Egypten: revolutionen kender ingen grænser

Den folkelige opstand imod Hosni Mubaraks diktatur fortsætter. Søndag morgen steg solen op over endnu en anspændt dag efter en nat med masseprotest og trods imod regeringen. Udgangsforbuddet eksisterede kun på papiret. Denne kendsgerning viser klart den virkelige situation.

Det er den første arbejdsdag siden de enorme protester fredag. Ikke desto mindre er det – med Al Jazeeras Dan Nolans ord ”langt fra hverdag”. Hovedstadens vigtigste gader er blevet blokeret af kampvogne og pansrede mandskabsvogne. Der er blevet lavet nye militære afspærringer i et forsøg på at lede trafikken bort fra Tahrir Square, der er demonstranternes samlingspunkt. ”Det er stadig en meget anspændt situation med så meget militær i landets hovedstad,” siger han.

Præsidenten, der på papiret har en enorm magt, udsteder dekreter. Hæren får ordre til at adlyde hans befalinger. De, der trodser udgangsforbuddet, bliver truet med hårde konsekvenser. Men ingen adlyder, og intet sker.

BBC’s korrespondent i Cairo sammenfattede den virkelige situation. Da han stod foran en stor bygning, som var omsluttet af flammer og røg, sagde han – tydeligt forbløffet – ”Regeringspartiets hovedkvarter er i brand, og der er ingen brandbiler at se. Og naturligvis er der heller intet politi. Staten er forsvundet her.”

Det er ikke det eneste tilfælde. Adskillige regeringsbygninger i hovedstaden bliver fortsat ødelagt søndag formiddag, hvor disse linjer er skrevet. En menneskemængde forsøgte at storme det forhadte indenrigsministerium, hvor folk bliver tortureret. De blev slået tilbage af politiets snigskytter, som dræbte tre.

Uidentificerede mænd i en bil kørte ud fra indenrigsministeriets område og smed et lig på gaden. Dernæst åbnede de ild imod de folk, der var i området, hvorefter de flygtede. Der meldtes ikke umiddelbart om døde som følge af angrebet.

Folk sætter hver dag livet på spil i gaderne. Antallet af døde siges nu at have oversteget 150, og der er mindst 4.000 sårede. Men ingen ved, hvad det virkelige antal er. Men ingen ved, hvad det virkelige tal er. Alligevel kan undertrykkelsen ikke standse bevægelsen. Folk har mistet frygten. Tusindvis af demonstranter befinder sig fortsat på Tahrir Square. De er ikke bange for at dø. Det er deres vigtigste styrke, og det er den vigtigste svaghed ved de styrker, der står over for dem.

Al Jazeeras kilder har peget på, at militæret nu også er blevet stationeret i feriebyen Sharm el Sheikh. Sherine Tadros, der er Al Jazeeras korrespondent i Suez, sagde, at byen havde oplevet en ”aldeles kaotisk nat”, men at gaderne var stille ved daggry. Hun meddelte, at folk i fraværet af politi og militær ”tog loven i egne hænder” og brugte ”køller, kæppe, macheter og knive” til at beskytte deres ejendom.

Det ”internationale samfund”

Det såkaldte ”internationale samfund” er rædselsslagne over begivenhedernes gang. USA er blevet taget på sengen og har blot været tilskuer til de seneste ugers begivenheder, hvor folket gik på gaden i Tunesien og Egypten. Washington forstår kun alt for godt, at begivenhederne i Egypten vil have en vidtrækkende betydning for andre lande i regionen.

Amerikanerne og europæerne opfordrer nu Mubarak til at afstå fra vold imod ubevæbnede demonstranter og til at arbejde for at skabe betingelser for frie valg. De indser, at det, Mubarak har tilbudet, er for lidt og for sent. USA sagde lørdag til Mubarak, at det ikke var tilstrækkeligt at ”blande kortene” med en rokade i regeringen, og de pressede på for at han skal levere ”ægte reformer”.

