Manifest om den arabiske revolution – tredje del: Revolutionen er ikke fuldendt

At sige at en revolution er begyndt, er ikke det samme som at sige, at den er fuldendt, og endnu mindre at sejren er sikret. Det er en kamp mellem levende kræfter. Revolutionen er ikke et drama i en enkelt akt. Det er en kompliceret proces med mange op- og nedture. Omstyrtelsen af Mubarak, Ben Ali og Gannouchi markerer enden på første stadie, men revolutionen har endnu ikke lykkedes med at omstyrte det gamle regime fuldstændig, og regimet har endnu ikke formået at genetablere kontrollen.

I Rusland i 1917 varede revolutionen ni måneder, fra februar til oktober, hvor arbejderne endelig tog magten under ledelse af Bolsjevikpartiet. Men den russiske revolution foregik ikke i en lige linje, men gennem alle mulige omskiftelser og modsætninger. Der var en periode med åben reaktion i juli og august. Lenin måtte flygte til Finland, og Bolsjevikpartiet var i realiteten forbudt. Men det forberedte blot vejen for et nyt skridt frem for revolutionen, der kulminerede med Oktoberopstanden.

I Spanien så vi en lignende proces, der startede med monarkiets fald i 1931, fulgt af en stor opblomstring af klassekampen. Men den asturiske kommunes nederlag i oktober 1934 førte til en periode med reaktion, Bienno Negro, eller de to sorte år, i 1935-6. Men det viste sig blot at være forspillet til en ny opblomstring i revolutionen, der begyndte med Folkefrontens sejr ved valgene i 1936, der førte til borgerkrigen og endte i nederlag og fascisme.

Efter Mubaraks fald har den egyptiske revolution været som et stort karneval. Men masserne kæmper for ting, som ingen borgerlige regering kan give dem. Ligesom de russiske arbejdere i februar 1917 har de egyptiske arbejdere formået at vælte en tyran, men de har ikke vundet deres hovedmål. Den virkelige kamp venter stadig forude. Hvad er blevet løst ved, at Mubarak blev væltet? Hvad blev opnået ved, at Ben Ali flygtede til Saudi Arabien? Intet fundamentalt er blevet løst. Arbejderne kæmper for brød, arbejde og boliger, ikke for en eller anden form for paradeforestilling af formelt borgerligt demokrati, hvori alt forandrer sig, så alt kan forblive det samme.

Gennem smertefuld erfaring vil masserne lære nogle alvorlige lektioner. Før eller senere vil de drage den konklusion, at arbejderklassen må tage magten. Der vil komme en længerevarende læreproces, en proces med indre differentiering. Den er allerede begyndt. I de revolutionære komiteer udfordres de mere moderate elementer, der ledte bevægelsen i sine tidlige stadier, og som har illusioner til hæren, af nye lag af arbejdere og unge, der er modstandere af kompromisser. De frygter, at det, de har erobret med deres blod, kan blive taget fra dem under et eller andet påskud. Denne mistanke er velbegrundet.

Med Mubaraks fald vandt den egyptiske revolution sin første store sejr. Men ingen af det egyptiske samfunds grundlæggende problemer er blevet løst. Priserne fortsætter med at stige, hjemløse sover på kirkegårdene og omkring 10 procent af arbejdsstyrken er arbejdsløse ifølge de officielle tal, selvom det virkelige tal er langt højere.

Der eksisterer en brændende vrede imod ulighed og den altgennemtrængende korruption, der er et hovedkarakteristika ved det gamle regime. Milliarder af offentlige penge er forsvundet. Det beløbene, som bare Mubarak familien har plyndret, anslås at ligge mellem 40 og 80 milliarder dollar. Det har fremprovokeret vrede og afsky i et land, hvor 40 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Det er umuligt at sige med sikkerhed, hvad der vil følge. Vi kan dog sige, at revolutionen vil blive forlænget i tid og vil opleve alle former for op- og nedture. På nuværende tidspunkt er masserne berusede med ideen om demokrati. Følelsen af eufori påvirker selv de mest fremskredne og revolutionære elementer. Denne periode med demokratiske og konstitutionelle illusioner er en uundgåelig fase, men den vil ikke vare ved. Revolutionen sætter hele samfundet i bevægelse. Det vækker nye, tidligere inaktive og ”tilbagestående” lag til politisk liv. De kræver deres ret. Når disse folk siger thawra hatta'l nasr (revolution indtil sejren), mener de det.

Alle forsøg på at genetablere den politiske ligevægt vil være forgæves, fordi kapitalismens krise ikke tillader nogen opfyldelse af befolkningens mest basale behov. Der vil komme en række ustabile borgerlige regimer. Det ene ustabile ministerium efter det andet vil falde. Det udgør en fare. Når klassekampen er gået i hårdknude, har staten en tendens til at hæve sig over samfundet og opnå en relativ uafhængighed. Resultatet er et ustabilt militært regime, med det korrekte navn, et bonapartistisk regime. Selve eksistensen af et sådan regime indikerer, at revolutionen, der begyndte 25. januar, ikke er afsluttet. Den vil opleve mange nye vendinger, før den endelige afslutning kan skrives.

Trods alle appeller om “national enhed” polariseres det egyptiske samfund skarpt. Revolutionen har stadig betydelig opbakning i befolkningen. De studerende agiterer på universiteterne. Arbejderne strejker og besætter fabrikker og driver forhadte ledere og korrupte fagforeningsledere ud. De egyptiske oliearbejdere, der gik i strejke, fik alle krav opfyldt, inklusiv olieministerens tilbagetræden på bare tre dage. Det viser, hvor den virkelige magt ligger.

