Hvorfor kommunister siger ‘Intifada indtil sejr!’

Kommunister i hele verden er blevet angrebet af den reaktionære presse for vores slogan: ‘Intifada indtil sejr!’ For at skære igennem deres løgne og fordrejninger udgiver vi vores respons på dette angreb, som kigger på den virkelige arv fra intifadaerne. Det er en historie som er rig på lektioner og erfaringer for revolutionære verden over.

[Source]

Den britiske herskende klasses reaktionære skødehund, The Telegraph, har for nyligt udgivet to artikler (kan læses her og her), i forsøget på at fremstille marxist societies (kommunistiske studentermiljøer på de britiske universiteter, red.) som “terrorist-sympatisører”. Dette er et forsøg på at bringe os til tavshed, fordi vi har rejst dette slogan.

”Et marxist society på Russell Group Universitet risikerer nu at blive lukket ned efter at have hængt anti-israelske plakater op” står der i en af artiklerne. Plakater, som, tilføjer artiklen, ”opildner til vold”.

Artiklens kilde er en nationalistisk pro-zionistisk gruppe, og påstår, at “jødiske studerende” har fordømt disse plakater som et ”dårligt skjult forsøg på at opildne til vold”. Det er - naturligvis - kun nogle bestemte jødiske studerende, som The Telegraph er interesseret i at tale med. Sammen med det citerer artiklen uddannelsesministerens, Gillian Keegan, trussel om at give 14 års fængsel til alle, der ”glorificerer” terrorisme.

The Telegraphs såkaldte journalistik er et forsøg på at censurere og skabe repression baseret på løgne og bagvaskelse. Det er et forsøg på at lukke munden på dem, som tør placere skylden for krigen entydigt på Benjamin Netanyahu, den zionistiske herskende klasse og de vestlige imperialister, som hastigt er kommet til deres forsvar.

Målet med begge artikler fra The Telegraph er at tilsløre, via insinuationer, den virkelige betydning af ‘intifada’. Deres journalistiske bladsmører fremstiller løgnagtigt, at der skulle være lighedstegn mellem intifada, samt al palæstinensisk modstand, og “terrorisme” og at være “pro-Hamas”.

Den herskende klasse har altid forsøgt at sætte lighedstegn mellem revolution og blodbad. Omvendt beskytter vi den virkelige arv fra intifadaerne, en arv, som er en kæmpe kilde til inspiration og lektioner for revolutionære.

Den første intifada

Den 7. december 1987 blev den herskende klasse forfærdet over nyhederne fra Palæstina. Efter tyve år med israelsk militær besættelse, som havde varet siden 1967, sprang de palæstinensiske masser frem på historiens scene. Det skyldtes mordet på 4 palæstinensere fra Gaza begået af en israelsk lastbilchauffør.

Den slags terrorhandlinger mod uskyldige palæstinensiske civile var blevet hverdagskost, hvilket stadig er tilfældet. Men denne gang, som med alle revolutionære bevægelser, var grænsen nået, og befolkningen havde fået nok.

I de besatte områder kunne man typisk holde de palæstinensiske protester nede med krudt og kugler, men ikke denne gang. Den israelske herskende klasse hvilede på den arrogante antagelse, at en modus vivendi var blevet indgået mellem undertrykker og undertrykte. Den antagelse blev pludselig smadret med intifadaens fødsel. Det var en palæstinensisk modstand umage noget andet før set.

Den første intifadas styrke kom ikke fra missilangreb eller konspirationer planlagt i kulisserne. Ordet “intifada” betyder bogstaveligt talt “at ryste af sig”, og refererer til en masseopstand imod undertrykkelse. Hele den palæstinensiske befolkning rejste sig imod den militære besættelse, og det var denne massekarakter, som gav bevægelsen sin styrke.

Inden for få uger var titusinder af selvorganiserede komiteer, som blev brugt i kampen mod alle aspekter af det israelske herredømme, blevet oprettet. De følgende år af den første intifada repræsenterede den mest demokratiske bevægelse, der nogensinde har fundet sted i Palæstina.

“Folkekomiteer” sprang op over hele det område, der historisk set er Palæstina. Heri påtog unge mænd og kvinder sig ansvaret for den daglige kamp mod den militære besættelse. Mad, sundhed, protester og selvforsvar blev organiseret fra bunden.

