Gaddafi-regimets karakter og baggrund

Vi giver her et kort historisk oprids af udviklingen af Gaddafi-regimet fra den borgerlige arabiske nationalisme i de tidlige dage over perioden med såkaldt islamisk socialisme og til den nuværende periode med åbning for udenlandske investeringer, store indrømmelser til multinationale selskaber og begyndelsen på omfattende privatiseringer.

Gaddafi kom til magten i et kup i 1969. Det blev gennemført af unge officerer, der tydeligvis var påvirket af panarabismen i Nassers Egypten. Under den tidligere Kong Idris’ styre var Libyen fuldstændig underlagt imperialismens kontrol. Gaddafi blev knyttet sammen med de Frie officerers bevægelse, en gruppe yngre officerer i den Libyske hær, der nærede en dybfølt vrede og skam over at se de arabiske hære blive besejret i krigen mod Israel i 1967. Gaddafis mål var at modernisere Libyen og udvikle økonomien. Men fordi han forsøgte at gøre dette på kapitalistisk grundlag, kom han i konflikt med imperialisternes interesser. Det skete i forbindelse med overtagelsen af de tidligere italienske koloniherrers værdier og i 1971 med nationaliseringen af British Petroleums værdier. I løbet af processen smed han også de amerikanske baser ud af Libyen.

Den britiske regerings gengældelsesaktioner var med til at presse Gaddafi til at søge økonomisk hjælp fra Sovjetunionen. Den kom i 1972, hvor Sovjetunionen underskrev en aftale med Libyen om at hjælpe landet med at udvikle sin olieindustri.

I den samme periode var Gaddafi dog meget klar i at udtrykke sin anti-kommunisme. I 1971 sendte han et fly fyldt med sudanesiske kommunister tilbage til Sudan, hvor de blev henrettet af Nimeiry. I 1973 udgav regimet et officielt dokument i anledning af fire-årsdagen for at Gaddafi kom til magten. Dokumentet havde titlen ”Hellig krig mod kommunismen”. Her kan man læse, at ”den største trussel, menneskeheden står over for i dag, er den kommunistiske teori”.

Nixon-regeringen så Gaddafi som en gavnlig indflydelse i den arabiske verden, netop på grund af hans anti-kommunisme og på trods af, at han havde smidt de amerikanske baser ud af landet. Dette blev også udtrykt på den internationale scene. I starten var Gaddafi ikke glad for Egyptens tætte forhold til Sovjetunionen. I Yemen gik han ind for forening af Nord og Syd, men på basis af at Sydyemen skulle gå væk fra sit Moskva-venlige synspunkt. Han støttede Pakistan imod Indien i krigen i 1971 med den begrundelse, at Indien var på samme side som Sovjetunionen.

Det, der skabte en radikal forandring i Gaddafis holdning, var den verdensomspændende krise i 1974. Det havde store følger i Libyen og førte til voksende social uro. Det skabte splittelser indeni regimet, hvor nogle dele afspejlede interesserne hos de svage kapitalistiske elementer i det libyske samfund, mens Gaddafi selv begyndte at gå imod disse elementers interesser.

Det spirende libyske borgerskabs manglende evne til at udvikle økonomien fik Gaddafi til at skifte fra sin tidligere politik med forsøg på at udvikle den indenlandske libyske kapitalisme til, hvad der er blevet en økonomi domineret af statsejede selskaber.

Nogle af de officerer fra hæren, der var med i det oprindelige kup imod monarkiet, der i 1969 bragte Gaddafi til magten, brød med ham på dette specifikke spørgsmål og organiserede et kupforsøg i 1975 for at forsøge at stoppe hans nationaliseringsprogram.

Nogle af disse folk spiller nu en afgørende rolle i forsøget på at vælte Gaddafi i dag. Blandt dem er Omar Mokhtar El-Hariri, den nyudnævnte ministær for militære anliggender i den midlertidige regering, som oppositionen nu har dannet.

Gaddafi havde held til at knuse kuppet i 1975, og derefter fortsatte han med sit program. Han endte med at overtage det meste af økonomien og læne sig op af Sovjetunionen. I 1979 var den private sektor næsten fuldstændig udryddet.

For at give en eller anden ideologisk opbakning til det, han lavede, skrev han første del af sin berømte Grønne Bog i 1975, og i 1977 ændrede han landets officielle navn til ”Den socialistiske arabiske folkerepublik Libyen jamahiriyya”, hvor jamahiriyya betyder ”massernes stat”. I sin bog fremlægger han sin version af ”socialisme”, en islamisk version, der ser klassekampen mere som en farlig afvigelse end som nøglen til at bevæge samfundet fremad. I praksis var hans bog simpelthen et dække for et regime, der ikke tillod organisationsfrihed eller retten til at strejke for arbejderne, men som hævdede at bygge en form for socialisme, hvilket det selvfølgelig ikke var.