Det militære regime i Egypten kan ikke opretholde sig selv længe. Alle forsøg på at genetablere ”orden” (altså de rige og magtfuldes styre) er slået fejl. Hæren har forsøgt at stoppe strejker, men strejkerne fortsætter. Arbejdernes bevægelse aftager ikke, men vokser. Hvad kan generalerne gøre? De var ikke i stand til at bruge deres kampvogne til at knuse opstanden, og de kan i endnu mindre grad bruge dem til at knuse strejker i det, der skal forestille at være et demokratisk regime.

Generalerne vil blive nød til at overgive magten til en civil (det vil sige borgerlig) regering. Det vil være en kontrarevolution i demokratisk forklædning. Men det vil ikke være nemt for kontrarevolutionen at genetablere stabiliteten. For arbejderne er demokrati ikke et tomt ord. Hvis det ikke fører til en forbedring af levestandarden, arbejde og boliger hvad var så meningen med kampen i første omgang?

Hvis al dette havde fundet sted for ti år siden, kunne de måske have konsolideret en eller anden form for borgerlige demokratiske regimer. Opsvinget i verdenskapitalismen ville have givet dem et vist manøvrerum. Men nu er der en dyb krise på verdensplan. Det er både årsagen til den revolutionære uro og til, at den ikke så nemt kan stoppes. Det kapitalistiske system kan ikke tilbyde masserne noget. Det kan ikke engang sikre arbejde og anstændige leveforhold i USA og Europa: hvordan kan de så håbe på at kunne gøre det i Egypten?
Det er af kolossal betydning, at arbejderne strejker, besætter fabrikker og smider lederne på porten. Det betyder, at revolutionen er på vej ind i fabrikkerne og på arbejdspladserne. Det tilkendegiver, at de egyptiske arbejdere går fra kampen for et demokrati i samfundet til kampen for økonomisk demokrati på arbejdspladserne. Det betyder, at den egyptiske arbejderklasse begynder at deltage i revolutionen under sit eget banner og kæmper for egne klassekrav. Det er en afgørende faktor for revolutionens fremtid.

Arbejderne protesterer imod korruption og lave lønninger. De gør oprør imod statsudpeget ledelse og opsætter revolutionære komiteer for at lede fabrikkerne og andre arbejdspladser. Det er den rigtige vej at gå.

Borgerlige kommentatorer har understreget, at mange af disse strejker har en økonomisk karakter. Selvfølgelig! Arbejderklassen presser på for deres umiddelbare krav. Det betyder, at de ser revolutionen som et middel til at kæmpe ikke blot for formelt demokrati, men for bedre lønninger, for bedre arbejdsforhold – for et bedre liv. De kæmper for deres egne klassekrav. Og denne kamp kan ikke ophøre blot fordi Hosni Mubarak ikke længere sidder i præsidentpaladset.

For arbejderdemokrati!

I Suez kollapsede staten fuldstændig i fire eller fem dage. Ligesom det skete tidligere i Tunesien, blev der etableret revolutionære komiteer og bevæbnede checkpoints for at forsvare folket. Disse kendsgerninger viser uden tvivl, at sovjetter (det vil sige arbejderråd) ikke er en vilkårlig opfindelse fra marxisternes side, men spontant opstår i enhver virkelig revolution.

Det rejser det centrale spørgsmål: spørgsmålet om staten. Den gamle statsmagt er blevet bragt i knæ af revolutionen. Den må erstattes med en ny magt. Der er en magt i samfundet, der er stærkere end nogen stats. Den magt er det revolutionære folk. Men det må være organiseret. Både i Egypten og Tunesien er der elementer af dobbeltmagt i de revolutionære komiteer. Hele byer og regioner blev overtaget af disse komiteer.

I Tunesien gik folkets revolutionære komiteer endnu længere end i Egypten. Disse organer, i mange tilfælde organiseret omkring de lokale UGTT-fagforenings strukturer, overtog styringen med alle dele af samfundet i byer og landsbyer og selv hele regioner, efter at have smidt autoriteterne fra det gamle RCD regime på porten. På trods af den herskende klasses snak om ”kaos” og ”mangel på sikkerhed” er sandheden, at det arbejdende folk organiserede sig for at sikre orden og sikkerhed, men en anden form for orden, en revolutionær orden.

I Egypten gik folket efter politistyrkens kollaps 28. januar ind og forsvarede deres lokalområder. De lavede checkpoints, og bevæbnede sig med knive, sværd, macheter og stave for at inspicere de biler, der kørte ind og ud. I nogle områder overtog de folkelige komiteer i realiteten styringen af byen og organiserede endda trafikken. Her har vi kimen til en folkemilits – til en alternativ statsmagt.

Og præcis som folket opsatte komiteer til at forsvare deres områder imod kriminelle elementer, da politiet blev taget ud af gaderne for at skabe kaos og uorden, må den samme idé tages op og generaliseres for at organisere revolutionen mest effektivt. For at forsvare og udvide revolutionen må vi danne forsvarskomiteer overalt!

Valgte komiteer til forsvar for revolutionen, der allerede eksisterer i nogen områder, bør opsættes på hver fabrik, gade og landsby. De revolutionære komiteer må forbindes på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det ville være startpunktet for en fremtidig demokratisk arbejder- og bonderegering – et virkeligt alternativ til det rådne diktatoriske regime.