Den pludselige og vedholdende kamp ledte til generalstrejker, handelsstrejker og vejblokader. Civil ulydighed gennemsyrede den første intifada. Det famøse skatteoprør i Beit Sahour - hvor palæstinenserne nægtede at betale den skat, som de israelske myndigheder opkrævede og derefter brugte til at finansiere mord og lemlæstelse af palænstinensiske børn - underminerede fuldstændig fortællingen om, at de israelske myndigheder bekæmpede terrorister.

På tværs af palæstinensiske landsbyer, byer og flygtningelejre, blev der oprettet “befriede zoner” hvor shababs (unge palæstinensiske mænd) jagede soldater fra det israelske militær, IDF, på flugt. Disse unge drenge havde kun oplevet livet under militær besættelse og blev dermed intifadaens fodsoldater. De bekæmpede den israelske krigsmaskine med kæppe, sten og hvad der end lå for hånden.

Det gav genlyd over hele verden: en kamp mellem David og Goliath, hvor det var palæstinenserne, der holdt slangebøssen.

Unge tog kontrol over hele nabolag; butiksejere lukkede deres butikker, og den palæstinensiske arbejderklasse nægtede at arbejde i Israel. Intifadaen blev et stærkt opråb for forandring fra de undertrykte og fattige i regionen.

Den akkumulerede vrede og ydmygelse af det palæstinensiske folk eksploderede - hvilket havde seriøse implikationer for hele regionen. Solidaritet flød i gaderne hos arabiske stater. Palæstinensernes kamp begyndte at give genklang inde i selve Israel. Mindre, men betydningsfulde lag af den jødiske ungdom og arbejderklasse, begyndte at udtrykke deres solidaritet.

Den brutale repression begyndte endda at ryste unge soldater fra IDF, som blev frastødt af den militære besættelse. Skarpe splittelser begyndte også at åbne sig op i de øverste lag af det israelske militær. General Orr, tidligere øverste kommandør, opsummerede således: “Vi er alle enige om, at den militære besættelse må stoppes, eftersom opretholdelsen udgør en større trussel mod vores sikkerhed end dens afslutning”.

Zionisterne havde mistet kontrollen med situationen. Og det er lige præcis, hvad der bekymrer de vestlige imperialister ved sloganet om en ny intifada. Det er lige præcis på grund af, at det intet har at gøre med terrorisme. Det viste de palæstinensiske masser, at de skal være ved fronten af deres egen kamp. Det viste dem, hvor den rigtige magt i samfundet lå, og det truede med at give den lektion videre til andre arbejdere i regionen.

Intifadaen rystede fundamentet for zionismens herredømme - og intifadaens metoder er stadig den eneste vej frem for de fattige og undertrykte. Det er og forbliver den mest effektive måde at kæmpe for varig frigørelse af de forarmede palæstinensiske masser på.

Et kor af kynikere

Til dem, der, som med ligegyldighedens dristighed sætter lighedstegn mellem intifada og Hamas, vil vi gerne henlede deres opmærksomhed på historien. Det var den israelske sikkerhedstjeneste, der, med hjælp fra CIA, finansierede Hamas. Grunden til dette var, at Hamas skulle bruges til at skære igennem de stærke socialistiske og sekulære strømninger i den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

Som Haaretz for nyligt skrev, er Hamas kontinuerligt blevet promoveret af Netanyahu af egne kyniske hensyn. Netanyahus kollega, Gershon Hacohen, kom til at bekræfte dette i et interview fra 2019: “Vi må fortælle sandheden. Netanyahus strategi er at forhindre en tostatsløsning, så han har gjort Hamas til sin tætteste samarbejdspartner. Udadtil er Hamas selvfølgelig vores fjende, men indadtil er de vores allierede.”

Det har været en offentligt kendt hemmelighed i årtier. Måske skulle de britiske medier spørge de israelske myndigheder, om det faktisk er dem, der støtter Hamas.

For dem der prøver at ulovliggøre sloganet “intifada indtil sejr”, vil vi gerne rette opmærksomheden mod Michael Ben-Yairs ord. Han var tidligere israelske rigsadvokat i 1993-96. Han sagde således.

