Frankrig i en “tilstand af oprør” idet de gule veste bevæger sig fremad

Gilet Jaunes-bevægelsen (De Gule Veste) i Frankrig er nået et vendepunkt. I mødet med en stigende radikalisme, som nu truer overlevelsen af selve regeringen, har Macron ændret sin udfordrende tone og lovet at “suspendere” stigningen i skatten på brændstof, som startede bevægelsen. Dette tilbagetog sker efter weekendens gadekampe mellem tusindvis af demonstranter og politiet, som har resulteret i 200 sårede alene i Paris og mindst ét dødsfald.

[Source]

Den organiserede arbejderklasse er begyndt at tage del i kampen (på trods af at fagforeningsledere trækker på det) lige så vel som studerende som besætter deres institutioner i solidaritet og rejser deres egne krav. Men på trods af Macrons forsøg på at desarmere situationen, har eksplosionen af vrede og frustration over årevis med nedskæringer og ulighed fået sin egen logik, og det bliver ikke nemt at tvinge ånden tilbage i flasken.

Begivenhederne lørdag og søndag markerede den tredje weekend i træk med uroligheder i den franske hovedstad. Tusindvis af demonstranter overtog gaderne i Paris. Mens de nøjagtige tal er uklare, er det sikkert, at over 100,000 deltog i demonstrationer landet over. Det er færre end sidste weekend (200,000 ifølge de officielle tal, som dog er en underestimering), men stemningen var langt mere radikal og det er tydeligt, at kravene fra bevægelsen har flyttet sig ud over spørgsmålet om brændstofskat. Blandt visse dele af bevægelsen er der en oprørsk og revolutionær stemning. De 5000, som marcherede ned af Champs Élysées ved middagstid i lørdags, råbte og bar sloganer som “Magt til folket!” og “Gå af, Macron!” Mange havde sidstnævnte slogan på deres veste.

Klassehad

De gule veste-bevægelsen startede i perifere landsbyer, byer og landområder (hvis beboere afhænger af biler til at komme på arbejde, og som derfor ville være hårdest ramt af en højere brændstofskat) Frankrig over og inkluderede mange kvinder og enlige mødre. De fleste er lavindkomstarbejdere, altså de som bliver hårdest ramt af stigende priser og stagnerede lønninger. Disse arbejderklasse- og fattige middelklasselag er hadefulde efter år, hvor de er blevet presset igennem nedskæringer og stigende leveomkostninger og udtrykker nu deres dybe had til de rige og til Macron-regeringen, som repræsenterer dem.

Som Idir Ghanes, en 42-årig, arbejdsløs computertekniker fra Paris, har udtalt: ”Vi har lave lønninger og betaler for meget skat, og kombinationen skaber mere og mere fattigdom… På den anden side er der ministre og præsidenten og deres fantastiske lønninger.” Andre demonstranter, som Marie Lemoine, 62 (skolelærer fra Provins), påpegede den prokapitalistiske og hykleriske politik, som Macron fører: ”Vi bliver ramt i stedet for flyselskaberne, rederierne, de virksomheder, som forurener mere men ikke betaler skat… Macron er vores Louis XVI, og vi ved, hvad der skete med ham.” Klassekarakteren af de gule veste og deres had til de rige blev klart under demonstrationen i Paris i lørdags. Vandalisme ramte de rige vestlige og centrale dele af byen med smadrede og plyndrede butiksfacader, brændte dyre biler og Triumfbuen dækket i antiregeringsgraffiti samt sloganet: “De gule veste vil triumfere.” Demonstranterne smadrede vinduerne på en nyligt åbnet Apple-butik og luksusbutikkerne Chanel og Dior. Der var selvfølgelig også kriminelle elementer, der udnyttede situationen, men det er ikke et hovedtræk for bevægelsen.

