Grækenland - et kritisk stadie i kampen

I går vedtog det græske parlament den seneste nedskæringspakke, der blev krævet for yderligere lån fra EU. PASOK-regeringen er fast besluttet på at gennemtvinge dens nedskæringer, selvom 75 procent af befolkningen er imod, at yderligere forringelser påtvinges dem.

155 parlamentsmedlemmer stemte for, 138 imod. Et enkelt parlamentsmedlem fra PASOK stemte imod og blev øjeblikkeligt ekskluderet fra partiet af Papandreou. Siden starten af året er PASOK\'s parlamentsgruppe reduceret fra 160 til 154, ud af de 300 det græske parlament består af.

PASOK blev valgt af de græske arbejdere som reaktion imod den tidligere Nyt Demokrati-regerings angreb, men nu har partiet mistet mange af disse arbejderes støtte. Meningsmålinger viser, at PASOK kun ville få 27 procent hvis der var valg i dag og Nyt Demokrati kun 31 procent. Det betyder, at ingen af de to hovedpartier ville kunne regere alene, hvis der skulle blive udskrevet valg. Det forklarer hvorfor det græske borgerskab indtil videre, skubber på for, at PASOK skal udføre deres beskidte arbejde.

Det græske og internationale borgerskabs dilemma

Det er klart, at det ikke er et spørgsmål om Grækenland vil gå bankerot, men hvornår. Det valg som alle taler om, er mellem en voldsom ukontrollerbar fallit i den nærmeste fremtid eller et ”kontrolleret” bankerot, der indebærer, at en del af den græske gæld afskrives og at tilbagebetaling udskydes. Der findes ikke noget ”bedste senarie” længere. De borgerlige økonomer taler om ”det mindst elendige senarie”. Skulle Grækenland gå bankerot, vil det igangsætte en international panik og udløse en endnu større europæisk og international finansiel krise.

Masseprotester

Mens det græske parlament den 29. juni vedtog implementeringen af nedskæringsprogrammet og hvor der skulle skæres, havde masserne været involveret i en 48 timers generalstrejke organiseret af fagforeningerne. Deltagelsen i strejken var massiv, ligesom ved strejken den 15. juni, men deltagelsen ved GSEE og ADEDY\'s massemøde, der blev afholdt væk fra Syntagma pladsen i ”Pedion Areos”, en af de største parker i Athen, var langt mindre. Men samtidig var der 40.000, der demonstrerede foran parlamentsbygningen på Syntagma pladsen, hvoraf mange havde deltaget i fagforeningernes demonstration.
Der hersker en mistillid til fagforeningslederne, som er tydelig på gaden. Dette er fuldt forståeligt, eftersom fagforenings”lederne” snarere bliver skubbet frem, end leder kampen. Fagforeningslederne bliver tvunget til at indkalde til
strejker, som de helst var foruden. Dette er sagens kerne.

For eksempel, nægtede GSSE-ledelsen at indkalde til en central demonstration for strejken. Det betød at den eneste demonstration og massemøde der blev afholdt, var organiseret af Syntagma Koordinationskomiteen. Ligeledes kan vi også se ledelsen af elektrikernes fagforening GENOP DEI, som den 29. annoncerede et midlertidigt stop for elektrikernes strejke. Dette er resultatet af pres fra regeringen på disse fagforeningsleder, som dermed har brudt strejkefronten inden for de offentligt ansatte.

På trods af alt dette har generalstrejken været kraftfuld. Hundrede af almindelige mennesker, arbejdere, arbejdsløse og unge kæmpede mod det svært bevæbnede uropoliti, med deres bare hænder. Dette sker efter at millioner af arbejdere og unge har deltaget i massemøder og støtte til bevægelsen. Imens vokser vreden mod statsterrorismen.

