Introduktion til Læren af Spanien

Folkefronten i Storbritannien NOTE 1 tager nu under agitationen om "fredsalliancens" gennemskuelige dække, nu sine første skridt i retning af at komme ind på den politiske arena. De liberale spidser opmærksomt ører, Labours ledelse er stærke modstandere af projektet, og Kommunistpartiet, agitationens initiator, udnytter alle sine ressourcer for at gøre Folkefronten til virkelighed. Det er nu en akut nødvendighed for britiske arbejdere at drage konklusioner fra begivenhederne i Spanien, at undersøge erfaringerne fra folkefrontspolitikken, som den viser sig i praksis i borgerkrigen, for at kunne imødegå morgendagens problemer.

[Source]

Leon Trotskij har i en række artikler og brochurer om den spanske situation konsekvent peget på hvilken vej, de spanske masser må gå, hvis fascismen skal besejres, [og] har insisteret på, at det revolutionære arbejderparti, det eneste der kan lede de opvågnende spanske masser ad den vej, påtager sig sin rolle i spidsen for de spanske masser. Trotskij afslutter sin pjece Revolutionen i Spanien, skrevet i 1931 med disse ord: "For en vellykket løsning af alle disse opgaver kræves der tre betingelser: et parti; endnu en gang et parti; og igen et parti."

Betingelserne for arbejdernes sejr over reaktionen, således epigrammatisk opsummeret, er stadig uopfyldte: det er den lektion, som arbejderne må gøres bevidste om i Storbritannien og i Spanien.

Mens de spanske fascister med hjælp fra udlandet åbent forberedte deres slag, undlod folkefrontsregeringen fuldstændig at forberede et modtræk, der kunne have ødelagt fjenden hurtigt og nemt. Hæren blev efterladt urørt i de reaktionæres hænder; lige for næsen af den folkefrontsregering konsoliderede de en stærk base blandt maurerne NOTE 2, der var et let bytte for Francos besnærende løfter efter at de havde oplevet at den nye regerings kæder ikke gnavede mindre end monarkiets. På den anden side blev arbejderne af deres reformistiske ledere forhindret i at træffe de foranstaltninger, der ville have obstrueret fascisternes planer - oprettelsen af arbejdermilitser og fabrikskomiteer.

Da arbejderne strejkede, og bønderne besatte jorden, på trods af deres lederes bøn om ikke at "provokere" reaktionen, ikke at "antagonisere" deres republikanske kapitalistiske partnere i folkefronten, svarede regeringen ved at arrestere de strejkende, afbryde arbejdernes møder, censurere arbejdernes aviser og nedskyde bønderne. Sådan fremkommer historien fra pressen og den officielle kommunikation i månederne med folkefrontsmagt, der ledte op til borgerkrigen. I de måneder, der gik forud for Franco's oprør, gav Folkefronten på den måde arbejderne mundkurv på og bandt dem på hænder og fødder, og drev massevis over i den modsatte lejr, hvor de sluttede sig sammen med maurerne i opposition til en "demokratisk" regering, som fortsatte med at opretholde deres elendighed og undertrykkelse.

Hverken folkefronten eller nogen anden kapitalistisk regering kunne løse det moderne Spaniens grundlæggende problemer. Fem millioner bondefamilier med utilstrækkeligt jord, tre millioner af dem uden jord overhovedet, blev presset af beskatning og sultede. Kun de store landmænds ekspropriation og jordens omfordelingen af jorden blandt de fattige bønder kunne ende hungersnøden. Men denne løsning var umulig under kapitalismen, fordi hele den spanske bankstruktur hviler på jordlånene, således at de store grundejeres fallit ville føre til kapitalisternes og bankernes fallit. Kun en spansk "Oktober [revolution]" NOTE 3 kunne ende sulten blandt de døende masser på landet, ved at tilføre både kapitalisterne og de jordbesiddende klasser et dødsstød.

Arbejdernes vilkår i byerne udgjorde ligeledes et uløseligt problem under kapitalismen. Den spanske industri, der er født for sent til at konkurrere med de billige varer, som en veludviklet udenlandsk industri er i stand til at hælde ind på de godt bevogtede markeder, er ude af stand til at finde selv et hjemmemarked på grund af den fattige bondebefolkning. Marx og Lenin sagde, at for arbejderne er der ikke nogen anden vej ud af deres fængsel bestående af dårlige lønninger og voksende ledighed, end ved at knuse kapitalismens rammer og lægge kontrollen med industrien i arbejderklassens hænder.

I borgerkrigens første måneder søgte de spanske arbejdere spontant denne vej, som en væsentlig del af deres kamp mod reaktionen, for det er ikke alene ved militære metoder, at Franco kan besejres. De nødvendige tiltag til at vække masserne ved at give dem noget at kæmpe for, blev iværksat: fabriks-, landsby- og værkstedsråd, der blev oprettet arbejderdomstole; og taget initiativ til en arbejderpolitistyrke og milits. Det var begyndelsen på en arbejderstat, der kunne føre en revolutionær krig mod fascisterne. Den eksisterede side om side med folkefronten, udfordrede dens autoritet og fravristede den dens funktioner.