Billeder af ødelæggelse har fyldt både den franske og den internationale presse i et forsøg på at svække og miskreditere de gule veste. En Harris Interactive-rundspørge viste dog 72 procent støtte til bevægelsen i dag, som altså er uændret i forhold til for 2 uger siden. I Paris er støtten til bevægelsen vidt spredt, og udtrykket for vrede set som legitimt. “Jeg står fuldt bag de gule veste,” sagde George Dupont, en beboer i Paris’ 16. arrondissement. “Staten har stjålet penge fra det franske folk. Det er på tide de får dem tilbage.” Hjælpelærer Sandrine Lemoussu, 45, som rejste fra Bourgogne for at deltage i demonstrationerne, er enig og udtalte, at folk har fået nok af Macron. “Folk er i oprør. Vreden stiger mere og mere, og præsidenten foragter det franske folk. Vi er her ikke for at ødelægge ting, men folk har fået nok.”

Politisammenstød

Autoriteterne var uforberedte på uroens omfang. Der var voldsomme sammenstød for enden af Champs-Élysées-boulevarden og flere andre steder rundt omkring i byen, inklusive Nationaloperaen og Bastillepladsen. På trods af brugen af vandkanoner, strømpistoler, tåregas og politistave mod menneskemængden blev politiet overvældet i mere end en af situationerne, da mængden kastede projektiler mod dem og drev dem tilbage. Frederic Lagache fra politifagforeningen Alliance råbte om undtagelsestilstand og sagde, at “militære forstærkninger” var nødvendige for at passe på offentlige monumenter og for at lette noget af presset på politiet.

I nogle situationer nægtede politiet at engagere sig med demonstranterne, hvilket ses i en viral video filmet i byen Pau i det sydvestlige Frankrig. Videoen viser en række kampklædte politibetjente, der kigger mod en stor gruppe gule veste og fjerner deres hjelme for at signalere, at de ikke har tænkt sig at angribe – til jublen og klapsalver fra menneskemængden. Efter sigende var det ikke et tegn på sympati men resultatet af en aftale mellem den lokale politileder og de gule veste (“vi stopper vores demonstration, og I fjerner jeres kampudstyr”). Men videoen er alligevel bevis på bevægelsens selvsikkerhed og politiets svaghed.

Ikke overraskende er kapitalistklassen skrækslagne over protesterne. Ikke kun fordi det er dårligt for forretningen i juletiden eller på grund af mangel på brændstof grundet spontane blokader ved depoter, men fordi bevægelsen kunne udvikle sig til en trussel mod regimet i dets helhed. Jeanne d’Hauteserre, borgmesteren for det 8. distrikt af Paris nær Triumfbuen, fortalte BFM TV, ”Vi er i en oprørssituation. Jeg har aldrig set noget lignende.” Flere regionale repræsentanter for den centrale regering har anonymt omtalt situationen som “eksplosiv og næsten oprørsk” eller “prærevolutionær” til Le Monde. De noterede også, at det var et lag af befolkningen, som var mod skatter, der startede revolutionen i 1789. En repræsentant konkluderede: ”Det, der bliver udtrykt mest, er hadet til republikkens præsident.”

Macrons hykleri

Macron (som var tusindvis af kilometer væk til G20-møde i Argentina) svarede på weekendens begivenheder ved at true med at erklære undtagelsestilstand og fordømme ødelæggelsen, da han udtalte, at han ”aldrig vil acceptere vold.” Generelt har regeringen forsøgt at skabe splittelser i De Gule Veste ved at skelne mellem de “legitime klager” fra de “fredelige” demonstranter og de “voldelige radikale grupper”, som har infiltreret bevægelsen. “Det, der skete i Paris, har ingenting at gøre med de pacifistiske udtryk af legitim vrede,” sagde Macron lørdag ved slutningen af G20-mødet. “Ingen sag retfærdiggør angreb på politiet, plyndring af butikker, trusler af forbipasserende eller journalister, tilsmudsning af Triumfbuen.” Samtidig argumenterede indenrigsminister, Christophe Castaner, at “ultra-højre” og “ultra-venstre” elementer havde tiltrukket “folk som kun kom til Paris for at lave ravage.”