Politibrutalitet

Svaret fra regeringen og politiet har været brutalt. I løbet af den 29. og i dag den 30. juni har regeringen implementeret dens plan om at knuse massebevægelsen og få politiet til at besætte Syntagma pladsen. Efter at have sikret gennemførslen af nedskæringerne i parlamentet, vil regeringen nu sikre, at bevægelsen, som har rystet den herskende klasse og dens internationale protektorer, vil ”dø ud” under en spærreild af tåregas og politistave.

I går var vi vidne til hidtil uset politibrutalitet mod tusinder af demonstranter, der fra morgenen samlede sig for at protestere udenfor parlamentet. Politiet var fast besluttet på at fjerne tusinder af aktivister fra Syntagma pladsen. Hundreder blev fanget i metroen i en sky af kemikalier. Utallige patroner med kvælende tåregas og andre kemikalier blev skudt ind i mængden. Ifølge en frivillig læge på stedet blev over 500 såret. Blandt de der blev brutalt angrebet, var næstformanden for POE-OTA (kommunalarbejdernes fagforening) Dimitris Harissis. Politiet affyrede også chok-granater. Med statsterrorisme på et sådan niveau er det udelukkende held, at ingen er blevet slået ihjel endnu.

Men volden i går den 29. juni var dog ikke begrænset til Syntagama pladsen. Sent om aftenen vendte politiet sin opmærksomhed mod folkekomiteerne i arbejderklassekvartererne tæt på Athens centrum. Det er åbenlyst, at deres mål er at smadre disse udtryk for folkemagt.

Og som ved tidligere lejligheder bruger de den gammelkendte teknik med at plante beskyttede provokatører blandt demonstranterne. En privat TV-kanal har rent faktisk sendt optagelser af sådanne prokatøreres arbejde.
Men intet af dette har dog dæmpet massernes kampvilje. I dag den 30. juni organiseres endnu et massemøde på Syntagma pladsen imod regeringen og statsterrorismen. Almindelige arbejdere er meget vrede, og særligt de unge og arbejdsløse vil fortsætte kampen. Den samme stemning eksisterer blandt de offentligt ansatte. I arbejderkvartererne fortsætter folk med at organiserer komiteer og forsamlinger.

Det er derfor, at ADEY (hovedforbundet for den offentlige sektor) organiserede en ny demonstration på Syntagma pladsen i dag [den 30. juni]. Arbejderne i den private sektor er også meget vrede, men på grund af manglen på en klar ledelse fra fagforeningernes side, hersker der forvirring om hvordan kampen skal fortsættes.

Et kritisk punkt

På et kritisk tidspunkt som dette er manglen på en kæmpende ledelse et nøgleelement, der afgør hvilken vej, begivenhederne vil bevæge sig. Masserne har nu kæmpet i over halvanden måned. De har måttet stå imod utrolig politibrutalitet. På trods af dette har de fortsat og optrappet kampen. Masserne har gjort alt hvad de kunne. Havde ledelsen levet op til sit ansvar kunne regeringen have været væltet.

Det overvældende flertal af befolkningen forkaster nedskæringerne. De har gjort det lysende klart, at de ikke betragter Grækenlands gæld som deres værk. Det er ikke arbejderne og de unge, der er ansvarlige for dette rod, men de græske og internationale banker og kapitalister. Alligevel, på trods af alle deres anstrengelser, kan de græske arbejdere og unge se situationen, glide ud af deres hænder. Regeringen har gennemtrumfet dens forhadte nedskæringsprogram og masserne tilbydes ingen udvej.

I en situation som denne bliver ledelsen af arbejderbevægelsen, dens fagforeninger og partier, nødt til at udvise revolutionær beslutsomhed og være klar til at gå hele vejen. De græske marxister i Marxistiki Foni udsendte en resolution den 29. juni, hvor de forklarer, hvad der er nødvendigt for at løfte bevægelsen til et højere niveau og vinde kampen. Vi citerer:

”Det er nødvendigt at fortsætte og eskalere bevægelsen, indtil spekulanternes regering væltes og politibrutaliteten standses. Bevægelsen må tage følgende skridt:

