Historisk kongres sætter kurs mod stiftelsen af Revolutionært Kommunistisk Parti Share TweetDet var en begivenhed, der føltes intet mindre end historisk, da mere end 100 medlemmer fra 16 lokalafdelinger i Revolutionære Socialister, var samlet hen over weekenden for at afholde organisationens årlige kongres. Kongressen besluttede nemlig, ovenpå dybdegående diskussioner af kapitalismens afgrundsdybe krise og de yngre generationers voksende appetit på kommunistiske idéer, at stifte Revolutionært Kommunistisk Parti til en konference i oktober.[Source]Det seneste år er vi i Revolutionære Socialister vokset med raketfart. Nye afdelinger er sprunget op, og henvendelser fra nær og fjern på baggrund af vores “Er du kommunist”-kampagne, har vist, at kommunismens tiltrækningskraft vokser eksponentielt.Over hele verden befinder kapitalismen sig i en tilstand af permanent krise. Dagligt er vi vidne til klimakollaps, inflation, krig, undertrykkelse og et politisk system der er fuldkommen ude af trit med det store flertal. For alle dem der kun kender til livet under et kapitalistisk system i forfald, er kommunisme ikke blot en god idé, men en bydende nødvendighed at organisere sig og kæmpe for. Med beslutningen om at stifte Revolutionært Kommunistisk Parti har vi taget et afgørende skridt for at tage den kamp til helt nye højder!Krise, krig og revolutionSiden finanskrisen i 2008 har verden vaklet fra det ene rædselsår til det næste. I kongressens indledende diskussion af den globale situation gjorde Hamid Alizadeh fra ledelsen af vores internationale organisation, den Internationale Marxistiske Tendens, det klart, at det socioøkonomiske system vi lever under har udlevet sin historiske rolle. Frem for at trække menneskeheden fremad, trækker kapitalismen alting tilbage.I 2023 blev krigen i Gaza brændpunktet for kapitalismens krise. Israels massakre på titusindvis af uskyldige mennesker har fået millioner og atter millioner verden over til at gå på gaden, og rette deres vrede mod imperialismens barbariske system og Vestens hykleri.Netanyahus nedslagtning af det undertrykte palæstinensiske folk, med fuld opbakning fra amerikansk, dansk og vestlig imperialisme, udstiller hvordan systemets fortsatte overlevelse kun lægger grunden for atter krig og ødelæggelse. Verdens arbejdere og unge ser på Gaza og kan godt lægge to og to sammen, når imperialisterne græder krokodilletårer for dem, de selv er med til at bombe. De drager den fuldkommen korrekte konklusion, at der er brug for en international revolution mod hele kapitalismen, for at gøre en ende på barbariet.Som det blev påpeget i diskussionen er krigen i Gaza, såvel som den imperialistiske krig i Ukraine, med til at skubbe verdensøkonomien i retning af en ny dyb økonomisk krise. I de seneste år har vi set hvordan den kinesiske økonomi, på baggrund af sin tilbagevending til kapitalisme, bliver mere og mere gennemsyret af systemiske modsætninger som gæld, ulighed og økonomisk kollaps. Det vil få katastrofale konsekvenser for hele verdensøkonomien.En rosenrød fremtid for kapitalismen er umulig, og en periode med klassekamp er allerede en kendsgerning. Det betyder, at den politiske bevidsthed blandt arbejdere og unge kommer til at udvikle sig med lynets hast. De forhold er ideelle at bygge et kommunistisk parti i, der kan kanalisere den voksende vrede ind i kampen for en revolution.Lige netop det, er hvad vi i Revolutionært Kommunistisk Parti har tænkt os at gøre. Til juni er vi nemlig med til at stifte vi nemlig Revolutionary Communist International, som vi i sidste uge udgav et stiftende manifest for. Manifestet repræsenterer en dybdegående analyse af den historiske periode, vi gennemlever, og hvad der er nødvendigt for at rejse kommunismens banner over hele verden på ny. Alle klassebevidste arbejdere og unge bør nærstudere dette vigtige dokument, og gå med i kampen hvis man er enige med vores idéer!Danmark er ingen undtagelseDanmark bliver ofte fremstillet som en undtagelse