”Den egyptiske regering kan ikke blande kortene og derefter blive stående,” sagde talsmanden for det amarikanske udenrigsministerium PJ Crowley i en besked på Twitter efter Mubarak fyrede sin regering men gjorde det klart, at han ikke agtede at træde tilbage.

”Præsident Mubaraks løfter om reform må følges op af handling, sagde Crowley som et ekko af Obamas tale fredag. Disse ord blev gentaget af de førende regeringer i Europa. I en erklæring fra Berlin i lørdags sagde lederne fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland, at de er ”dybt bekymrede over begivenhederne i Egypten.”

”Vi opfordrer præsident Mubarak til at afstå fra ethvert overgreb på ubevæbnede civile og til at anerkende demonstranternes fredelige rettigheder,” sagde erklæringen.

”Vi opfordrer præsident Mubarak til at indlede en forandringsproces, der bør afspejles i en bredt funderet regering samt frie og fair valg.”

Europæerne har appelleret til Mubarak om at tage sig af folkets klager og tage skridt til at forbedre menneskerettighedssituationen i landet: ”Menneskerettigheder og demokratiske friheder må anerkendes, herunder ytrings- og forsamlingsfrihed samt fri brug af kommunikationsmidler som telefon og internet.”

De har imidlertid glemt en lille detalje. Den eneste ”ægte reform”, folket ønsker, er at Mubarak og alle hans håndlangere omgående træder tilbage. Denne reform er Mubarak imidlertid ikke klar til at gennemføre. I alle erklæringerne er glimrer ordet demokrati ved sit fravær. Al fokus er på stabilitet. Det viser sagens kerne.

Amerikanerne og europæerne har ingen som helst ret til at tale om menneskerettigheder. I årtier har de støttet Hosni Mubaraks bestialske regime. De har finansieret hans hær og politi og vendt det blinde øje til repressionen, brutaliteten og torturen. Til gengæld har han støttet deres politik i Mellemøsten. Han var en central skikkelse i den grimme farce med ”fredsforhandlinger” og forræderiet over for palæstinenserne. Dette smukke forhold var ikke baseret på demokrati og menneskerettigheder, men på kyniske interesser.

I årevis har de selv samme imperialister dikteret den økonomiske politik hos såkaldte ”uafhængige” regeringer. Tidligere har mange arabiske regeringer kaldt sig socialister. De har gennemført nationaliseringer og tiltag til gavn for arbejderne og bønderne. Men i de seneste tre årtier er denne politik blevet vendt om. I 1987, på gældskrisens højde blev Tunesisens venstre-nationalistiske regering under Habib Bourguiba erstattet af et nyt regime, der bandt sig til ”markedsreformer”.

Disse såkaldte ”markedsreformer” har ført til stigende ulighed, fattigdom og arbejdsløshed. Prisstigningerne på fødevarer i Tunesisen blev ikke ”dikteret” af Ben Alis regering. De blev påtvunget af Wall Street og IMF. Ben Alis regering gennemførte slavisk IMF’s dødelige økonomiske medicin i mere end tyve år. Det destabiliserede landets økonomi og gjorde den tunesiske befolkning fattig. Det er det virkelige grundlag for den tunesiske revolution.

Det samme gjaldt Egypten, da Sadat tilbagerullede den politik, der blev ført under Gamal Abdel Nasser og gjorde Egypten til en satellitstat under den amerikanske imperialisme. Hans trofaste højre hånd Hosni Mubarak fortsatte og uddybede denne politik, især efter den økonomiske reform i 1991, der blev dikteret af amerikanerne. Disse regeringer adlød slavisk og udførte effektivt de diktater, der kom fra IMF, samtidig med at de tjente både USA og EU. Dette mønster er blevet fulgt i adskillige lande. Nu er alt dette truet.

Den virkelige ”bekymring” hos Washington, London, Paris og Berlin er, at imperialisterne står over for et katastrofalt kollaps for alle deres strategier for at kontrollere Mellemøsten og regionens enorma ressourcer. Det blev klart udtrykt i den europæiske erklæring: ”Vi anerkender den balancerede rolle, som præsident Mubarak har spillet i mange år i Mellemøsten. Vi opfordrer ham til at indtage den samme moderate indstilling over for den nuværende situation i Egypten,” lød erklæringen.

