsekvent ateistisk perspektiv er det klart, at udgivelsen af tegningerne hvor Muhammed, den spirituelle leder for muslimer overalt i verden, afbildes som terrorist, viser hvor lavt, borgerlige aviser er parat til at gå nu til dags. Der blev råbt op om nødvendigheden af “ytringsfrihed” – og nogle aviser så det tilmed som deres journalistiske pligt at genoptrykke tegningerne for at støtte lige præcis den undskyldning – men i virkeligheden er sagen den, at tegninger som disse har en klar racistisk karakter, i og med at de fremstiller alle muslimer som terrorister og fanatikere. Det er unødvendigt, at sige at religionen er blevet opretholdt i århundreder for at retfærdiggøre krig, hvad enten det gøres af reaktionære imamer i en moske i Allahs navn eller af George W. Bush i hans Tale til Nationen i Guds navn, gør ingen forskel. Mens vi som marxister ikke tror på nogen form for Gud og stræber efter at opnå en videnskabelig forklaring på begivenheder på et materielt grundlag, (dvs. de konkrete forhold der kan verificeres af empiriske facts omkrig os), er det klart, at det at antyde at Islam i sig selv historisk set er en fanatisk religion, kun kan opfattes som en provokation fra smudspressen.

Om dette er det værd at citere Lal Khan’s artikel Islam and America... Friends or Foes?:

“Hvis vi analyserer den islamiske historie, ser vi på den ene side så mange militære sejre op igennem det 8., 9. og 10. århundrede, og på den anden side er vi vidne til en kolossal udvidelse og udvikling indenfor videnskab, kultur, politik og mange andre felter. Videns- og læringscentre som Cordoba, Baghdad, Cairo, Damaskus og mange andre åbnede nye perspektiver for udviklingen af menneskelig viden og intellekt.”

“Hvad, der nu til dags kaldes islamisk “civilisation”, gik i forfald, fordi erobrerne havde nægtet af lære og tilpasse sig de erobrede områder og regioner. Den havde været en syntese af rige og gamle civilisationer som Syrien og Iran samt Spanien og andre, der i første omgang havde videregivet fasthed og storhed til den islamiske fremgang. Forholdene, mellem de forskellige religioner var heller ikke det samme, som ubredes i dag. I 1099, efter 40 dages belejring, besatte den kristne milits, som en del af korstogene, Jerusalem og store dele af befolkningen, herunder ældre, kvinder og børn blev dræbt. I to dage flød blodet gennem gaderne, men muslimerne og jøderne kæmpede side om side mod korsfarerne.”

“På lignende vis var retten til åben diskussion og retten til at være uenige på alle områder, herunder religion, en vigtig faktor i udviklingen af denne civilisation, som blomstrede i slutningen af det sidste årtusinde. Hvis vi analyserer de religiøse lærdes skrifter, (som man blev undervist i rundt om i den gamle verden), fra det 8., 9. 10. århundrede efter Kristi fødsel, er de langt mere moderne, udviklede og på et langt højere niveau end det mest af det skidt, der kommer fra de fleste af nutidens islamistiske lærde. Ironien er, at hvis disse lærde var i live i dag, ville de have været dømt til døden under de meget strenge islamiske love som er gængse i forskellige lande i dag. … Det forfald har ikke kun medført en hel civilisations kollaps, men har også tilbageholdt sind i lænker, indsnævrede tanker, og gjort samfund til stillestående damme.”

Reaktion føder reaktion
Hvis formålet med disse tegninger var at starte en debat om Islam eller sekularisme kontra religion generelt set, har de i sandhed ramt ved siden af. I stedet for debat og rationel diskussion har vi fornærmelser og appeller til de laveste instinkter, der næppe kan beskrives som satire. Vi kan kun forstille os det ”civiliserede” vestens harme, hvis en avis havde turde at bringe en karikatur af en jødisk rabbiner med en bombe i toppen af sin kalot. Ikke uden grund ville dette blive set som antisemitisme, og et kor af fordømmelse fra agtværdige damer og herrer ville have pisket ned over de fordømte. Sådan var det ikke her, for når alt kommer til alt er Islam så ikke bare disse sorte horder fra Østens religion?