Det var i denne periode, at nogen grupper på venstrefløjen åbent blev heppekor for Gaddafi og ukritisk støttede hans regime. De ignorerede nogle ikke uvæsentlige detaljer. For eksempel havde Gaddafi forbudt uafhængige fagforeninger i 1969, og et par år senere blev strejker fuldstændig forbudt. Da de virkelige arbejderorganisationer var blevet forbudt, blev der dannet statskontrollerede ”fagforeninger”. Det, der blev skabt, var altså et totalitært regime under Gaddafis strenge kontrol.

Trods det brutale diktatur tillod kombinationen af store oliereserver og de følgende indtægter samt en stor offentlig sektor udviklingen af en omfattende velfærdsstat. Heri må vi forstå, hvordan Gaddafi var i stand til at opbygge en betydningsfuld støttebase for sig selv i befolkningen. Noget af den støtte er overlevet til i dag, hvilket vi kan se i Tripoli og andre dele af landet.

Et lag af befolkningen, især i den ældre generation, vil huske, hvordan det var under Kong Idris, og de vil også huske, hvordan Libyen udviklede sig efterfølgende under Gaddafi.

Det er faktisk i 1993. at vi ser de første tøvende skridt fra regimet for at begynde en proces med ”økonomisk liberalisering” eller ”infitah”, som det blev kendt. Dekret nr. 491 i 1993 tillod liberaliseringen af en gros-handelen. Det blev senere samme år og i 1994 fulgt op af juridiske garantier om beskyttelse af udenlandske kapitalinvesteringer såvel som den libyske dinars konvertibilitet.

Imidlertid er det også korrekt at sige, at selv om hensigten var til stede, førte det i praksis til en meget lille bevægelse i retning af fuldstændige privatiseringer. De, der fik mest gavn af den nationaliserede økonomi: mellemlagene og de højeste ledere, officerskasten, teknokraterne i spidsen for olieindustrien såvel som statsbureaukraterne, havde meget lidt interesse i at ændre status quo.

Den relative uafhængighed, Libyen oplevede mens Sovjetunionen eksisterede, var bestemmende for den konflikt med imperialismen, der satte Libyen i en position, hvor de blev klassificeret som en slyngelstat sammen med andre regimer som ayatollaherne i Iran eller Serbien under Milosevic. I 1986 beordrede Reagan bombetogter imod Libyen med det udtalte formål at dræbe Gaddafi. Gaddafi overlevede, men togtet kostede 60 mennesker livet. Bombningen i 1988 af Pan Am Flight 103 over Skotland var også med til at give en undskyldning for de sanktioner, der blev påtvunget landet. Dette, sammen med faldende oliepriser i 1990’erne og ind i starten af 2000’erne, skabte betydelige økonomiske problemer for landet. Imperialismens invasion af Irak i 2003, der førte til Saddam Husseins død og omvæltning af Iraks regime, udgjorde også et stærkt pres for at gå væk fra ethvert foregivende om at være anti-imperialistisk. Undskyldningen for invasionen af Irak havde været den påståede tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben, noget de imperialistiske magter også beskyldte Libyen for. Kombinationen af alle disse faktorer var det bestemmende for et radikalt skifte i politikken.

I juni 2003 blev Shukri Ghanem, der blev anset for at være en “reformist”, altså en fortaler for det frie marked og privatiseringer, udpeget som premierminister. Samme år kundgjorde beslutning nr. 31 et forslag om at privatisere 360 statsejede selskaber over en periode fra januar 2004 og frem til december 2008. Ved udgangen af 2004 var 41 selskaber allerede blevet privatiseret. Det gik langsommere end forventet, men processen var tydeligvis begyndt. Som en del af denne proces offentliggjorde den libyske regering i januar 2007 planer om at fyre 400.000 offentligt ansatte, mere end en tredjedel af den samlede regeringsarbejdsstyrke.

I december 2003 gav Libyen afkald på sit program for at udvikle ”masseødelæggelsesvåben”. Det var lige efter, at USA havde invaderet Irak. Gaddafis skift gav Bush muligheden for at fremstille sin politik i Irak, som en der betalte sig, eftersom at en tidligere ”slyngelstat” som Libyen nu blev bragt tilbage i folden. FN-sanktionerne blev derefter ophævet i 2003, og et år senere løftede USA også de fleste af deres sanktioner. De diplomatiske relationer blev genetableret i 2006.

Som resultat af alt dette begyndte Libyen at tiltrække mange udenlandske direkte investeringer, især i energisektoren, men også indenfor bygningsingeniørbranchen. Mange kontrakter, der gav bevillinger til vestlige olie- og gasselskaber som Italiens AGIP, British Petroleum, Shell, Spaniens Repsol, Frankrigs Total og GDF Suez, såvel som amerikanske selskaber som Conoco Phillips, Hess og Occidental, Exxon og Chevron, såvel som canadiske, norske og andre selskaber, blev underskrevet.