Hosni Mubaraks ”moderate indstilling” og ”balancerede rolle” bestod i åbenlys støtte til imperialisternes politik. Det er derfor, han var en uvurderlig allieret for USA og Israel. Det er derfor, de er desperate for at støtte ham. Men det er allerede slået fejl. Ingen kraft i verden kan redde ham nu.

Dominoeffekten

Imperialisternes frygt er velbegrundet. Revolutioner respekterer ikke grænser. De revolutionære begivenheder i Tunesien og Egypten ryster hele den arabiske verden i sin grundvold. Fra den dag, da præsident Ben Ali flygtede til Saudi Arabien var spørgsmålet ikke længere blot, hvad der videre ville ske i Tunesien, men hvorvidt den folkelige opstand ville blive en katalysator for utilfredshed andre steder. Nu har vi svaret.

Umiddelbart efter den tunesiske opstand var der masseprotester i nabolandet Algeriet. Der har været massedemonstrationer i Yemen og Jordan. I sidste uge rapporterede BBC, at en gruppe af jordanske officerer skrev et åbent til kongen og bad ham om at indføre reformer førend noget værre skete. I et interview til BBC svarede den jordanske vicepremierminister, at der kun var få af sådanne officerer: “ikke mere end 150 eller 200”.

De korrupte oliestater i Golfen har siddet på enorm rigdom i årtier mens millioner af mennesker i den arabiske verden lider under forfærdelige afsavn, fattigdom, og arbejdsløshed. Disse rådne regimer er upopulære og baserer sig lige så meget som Mubarak på undertrykkelse. Mubaraks fald vil destabilisere det ene pro-vestlige regime efter det andet.

Samarbejdsrådet i Golfen [Gulf Cooperation Council], en løs økonomisk og politisk blok af stater i den Arabiske Golf, sagde søndag, at de ønskede et “stabilt Egypten”.

“Vi ønsker et stabilt Egypten og håber, at tingene vil blive bragt til orden snart,” erklærede Abdulrahman al-Attiyah, generalsekretær for GCC fra sidelinjen ved et malaysisk investeringsforum. Han nedtonede også bekymringerne om den mulige økonomiske panik som følge af uroen.

De nyeste afsløringer om de hemmelige aftaler mellem PLO’s ledelse og Israel har fremprovokeret en krise blandt palæstinenserne. Masserne og de almindelige medlemmer i PLO er chokerede og føler afsky over denne åbenlyse samarbejdspolitik. Den såkaldte “fredsproces” er nu død. Massernes tiltro til ledelsen er alvorligt rystet. I en sådan kontekst vil begivenhederne i Tunesien og Egypten have meget alvorlige implikationer for de almindelige palæstinenseres tænkning.

Taktikken med såkaldte væbnede kamp har ikke ført til noget. Hamas’ raketter giver ikke så meget som en bule i den magtfulde israelske stat. Men de såkaldte “moderates” politik er også slået fuldstændig fejl. Hverken Hamas eller Abbas har noget at tilbyde det palæstinensiske folk. De kan ikke stole på andre end dem selv, på deres egen styrke. Udsigten til en ny intifada vokser sig stærkere dag for dag. Og tuneserne og egypterne er et inspirerende eksempel.

Denne lektie er også blevet opfanget af de israelske herskende kredse. Ingen regering er mere skrækslagen over den arabiske revolution end den israelske. Da de første protester brød ud beskrev en højtstående israelsk regeringskilde begivenhederne i Mellemøsten som et “jordskælv”. Israel overvågede nøje situationen i Egypten, tilføjede han, men han troede fejlagtigt, at Mubaraks regime var stærkt nok til at modstå protesterne. “Vi troede, at Egypten ville klare den nuværende protestbølge,” sagde han. “Men det afspejler den skrøbelige situation i regionen.”