Mens det er rigtigt, at der var lusede og radikale højreelementer i demonstrationerne over weekenden, var disse marginale. Fra begyndelsen har De Gule Veste-bevægelsen penetreret dybt igennem lag af samfundet med Front National-vælgere og folk fra middelklassen deltagende sammen med arbejderklassen og fagforeningsfolk. Men som bevægelsen er begyndt at blive radikaliseret, og arbejderklassens aftryk bliver større, er meget af skraldet fra højre blevet smidt ud, og klassemodsætningerne er blevet tydeligere. En anden viral video viser for eksempel Yvan Benedetti, tidligere præsident for den ultranationalistiske gruppe L'Œuvre française (selv iført refleksjakke), blive angrebet og drevet bort af antifascister fra De Gule Veste.

Det er rigtigt, at manglen på organisation og lederskab i bevægelsen åbner den op for opportunistiske elementer. Problemet kunne løses af en målbevidst deltagelse af den franske fagbevægelse. Men Macrons kritik af “volden” fra De Gule Veste lugter af hykleri, den voldelige undertrykkelse taget i betragtning, som demonstranterne er blevet mødt af fra den franske stat. Videoer cirkulerer online af bander af kampklart politi, der jager og banker isolerede, ubevæbnede demonstranter.

En anden sag omhandler en 80-årig kvinde, som blev slået ihjel i Marseille efter at blive ramt i hovedet af en tåregasdåse affyret af politiet, mens hun stod på sin altan. Derudover endte en 28-årig mand i koma efter et sammenstød med politiet. For ikke at nævne statsvolden som tidligere er blevet brugt af Macron-regeringen til at undertrykke andre strejker og demonstrationer (såsom under antinedskæringsmobiliseringer i 2017 og den CGT-ledede jernbanearbejderstrejke tidligere i år) og den forfærdelige lidelse allerede påført det franske folk af år med nedskæringer. De gule veste er den uundgåelige manifestation af alt den frustration og smerte, som de franske masser har oplagret. De har endelig nået deres bristepunkt og har sluppet deres vrede mod regeringen løs.

Menig solidaritet

Som tidligere nævnt har de vigtigste ledere for arbejderbevægelsen forsøgt at distancere dem selv fra De Gule Veste på det grundlag, at de “ikke vil marchere med Front National.” Men på denne måde efterlader de feltet åbent for den yderste højrefløj til at prøve demagogisk at tage kontrol over bevægelsen og afspore den. De menige CGT-fagforeningsfolk har i modsætning til deres lederskab sporadisk tilbudt solidaritet med og støttet bevægelsen fra starten, og flere afdelinger har indkaldt til strejker og besættelser i solidaritet med bevægelsen mod brændstofskat. Det lagde pres på lederskabet, som endelig indvilgede i at indkalde til samlet aktion lørdag. Som resultat marcherede demonstranter – gule veste og medlemmer af CGT – sammen på Place de la Republique i Paris. Grundet mangel på planlægning blev demonstrationen dog ret lille. Men på trods var CGT-arbejdere (nogle i røde jakker, andre i gule) synlige i løbet af dagen.

Størrelsen på protesten mod Macrons skattestigninger har resulteret i et sammenfald af krav og klager fra overalt i samfundet, og forskellige dele af arbejderklassen har spontant meldt sig ind i kampen. Et eksempel er fra i søndags, da ambulancereddere havde et sammenstød med politiet, da flere ambulancer deltog i protesterne ved Place de la Concorde og blokerede en bro nær nationalforsamlingen. Udover at støtte De Gule Vestes kamp mod stigning af brændstofskatten modsætter disse arbejdere sig også en række af reformer på bistand og sundhedsvæsenet, som de siger kan påvirke deres services. En demonstrant fortalte Reuters: ”[Reformerne] vil smadre os finansielt og ødelægge vores firmaer.”

