Dansk Perspektiv 2019: STORE SKIFT VIL INDLEDE NY PERIODE MED KLASSEKAMP

Indledning 1

1. NY ØKONOMISK KRISE 3

Økonomien hænger i dyndet fra 2008 4

Ny økonomisk krise 5

Lille eksportøkonomi i gæld til halsen 7

2. USTABIL SITUATION FOR EN NY REGERING 10

Demokratiet og statsapparatets legitimitetskrise 11

Et velfærdssamfund under angreb 12

Svag reaktionær regering 14

Risiko for DF/Venstre regering 15

Mette Frederiksen fører Socialdemokraterne mod politisk selvmord 16

3. POLITISK VAKUUM OG UDSIGTER FOR KLASSEKAMPEN 17

Bevægelse igennem partierne? 19

Utilfredsheden vil få et udtryk 20

Stilhed før stormen 21

[Source]

Indledning

Mere end 10 år er gået siden den økonomiske krise i 2008. Krisen markerede et nyt kapitel i kapitalismens historie; en periode præget af revolutioner, kontrarevolutioner, krig og ustabilitet på alle niveauer. Det var ikke en af kapitalismens normale cykliske kriser, men et udtryk for det som Trotskij betegnede som en organisk krise. Det vil sige en krise i selve systemet, der afspejler, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Kapitalismen kan ikke længere udvikle produktionsmidlerne som tidligere og kan derfor ikke tage samfundet fremad. Vi er ikke længere i en periode, som i kapitalismens tidligste periode eller som under efterkrigsopsvinget, hvor de økonomiske opsving var store og lange, mens kriserne var små og korte. Tværtimod har tendensen i flere årtier været, at de økonomiske opsving bliver mindre og mindre, mens kriserne bliver dybere og dybere.

Det har især været tydeligt i de sidste 10 år. Den herskende klasse har brugt alle mulige og umulige midler for at forsøge at få gang i økonomien, og alligevel har den økonomiske vækst sneglet sig afsted, og det har kun været den øverste elite, som har fået noget ud af den lille økonomiske fremgang, der har været.

Den forholdsvis stabile situation, som har eksisteret i Danmark, når man sammenligner med resten af verden, ser ud til at ændre sig i den kommende periode, og 2019 kan komme til at markere denne overgang. Der er folketingsvalg, som senest skal afholdes i sommeren 2019. Ligegyldigt om udfaldet bliver det mest sandsynlige; at Socialdemokratiet vinder regeringsmagten, eller den mindre sandsynlige; at vi får en regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti, eller noget helt tredje, vil det betyde et skift i den politiske situation.

En regering bestående af Socialdemokratiet, der er mere racistisk og højreorienteret end nogensinde, vil skulle føre ”nødvendighedens politik” med forringelser, angreb og udhuling af arbejdere og unges rettigheder.

Dansk Folkeparti i regering, for første gang nogensinde, vil skulle gennemføre samme angreb og nedskæringer, men vil forsøge at skjule det bag et slør af nationalisme og racisme.

Lige meget hvilken regering, der kommer til, vil den sandsynligvis komme til at regere under andre betingelser end dem, som har eksisteret de sidste 10 år. Efter vores mening tyder alt på, at vi står ved begyndelsen af en ny økonomisk krise i verdensøkonomien, som inden for få år vil betyde, at den kommende regering vil skulle gennemføre langt voldsommere angreb, end hvad vi har været vant til i Danmark de seneste år, som ellers har været slemme nok.

En recession kan ikke observeres som et omslag i vejret og kan kun ses bagudrettet. Så vi kan ikke med sikkerhed fastslå, at en ny økonomisk nedtur er startet. Men selv hvis krisen først slår igennem senere, udskyder det blot vores prognose, uden at ændre noget fundamentalt. Samtidig må vi sige, at der er så mange indikatorer på en ny krise, at vi må tage det som udgangspunkt for vores syn på den kommende periode. En nedgang i verdensmarkedet vil have stor effekt på en lille åben eksportøkonomi som den danske, og tvinge en hvilken som helst regering til at gennemføre massive angreb på arbejderklassen, unge, gamle og de allerlaveste lag i samfundet. Det vil medføre en øget radikalisering blandt arbejdere og unge.

