Frankrig: De gule veste, Lenin og CGT-lederskabet

d. 20. november 2018. Siden da er bevægelsen omkring “de gule veste” kun vokset i størrelse. Macron er blevet tvunget til at trække sin skattestigning tilbage. Bevægelsen har dog fået sit eget momentum og ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig

[Source]

Mobiliseringen af protestbevægelsen, der går under navnet Les Gilets Jaunes (de gule veste), markerer et vigtigt skridt i den franske klassekamps udvikling. Med hverken parti, fagforening eller nogen forhenværende organisation har hundredtusindvis af mennesker deltaget i denne bevægelse mod skattestigninger på diesel og benzin og i deres kamp ryddet regeringens pseudo-indrømmelser og trusler af vejen. De er bakket op af et stort flertal i befolkningen.

Deres viljestyrke reflekterer deres vrede og lidelse. De brænder af indignation mod en regering, der konstant hæver skattetrykket for arbejdere, pensionerede og middelklassen, mens de rigeste nyder godt af alverdens “skattefradrag”, subsidier og andre godtgørelser. De gule veste har forlængst forstået at regeringens argumentet for skattestigninger, der begrundes med en “økologisk overgang”, bare er endnu et påskud for at plyndre fra hovedparten af befolkningen til gavn for de rige parasitter.

Denne bevægelse er politisk og socialt heterogen, naturligvis! Den reaktionære regerings politik, der fører til stigninger i benzinpriser, har ikke kun ramt arbejdere, men også håndværkere, små erhvervsdrivende, mindre landbrug, funktionærer, pensionister og andre mellemliggende sociale lag. De gule vestes sociale og politiske heterogenitet er udtryk for bevægelsens dybe rødder i samfundet. Det er ikke bare en mobilisering af den mest bevidste og organiserde arbejderbevægelses fortrop. Det er en massebevægelse, der har vækket de lag i samfundet, der sædvanligvis står på sidelinjen i klassekampen. Selvfølgelig kan ingen forudsige, hvor langt denne bevægelse vil gå. Men hvad der er tydeligt er, at en bevægelse af denne natur er karakteristisk for forløbere til en revolutionær situation. På øen Réunion har bevægelsen allerede taget en oprørsk drejning.

Lenin om massebevægelser

Venstrefløjsaktivister, der forholder sig kritisk til “forvirringen” i bevægelsen, må tænke på, hvad Lenin skrev i 1916:

“Hvem end der forventer en ‘ren’ social revolution vil aldrig komme til at se den. Sådan en person snakker revolutionen efter munden uden at forstå, hvad en revolution er […] Den socialistiske revolution i Europa kan ikke være andet end et udbrud af massebevægelse, der indeholder alle arter af diverse undertrykte og utilfredse elienter. Nødvendigvis vil dele af småborgerskabet og de mest tilbagestående arbejdere deltage i den - uden deres deltagelse er en massebevægelse umulig og uden en massebevægelse ingen revolution - og lige så uvægerligt vil de bringe deres fordomme, reaktionære fantasier og deres fejlagtige svagheder ind i bevægelsen. Men på et objektivt plan vil de angribe kapitalen, og i denne situation vil revolutionens klassebevidste fortrop, det avancerede proletariat, som tilkendegiver den objektive sandhed af den forskelligartede og disharmoniske, brogede og udadtil fragmenterede massebevægelse, have mulighed for samle bevægelsen og give den retning, tage magten, overtage bankerne, ekspropriere trusterne som alle hader (dog af forskellige årsager!) og introducere andre diktatoriske foranstaltninger, der i deres totalitet vil betyde omstyrtelsen af borgerskabet og socialismens sejr, selvom dette alene på ingen måde vil ‘udrense’ det småborgerlige møg i bevægelsen fra den ene dag til den anden." ^[1]

Disse få linjer skrevet af Lenin karakteriserer de gule veste og deres bevægelse. På samme tid viser de, nødvendigheden af den rolle fagforeningerne og arbejdernes politiske organisationer spiller under sådanne omstændigheder: De må “samle og give retning” til massernes bevægelse og sigte mod en magtovertagelse og omstyrtning af kapitalismen. I den henseende er der en enorm uoverensstimelse mellem, hvad Lenin skrev for hundrede år siden og den politik, de fleste ‘ledere’ af arbejderbevægelsen fører i dag. Rent faktisk leder de ikke noget som helst. De har vendt ryggen mod bevægelsen og de gule veste, når de altså ikke vælger at angribe den.

Eksempelvis beskrev Lauret Berger, lederen af CFDT, bevægelsen som “totalitær”. Som en agent for borgerskabet indeni arbejderbevægelsen, går Laurent Berger aldrig glip af muligheden for at forsvare den etablerede orden, når denne byder sig. En orden der i sig selv kan siges at være totalitær og grundlæggende repræsenterer bankernes og de multinationale selskabers herredømme.

