England: et alternativ til nedskæringer

Den finanslov, som højrefløjsregeringen har fremlagt i Storbritannien, er første led i et femårigt program med nedskæringer, der skal ramme befolkningen. Regeringen siger, at økonomien er i krise. Det er rigtigt. De forsøger at blødgøre befolkningen til drastiske nedskæringer og siger, at der ikke er råd til offentlige udgifter, og at der ikke er noget alternativ. Men det er løgn.

Det britiske offentlige budget kører for tiden med et underskud på omkring 14 procent. Det er ganske sandt, at en person eller et land ikke kan blive ved med at bruge 114 kroner for hver 100, det tjener. Statens gæld hober sig op. Inden recessionen var den på 36 procent af det, landet producerer på et år. I 2014-15 skønnes det, at den vil svare til 75 procent af nationens indkomst.

Dette skyldes ikke vores umættelige appetit på skoler og hospitaler. Der er to årsager til, at det offentlige kører med underskud og ophober gæld. I første omgang skyldes det, at regeringen kastede enorme summer efter bankerne i et desperat forsøg på at redde dem, da de kollapsede under finanskrisen efter 2007. I anden omgang har recessionen forårsaget et fald i indtægterne og et permanent fald i produktionen. Andrew Haldane [direktør for finansiel stabilitet i Englands nationalbank, red.] har regnet ud, at det samlede tab udgør mellem et og fem års produktion – mellem 1.800 og 7.400 milliarder pund [mellem 8.900 og 62.400 mia. kroner, red.]. Det er en overvældende sum. Det offentlige underskud er en direkte følge af recessionen, siden skatteindtægterne dykkede, da indtægterne faldt mens statens udgifter steg.

Massefyringer
Så hvad foreslår koalitionsregeringen nu, da vi alle er fattigere? De ønsker at beskære underskuddet og gøre almindelige arbejdere endnu fattigere. Tag ikke fejl. Det er ikke kun de offentligt ansatte, som vil blive ramt. Standarden af de offentlige ydelser, vi modtager, er dømt til at falde.

Derudover foreslår regeringen at fyre hundredtusindvis af ansatte i kommunerne, i sundhedssektoren og andre steder. Disse arbejdere vil ikke gå ud og bruge penge og stimulere økonomien. Den efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser, som arbejdere i den private sektor stiller, vil forsvinde. Nedskæringer vil hæmme økonomien. Allerede nu protesterer byggefirmaer imod de foreslåede nedskæringer i udgifterne til at bygge skoler. Der er en alvorlig risiko for, at dette nedskæringsprogram vil medføre, at den svage bedring i økonomien vil dø ud, og vi igen vil gennemgå en recession.

Spekulative angreb
Regeringen er i et dilemma. Deres nedskæringsbudget svarer til at spille hasard med økonomiens fremtid. Efter den græske krise frygter de, at finansmarkederne vil vende sig mod Storbritannien. Alle de store lande har stigende underskud og statslig gæld som følge af den økonomiske krise. Spekulanterne belejrede den græske økonomi og spillede på, at den græske regering ikke kunne betale gælden. De tvang den græske regering i knæ og til at indføre et barbarisk nedskæringsprogram i stedet. Med andre ord er byrden for krisen endnu en gang blevet lagt på arbejderklassens skuldre.

Alle de svageste medlemmer af euroen – Spanien, Portugal og Italien – frygter lignende spekulative angreb.

Enorm gældsbyrde
Da det meste af den græske gæld ejes af udlændinge ville en statsbankerot være et hårdt slag til de europæiske banker, der ejer størstedelen af de græske statsobligationer. Det samme gælder Portugal. Redningspakken, som EU har stykket sammen, er overhovedet ikke rettet imod at redde den græske arbejderklasses leveforhold. Hensigten er at redde bankerne i Tyskland og andre vigtige lande i euroområdet.

Storbritannien er ikke i en sundere tilstand end Grækenland og Portugal. En kommentator sagde: ”Gilts [offentlig gæld] hviler på en seng af nitroglycerin.” Hvis ”markederne” direkte nægter at købe gælden, eller hvis de kræver en højere rente, kan regeringen ende med at betale mere og mere for den offentlige gæld.

Hvis gælden løber ud af kontrol, så følger renten, hvilket grækerne smerteligt har opdaget. Hvis Storbritanniens offentlige gæld stiger til 75 procent af BNP vil vi skulle betale 30 milliarder pund, eller to procent af den nationale indkomst, blot i rente førend vi betaler en øre af på den faktiske gæld. Gældsbyrden vil blive ubetalelig og hele omkostningen vil blive påført almindelige mennesker.

På G20-mødet for nylig blev det bekræftet, at alle de store kapitalistiske magter er fast besluttede på at gennemføre nedskæringer for at tilfredsstille markederne. Under kapitalismen er det markedet, ikke valgte regeringer, der bestemmer. Vi får at vide, at den eneste metode til at forhindre en finanskrise, er at skære ned på den offentlige gæld. Krisen i kapitalismen begyndte som en bankkrise i 2007-08, og viser sig nu som en krise i de offentlige finanser og som en gældskrise.

Økonomien under pres
Ikke desto mindre har mange økonomer deres tvivl om visdommen i at beskære statens udgifter nu. Den britiske regering balancerer på en tynd line. Nedskæringer, der skal nedbringe underskuddet, vil skade den økonomiske bedring og tvinge økonomien i stå. Kapitalistiske lande vil gerne skære ned og vokse gennem eksport. Men hvis alle lande skærer ned, hvor er så de eksportmarkeder, som brændstoffet til økonomien skal komme fra?

Som den konservativt ledede regering i 1930’erne og Thatcher-regeringen i 1980’erne fandt ud af, kan offentlige nedskæringer i en recession føre til en nedadgående spiral i produktionen, hvilket vil sætte flere nedskæringer på dagsordenen og øre til økonomisk stagnation.

Kapitalismen har spillet fallit
Vi har været her før. Efter Anden Verdenskrig var Storbritannien næsten fallit. Den nationale gæld var over dobbelt så stor som den årlige produktion på daværende tidspunkt. Men alle forhold for at stort opsving i kapitalismen var til stede. Økonomien voksede og gælden svandt ind med lidt hjælp fra inflationen. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at der er bedring i den kapitalistiske verdensøkonomi, om end situationen er skrøbelig og kan vendes om som følge af offentlige nedskæringer. Men bedringen er meget langsom, og det er usandsynligt at man kan vende tilbage til fuld beskæftigelse i den umiddelbare fremtid. Derfor vil gælden hænge ved økonomien så langt frem, man kan se, og den kan være kilden til den næste økonomiske nedtur. Som Marx sagde, så er den eneste del af den såkaldte nationale velstand, der under kapitalismen bliver til den moderne nations ejendom – den nationale gæld.

Der er et alternativ. Det, der sker nu, er vanvid. Men det er kapitalismens logik. Kapitalisme betyder produktion for profit i stedet for menneskeligt behov. For arbejdere, der blot ønsker et job, så man kan betale regningerne, og et anstændigt niveau af offentlig velfærd, er det sindssygt, at de offentlige faciliteter bliver destrueret fordi ”der ikke er råd”, samtidig med at menneskelige og materielle ressourcer ligger ubenyttede hen. En planlagt, socialistisk økonomi vil give fuld beskæftigelse, stigende levestandard for alle og en meget mere omfattende offentlig velfærd. Der er brug for en stor bevægelse imod nedskæringerne, og der er brug for at arbejderbevægelsen antager et fast grundlag med et socialistisk program.