I denne periode rykkede Gaddafi regimet sig tættere og tættere på imperialisterne. De seneste år har medierne været fulde af historier om vestlige forretningsfolk og politikere, der har besøgt Libyen og indgået lukrative handler. Et eksempel er en artikel ”Åbningen af Libyen”, der blev bragt i Business Week d. 12. marts, 2007:

“En stor del af fremskridtet [i at åbne den libyske økonomi] skyldes et usædvanligt partnerskab med professor på Harvard Business School og guru indenfor konkurrenceevne Michael E. Porter, der rådgiver libyerne gennem Boston consultancy Monitor Group. I de sidste to år har mere end et dusin af Monitors konsulenter arbejdet i Libyen, studeret økonomien og kørt et tre-måneders ledelsesprogram med det formål at skabe en ny pro-business elite (…)

“Porter blev overtalt til at tage imod dette job af Qaddafis søn, Saif Al Islam. Den tidligere student fra London School of Economics er en tilbagelænet mand, der er glad for dyre europæiske jakkesæt og vestlige økonomiske reformer. Efter han første gang mødte Saif til flere middage i London, har Porter været i Libyen tre gange og har mødt regeringens topembedsmænd, herunder den ældre Qaddafi.”

Saif al Islam, en af Gaddafis sønner, er kendt for at gå ind for at ”liberalisere” økonomien, og har presset på for en mere og mere ”liberal” økonomisk politik, altså flere privatiseringer. Men som det blev citeret i Business Week, forklarer Saif, at ”vi har brug for en ændring fra en statsøkonomi til en åben økonomi, uden at det kommer ud af kontrol.”

Det, Saif mener med disse ord, var en åbning af Libyens økonomi med privatiseringer af statsejede selskaber, men samtidig en sikring af, at Gaddafi-familien og dens følge får broderparten af disse selskaber i samarbejde med vestlige multinationale selskaber – og uden at afgive regimets diktatoriske magtbeføjelser.

Siden Libyen blev taget af listen over ”slyngelstater”, er en hel sværm af vestlige politikere taget til Libyen og har givet hånd til og omfavnet Gaddafi… og underskrevet fortræffelige aftaler for deres respektive nationale selskaber.

I 2008 underskrev Berlusconi en aftale om at betale Libyen fem milliarder amerikanske dollars i kompensation for Italiens kolonisering af Libyen tilbage i tiden. En del af aftalen idebar også, at Libyen skulle agere politi på Middelhavets kyst for at stoppe afrikanske flygtninge i at nå Italien. Det faktum, at Gaddafi brugte brutale metoder for at opnå dette, så ikke ud til at bekymre vestlige regeringer på daværende tidspunkt.

Det blev fulgt af et officielt besøg fra USA’s daværende udenrigsminister Condoleezza Rice samme år, det første sådanne besøg siden 1953. Men det var Tony Blair, der startede processen, da han besøgte Gaddafi tilbage i 2004 og etablerede et ”nyt forhold” – og hjembragte meget lukrative oliekontrakter til Shell!

Vi kan hermed se, hvordan den “anti-imperialistiske” aura, som Gaddafi måske havde tidligere, fordampede i det sidste årti. Han har samarbejdet fuldt ud med imperialismen og er i praksis vendt tilbage til de tidlige 1970’eres Gaddafi. Hans regime er blevet baseret på at indgå aftaler med imperialismen og endda hjælpe dem direkte, som tilfældet med Italien viser.

Han hjalp dem også i deres såkaldte “krig mod terror” og har videregivet information både til CIA og MI6 om mistænkte islamiske fundamentalister fra Libyen. Et lækket dokument fra den libyske ambassade i Tripoli fra august 2009 beskrev, hvordan ”Libyen har handlet som en afgørende allieret i de amerikanske bestræbelser på at bekæmpe terror og anses som en af vores vigtigste partnere i at bekæmpe strømmen af udenlandske krigere”. Dokumentet understreger, at det amerikansk-libyske ”strategiske partnerskab på dette område har været højst gavnligt for begge nationer.” Det er på den måde soleklart, at Gaddafi ikke er anti-imperialist. Han har været en brugbar samarbejdspartner for imperialisterne i den seneste periode.

Al dette forklarer også hans overraskelse over at blive angrebet af NATO-styrker for nylig. Han følte, at han havde gjort alt, hvad han skulle, for at undgå at ende som Saddam Hussein. Men på grund af hans fortid stolede de aldrig helt på Gaddafi; han var lidt af en joker. Han samarbejder – ja, helt og villigt – men da de imperialistiske magter så en chance for at erstatte ham med en, der var endnu mere underdanig, tøvede de ikke med at gribe muligheden.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)