for alle kapitalismens onder. I vores egen lille andedam har vi, hvis man skal tro politikerne og eliten, angiveligt stablet et system på benene, som vi med kæft, trit og retning bare skal stille os tilfredse med.Men glansbilledet fra toppen af samfundet strider imod virkeligheden. Som kongressens diskussion af det danske politiske perspektiv berørte, ser vi alle kapitalismens krisetegn udtrykke sig også i dansk politik og økonomi. Økonomien er i tilbagegang, og inflationen har gjort mange arbejdere og især unge fattigere. På Christiansborg er ingen partier eller politikere vellidt – faktisk falder deres popularitet mere end nogensinde før, og flertallet af befolkningen ser i stigende grad staten og det politiske system for, hvad det er; et udvalg der varetager kapitalistklassens interesser.Selvom der er forskelle på lande rundt omkring i verden, så er kapitalismen ét samlet system, og det er derfor, at vi ser de grundlæggende samme processer herhjemme, som alle andre steder på kloden: krise, polarisering og en voksende vrede imod etablissementet og deres system.Kongressen vedtog enstemmigt et dybdegående dokument, der dykker ned i de vigtigste aspekter af perspektiverne for Danmark. Med denne grundige forståelse står vi stærkt rustet til at gå ud og vinde folk til Revolutionært Kommunistisk Parti.Tårnhøje ambitionerDet var tydeligt for alle deltagere på kongressen, at der her og nu er exceptionelt gode muligheder for at bygge en organisation, der i fremtiden kan stå i spidsen for en succesfuld revolution. Men den bliver ikke bygget af sig selv, og for at skabe et revolutionært værktøj er det altafgørende at have de økonomiske midler der er nødvendige. Modsat de officielle politiske ungdomspartier, snylter vi ikke på statens penge. Det er ikke af sentimentale årsager, men fordi en selvstændig politik kræver en selvstændig økonomi.Til kongressens årlige indsamling viste medlemmer og sympatisører, at de er villige til at lægge handling bag ordene, og sidste års indsamling blev slået med flere længder i år! Det fortæller noget om den seriøsitet, som vi alle går til opgaven om at stifte et revolutionært parti med.Der er brug for et revolutionært partiFlere og flere i Danmark leder efter et kommunistisk alternativ til det bestående. I kongressens diskussion af hvordan vi bygger netop det, var alle indlæg præget af en ekstrem grad af målrettethed og optimisme.Fra talerstolen blev der delt erfaringer fra alle afdelinger om, hvordan vi vokser både hurtigt og på et stærkt politisk grundlag. Som det blev bemærket undervejs afslutning kunne man mærke, at alle deltageres metale tandhjul drejede i fuld fart, for at indoptage og absorbere de 1001 idéer til hvordan vi alle finder den næste håndfuld revolutionære og fordobler vores styrker så hurtigt vi kan.En hjørnesten i opbyggelsen af et parti er idéer; vores teoretiske grundlag. Mens både reformistiske og stalinistiske grupper har afskrevet vigtigheden af en fælles teoretisk og politisk forståelse af verden, bygger vi Revolutionært Kommunistisk Parti på de marxistiske idéer.I den ånd bruger vi også 2024 på at studere Lenins idéer, ikke kun i Danmark med i hele vores Internationale. Med udgivelsen af en ny bog om hans idéer kommer alle medlemmer til at bruge året på at dykke ned i de vigtige erfaringer fra bolsjevikpartiet, og diskutere hvordan vi gør dem kunsten efter i dag.Gå med i partiet!Sidder du derude og spørger dig selv om du skal gå med i kampen for kommunisme, så lad det ikke blive ved overvejelserne. Revolutionært Kommunistisk Parti har brug for dig, hvis du tror på og gerne vil kæmpe for en verden uden undertrykkelse og udbytning.Kapitalismen viser sig dagligt ude af stand til at skabe en værdig eksistens for det store flertal, men et enormt menneskeligt potentiale, undertrykt og forvrænget af klassesamfundet, eksisterer og kæmper for at udleve sit potentiale.I Revolutionært Kommunistisk Parti tager vi kampen op, og vi kan kun opfordre dig til at gå med!