Kommunist- og Socialistpartierne kom den kapitalistiske regering, der var truet med udryddelse, til undsætning. De indtrådte ind folkefrontsregering og Caballero NOTE 4, hyldet som "den spanske lenin", blev premierminister. Trin for trin blev arbejdernes sejre rullet tilbage i "forsvar for demokratiets" navn. Arbejdermilitserne blev opløst i den republikanske hær, arbejderdomstolene blev udryddet, og arbejderpolitistyrkerne opløst.

Den samme proces fandt sted i Catalonien, hvor POUM trådte ind i koalitionsregeringen og proklamerede den for at være en arbejderregering. Men POUM proklamerede også, at borgerkrigen grundlæggende var et spørgsmål om socialisme versus kapitalisme, en sandhed som undergraver selve grundlaget for folkefronten. Republikanerne og stalinisterne forenedes i en modbydelig kampagne rettet mod POUM, der bagvaskede partiet, beskyldte det for at være i betalt af Franco, drev det ud af regeringen, undertrykke dets propaganda og tidsskrifter og arresterede og fængslede dets ledere.

I begyndelsen af maj 1937 lancerede regeringen sit provokerende angreb på arbejderne for at genvinde besiddelsen af de fabrikker og bygninger, der var under arbejdernes kontrol. Arbejdernes modstand blev overvundet, og borgerskabets fulde kontrol blev genetableret i økonomien såvel som på de politiske og militære områder.

De alternativer, som de spanske masser står overfor i dag, er på den ene side Francos sejr, der vil indlede et totalitært regime eller på den anden side den nu problematiske sejr til et "demokratisk" kapitalistisk regime, som i et udbrændt og ødelagt Spanien kun kan herske gennem et let tilsløret diktatur. I begge tilfælde vil kun blive strammet endnu tættere om de udmattede og bedragne arbejdere, bønder og koloniale folk.

Fra den allerførste begyndelse fornægtede folkefronten i sit program ikke kun socialistiske men også semi-socialistiske tiltag. Den indrømmede åbent at den var den kapitalistiske ejendoms vogter, der lokkede folket med storslåede planer om fremtidige reformer for at distrahere deres opmærksomhed fra nutidige elendigheder. Den planlagte folkefront i Storbritannien er skåret ud af samme form. "Enhver ide om ægte socialisme ville skulle sættes til side for nu", erklærer Sir Stafford Cripps NOTE 5 i Tribune (14. april 1938) en sin anmodning om en "demokratisk front"-regering. The Daily Worker støtter den liberale kandidat i et by-election frem for Labours kandidat og snerrede ad Labour's "forbløffende ‘opdagelse’, at liberale ikke er socialister, som om liberale nogensinde har påstået dette. "(11. maj 1938).

For Storbritannien såvel som for Spanien er kampen mod fascisme lig med kampen for socialismen. Oprustningsplanerne og fødevareplanerne, skræmmehistorierne om spioner og sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med luftangreb er en advarsel til arbejderne om, at "fredsperioden" hastigt nærmer sig sin afslutning. Den amerikanske recession i industrien spreder sig til Storbritannien; i de første tre måneder af 1938 angiver nedgangen i “new capital issues”, 33.000.000 mod 49.505.000 for tilsvarende periode sidste år, indikerer omfanget af den kommende industrielle nedgang. Den øgede beskæftigelse i forsvarsindustrien og den øgede rekruttering til hæren tjener for øjeblikket til at dæmpe væksten i den industrielle arbejdsløshed, og at nationaløkonomiens skiftende tyngdepunkt er ikke synlig i den generelle statistik over handel og industri, fordi krigsforberedelserne kunstige stimulans er med til at skjule den økonomiske sammensmeltnings virkelige proces. Den sygdom, der rammer det kapitalistiske system i forfald, hvor det gør mest ondt, skaber som symptom en feberagtig aktivitet i visse brancher af industriel aktivitet ledsaget af en falsk følelse af velvære, som må ses som det det er; førkrigs-"velstand", delirium før krisen .

Så længe førkrigsopsvinget fortsætter, og de britiske masser fortsat befinder sig i en forholdsvis passiv tilstand, vil højrefløjsbureaukraterne i fagforeningerne og og Labour modsætte sig Folkefronten. Når masserne begynder at bevæge sig, som de gjorde i Spanien og Frankrig, mod en radikal, socialistisk løsning på deres vanskeligheder, vil Labour bureaukratiet ikke betænke sig på at følge sine modstykkers eksempel i Spanien og Frankrig for at tøjle massebevægelsen og lede den ind ad folkefrontens sikre kanaler. Hvis de i dag er modstandere af folkefronten, er det ikke fordi det svarer til åbent og forræderisk at opgive enhver forestillelse om at gå ind for socialismen, men fordi de er ret tilfredse med deres egen position i det kapitalistiske samfund, og fordi de frygter den uundgåelige eksponering, som det at tage den politiske magt vil udsætte dem for. I dag angriber de de liberale for at være ikke-socialister, i morgen vil de retfærdiggøre og forsvare dem og arbejde hånd i hånd med dem i folkefrontens "strejkebryder konspiration", som deres med-reformister fra Kommunistpartiet allerede udfører.