Egypten er en af Israel tætteste samarbejdspartnere i regionen. Det grænser op til Gaza, og Mubarak har aktivt samarbejdet med israelerne om at kvæle Gazastriben. Han har givet uvurderlig støtte til Abbas og den højreorienterede ledelse i PLO. Hans fald vil være en katastrofe for Israel og forandre hele situationen i Mellemøsten og videre ud. Men israelerne har ikke magt til at kunne intervenere. De må endda være meget forsigtige med, hvad de siger om Egypten af frygt for at gøre en (fra deres synspunkt) skidt situation endnu værre.

Benyamin Netanyahu, den israelske premierminister, fortalte sine ministre, at israelerne “tæt følger” begivenhederne i Egypten og tilføjede: ”Vores mål er at opretholde stabilitet og sikre at freden mellem os og Egypten vedbliver uanset udviklingen.” Han fortsatte:

“Årsagen til ustabiliteten… har ingen forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt”, men blev drevet af økonomiske faktorer. Protesterne blev yderligere drevet af de sociale medier, sagde han – “det er det, der forbinder prikkerne” – og han pointerede, at de arabiske regimer førhen kunne fastholde et fast greb om nyhederne og kommunikationen. Al Jazeera, sagde han, “spillede en mere betydningsfuld rolle end en almindelig TV-station i Vesten.” Der var mange forskelle mellem Egypten og Tunesien, hvor protesterne tvang præsidenten og hans kone til at flygte fra landet: “Mubaraks regime er solidt forankret i militæret”.

Den israelske herskende klike er ikke bekymret over selvmordsbomberne og Hamas’ raketter. Tværtimod: for hver raket, der falder i en jødisk landsby, hver bombe, der sprænger en bus i luften, er fantastiske nyheder for zionisterne. Det tjener til at overbevise almindelige mennesker i Israel om, at “de vil dræbe os”, og det presser befolkningen til at bakke op om regeringen. Men det her er noget andet. Den revolutionære bevægelse blandt de arabiske masser udgør en alvorlig trussel for dem.

Hvad nu?

Hvad sker der når en ustoppelig kraft møder en urokkelig genstand? For Egypten er der ingen vej tilbage. Mubarak har valgt de samme gamle og fallerede måder til at behandle en national opstand: ved at give løfter om forandring og kosmetiske ændringer for at kunne holde fast på magten. Det vil ikke virke. Alting afhænger af to ting: den folkelige opstands momentum og militærets rolle.

Der er kampvogne i gaderne. Men de er omringet af det revolutionære folk. Demonstranterne kravler op på kampvognene, og appellerer til tropperne, der ofte svarer tilbage med en løftet tommelfinger.

På Tahrir Square åbnede tropperne ild søndag, formentlig hen over hovederne på folket. Det var skarpe skud. Men folket blinkede ikke. Tværtimod. Da de hørte skuddene, løb folk hen mod pladsen, hvor skuddene blev affyret. Med andre ord de løb i retning af faren, ikke væk fra den. Denne lille detalje er ekstremt vigtig. Den viser den militære magts begrænsning.

Bevægelsen er ikke blevet knægtet af magtdemonstrationerne. Opstandens tiltagende momentum rejser spørgsmålet om at fjerne Mubarak, hans familie og hans politiske ledelse fra magten. Ledelsen af hæren vil lave deres beregninger på grundlag af en delikat balancegang. Deres behov for at sikre egne indflydelse er langt vigtigere for dem end forsvaret for Mubarak.

Oprøret fortsætter med at sprede sig og vinde styrke i de store egyptiske byer, og demonstranterne kræver, at Mubarak og hans regime bliver fjernet. Masserne ved, at regimets position er uholdbar. De føler, at de allerede har vundet en sejr. På gaderne er der en stemning af glæde og eufori. Deen spreder sig til hele befolkningen. Den er en mere virkningsfuld stimulans end vin.

En ældre mand fra middelklassen, der var flygtet fra uroen, blev spurgt af BBC om han mente, at demonstranterne var gået for langt. Med en følelsesladet og skælvende stemme svarede han: ”Demonstrationerne er vidunderlige! Jeg har ventet på det her hele mit liv!”

Nye og dramatiske begivenheder er under forberedelse. De vil ryste verden.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)