Det andet Pakistan

En ”fejlslagen stat” og det farligste sted i verden. Sådan bliver den pakistanske stat beskrevet. The Economist skrev for nylig, at ”hvis landet lå et hvilket som helst andet sted, ville Pakistan – der også har verdensrekorden i atom-oprustning – formentlig blive betragtet som en slyngelstat.”

Alt dette er delvist eller endda helt sandt, hvad angår Pakistans elite, landets herskende klasser og dets vanvittige statsapparat. Men sandheden er, at tilstanden i Pakistan er imperialisternes eget værk. De historisk set forsinkede og økonomisk svage herskende klasser var fra landets fødsel tvunget til at lægge sine lodder i imperialisternes skål og gå i forbund med resterne af de feudale klasser.

På den måde fulgte de slavisk USA’s diktater efter Anden Verdenskrig, hvor den britiske imperialisme var for nedadgående. Imperialisterne intervenerede direkte i landets økonomi og politik. Siden 1947 har næsten hver eneste regering tjent de amerikanske interesser. Nogle af de øverste ministre, generaler, diplomater og embedsfolk har omgået landets egen kommandostruktur og rapporteret direkte til Washington.

Under Muhammad Ali Jinnah (Leder af Pakistan 1947-48) skrev lederen af det pro-britiske parti den Muslimske Liga, Feroza Khan Noon, til USA’s udenrigsminister George C. Marshall. Han skrev: ”Muselmændene i Pakistan er imod kommunismen… Hvis USA hjælper Pakistan til at blive et stærkt og selvstændigt land, vil Pakistans folk kæmpe til sidste mand imod kommunismen.”

USA har været indblandet i udskiftninger af regimerne lige fra begyndelsen. Da undtagelsestilstanden for første gang blev indført i 1958, gav USA’s nationale sikkerhedsråd fuld støtte til det nye militærstyre. Deres udtalelse lød: ”Pakistan er blevet til et relativt stabilt militærstyre … den nuværende politiske situation bør føre til fremme af USA’s mål.” General Ayub Khan (Pakistans premierminister 1958-69) sagde til sit første ministermøde: ”Det er kun én ambassade i dette land, der betyder noget: den amerikanske ambassade.”

I slutningen af 1970’erne, hvor landet var i en tiltagende krise, blev general Zia ul-Haqs diktatur omdrejningspunktet for USA’s strategi. Det er grunden til, at Washington gav grønt lys til henrettelsen af Zulfikar Ali Bhutto [Pakistans populære premierminister fra 1973 til 77, hvor han blev omstyrtet af et militærkup, red.] og vendte det blinde øje til Pakistans atomvåbenprogram. Zia, der var ganske snu, forstod dette. Han gav ordre til chefen for sikkerhedstjenesten ISI om at ”vandet i Afghanistan må bringes til at koge ved den rette temperatur.”

Det er imidlertid ikke første gang, at amerikanerne er kommet i konflikt med den pakistanske hær. Da Zia forsøgte at gå for langt i Afghanistan og påtænkte at lade det islamiske flag vaje over de centralasiatiske stater, blev han en belastning for sine herrer. Det næste, der skete, er en offentlig hemmelighed.

Selv om de islamiske fundamentalisters metode var en del af USA’s strategi i en periode, blev den forstærket af den ideologiske formulering, den fik af ”Vietnams slagter”, Samuel P. Huntington. I sommeren 1993 skrev han en artikel i Foreign Affairs med titlen ”Civilisationernes sammenstød”. Han argumenterede for, at det fremover var kultur – ikke politik og økonomi – der ville dominere og opdele verden. Huntington konkluderede med en ildevarslende sætning: ”Civilisationer samler og deler menneskeheden … Blod og tro er det, folk identificerer sig med, og hvad de vil kæmpe og dø for.” Det var netop denne reaktionære teori, som Osama bin Laden benyttede sig af, og som fik ham til at udføre sine egne brutale gerninger. Han præsenterede og udførte sin jihad som ”civilisationernes sammenstød”. Enkelte seriøse folk blandt kapitalens strateger er efter likvideringen af Osama bin Laden bekymrede for, at der kan være behov for yderligere at puste til denne modsætning for at undertrykke de virkelige modsætninger i samfundet – klassemodsætningerne.

Højrefløjen i Pakistan har hysterisk forsøgt at forsvare hæren med oppustet anti-amerikansk retorik. Men antiimperialisme er ikke nødvendigvis anti-amerikanisme. De amerikanske arbejdere og unge er også ofre for USA’s imperialisme. Den amerikanske arbejderklasse vil spille en afgørende rolle i den socialistiske omdannelse af samfundet.

USA kan hverken sole på den pakistanske hær, men de kan heller ikke vende ryggen til den. Krisen åbner en række konflikter imellem dem, men efter en tid bliver de forsonet på grund af det kapitalistiske systems behov, som de begge er skabt for at forsvare. Enhver ægte antiimperialistisk kamp er nødt til at blive forbundet til omvæltning af kapitalismen i Pakistan eller ethvert andet land. De religiøse fundamentalister og højrefløjen er de mest ihærdige tilhængere af dette system.

Pakistan er økonomisk, socialt, politisk og moralsk i en værre tilstand end nogensinde før. Det er resultatet af den pakistanske kapitalismes ekstreme råddenskab. Det er elitens Pakistan – den elite, der regerer og ejer dette land. Men der er et andet Pakistan. De 180 millioners Pakistan – arbejderne, bønderne, de unge, der er udbyttede, fattige og brutaliserede, som eliten og dens stat tvinger til lidelse. Disse arbejdende masser ser med lede på korruptionen hos Pakistans herskende klasse og imperialisterne. De afskyr den fundamentalistiske terror og det imperialistiske slagteri. Der var ingen store sørge-optog eller festligheder ved Osama bin Ladens død i Pakistan.

Blandt imperialisternes håndlangere i samfundets top tager de interne kampe om andel i byttet til. Imperialisterne, der allerede presser sved og blod ud af dette ”andet” Pakistan, kræver endnu mere. De forlanger, at deres politiske og militære eliter skal være endnu mere underdanige. Men i bestræbelserne efter mere bider selv hunden ind imellem sin herres hånd. Systemets krise hører ikke op. Enhver stabilitet, ethvert pusterum for masserne, enhver fremgang i samfundet, er – når man betragter den socioøkonomiske krises størrelse og dens perspektiv med fortsat nedgang i fremtiden – en ren utopi.

Elendighed, fattigdom og armod er ikke de arbejdende massers skæbne i dette land. Den eneste frelse er, at det ”andet” Pakistan rejser sig, som deres forgængere gjorde det i 1968-69. De har en historisk pant at indløse. De må fuldføre en ufærdig revolution. Og de vil rejse sig, før snarere end siden.

Translation of The other Pakistan (May 18, 2011) by Socialistisk Standpunkt (Denmark)