28. marts 2006: Franske arbejdere og unge mobiliseres i et omfang ikke set siden 1968 Danish Share Tweet Danish translation of March 28th 2006: French workers and youth mobilise on a scale never seen since 1968 by Greg Oxley in Paris (March 28, 2006) Strejkerne og demonstrationerne der fandt sted d. 28. marts er et af de mest kraftfulde udtryk for masseaktion i hele den franske arbejderklasses historie. Over 3 millioner arbejdere gik på gaden over hele Frankrig, med 700.000 demonstranter i Paris og 25.000 i Marseille. Hverken demonstrationen d. 13. maj 2003 mod Raffarin-regeringens angreb på pensionerne, eller selv den imod "Juppé planen" d. 12. december 1995, var noget nær så imponerende som dette. Gennem de sidste 60 år har denne bevægelse kun set sin lige i de revolutionære begivenheder i maj og juni 1968. Det var den fjerde og absolut mest succesfulde aktionsdag mod Contrat première embauche (CPE), som er et forsøg fra De Villepin regeringen på at reducere unge arbejdere til ikke meget mere end slaver, at blive ansat og fyret efter arbejdsgivernes luner. Med denne nye form for ansættelseskontrakt, behøver arbejdsgiverne ikke længere at give en forklaring eller grund til at fyre ansatte, der er under 26 år. At gå med i en fagforening, blive syg eller den mindste klage vil betyde øjeblikkelig afskedigelse. Denne uhyrlige provokation har udløst en storm af folkelige protester, strejker, besættelser af universiteter, elevdemonstrationer og også � for de desperate og rasende unge i de fattigste områder i og omkring de største byer � til en ny bølge af optøjer. Angreb mod politiet, og især imod CRS' forhadte brigader, har fundet sted over hele landet. Tydeligvis mister den herskende sit greb om samfundet. Det er svært at sige hvorvidt denne bevægelse vil nå samme omfang som i 1968. I øjeblikket bevæger begivenhederne sig dog i den retning. Arbejdernes øjne over hele verden bør nu være fæstnet på begivenhederne i Frankrig. Vi står foran udsigten til en før-revolutionær situation som en umiddelbar mulighed. Hvis regeringen trækker i land og opgiver CPE, er den måske stadig i stand til at undgå den forestående voldsomme omvæltning. Hvis den forsøger at stå imod � hvilket De Villepins første reaktion på dagens begivenheder ser ud til at indikere � vil den meget muligt finde, at begivenhederne vil tage en sådan drejning at selv en tilbagetrækning af CPE ikke er nok. Det måske tydeligste tegn på at splittelser åbner sig i de herskende klasse er den nuværende indenrigsminister Nicolas Sarkozy's opførsel. Denne fanatiske opkomling har brugt årevis på, at forfalske hans ry som uforsonlighedens forkæmper, kompromisløs handling i de rige og magtfuldes interesse. De mere tøvende repræsentanter for den herskende klasse, der � af frygt for at provokere en social eksplosion � har forsøgt at udskyde eller opbløde angrebene rettet mod arbejderne, er blevet underkastet til den mest bidende kritik fra �den stærke mand� Sarkozy. Og alligevel er denne samme mand offentligt gået imod De Villepin, der nu står anklaget for at have været for dogmatisk og for kompromisløs. Der er mere i denne splittelse end den personlige rivalisering mellem Sarkozy og De Villepin. Sarkozy giver kapitalisternes meget virkelige frygt en stemme, der kan se at situationen er på vej ud af kontrol. Historien har givet dem gode grunde til at frygte de franske arbejderes militante og revolutionære traditioner. Socialistpartiets ledelse har under intenst pres fra neden gentaget, at det vil fjerne CPE med det samme hvis venstrefløjen vinder næste valg, der afholdes i marts 2007, hvis begivenhederne ikke fremrykker det. Ud fra kapitalisternes synspunkt risikerer regeringen � deres regering! - med dets stædige insisteren på CPE � en gentagelse af 1968 pga. et tiltag, der alligevel vil blive afskaffet om mindre end et år fra nu. MEDEF, der repræsenterer de store virksomheders interesser i Frankrig, har også forsøgt at distancere sig fra regeringen. Sådanne splittelser er i sig selv et klassisk symptom på udviklingen af en før-revolutionær krise. Skulle splittelsen i toppen af samfundet udvides yderligere, og bryde ud i åben konflikt vil dette tages som det første tegn på, at det eksisterende system har tabt balancen, og vil åbne op for en ny flodbølge fra neden. De �moderate� ledere af Socialistpartiet har intet andet alternative end klart at tage afstand fra CPE. Selv den forræderiske leder for CFDT, Francois Chérèque, der i 2003 kynisk forrådte kampen mod pensionsreformerne ved at underskrive en aftale med regeringen få timer før 13. maj demonstrationen det år, er blevet tvunget til at indtage en ukarakteristisk militant indstilling. CGT, CFDT, FO og alle arbejdernes politiske og faglige organisationer presses skarpt til venstre. I løbet af de næste få dage vil den herskende klasse på den ene side og arbejderne og ungdommen på den anden, lave status over den sidste måneds begivenheder, og især strejkerne og demonstrationerne 28. marts. Præsident Chirac har holdt en rimelig lav profil indtil nu. Han vil måske intervenere og beordre regeringen til at trække i land. Dette ville være et ødelæggende slag til den sidstnævnte, der blev indsat for kun 9 måneder siden, efter afsættelsen af den miskrediterede Raffarin-regering. Men, hvis behovet for at opretholde regeringens prestige skulle føre Chirac til at opretholde CPE, er det sandsynligt at intensiteten i kampen mellem klasserne øges til et endnu højere niveau. 28. marts har tjent til at højne moralen og kampgejsten hos arbejderne og ungdommen. De kan se at deres fjender er i vanskeligheder, og er begyndt at slås internt. Dette er ud fra den herskende klasses synspunkt en yderst farlig tilstand. I alle tilfælde, uanset det umiddelbare udfald af den nuværende kamp, går Frankrig tydeligvis mod en ny og gigantisk revolutionær opstand, der vil ryste hele Europa, og hele verden.