IMT kræver:

Fuldstændig udrensning i og demokratisering af hæren
For opsættelsen af soldater-komiteer og komiteer bestående af revolutionært sindede laverestående officerer
Ud med de korrupte og reaktionære generaler
Øjeblikkelig opløsning af alle undertrykkende organer
Alle, der er skyldige i terrorhandlinger imod folket, må stilles for retten og straffes
En generel bevæbning af folket
Etablering af en folkemilits
For en arbejder- og bonderegering!

Revolutionen kender ingen grænser

Revolutionens internationale karakter har været klar helt fra starten. Andre arabiske lande står overfor mange lignende problemer som dem i Tunesien og Egypten: stigende fødevarepriser, skarp forringelse af de økonomiske forhold, arbejdsløshed og udbredt officiel korruption. Mange millioner mennesker kæmper for den blotte eksistens. Og i samfundet såvel som i naturen skaber forhold, der ligner hinanden, resultater der ligner hinanden. Hvad der er sket i Tunesien og Egypten, kan ske i mange lande, ikke blot i den arabiske verden.

Imperialisterne har forsøgt at trøste sig selv med tanken om, at der ikke er nogen dominoeffekt. Men dominoerne er allerede begyndt at falde: Libyen, Marokko, Sudan, Irak, Djibouti, Yemen, Bahrain og Oman – alle er de på vej ind i den revolutionære malstrøm. Ligesom i Tunesien og Egypten levede folkene i Algeriet, Jordan og Yemen i fattigdom, under diktatoriske herskende eliter, der levede et luksuriøst liv ved at plyndre nationen.

I Iraks tilfælde er revolutionen forbundet med kampen imod imperialisme og udenlandsk dominans og retten til selvbestemmelse for det kurdiske folk. På samme tid er et karakteristika ved protestbevægelsen i Irak, at den skærer igennem den sekteriske splittelse mellem shiitter og sunnier, mellem arabere, kurdere og turkmenere, der har været grundlaget for reaktionære politikeres dominans.

Blandt de vigtigste spørgsmål, der har været rejst af demonstranterne, er de stigende leveomkostninger, som delvis er skabt af regeringens inddragelse af støtte til benzin og sukker – et eksplosivt spørgsmål i den arabiske verden. Lederne i Jordan, Algeriet og Libyen reducerede skatterne på importerede fødevarer eller sænkede priserne i et forsøg på at undgå uro. I Algeriet har regimet givet indrømmelser i et forsøg på at undgå en eksplosion, der kunne være endnu større en opstanden i berberområderne i 2001.

Selv de olierige monarker i Golfen er bekymrede. Kuwait har uddelt 34.000 kroner til alle landets borgere for at holde befolkningen tavs. Men sådanne tiltag kan i bedste fald kun formå at udskyde den uundgåelige revolutionære opstand.

De vestlige medier portrætterer skamløst bevægelsen i Bahrain som en sekterisk religiøs kamp mellem shia-flertallet og sunnierne. Det er løgn. Folket i Bahrain kæmper imod korruption, for frie valg, imod diskrimination og for indvandrere og kvinders rettigheder, for en retfærdig fordeling af rigdommen og imod arbejdsløshed. Overalt ses det samme mod fra masserne, der står over fro en regn af kugler. I Bahrain var hæren tvunget til at trække sig tilbage fra Perle-pladsen. Endnu engang var arbejderklassens rolle afgørende, da det var truslen om generalstrejke fra Bahrains fagforeninger, der tvang regimet til at give nogen indrømmelser.

I alle Golfstaterne er der en brutal udnyttelse af arbejdskraften, især i høj grad indvandrede arbejdere. Der arbejder 1,1 millioner pakistanere alene i Saudi Arabien. En lignende situation eksisterer over hele Golfen. Der har tidligere været strejker og opstande her, der ikke har været rapporteret, såsom strejken blandt 8000 bygningsarbejdere i Dubai.

Det saudiske regime, reaktionens bastion i Mellemøsten, minder om en trykkoger uden en sikkerhedsventil. I sådan et regime vil eksplosionen, når den kommer, komme uden advarsel og med ekstrem voldsomhed. Den saudiske kongefamilie er korrupt, degenereret og helt igennem rådden. Den er splittet over tronfølgen, og der er en voksende harme og utilfredshed i befolkningen. Når tidspunktet kommer, vil end ikke al olien i kongeriget redde dem. Det er bemærkelsesværdigt, at selv wahhabi-præsteskabet nu vender sig imod dem.

Den arabiske revolution har givet den revolutionære bevægelse i Iran nyt liv, hvor officerer i Revolutionsgarden har sagt, at de ikke er parate til at skyde på folket og advarede basij-folkene om, at de skulle lade deres knipler blive hjemme. Revner i statsapparatet afslører den dybe krise, som regimet, der er splittet fra top til bund, befinder sig i.

Da hvert tilfælde adskiller sig fra de øvrige i en eller anden grad, er det svært at sige hvilken slags regimer, der vil opstå i hvert tilfælde. Hvilke slags politiske tendenser og regimer, der vil fremkomme, afhænger af mange faktorer og vil være forskelligt fra land til land. Processerne i Tunesien og Egypten var næsten identiske. Men i Libyen er situationen anderledes. Regimet havde en større base, især omkring Tripoli. Opstanden var hovedsageligt begrænset til den østlige del, og revolutionen er blevet til en borgerkrig, hvis udfald stadig er uklart.