“Den palæstinensiske intifada er en national frigørelseskamp. Vi israelere har entusiastisk valgt at blive et kolonialt samfund, ignoreret international lov, eksproprieret land, overført bosættere fra Israel til militært besatte områder, beskæftiget os med tyveri og samtidig forsøger vi at retfærdiggøre alle disse aktiviteter.”

Der er meget lidt, vi behøver at tilføje.

Hvem begår vold?

Det er rigtigt, at der var vold under den første intifada.

Den israelske stat brugte ekstremt voldelige metoder til at slå ned på den folkelige opstand. Mere end tusind palæstinensere blev myrdet, heriblandt 237 børn under 17 år. Netanyahu har selv, inden han befandt sig i sin nuværende position, påstået tilbage i 1987, at IDF skulle skyde og dræbe stenkasterne. Dengang var han israelsk ambassadør for “den store humanitære institution” FN.

Yitzhak Rabin, forsvarsministeren, som senere under Oslo-aftalerne var ham, der gav hånd til Arafat i Det Hvide Hus’ have, blev notorisk kendt for sin “brækkede knogler”-politik imod shababs.

Deportationer, militære angreb, beslaglæggelse af ejendom og trusler fra Shin Bet (Israels efterretningstjeneste) var den israelske respons mod den palæstinensiske militans.

Det er blevet estimeret, at 20% af alle palæstinensiske mænd over 15 år i de militært besatte områder var i fængsel fra 1987-93. 40.000 blev holdt i administrativ detention, altså holdt som gidsler uden retssag eller begrundet anklage.

Israels Ansar-lejre var overbebyrdet med politiske fanger og blev senere kendt som "den langsomme døds lejre”. Fysisk og psykisk tortur var rutine. Fanger blev sat i isolation med en sæk over hovedet, lagt i håndjern og tvunget til at stå op. Brutale metoder - som giver genlyd af de overgreb, der senere blev set i USA’s Abu Ghraib lejr under Irakkrigen - var hverdagskost.

Det nævner vores fjender naturligvis ikke noget om. Alle dem, der råber op om, at der “opildnes til vold” på universiteter, ignorerer bevidst, hvem der faktisk udøver vold og med hvilket formål. At de taler med to tunger er forståeligt. Ved at stille sig bag den israelske herskende klasse, undskylder de et brutalt og folkemorderisk regime.

Disse damer og herrer lader deres krokodilletårer trille, når hospitaler bliver bombet, men alligevel allierer de sig kompromisløst med det israelske regime. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at millioner af mennesker ikke tror på et eneste ord, de siger, eller de overskrifter, de printer.

Tragedie

Den første intifada åbnede op for en hidtil uset situation. Situationen blev så ustabil, at amerikansk imperialisme måtte presse den zionistiske herskende klasse til at bakke op om en 'to-statsløsning' i ord. En opbakning, som var ren facade. Alt måtte gøres for at forhindre, at en revolution brød ud i fuld skala.

Den 'officielle' palæstinensiske ledelse var også bekymret for truslen om revolution. Da den første intifada brød ud, var lederne for den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) stationeret i Tunis. Intifadaen var en fuldstændig spontan bevægelse og havde dannet sin egen ledelse i Palæstina. PLO havde derfor ingen kontrol med, hvad der foregik.

Yasser Arafat, som stod i spidsen for PLO, betragtede konflikten fra et rent nationalistisk perspektiv. Han havde intet perspektiv om en socialistisk revolution i Mellemøsten. Hvad angår den officielle palæstinensiske ledelse, var den spontane græsrodsbevægelse kommet ud af deres kontrol. De var ivrige efter at lægge en dæmper på bevægelsen og forsøgte at manøvrere sig ind i ledelsen.

Zionisterne kunne derfor bruge PLO-lederne.

Resultatet - i form af Oslo-aftalerne fra 1993 - markerede en ydmygelse af alt, som palæstinenserne havde kæmpet for. Med oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) var den palæstinensiske nationalisme blevet sat på en alvorlig prøve og mislykkedes.

Arafat brugte sin personlige autoritet ved at læne sig op ad de palæstinensiske massers militans. Han brugte den til at forhandle med Israel, samtidig med at han kunne undertrykke intern modstand. Håndtryk, topmøder, vejledninger, middage på luksuriøse feriesteder og de fredstraktater, som det palæstinensiske ”lederskab” formidlede, betød én ting - forræderi.