Ligesom krisen i 2008 markerede et markant skift, må vi forberede os på det skifte, som en ny krise vil skabe sammen med en ny regering. Tingene vil ikke fortsætte, som de har været de sidste 10 år: Arbejderklassens bevidsthed vil blive rystet. Massebevægelser vil igen komme på dagsordenen – massebevægelser som vil have stor effekt tilbage på arbejderklassens bevidsthed og den videre klassekamp. Den polarisering, som allerede foregår, vil blive skærpet, og traditioner, som har hersket i arbejderklassen i årtier, kan slås itu; gamle organisationer kan forgå, og nye kan springe frem af ingenting. Det er den situation, marxister må forberede sig på.

Dette perspektiv er ikke en akademisk øvelse, som efter endt diskussion skal gemmes væk i en skrivebordsskuffe. Tværtimod ser vi dette dokument som et redskab til at intervenere i klassekampen. Det giver os retning og mulighed for at koncentrere vores kræfter der, hvor der er størst sandsynlighed for succes. Et perspektiv er dog ikke en eksakt forudsigelse af, hvordan begivenhederne vil udfolde sig, og der vil være en række ting, som udvikler sig anderledes, end vi forventer i dag. Et perspektiv er ikke en krystalkugle, men er en arbejdshypotese, som hele tiden skal justeres under indtryk af begivenhederne, som de forløber.

Vi håber samtidig, at dokumentet og dets konklusioner kan være med til at overbevise arbejdere og unge om, at de skal være med til at bygge, hvad der mangler mere end nogensinde før: en revolutionær organisation som kan stå i spidsen for en socialistisk revolution.

Det er vores ambition i Revolutionære Socialister at blive den organisation. Selvom vi stadig er små, er vi yderst optimistiske omkring fremtiden. Vi har de seneste år haft succes, er vokset i medlemstal, og flere og flere, især unge, bliver åbne overfor vores revolutionære idéer. Hvis vi fortsætter vores politiske arbejde med samme selvtillid som hidtil, har vi alle muligheder for at tage store skridt frem i den nære fremtid.

Dette perspektiv skal læses i sammenhæng med dokumentet fra den Internationale Marxistiske Tendens (IMT, marxist.com) verdenskongres: World perspectives: 2018 – a year of capitalist crisis.

NY ØKONOMISK KRISE

Danmark er fuldstændig underlagt verdensøkonomien, og store ændringer her vil hurtigt slå igennem i dansk økonomi. Det er de økonomiske rammer, som sætter betingelserne for udviklingen af bevidstheden og klassekampen, og det er i det lys, at vi undersøger det økonomiske perspektiv. Efter vores mening er der efterhånden mange indikatorer på, at vi allerede står i begyndelsen af en ny krise, eller at i den i hvert fald er under opsejling, og det vil være afgørende for, hvordan den kommende periode udvikler sig. Derfor starter dette perspektiv med den internationale økonomiske situation.

Der kan naturligvis ikke laves præcise forudsigelser om, hvornår, hvordan og hvor en krise vil slå igennem, og det kan være, at den bliver udskudt. Men vi ser svagheder i alle de markeder (Europa, USA og Kina), som er afgørende for verdensøkonomien og for dansk kapitalisme.

Verdensøkonomien er ikke rustet til en ny krise, men er derimod utrolig skrøbelig. En del af årsagen til, at krisen i 2008 blev så dyb og omfattende, som den blev, var den massive gæld og den enorme spekulation, som økonomien var præget af op til krisen. De sidste 10 år er disse problemer ikke forsvundet, men tværtimod har den herskende klasse, af frygt for de sociale konsekvenser af en økonomisk depression, som der var fare for, at 2008 kunne udvikle sig til, blot genoppustet gamle og skabt nye finansielle bobler baseret på gæld. De skubber problemerne foran sig og har dermed genskabt de problemer, som ledte op til 2008, blot på et højere niveau.

Usikkerheden i verdensøkonomien blev grafisk afspejlet i aktiemarkederne, som i 2018 havde det værste år siden 2008. S&P 500 endte 6 % under niveauet fra starten af året. Det samme var tilfældet i Europa og i Asien, hvor især det kinesiske CSI 300 blev hårdt ramt med et fald på 25 %.

Økonomien hænger i dyndet fra 2008

I efterkrigsperioden var det især væksten i verdenshandlen, der drev verdensøkonomien frem, men udviklingen i verdenshandlen har været svag de seneste 10 år, og den bedring i den økonomiske vækst, som har fundet sted efter 2008-krisen, er af borgerlige økonomer blevet betegnet som det svageste opsving i historien. Selv i år 2017, hvor væksten i verdenshandlen toppede med 4,7 %, var den stadig langt under niveauet fra årene inden 2008 og også under den gennemsnitlige vækst siden 1990.