• Direkte møder i alle nabolag og arbejdspladser der kan diskutere og arrangere de næste skridt for at fortsætte og eskalere kampen
• organisering af nye masseprotester i morgen [30. juni] på Syntagma pladsen og alle pladser i de større byer, med forsvarskomiteer organiseret af fagforeningerne for at bekæmpe politivold og provokatører, for at bevare kontrollen over pladserne.
• De seneste 24-timers og 48-timers generalstrejker, folkemøder og massemøder på pladserne har vist sig ikke at være tilstrækkeligt for at vinde. Det er nødvendigt, at kampen optrappes til en udvidet politisk generalstrejke.
• Der må vælges strejkekomiteer på alle arbejdspladser, store som små, for at koordinere strejkerne med kampkomiteerne, der er valgt af de lokale forsamlinger.
• Der må opsættes en Cental National Aktionskomite for at koordinere en landsdækkende bevægelse, for at etablere en strejkefond og suppekøkkener for de strejkende, for at organisere blokader og etablere arbejderforsvarsgrupper, med den nødvendige udrustning til at beskytte massedemonstrationerne og massemøderne imod voldelige handlinger fra forklædte politiprovokatører.
• Den Centrale Nationale Aktionskomite bør være baseret på og legitimeret af folke- og arbejderforsamlingerne, og den bør være klar til at erstatte ”trojkaens” [EU, ECB og IMF] og bankernes regering og overtage landets samlede formue og bringe den under massernes kontrol.
• Venstrepartierne [KKE og Synaspismos] og fagforeningerne bør danne en enhedsfront for at kæmpe for ledelsen i alle lokalområder og arbejdspladser, på basis af disse paroler og en sådan handlingsplan.

Ned med regeringens undertrykkelse og udnyttelse af folket – kæmp indtil sejren."

Dette udtrykker kortfattet hvad der er nødvendigt. Desværre er det ikke, hvad der bliver præsenteret for de græske arbejdere og unge af den nuværende ledelse for arbejderbevægelsen. Og det er præcis denne mangel på en kæmpende ledelse, der har givet regeringen mulighed for at manøvrere på trods af massernes enorme vilje til at kæmpe.

Dette kan føre til en midlertidig pause i bevægelsen. Som vi har forklaret ovenfor, vil begivenhederne i dag [den 30. juni] være en indikator på den vej, som bevægelsen vil gå i den nærmeste fremtid. Men ligegyldig hvad der sker, vil de græske arbejdere og unges vrede ikke forsvinde. Bevægelsen vil muligvis lægge sig et stykke tid, men efterhånden som nedskæringerne, der blev skitseret tidligere i artiklen, begynder at blive implementeret, vil enorm smerte og lidelse blive påtvunget de græske masser. Det vil være et kontinuerlig, ubønhørlig angreb mod de græske arbejdere. Livet er allerede blevet svært nok. Nu vil det blive uudholdeligt.

Hvad vi er vidner til, er kun første akt i et længere drama. I den kommende periode vil arbejderne begynde at drage konklusioner af hvad der er sket. Det står klart for millioner af grækere, at de økonomiske tiltag der tages imod dem er i de riges interesse. Det står også klart for dem, at viljen til at kæmpe er til stede. Men det står nu overmåde klart, at der mangler en virkeligt kæmpende ledelse.

Det betyder, at der tegner sig en periode, hvor kampen vil blive koncentreret om at ændre ledelsen og erstatte den med én, der er parat til at kæmpe hele vejen. I denne kamp vil marxisterne spille deres rolle ved tålmodigt at forklare, hvad der er nødvendigt. Der findes ingen genveje. Men i det lange løb vil en masse-revolutionær tendens fremkomme indeni arbejdernes organisationer. Når først dette er opnået, er der ingen, der vil være i stand til at forhindre de græske arbejdere i at kæmpe for en revolutionær socialistisk omvæltning af samfundet, for dette er det eneste svar på den nuværende krise i græsk kapitalisme.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)