Mellem 1993 og 2000 fordoblede antallet af bosættere i Vestbredden sig næsten; fra 110.900 til 190.206. Israel tilsidesatte alle sine hovedforpligtelser i Oslo. Den fortsatte militærbesættelse blev med rette set af millioner som det sure æble fra 'fredsprocessen'.

Da Israels forhadte forsvarsminister, Ariel Sharon, besøgte Al-Aqsa moskekompleks i det besatte Østjerusalem i 2000, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over for palæstinenserne. Denne åbenlyse provokation førte til udbruddet af den anden intifada.

Det begyndte endnu engang som en spontan masseopstand blandt palæstinenserne. Alt det, der var blevet lovet af Arafat og co., var gået op i røg. En fælles fred og velstand mellem folkene kunne ikke opnås på et kapitalistisk grundlag.

Men på grund af manglen på en virkelig revolutionær ledelse, forsvandt muligheden for at afslutte besættelsen. En sådan afslutning kunne ske ved at appellere til alle fattige og undertrykte i regionen om at gøre oprør. På mange måder var den anden intifada præget af bitterhed og desperation.

Ledelsen af Fatah og Hamas – hvis indflydelse voksede – tilbød ingen vej ud. I stedet for massekamp, som havde været traditionen i intifadaerne, vendte de sig i stigende grad mod at bruge bomber og raketangreb. Det nedgraderede massernes rolle og dermed muligheden for at kunne besejre besættelsen. I sidste ende accepterede Fatah og ledelsen fra Det Palæstinensiske Selvstyre, under George W. Bush's 'køreplan for fred', at afslutte væbnede aktioner og endnu en gang påtage sig rollen som stik-i-rend-drenge for IDF i de besatte områder.

At Hamas vokser i disse år, er et direkte produkt af det korrupte Palæstinensiske Selvstyres kapitulation til Israel. Det er tragedien ved intifadaerne.

Muligheden for at vælte den zionistiske herskende klasse - og alle diktatorerne i Mellemøsten, som er ansvarlige for palæstinensernes situation - blev spildt. Men det bliver bestemt ikke den sidste mulighed.

Intifada indtil sejr!

Tredive år efter Oslo-aftalen er det ikke overraskende, at de palæstinensiske unge ser til historiens lektioner for en ny vej fremad. Det er tydeligt for enhver at potentialet for, at der kan startes en endnu større steppebrand ud over hele regionen blandt dem, som er undertrykt af imperialismens hæl, er enormt.

Intifadaerne indeholder især to lektioner. For det første har masserne i regionen en enorm magt, når de går ind i kamp - de er den eneste magt, der kan vælte zionismen og imperialismen. Og for det andet er ledelse en afgørende faktor: For virkelig at realisere denne potentielle magt skal der opbygges en revolutionær socialistisk ledelse.

Den palæstinensiske generalstrejke i maj 2021 - kaldet 'Unity Intifada' - var et skridt i retning af massekamp. Kun gennem en revolutionær kamp mod regimerne i hele regionen - en ny intifada - vil masserne blive befriet fra imperialismens lænker.

Vi er blevet angrebet for at bruge et slogan, som vi på ingen måde vil undskylde for at bruge. Vi vil fortsat bruge enhver uretfærdighed mod det palæstinensiske folk til at håne vores hykleriske herskende klasse. Vi vil fortsat organisere os på skoler, på universiteter og på arbejdspladser for at vælte kapitalisterne og imperialisterne.

Vi afviser fuldstændigt anklagen om, at vores slogan skulle udgøre en trussel mod jødiske mennesker. Kampen for at vælte den zionistiske stat er den eneste måde at afslutte fjendskabet mellem folkene i det område, som historisk set er Palæstina.

For at gøre det helt klart for vores fjender: Kommunister står på de undertryktes side, mod undertrykkerne. Det er den elementære pligt for enhver, der kæmper for en verden fri for krig, undertrykkelse og udbytning. Vi vil derfor ikke tage imod moralske prædikener fra dem, der undskylder volden fra den israelske stat. Eller for den sags skyld fra en milliardærfinansieret medieplatform, der har blod på sine hænder.

IMT's kommunister vil fortsætte med at forsvare det palæstinensiske oprørs revolutionære arv og dristigt fremsætte sloganet ved enhver lejlighed: Intifada indtil sejr!