Gaddafi er ligeglad med, om hele landet går ned med ham. Da han havde mistet kontrollen med hele den østlige del, inklusiv den anden største by, Benghazi, besluttede han sig for at kæmpe til det sidste og kastede Libyen ud i en blodig konflikt. Der har været udbredt frafald i den libyske hær, selv på topniveau. Men det havde ikke den samme effekt som i Egypten, fordi hæren og regimet havde en anden natur.

En ting er klar: alt er blevet kastet ind i smeltedigelen. Ingen af disse regimer vil overleve i sidste ende. Der er forskellige muligheder, afhængig af magtbalancen mellem klasserne og en hel række interne og eksterne faktorer, der er umulige at forudse. Men en ting er klar: uanset hvilket regime, der indsættes, vil det ikke være i stand til at opfylde selv de mindste krav fra masserne.

Imperialismens magtesløshed

Imperialisterne er bekymrede for, hvordan alt dette vil udvikle sig, og hvor langt det vil sprede sig. De forventede ikke disse begivenheder og ved ikke hvordan, de skal reagere. Obama opfordrede ikke offentligt Mubarak til at trække sig på grund af den virkning, det ville have på de andre stater. Han var tvunget til at tale i forsigtig beregnet kode. Selve ordene ”demokrati” og ”menneskerettigheder” stinker af hykleri, når de kommer fra Obama og hans europæiske sidestykkers mund.

De vestlige regeringers kynisme viser sig utilsløret. Efter i årtier af have støttet det ondskabsfulde diktatur i Tunesien, går de pludselig alle sammen ind for demokrati og menneskerettigheder. Men Sarkozy lovpriste Ben Ali som en ven af demokrati og menneskerettighed, selv da han torturerede sine modstandere i fængslerne. Og Washington skjulte alle de andre pro-vestlige diktatorers barbariske handlinger. Nu får de alle, hvad de har fortjent.

Politik påvirker økonomien og omvendt. Oliepriserne er steget på grund af frygten for, at uroen kunne sprede sig til andre arabiske stater, herunder oliegiganten Saudi Arabien, eller påvirke olieforsyningerne fra Det Røde Hav til Middelhavet gennem Suezkanalen. Prien på en tønde råolie oversteg 120 dollars og svæver stadig over 110 dollars. Det truer med at underminere den svage og skrøbelige bedring i verdensøkonomien.

Af økonomiske, politiske og militære årsager har imperialisterne brug for stabilitet i Mellemøsten. Men hvordan skal de få det? Det er spørgsmålet! Fra begyndelsen har USA kæmpet med at finde et sammenhængende svar på begivenheder, der ændrer sig dag for dag, endda time for time. I realiteten er den stærkeste magt i verden blevet reduceret til rollen som hjælpeløs tilskuer. En artikel i The Independent af deres korrespondent i Washington, Rupert Cornwell, havde den interessante overskrift: Washingtons stærke ord understreger USA’s magtesløshed. Det udtrykker den virkelige situation.

Nogle “kloge” folk mener, at den arabiske revolution er del af en imperialistisk konspiration. Intet kunne være længere fra sandheden. Borgerskabet blev fuldstændig overrasket af alt dette. Disse revolutioner destabiliserer fuldstændig en af deres vigtigste regioner. De er dem langt fra velkomne. Og det giver genlyd langt ud over den arabiske verden.

Mellemøsten er et nøgleområde for imperialisterne. Amerikanerne har nu brugt fire årtier på at etablere deres position her. Egypten var en afgørende del af deres planer. Nu er alting blevet fejet til side for øjnene af dem på et par uger. Den rigeste og mest magtfulde stat på jorden var fuldstændig lammet. Obama kunne ikke intervenere og fandt det endda svært at sige noget som helst af frygt for at fornærme sine saudiske allierede.

Otte procent af verdenshandelen passerer gennem Suezkanalen, og amerikanerne var rædselsslagne for, at den kunne blive lukket, men de kunne ikke gøre noget ved det. Det eneste, Obama kunne sige, var at det var det egyptiske folks valg. Det var ikke just, hvad amerikanerne sagde, da de kom til Irak eller Afghanistan, hvor den amerikanske imperialisme ikke betænkte sig på at invadere.

Amerikanske krigsskibe blev faktisk sendt til Suez, men gjorde intet. Formålet var at vise den pansrede næve, der er skjult i Obamas ”demokratiske” fløjlshandske. Men i virkeligheden var det en tom gestus. Amerikanerne har brændt fingrene i Irak. Et nyt militært eventyr i Egypten ville have fremprovokeret en storm af harme i USA og på verdensplan. Der ville ikke have været en eneste amerikansk ambassade tilbage i Mellemøsten, og alle de pro-amerikanske arabiske regimer ville stå overfor at blive væltet.

USA har en særlig interesse i Bahrain på grund af dets vigtige strategiske position som nabo til Saudi Arabien og Iran. Det er her, den Femte Flåde har base, den vigtigste amerikanske flådebase i hele regionen. Alligevel var de ude af stand til at intervenere i den revolutionære bevægelse i Bahrain. Hvis det alt sammen var en del af en imperialistisk plan, var der ingen, der fortalte Obama om den.