Uden at sænke os selv til konspirationsteoriernes niveau, er det ikke en tilfældighed, at alt dette finder sted, samtidig med at den amerikanske imperialisme er fanget i det irakiske kviksand, hvor palæstinenserne åbent bliver irettesat for at stemme Hamas til magten, hvor Iran viser muskler i dets atompolitik og åbent truer med at udslette Israel, osv. At angribe en fjende som er så åbenlyst reaktionær selv – og lad der ikke være nogen tvivl om at langt den overvejende del af mullaherne og imamerne ikke på nogen måde spiller en progressiv rolle – er belejligt for Vesten som kan retfærdiggøre sin egen rovgriske opførelse ved at pege på disse gejstlige, der kontrollerer menneskers sind. Og hvem ved sine fulde fem vil ikke se fjernelsen af disse teokratiske ledere?

Der er kun et lille problem her: det var det såkaldt demokratiske Vesten, som i første omgang indsatte hovedparten af de korrupte islamiske regimer i Mellemøsten. Saddam Hussein, Taleban, og Osama bin Laden plejede alle at være gode venner af den amerikanske imperialisme, selv om hunden senere bed sin herre. Der er uden tvivl mange arabere, som byder mere ”frihed og demokrati” velkommen i deres samfund, men de ved alle sammen alt for godt, at disse ord ikke er andet end tomme fraser i munden på folk som George W. Bush og Tony Blair, der jo invaderede og stadig har besat et olierigt land i hjertet af Mellemøsten, og hvis tropper har været skyld i titusinder af almindelige irakiske civiles død.

I den islamiske verden er der en stor kollektiv bevidsthed, der ikke har glemt de mange udenlandske invasioner fra imperialistiske lande på jagt efter markeder og interessesfærer. Den britiske imperialisme delte Mellemøsten op helt tilbage i 1920, og siden da har dens amerikanske efterfølger forsat med at spille dette ”del og hersk” spil. Den islamiske verden har ikke glemt de amerikanske raketter, der i årevis ødelagde palæstinensiske huse og skoler, ligesom de ikke har glemt de amerikansk sponserede libanesiske militser, der hakkede sig i gennem flygtningelejrene Shabra og Satila i 1982, og derved voldtog og dræbte mere end 17.000 muslimer. Den vil aldrig forlige sig med Israels besættelse af palæstinensisk land, ekspropriationen af palæstinensere, de konstante bombninger og skyderi og statssponsorerede henrettelser. Dette er kun nogle af de få ar, som lever videre hos millioner af muslimer over alt i verden.

Hele Mellemøsten er en trykkoger, der venter på at eksplodere – og de scener, vi ser nu, er kun begyndelsen, så længe de underliggende modsætninger forbliver uløste. Det er endnu mere skandaløst, at dette ”hvorfor” spørgsmål næsten aldrig stilles i den vestlige verden, når man, uden denne regions historiske og politiske kontekst, intet fornuftigt kan sige om den.

Rober Frisk skrev i The Independent:

“I Egypten, vandt det muslimske broderskab 20 % af pladserne i det seneste parlamentsvalg. Nu har vi Hamas med kommandoen over ”Palæstina”. Der er et budskab her, er der ikke? Den amerikanske politik – ”regime skift” i Mellemøsten – opnår ikke sine mål. Disse millioner af vælgere fortrækker Islam frem for de korrupte regimer vi påtvang dem.” (4. februar, 2006)

Tragedien i alt dette er, at Mellemøsten ikke er kommet et skridt videre med de seneste provokationer. Gennem manglen på et hvilket som helst alternativ og ud af total desperation, er det blevet et ubestrideligt faktum, at flere og flere muslimer vender sig til de islamiske sekter, som på falsk vis fremstiller martyrium som løsningen på deres elendighed.

Og her ser vi også, hvilke reaktionære konsekvenser provokation og modprovokation har. Præcis ligesom at forbudet mod tørklæder i Frankrig havde den stik modsatte virkning, fordi at unge kvinder blev drevet direkte i armene på tilbagestående religiøse ledere, har disse patetiske tegninger været forgiftende. Resultatet er bare en større opdeling mellem forskellige grupper. I stedet for at forene grupper og kæmpe mod den fælles undertrykker, dvs. kapitalistklassen som suger rigdom ud af almindelige menneskers arbejde, og de korrupte ledere i Mellemøsten, der sidder på deres olie uden at bruge den til gavn for deres eget folk, har vi kun syndebukke for fælles problemer, som i virkeligheden har sine rødder i det økonomiske og politiske område. Ignorante racister i vesten beskylder muslimer for at ”ville ødelægge vores demokrati”, mens reaktionære imamer åbent opfordrer til drab på enhver vesterlænding, der kommer til deres land, uden at gøre nogen forskel på almindelige arbejdere i Europa og USA og deres respektive regeringer.