Fejltagelser fra fagforeningstoppen

Hvad med Philippe Martinez, der er leder af det mest magtfulde og militante forbund af fagforeninger, CGT? “Omstyrtning af borgerskabet” og “socialismens sejr” er lysår væk fra hans intentioner, hvilket må siges at være beklageligt, eftersom massernes problemer ikke kan løses indenfor det kapitalistiske systi. Når det er sagt, hvilken position er det så, Philippe Martinez forsvarer? Han siger, at han forstår de gule vestes “berettigede” vrede, men afslår at involvere sin egen organisation i bevægelsen, fordi han ikke ønsker at se CGT “marchere side om side med Front National”. På samme tid anerkender han dog, at den ekstreme højrefløj er en minoritet i bevægelsen (ja faktisk er den marginal som en organiseret kraft i det hele taget). Det første og mest centrale krav fra de gule veste er en annullering af skattestigningen på benzinpriserne, men Philippe Martinez støtter ikke dette krav. Lige modsat har han adspurgt regeringen, om de vil hæve mindstelønnen så arbejdere, blandt andet, kan købe “rene køretøjer”!

Denne position er fuldstændig forkert og hænger ikke sammen med den reelle situation. Selvfølgelig skal vi kæmpe for at hæve mindstelønnen og lønninger i det hele taget, men dette krav står hverken i modsætning til, eller udelukker, det krav, der er det centrale i de gule vestes bevægelse, der har sat liv i brede dele af samfundet: Annulleringen af skattestigninger på benzinprodukter. I stedet for at sætte sig imod bevægelsen med kravet om højere lønninger, burde ledelsen i CGT tage de gule vestes vigtigste (og rimelige) krav til sig, alt imens de forsvarer det generelle program for at øge købekraften, hvilket selvfølgelig inkluderer en stigning i lønninger.

CGT burde forklare, at en stigning i benzinskatten ikke har noget at gøre med miljøet. Dette er plyndring til fordel for multinationale selskaber, eftersom pengene fra skattestigningerne vil ende i direktørernes skattekiste i form af subsidier og skattefradrag. Hvis regeringen har brug for et par milliarder euros til at styrke budgettet, så lad os tage pengene fra de multinationale selskaber - ikke fra helt almindelige folks lommer! I stedet for at friføre denne klare og simple pointe har Philippe Martinez antydet, at det er direktørernes interesser, der ligger bag de gule vestes bevægelse, en udmelding der kun har næret mistillid.

Ved at afvise enhver deltagelse i kampen for at sænke benzinskatten har CGT’s lederskab efterladt dette kampterræn til højrefløjen og den yderste højrefløj, hvis professionelle diagoger i de sidste dage har opdaget, at de også er imod sådanne skattestigninger, et pludseligt faktum de nu råber ud for alle vinde. Heldigvis har græsrodslagene i CGT ignoreret Philippe Martinez’ ordrer. De har mobiliseret sig sammen med de gule veste. Forbindelser er blevet skabt og fælles indsatser er blevet genniført. Dette er vejen fri!

Støt de gule veste - stil diagogerne til skue!

Desuden, hvordan vil ledelsen i CGT fravriste den indrømmelse fra regeringen - og dermed arbejdsgiverne - som de forlanger; en lønstigning på minimum 300 euros? Formodentlig ved at organisere en ny “aktionsdag” uden nogle fremtidige planer, på trods af, at netop denne strategi med “aktionsdage” har været en komplet fiasko igennem de sidste 10 år? Vi kan kun formode. For øjeblikket forlanger Martinex bare lønforhøjelser for en bevægelse, han ikke engang vil lade sig identificere med.

Vi har ofte gjort det klart, at “aktionsdage” er en håbløs strategi. Det har ledt til nederlag i store sociale bevægelser i 2010, 2016, 2017 (for at nævne et par stykker). Den franske kapitalismes krise er så dyb, at Macrons regering, i kapløbet om at gennemføre nedskæringer og tilbagerulle reformer, under ingen omstændigheder vil bukke under for “aktionsdage”, lige meget hvor store de er. Under de nuværende forhold vil det kræve opbyggelsen af en bevægelse med vedvarende strejker i et voksende antal økonomiske sektorer, hvis vores klasse skal vinde en reel sejr.

Dette er præcis hvad borgerskabet og regeringen frygter - at de gule veste vil være startskuddet til en bevægelse af vedvarende strejker. Det er i netop dette øjeblik, at Philippe Martinez har valgt at erklære: “I kan gøre det uden mig! Jeg vil ikke mobilisere ved siden af Front National”. Denne position er absurd. De gule veste udtrykker på klareste vis den voksende forbitrelse og kamplystne stining hos et bredt lag af arbejdere. I stedet for at forlade kamppladsen burde ledelsen i CGT gøre alt, hvad de kan for at støtte bevægelsen og bygge på dens momentum, for at sætte de rigtige ting på dagsordenen -en samlet offensiv fra arbejderklassen mod regeringens reaktionære politik. Til at starte med burde CGT’s ledelse stille krav til deres medlemmer om deltagelse i den massive demonstration som de gule veste planlægger d. 24. november. Med denne støtte vil Laurent Wauquiez, Marine Le Pen og de andre borgerlige diagoger tøve og forsøge at holde bevægelsen tilbage. Det vil sige, deres maske vil falde af.

[1] På Lenins tid (dvs. før nazismens og stalinismens rædsler) havde betegnelsen “diktatorisk” ikke nogle negative konnotationer. Når Lenin skriver “diktatoriske foranstaltninger” refererer han til de foranstaltninger (økonomiske og politiske), som arbejderklassen bruger til at påtvinge deres vilje imod borgerskabet, ligesom borgerskabet under kapitalismen påtvinger sin vilje over for arbejdere. I denne forstand er “proletariatets diktatur” intet andet end arbejdernes demokrati; arbejdernes magt efter de har omstyrtet “kapitalens diktatur”