I Libyens tilfælde tøvede de ikke med at fordømme Gaddafi og kræve hans afgang – hvilket de bemærkelsesværdigt ikke formåede at gøre i Mubaraks tilfælde. Det er endnu et eksempel på deres dobbeltspil, kynisme og dobbeltmoral. Selv om de i starten antydede, at en militær aktion ikke var udelukket, tøvede de med at handle. Hilary Clinton sagde, at et flyveforbud skulle godkendes af FN. Det er aldeles i modsætning til USA’s opførsel, da det gjaldt Irak, hvor de fuldstændig gik udenom FN.

I sidste ende gik amerikanerne, efter pres fra Frankrig og England, med til et flyveforbud. Vi har nu en åben imperialistisk aggression i Libyen. Det har intet at gøre med forsvar af det libyske folk og endnu mindre med forsvar af revolutionen. Tværtimod. Deres mål er et få en fod indenfor i regionen for at kunne kvæle de revolutioner, der er begyndt.

Vi er imod imperialistisk tyrannisering. Opgaven med at vælte Gaddafi tilhører det libyske folk. Sandheden er, at den oprindelige revolutionære drivkraft, der begyndte i øst, er blevet afsporet og overtaget af kontrarevolutionære elementer i Libyens Nationalråd, der nu har overgivet det libyske folks skæbne til den vestlige imperialisme.

IMT siger:

Nej til udenlandsk intervention!
Slut besættelsen af Irak og Afghanistan!
Stop bombningen af Libyen!
Ned med imperialismen!
Fingrene væk fra den arabiske revolution!

Israel og palæstinenserne

Intet sted har den arabiske revolution skabt større panik end i Israel. Den stærkeste militære styrke i regionen var lammet på grund af begivenhederne i Egypten. Den herskende klike i Israel var endda nødt til at være forsigtig med, hvad de sagde om situationen i Egypten. Benyamin Netanyahu beordrede sine ministre til ikke at tale om det offentligt. Israel bad USA og en række europæiske lande om at nedtone deres kritik af præsident Hosni Mubarak. Jerusalem prøvede desperat at overbevise sine allierede om, at det var i vestens interesse at bakke op om Mubarak for at vedligeholde det egyptiske regimes stabilitet. Dette gik dog stik mod USA og EU’s forsøg på at afsætte ham, så man kunne få en overgang i nogenlunde ”god ro og orden” og undgå en revolutionær omstyrtning.

Marx pointerede, at intet folk kan være frit, hvis det undertrykker et andet folk. Israel hersker over en stor og utilfreds befolkning af palæstinensere, der gennem fjernsynet er i gang med at lære, hvordan man vælter et tyranni. På Vestbredden holdes palæstinenserne nede ved hjælp af de palæstinensiske selvstyremyndigheders politi. Men det er et åbent spørgsmål, hvorvidt de palæstinensiske politienheder eller de israelske sikkerhedsstyrker vil være i stand til at knuse en demokratisk massebevægelse efter at Egyptens magtfulde hær nægtede at skyde på folket.

Den separate fredsaftale, der blev indgået mellem Israel og Egypten i 1979, var et forræderi mod den palæstinensiske sag og er meget upopulær i den arabiske verden. Egyptens opbakning har været et vigtigt element i at hjælpe med den fortsatte israelske besættelse af de palæstinensiske områder, der blev besat i 1967.

Oslo-aftalen mellem Israel og palæstinenserne i 1993 var et nyt forræderi. De såkaldte palæstinensiske selvstyreområder, er ikke mere end en ny version af de sydafrikanske Bantustans. Det er en grov karikatur af et hjemland, og ingen af palæstinensernes basale krav er blevet opfyldt. Israel er fortsat med at styre området. Siden da er situationen gået fra at være dårlig til at være endnu værre.

Undergangen for Israels stærkeste regionale allierede har ændret hele situationen radikalt. Det har rystet den israelske regering og sat spørgsmålstegn ved den udbredte opfattelse, at besættelsen af de palæstinensiske områder kan blive opretholdt for evigt. På én nat er imperialisternes omhyggelige planer gået op i røg.

Årtier med såkaldt væbnet kamp og forhandlinger har ikke ført til noget. Men den revolutionære bølge stiller det palæstinensiske spørgsmål i et helt andet lys. Den herskende klike i Israel er slet ikke bekymret over Hamas’ raketter og selvmordsbomber. Faktisk er det omvendt: hver raket, der sprænger i en israelsk landsby, tjener til at skubbe den offentlige mening over i regeringens favør. Men en palæstinensisk intifada, kombineret med den arabiske revolution i Egypten og Jordan, er en helt anden sag.

Som militærmagt er Israel muligvis uovervindelig. I tilfælde af en krig med Egypten ville Israel sandsynligvis vinde igen. Men ville den kunne vinde mod protesterende masser på forsamlingspladser på Vestbredden, Gaza og i Israel, der krævede politiske rettigheder for palæstinenserne? Dette er et spørgsmål, der nok holder de israelske generaler og politikere vågne om natten.

Mubaraks fald har meget seriøse implikationer for Israel. I bedste fald vil Israels forsvarsbudget blive øget endnu mere, mens dets herskere overvejer truslen om en krig sydpå. Dette vil lægge yderligere pres på en økonomi, der allerede er i krise. Resultatet vil blive nye nedskæringer på levestandarden, hvilket vil sætte en intensivering af klassekampen i Israel på dagsordenen.