Mangel på lederskab
I virkeligheden er den let antændelige situation i Mellemøsten kun et udtryk for en enorm turbulens på verdensplan. Overalt – selv i de europæiske lande, der indtil for nylig overordnet set var kendte for deres relative stabilitet – er der en fornemmelse af, at ”det ikke kan fortsætte på denne måde”. I Latin Amerika har denne utilfredshed taget revolutionære former og resulteret i valget af venstreorienterede ledere, men i Mellemøsten har en enorm stor del af vreden indtil nu, ikke været i stand til at blive rettet mod et ægte alternativ, der kan frigøre massernes higen efter en virkelig ændring af deres liv. I stedet har konservative tendenser fået overtaget, og skiftet mod reaktionær islamisme er kun et tragisk udtryk for manglen på et socialistisk alternativ.

Dette er dog absolut ikke en uundgåelig udvikling, og alt for tit anses de islamiske fundamentalister for at have mere magt, end de egentlig har. Som vi har forklaret i andre artikler [andre artikler - på engelske], skal Hamas’ sejr ikke nødvendigvis ses som et skridt til højre, men nærmere som et udtryk for det faktum, at de palæstinensiske masser er trætte af deres korrupte Fatah ledere og konsekvent stemmer for ethvert parti, der i stand til at udfylde det politisk vakuum ved at love reformer og retorisk tale om kamp og social retfærdighed. Eller tag for eksempel generalstrejken mod tegningerne i Kashmir for et par dage siden. Denne strejke blev hovedsagligt organiseret af fundamentalisterne, som kan drage nytte af de pakistanske masser anti-imperialistiske holdninger. Hvad der ikke omtaltes var dog, at der samme dag var en generel strejke mod den pakistanske regering og dens manglende evne til at tage sig af jordskælvets konsekvenser. Dette skyldtes på ingen måde Islam, men derimod klart sociale og politiske problemer.

I øvrigt var fundamentalisternes linje i Pakistan, der også er et muslimsk land, at jordskælvet var ”Guds vrede”, og at det var folkets skyld pga. dets synder. Men her ser vi, hvilken forskel en ordentlig ledelse kan gøre. Som rapporteret på denne hjemmeside, organiserede PTDUC hurtigt solidaritetsbrigader for at hjælpe ofrene og opsætte nødhjælpslejre. Mens dette nødhjælpsarbejde blev udført, blev der også udført politisk arbejde blandt masserne og skylden for det alt for store antal af dødsofre blev klart og tydeligt pålagt Musharrafs elendige diktatur, som havde været ude af stand til at huse sin befolkning ordentligt. Dette gav meget tidligt stor genlyd, og de islamiske fundamentalister var tvunget til at ændre deres linje og prædike i deres moskeer, at man også skulle give regeringen skylden. Dette var et ægte råb om enhed blandt de utallige forskellige etniske grupper og religioner, og beviste i praksis den kollektive solidaritets overlegenhed, så længe kampen for materielle forbedringer forbindes med perspektivet om at ændre verden på et socialistisk grundlag.

Erfaringen fra de sidste få år viser, at masserne i Mellemøsten er mere end villige til at vælte deres egne rådne regimer. Hvad der indtrængende er brug for, er et internationalistisk program om at organisere alle de undertrykte lag af samfundet, for at kanalisere denne enorme frustration ind på en revolutionær vej. Som Trotskij sagde i hans bemærkelsesværdige vending: ”Uden en guidende organisation, vil massernes energi sprede sig som damp, der ikke er indelukket i en stempelboks. Men ikke desto mindre, er det der bevæger tingene ikke stemplerne eller boksen, men dampen.”

I denne ekstremt turbulente verdenssituation er indbygget muligheden af alle mulige uforudsigelige udfald. Lad os bygge kræfterne for at skabe et udfald som kan samle alle nationaliteter for at komme af med dette dødeligt syge kapitalistiske system, der resulterer i modbydelige krige, og skabe et samfund som kan sikre meningsfuldt arbejde til alle og nok fritid til at frigøre det menneskelige sind fra middelalderlig kulturfjendtlighed. Det er det international socialisme handler om.