De studerende er også begyndt at tilslutte bevægelsen. I sidste uge afholdte studenterorganisationer på flere store universiteter (inklusive Montpelier, Nantes og Rennes) generalforsamlinger for at diskutere et nyt regeringsprojekt, som går ud på at hæve betalinger for studerende, og den fortsatte kampagne for at stoppe indførelsen af krav for universitetsansøgninger og sætte begrænsninger for adgangen til visse prestigefyldte kurser. På generalforsamlingerne blev spørgsmålet om at gå med i De Gule Veste diskuteret dels for at promovere deres egne krav – dette giver mulighed for en landsomfattende studenterbevægelse i solidaritet med De Gule Veste.

Efterfølgende i løbet af den sidste uge har over 300 gymnasier været besat og barrikaderet forskellige steder i landet blandt andet i den sydvestlige by Toulouse og i Créteil i Paris-området. Nogle gymnasieelever blev anholdt efter uropoliti blev indkaldt til Jean-Pierre Timbaud-gymnasiet i Aubervilliers i den nordlige parisiske provins. Videoer florerer online, hvor man kan se politiet affyre røggranater mod teenagerne, som kan ses sparke dem væk mens politiet kommer tættere på. Omkring 1,000 elever, mange i gule veste, demonstrerede i Nice og råbte ”gå af, Macron!” og billeder fra en studenterprotest i Bourdeaux viser uropoliti bruge politistave til at tæske de unge demonstranter. I en anden demonstration i Marseilles blev skoleelever beskyttet mod politiet af opsynsmænd fra CGT. Universitetsstuderende og gymnasieelever var også involveret i weekendens demonstrationer.

Et delvist tilbagetog

Som presset mod Macron regeringen stiger, blev premierminister, Edouard Philippe fra alle sider bedt om at droppe skattestigningen for at få ro på urolighederne. Marine Le Pen forsøgte at fremme sit image ved at bede regeringen stoppe skattestigningen mens Jean-Luc Mélenchon ikke kun påkaldte ”øjeblikkelig og betingelsesløs” fjernelse af skattestningen men også Macron’s tilbagetræden.

Regeringen annoncerede endelig i dag, at den ville “suspendere” stigningen af brændstofskatten i et forsøg på at stoppe protesterne. Stanislas Guerini, som lørdag blev valgt som den nye leder for Hr. Macrons La République en Marche, sagde til RTL radio: ”Vi må tilfredsstille landet.”

Mens det tvungne tilbagetog er en bekræftelse af De Gule Vestes radikale aktion, er det faktisk en meget lille indrømmelse, som ikke løser noget, da det kommer efter årtier med skattestigninger, og andre takster er planlagt for 2019. Dette træk er kun tiltænkt for at splitte og demobilisere protesterne og give regeringen tid til at trække vejret og omgruppere. Det kan dog være for lidt og for sent, taget de ekstremt radikale konklusioner i betragtning, som er blevet draget af De Gule Veste, som for længst har bevæget ud over blot brændstofpriser. Det er blevet en bevægelse, som omhandler de kroniske uretfærdigheder i det franske samfund. Mens nogle af de moderate lag måske trækker sig, vil langt de fleste højst sandsynlig ikke se sig tilfredse, før Macron-regeringen er væltet. Bevægelsen er også begyndt at sprede sig internationalt. Demonstranter i Belgien smadrede i fredags flere politikøretøjer og kastede sten på statsministeren Charles Michels kontor og bad om hans tilbagetræden grundet høje skatter og madpriser; og lave lønninger og pensioner. Disse “copycat” demonstranter bar gule refleksveste og blokerede gader i Bruxelles med stykker af stillads og hindrede altså trafikken. Om dette repræsenterer en rigtig trend eller bare en kortsigtet udvikling må tiden vise, men det reflekterer det faktum, at lignende sociale modsætninger eksisterer over hele Europa.