Netanyahu forestillede sig, at hans land var en ø af stabilitet og demokrati, der ikke kunne blive påvirket af revolution. Men basalt set er Israel bare endnu et mellemøstligt land, der er truet af den revolutionære bølge fra Tunesien og Egypten. Der er nye modsætninger inde i Israel. Stigningen i priserne på brændstof og vand har gjort Israel til et af de dyreste lande i verden at leve i. Ledelsen af Histradut (Israels LO) har leget med ideen om en landsdækkende strejke.

Begivenhederne i Tunesien og Egypten vil få voldsomme konsekvenser for palæstinenserne. Palæstinenserne er blevet forrådt af alle, som de har haft tillid til – lige fra de angiveligt venligt stillede arabiske regimer til deres egne ledere. De seneste afsløringer fra Wikileaks har afsløret Abbas’ skandaløse samspil med israelerne og amerikanerne. Dette vil få en stor virkning på de palæstinensiske massers psykologi.

I fyrre år har PLO’s ledelse forrådt den palæstinensiske sag. PLO kunne have taget magten i Jordan i 1970. Så ville hele regionens historie have været anderledes. Men den småborgerlige nationalistiske ledelse nægtede at angribe deres ”arabiske brødre”. Så Jordans monark mobiliserede beduinerne, der (med hjælp fra den pakistanske hær) nedslagtede tusindvis af palæstinensere. Faktisk er flere palæstinensere blevet dræbt af deres arabiske ”brødre” end af israelerne.

De samme beduiner, der angreb palæstinenserne i 1970, protesterer nu imod kongen. Tidligere officerer fra hæren advarer regimet om, at medmindre det giver indrømmelser, vil det stå overfor samme skæbne som Ben Ali og Mubarak. Dette viser, at det hashemitiske monarki hastigt taber sit støttegrundlag og hænger i en tynd tråd. Bevægelsen har spredt sig fra beduin-områderne til Amman og palæstinenserne, der udgør flertallet af befolkningen i Jordan.

Det er nu tid til at revurdere den palæstinensiske kamps taktik og strategi. Wikileaks’ afsløringer har vist, at de palæstinensiske ledere ikke er meget mere end israelske nikkedukker. Stemningen blandt palæstinenserne er vred og bitter. Der har været forsøg på at organisere demonstrationer mod Abbas på Vestbredden og mod Hamas i Gaza, hvilket er blevet mødt med kraftig repression. Selv demonstrationer i solidaritet med den egyptiske og den tunesiske revolution er blevet forbudt af både Hamas og de palæstinensiske selvstyremyndigheder.

Der er nu blevet dannet en forenet bevægelse mod den nuværende ledelse af den palæstinensiske bevægelse, mod israelsk besættelse og for enhed i den palæstinensiske kamp. Den tiltrækker titusindvis på Facebook og opfordrer til demonstrationer og protester. For palæstinenserne har en intifada i Egypten været en del af deres drømme i årtier. Nu er det en realitet. Massernes omstyrtelse af de reaktionære arabiske regimer vil blive et seriøst slag i ansigtet på israelsk og amerikansk imperialisme og ændre hele situationen. Nu kan palæstinenserne for første gang se hvem, der er deres eneste rigtige venner: Arbejderne og bønderne i hele den arabiske verden.

Dette repræsenterer et grundlæggende vendepunkt. Palæstinenserne har set, hvordan det er muligt at kæmpe mod undertrykkerne, ikke med bomber og raketter, men ved revolutionær masseaktion. Hele stemningen vil blive anderledes nu. Der vil komme nye rystelser blandt de unge, bevægelser mod Hamas i Gaza og mod PLO’s ledere på Vestbredden. Der er voksende pres for noget andet end det, der har eksisteret indtil nu. Ideen om en ny intifada vil hurtigt få opbakning blandt palæstinenserne. Dette ville ændre alt.

For en socialistisk føderation!

Efter første verdenskrig blev de såkaldte arabiske nationalstater kunstigt skabt af imperialismen. Opdelingen var ikke baseret på nogen naturlige eller historiske kriterier, men kun på imperialismens interesser. Sykes-Picot aftalen opdelte Irak, Libanon, Syrien og Jordan mellem England og Frankrig. I Balfour-deklarationen fra 1918 gav briterne tilladelse til skabelsen af et jødisk hjemland i Palæstina.

I Golfen blev der etableret små stater med kæmpe oliereserver, så de nemt kunne blive kontrolleret af imperialismen, der ville få adgang til ressourcerne. Det saudiske monarki bestod af ørkenbanditter, der blev sat på magten af den britiske agent Wilson Cox. Imperialismen har parteret den store arabiske nations krop.

Den arabiske revolution kan ikke lykkes, før den får sat en stopper for den skamfulde balkanisering af den arabiske verden. Den eneste måde imperialismens kæder kan brydes, er ved at indskrive parolen om en socialistisk føderation af den arabiske verden på vores banner. Dette vil skabe et mægtigt socialistisk fællesforbund, der ville strække sig fra Atlanterhavet til Eufrat.

På basis af en nationaliseret planøkonomi ville arbejdsløsheden blive afskaffet med det samme. Et kæmpe reservoir af ubenyttet arbejdskraft ville blive mobiliseret til at løse bolig-, sundheds-, uddannelses-, og infrastrukturproblemerne. Ved at samle alle disse landes gigantiske ressourcer på basis af en fælles produktionsplan kunne man få ørkener til at blomstre, og en ny kulturel revolution vil få alt, der tidligere er skabt, til at blegne.