Det Kommunistiske Parti i Storbritannien taler for folkefronten og støtter de liberale på et program for "våben til Spanien", "forsvar for demokratiske frihedsrettigheder", "økonomiske og sociale fremskridt for folket." Da den franske folkefront var ved magten leverede den ingen våben til Spanien; de franske koloniale slaver i Nordafrika og Indo-Kina modtog som deres andel af "demokratiske frihedsrettigheder" - kugler og fængselsstraffe; Den franske folkefront NOTE 6 tog bid for bid de indrømmelser, som de franske arbejdere havde vundet fra den herskende klasse gennem direkte strejke tilbage og forpurrede deres lønfremgang gennem valutamanipulation. De liberale og "progressive" kapitalister tilbyder, i stedet for reformer, storslåede reformplaner.

De tidligere skrifter fra Kommunistpartiets ledere viser, at de er udmærket klar over de liberales forræderiske rolle. I dag er de i stand til at udnytte det radikale ry, som de vandt på grund af partimedlemmernes arbejde i den faglige kamp til at lede radikale arbejdere ind på den politiske vej som deres herrer i Kreml har udstukket. Stalin og kompagni er parat til at ofre den britiske arbejderklasses socialistiske ambitioner for en krigsalliance med det britiske bourgeoisi og har i den forbindelse beordret en folkefront i Storbritannien. De kommunistiske ledere står på spring for at adlyde; De modsiger direkte og skamløst deres egne argumenter fra nogle få måneder tilbage, de manøvrer bevidst og forsætlig arbejderne til at støtte en koalitionsregering med klassefjenden, de giver arbejderen bind for øjnene, mens de liberale forbereder de dolke, der vil stukket i hans ryg.

Kommunistpartiet gennemfører sit forræderiske arbejde under høje råb om "Enhed! Enhed!" Men den britiske arbejderklasse udgør i sig selv to tredjedele af befolkningen og ville trække hovedparten af den nederste middelklasse med sig, hvis den gik frem med et dristigt program med socialistiske krav. Arbejderne har ikke behov for en alliance med nogen dele af klassefjenden, mindst af alt med de degenererede, liberale, der for lang tid siden har spillet fallit. De ved instinktivt, at enhed er et almægtigt våben i deres kamp - arbejderklassens enhed. Folkefronten er en karikatur på enhed. Der er et skrigende behov for en virkelig enhedsfront på klassebasis, der binder arbejderne, deres organisationer, deres partier sammen om et program for fælles kamp. Det er den eneste vej til at forsvare de rettigheder og privilegier, som arbejderne har vundet gennem generationers kamp og ofre. Det vellykkede forsvar for de indrømmelser, der allerede er vundet, må uundgåeligt føre til en kampagne for arbejdernes fulde rettigheder, til kamp for arbejdermagt.

Erfaringerne fra Spanien er en advarsel og en lære for verdens arbejdere, frem for alt de britiske arbejdere. Gårsdagens drama i Spanien øves i dag i Storbritannien. I morgen vil det blive udspillet, hvis de britiske arbejdere ikke indser hvilke opgaver, historien har pålagt dem. Og i forberedelsen til at håndtere disse opgaver har arbejderklassen først og fremmest brug for "et parti, endnu engang et parti; igen en parti."

Noter:

(1) Folkefront var det navn, som koalitionen mellem arbejderpartier og såkaldte liberale eller radikale kapitalistiske partier fik. Den Kommunistiske Internationale vedtog deres folkefrontspolitik i 1935, efter at Hitler kom til magten.

(2) Mauerne: Den arabiske befolkning i Nordvestafrika. De kæmpede i årevis i Marokko for autonomi fra det spanske styre. Folkefrontsregeringen gjorde intet for dem, mens Franco lovede dem uafhængighed.

(3) Den Russiske Revolution fandt sted i oktober 1917 efter den gamle russiske kalender.

(4) Largo Caballero, leader of a left tendency in the Spanish Socialist Party in the 1930s. Prime Minister from September 1936 to May 1937.

Largo Caballero, leder af en venstreorienteret tendens i det Spanske Socialistparti i 1930’erne. Premierminister fra september 1936 til maj 1937.

(5) Stafford Cripps, Labour MP fra 1931, ekskluderet fra partiet i en periode i 1939 for at have ført kampagne for en folkefront. Som finansminister i 1947-50 gennemførte han et hårdt nedskæringsprogram. Tribune var avis for den reformistiske venstrefløj i partiet, som Cripps var med til at grundlægge i 1937.

(6) Alliancen mellem det Franske Kommunistparti (PCF), det socialistiske SFIO og det Radikale og Socialistiske Parti vandt valgene i maj 1936, hvilket førte til dannelsen af en regering ledet af SFIO’s formand Léon Blum. Léon Blums regering varede fra juni 1936 til juni 1937, men kollapsede til sidst på grund af presset fra frontens borgerlige højrefløj.