Problemet med lederskabet

Gennem hele De Gule Veste-bevægelsen har et af de store problemer været manglen på koordination og ordentligt lederskab. Der er dele af bevægelsen, som modsætter sig tilstedeværelsen af “politik” – i form af politiske partier eller fagforeninger – og som altså ser De Gule Veste som et “antipolitisk” fænomen. De Gule Veste har ingen formelle strukturer eller valgt lederskab, kun nogle ikke-valgte “talspersoner”, som reflekterer den forvirrede, heterogene politiske karakter af bevægelsen som helhed. Nogle af disse læner sig langt mod højre, inklusive Christophe Chalençon som ville have Macron til at gå af til fordel for General Pierre de Villiers: en reaktionær tidligere militærleder, som Chalençon har kaldt en ”ægte leder”. Men som bevægelsen er modnet og er blevet mere radikal, er den begyndt at bevæge sig videre fra de tilfældige personer. Mere moderate talspersoner, Jacline Mouraud og Benjamin Cauchy (hvoraf sidstnævnte er blevet smidt ud af De Gule Veste-bevægelsen i Toulouse), ville have accepteret en invitation til at “forhandle” med premierministeren men var tvunget til at trække sig efter ramaskrig fra de menige dele af De Gule Veste, som mistænkte, at de ville droppe bevægelsens mere radikale krav – som inkluderer opløsning af nationalforsamlingen.

De Gule Veste må danne generalforsamlinger (som nogle få grupper i bevægelsen allerede har krævet) og vælge et demokratisk ansvarligt lederskab, der kan oversætte energien på gaderne til et program for aktion. Det er et krav, som fagforeninger er i en position til at lave, men indtil nu er muligheden ikke blevet udnyttet. Faktisk er hele feltet åbent for, at fagbevægelsen kan komme med et lederskab og et radikalt klasseprogram til De Gule Veste. Især fagforeningerne og France Insoumise må bygge på det momentum, som bevægelsen har skabt, og mobilisere et fælles angreb mod Macron. Fagbevægelsens lederes politik har indtil nu ikke opnået dette. CGT holder en “stor aktionsdag” den 14. december, men det er for lang tid at vente taget bevægelsens udviklingstempo i betragtning. Derudover har bevægelsen allerede set mange “store aktionsdage” og få resultater – det, der skal til, er en 24-timers generalstrejke som startpunkt for en række af fornyelige strejker med det mål at vælte regeringen.

France Insoumise har, om ikke andet, været kritisk overfor CGTs tøven og støttet De Gule Vestes krav fra begyndelsen. Det har til gengæld også krævet, at Macron skal acceptere en række “progressive” krav (aflyse skattestigningen på brændstof, reintroducere progressiv beskatning af rige og allokere 40 billioner euro i skattefradrag til virksomheders “økologiske overgang”) eller gå af. Det er utopisk: Macron vil ikke gøre nogen af delene og vil i stedet fortsætte med at kombinere små indrømmelser med undertrykkelse. I stedet for at presse Macron til at finde “en vej ud af krisen” burde de forklare, at der ikke er nogen løsning under det nuværende borgerlige regime. Målet kan derfor kun være at vælte Macron-regeringen, som kun repræsenterer kapitalistklassens interesser. Men Mélenchon har ikke tydeliggjort klasselinjerne bag konflikten. Han har underspillet klassekarakteren af De Gule Veste, som han beskrev som “borgernes revolution” ved en “ny historisk aktion – folket”.

Men ingen af bevægelsens bredere krav kan opnås uden arbejderklassens kamp, som har kapaciteten til at lamme landet og efterlade regeringen uden fodfæste som i maj 1968. Derfor er en koordineret og vidt spredt strejke – som samler arbejdere fra alle sektorer og den radikale ungdom – den eneste vej til sejr. Lige meget hvad, der sker med denne specifikke bevægelse, er det klart, at et nyt kapitel i klassekampen i Frankrig er begyndt, og som Friedrich Engels sagde, bliver klassekampen altid kæmpet til enden.