En socialistisk føderation med fuld selvbestemmelsesret for alle befolkningerne er den eneste måde til at løse de nationale og religiøse stridigheder, der har forgiftet befolkningernes liv i årtier, og har ført til den ene krig efter den anden. Muslimer og koptere, sunnier og shiiter, palæstinensere og jøder, arabere, imazighen (berbere), maronitter, kurdere, turkmenere, armeniere, drusere – alle vil finde en plads i en føderation baseret på princippet om absolut lighed.

IMT siger:

Forsvar palæstinensernes og alle andre undertrykte nationaliteters ret til selvbestemmelse!
Ned med de imperialistiske og israelske aggressorer! Afslut besættelsen af Irak, Afghanistan og Palæstina!
Driv kollaboratørerne ud! For den revolutionære omvæltning af alle imperialismens arabiske marionetdukker!
Eksproprier imperialisterne og deres arabiske håndlangeres ejendom! De arabiske landes rigdomme må returneres til folket!
For folkenes revolutionære enhed! For den nordafrikanske og mellemøstlige socialistiske føderation, på basis af en fri, lige og forbrødrende union med fuld autonomi til alle nationaliteter!

Spring i bevidstheden

Den egyptiske revolution er det endelige svar til alle de skeptikere og intellektuelle snobber, der evig og altid synger klagesangen om ”massernes lave bevidsthed”. Disse vestlige ”eksperter”, der fulde af foragt, betegnede egypterne som ”apatiske” og ”passive” og ”ligeglade med politik”, må nu sluge deres ord.

Marxister forstår, at menneskelig bevidsthed generelt set ikke er progressiv eller revolutionær, men dybt konservativ. Modstand mod forandring er et dybt rodfæstet i den menneskelige hjerne, som del af en overlevelsesmekanisme, der stammer fra vores arts tidlige historie. Som en overordnet regel kan man derfor sige, at bevidstheden halter bagud for begivenhedernes gang. Den skifter ikke gradvist, så den er mere revolutionær i dag end i går, og endnu mere i morgen end i dag, lige så lidt som vand, der nedkøles fra 100 til 0 grader først bliver til puré, så til gelé og så til sidst til en fast masse.

Dette syn på bevidsthed er metafysisk og mekanisk, ikke materialistisk og dialektisk. Dialektikken lærer os, at ting ændrer sig til deres modsætning, og at små tilsyneladende ubetydelige ændringer på et bestemt punkt i tiden, det punkt der i fysikken kaldes det kritiske punkt, kan frembringe eksplosive ændringer på gigantisk skala. Bevidsthedsskiftet sker pludseligt, når det er tvunget af store begivenheder til at ændre sig. Når dette sker, haler bevidstheden hurtigt ind på begivenhederne. Dette spring i bevidstheden er præcis, hvad en revolution er.

Masserne, uanset om det er de egyptiske, iranske, britiske eller amerikanske, lærer ikke fra bøger, men fra erfaring. I en revolution, lærer de meget hurtigere end under andre omstændigheder. De egyptiske arbejdere og unge har lært mere i de seneste dages kampe, end under tredive års ”normal” tilværelse. På gaderne har masserne udviklet en fornemmelse for deres egen kraft. De har mistet den dødelige angst for det uniformerede uro-politi med deres vandkanoner og de tusindvis af civilklædte bøller, som de skubbede tilbage og besejrede.

I en revolution går læringsprocessen mange gange hurtigere. Vi ser præcis den samme proces i Egypten og Tunesien. Der er et omfattende laboratorium, hvor diverse vage, modstridende krav, der bliver sat frem af forskellige organisatorer, bliver afprøvet. På gaderne bestemmer masserne, hvilke paroler, der er passende, og hvilke der ikke er. Vi kommer til at se den samme proces gentaget igen og igen, ikke bare i Mellemøsten og Nordafrika, men overalt.

Fra Kairo til Madison

I 1917 tog det omkring en uge for folk i Indien at finde ud af, at der havde været en revolution i Rusland. I dag kan alle se revolutionen direkte på deres tv-skærme. Situationen i mellemøsten har en kæmpe effekt over hele verden. I Indien har fagforeningerne og de venstreorienterede partier for nyligt organiseret en generalstrejke over lønninger og priser for første gang i 32 år. Der var 200.000 til en demonstration over fødevarepriserne på gaderne i New Delhi. Selvom Indien har en årlig vækstrate på ni procent, er fordelingen af væksten koncentreret i toppen, med stigende ulighed til følge.

I Tunesien og Egypten er det kapitalistiske system ved at bryde sammen i dets svageste led. Borgerskabet prøver at fortælle os, at sådanne ting ikke kan ske i de udviklede kapitalistiske lande, at situationen er forskellig og så videre. Ja, situationen er forskellig, men det er kun en gradsforskel. Overalt står arbejderklassen og ungdommen over for det samme alternativ: enten accepterer vi den systematiske ødelæggelse af vores levestandarder og rettigheder – ellers kæmper vi.

Argumentet om, at ”det kan ikke ske her”, er uden videnskabelig eller rationel basis. Der blev sagt det samme om Tunesien for kun et par måneder siden, da landet blev regnet for at være det mest stabile i Nordafrika. Det samme argument blev endda gentaget om Egypten, selv efter Ben Ali var blevet væltet. Kun et par uger skulle der til for at vise, hvor hule deres ord var. Så hurtigt bevæger begivenhederne sig i vores epoke. Før eller senere vil det samme spørgsmål blive stillet i alle lande i Europa, i Japan, i Canada og også i USA.

Inflationen er stigende. Fødevarepriserne er stigende. Dette vil få seriøse konsekvenser overalt, især i de fattigste lande. Ifølge verdensbanken vil mere end 44 millioner mennesker blive kastet ind i ekstrem fattigdom i den kommende periode, hvilket vil skubbe tallet op over en milliard på verdensplan. Millioner af mennesker kæmper for mad, arbejde og boliger – det vil sige, for de mest basale forudsætninger for en semi-civiliseret tilværelse. Disse ting burde være gratis tilgængelige for alle her i starten af det 21. århundrede. Men den faldefærdige kapitalisme er ikke længere i stand til at garantere disse ting, selv i Europa og Nordamerika. Det er derfor, der er oprør og opstande. Det er et spørgsmål om liv eller død.

Den nuværende krise er ikke en normal cyklisk krise i kapitalisme. Krisens bedring er ikke normal. Kapitalisterne prøver at presse arbejderne mere end nogensinde før i et forsøg på at genetablere en økonomisk stabilitet: for at betale deres gæld af, reducere arbejdets pris og så videre. Men ved at gøre det, destabiliserer de hele situationen. Dette er delvist med til at forklare den arabiske revolution og opsvinget i klassekampen i Europa.

Alle lande i verden er blevet påvirket. Det er ikke noget tilfælde, at Kina også er gået med i koret, der råber op om, at Egypten skal vende tilbage til ”ordentlige tilstande”. Delvist er det et spørgsmål om økonomisk interesse. Det kinesiske regime er interesserede i global økonomisk stabilitet, fordi det gerne vil fortsætte med at tjene en masse på eksporten. Men vigtigere endnu, så er Beijing bange for alt, der kan virke som en katalysator for strejker og protester inde i Kina selv. De har slået hårdt ned på alle protester, og blokeret alle referencer til Egypten på internettet.

I kontrast til dette vil enhver klassebevidst arbejder i verden juble over arbejderne og de unges fantastiske bevægelse i Egypten og Tunesien. De psykologiske effekter, dette får, kan ikke undervurderes. For mange, især i de udviklede kapitalistiske lande, stod tanken om revolution som noget fjernt og abstrakt. Nu viser begivenhederne, som de kan se på tv, at en revolution ikke bare er mulig, men også nødvendig.

I Europa og USA er der et sydende had mod bankfolkene og de rige spekulanter, der belønner sig selv med absurde bonusser, mens resten af samfundet lider under konstante angreb på deres levestandarder. Dette bliver meget præcist afspejlet i de dramatiske begivenheder i Wisconsin. Det er ikke noget tilfælde at arbejderne i Madison, Wisconsin råbte slogans som ”kæmp som en Egypter”. Det er effekten af de brutale politiske angreb, der påtvinges arbejderklassen under et økonomisk opsving i USA.

Pludselig vågner verden op til, at der har været en eksplosion i klassekampen i Wisconsin, med 100.000 mennesker på gaden. Vi har set billeder af arbejdere, der holder skilte, der kalder guvernøren for Hosni Walker mens de råber: ”Wisconsins diktator må gå af”. Egyptiske arbejdere sendte endda solidaritetsbeskeder til arbejderne i Wisconsin. Studerende har gået i samlet flok fra deres forelæsninger, delstatens parlamentsbygning blev besat og der var spontane demonstrationer. De politibetjente, der blev sendt ud for at opløse demonstranterne, gik over på de demonstrerendes side med trøjer, hvor der stod slogans som ”Cops for labour” [”Strømere for arbejderne”]. Dette er en ekstremt vigtig udvikling.

I Europa har vi set store bevægelser med arbejdere og unge: otte generalstrejker i Grækenland i de sidste tolv måneder; en massiv generalstrejke i Frankrig, der fik 3,5 millioner arbejdere ud på gaden, de britiske studerendes bevægelse, en generalstrejke i Spanien, metalarbejdernes bevægelse i Italien. For nylig var der den største generalstrejke i Spanien siden diktaturets fald i 1974. Selv i Holland var der 15.000 studerende i protest i Haag. I Østeuropa har vi også set store bevægelser i Albanien og Rumænien, hvor selv politiet har været i strejke.

For tyve år siden jublede borgerskabet over ”kommunismens” fald. Men deres jubel var for tidligt på den. Set i bakspejlet vil stalinismens fald kun blive set som et forspil til en langt mere dramatisk begivenhed: Den revolutionære omstyrtelse af kapitalismen. Overalt, herunder i USA, er systemet i krise. Overalt prøver den herskende klasse at lægge hele krisens byrde over på skuldrene af de fattigste i samfundet.

Bevægelserne har en slående lighed med de massebevægelser, der førte til de østeuropæiske regimers fald. På papiret havde disse regeringer stærke statsapparater, store hære, politi, og hemmeligt politi. Men det kunne ikke redde dem. Ligeledes vil alle penge, politistyrker og hære i verden ikke kunne redde Europas og USA’s herskere når først arbejderne bevæger sig for at ændre samfundet.

Masserne har igen og igen vist deres beslutsomhed og vilje til at kæmpe. For at opnå sejren bliver de nødt til at være bevæbnede med et klart program og ledelse. De marxistiske ideer er de eneste der kan give dem det. Fremtiden er vores.

Længe leve den arabiske revolution!
Arbejdere i hele verden, foren jer!
Længe leve socialismen, det eneste håb for menneskehedens fremtid!
Thawra hatta'l nasr!