Krisen i 2008 blev døbt ”finanskrisen”, hvilket er vildledende. Selvom krisen først slog igennem i den finansielle sektor, var det blot det udtryk, som krisen fik, ikke den egentlige årsag. Marx forklarede, at alle kriser i kapitalismen, på trods af forskellige udtryk, i sidste ende udspringer af den uløselige modsætning mellem arbejdere og kapitalister. Arbejderklassen producerer flere værdier, end den kan købe tilbage, hvilket skaber overproduktion, eller hvad de borgerlige økonomer betegner som overkapacitet, som før eller siden udtrykker sig i økonomiske kriser.

De tilbagevendende kriser i kapitalismen er ikke periodiske fejl. Tværtimod er kriserne så at sige periodiske “løsninger” på de modsætninger, der ophober sig under kapitalistiske opsving. Kriserne og deres såkaldte ”kreative destruktion” er nødvendige for at rense ud i økonomien, lade uprofitable virksomheder kollapse, udradere gæld der aldrig kan betales tilbage, fjerne overskydende produkter og overkapacitet. Men denne destruktion har ikke fundet sted efter 2008. Da først krisens afgrund åbnede sig for fødderne af verdens ledere og kapitalister og viste, at krisen bevægede sig i retning af en depression som i 1930’erne, blev de bange for de sociale konsekvenser. De var usikre på, om systemet selv ville overleve. Derfor besluttede de sig for at holde hånden under markedet. Overkapaciteten er ikke blevet udryddet, gælden ikke afskrevet og markederne har derfor været mere eller mindre mættede, hvilket har resulteret i, at det ikke har give mening for kapitalistklassen at investere i ny produktion. Hvorfor investere i en ny fabrik hvis de varer, som den producerer, alligevel ikke bliver købt?

Centralbankerne verden over har forsøgt at stimulere økonomien med historisk lave og sågar negative renter. Men fordi markederne har været mættede, har det ikke resulteret i, at virksomhederne har lånt penge til at investere i produktion, men i stedet er pengene røget direkte over i spekulation på børserne, hvilket er en stor del af årsagen til, at der er blevet oppustet store finansielle bobler på bl.a. aktiemarkederne. De er symptom på de underliggende problemer i økonomien.

Det har ligeledes skabt spekulation, når centralbankerne har forsøgt at stimulere økonomien ved at lade seddelpressen køre og kaste penge ud i økonomien. Den Europæiske Centralbank (ECB) har gennem ’kvantitative lempelser’ trykt milliarder og atter milliarder af euro, som banker, store virksomheder og regeringer har lånt. Det samme har været tilfældet for den amerikanske centralbank (FED), hvis aktiver er vokset fra 6 % af BNP i 2008 til 24 % i 2017. For ECB’s vedkommende er deres aktiver gået fra 12 % af BNP i 2006 til 41 % i 2017. Det giver centralbankerne mindre rum at manøvre i, når en ny krise slår igennem. Samtidig er finanssektoren og mange virksomheder blevet afhængige af de kvantitative lempelser, og når det stopper, kan det få en enorm negativ effekt på økonomien.

Alle disse stimuli er en stor del af årsagen til den enorme ophobning af gæld. I første kvartal af 2018 var verdens totale gæld (hos stater, private og virksomheder) steget til 318 % af verdens samlede BNP, hvilket er 38 procentpoint højere end ved udbruddet af krisen i 2008. I verdens største og vigtigste økonomi, USA, er den totale gæld omtrent det samme som ved udbruddet af sidste krise, og i Kina er den totale gæld steget fra 171 % i 2008 til 299 % i første kvartal af 2018. Kina var en anden årsag til, at krisen ikke blev værre, end hvad tilfældet var i 2008. Igennem verdenshistoriens største keynesianske projekt, med massive statslige investeringer, fortsatte Kina den høje økonomiske vækst og hev verdensøkonomien med sig. Men med dets enorme gældsbyrde kan Kina umuligt gentage samme økonomiske redning, og der er ingen andre lande, som er i stand til at træde i Kinas sted i en ny krise.

Den herskende klasse lykkedes kun i at forhindre en depression efter 2008 ved i stedet at sparke de grundlæggende økonomiske problemer fra dengang længere ned af vejen. Men nu er disse økonomiske problemer ved at indhente dem med fornyet styrke.

Ny økonomisk krise

I løbet af 2018 har der været flere og flere indikatorer på, at en krise er begyndt eller snart vil begynde. Samtidig er der mange ”røde flag”, som kan udløse en drastisk og pludselig økonomisk nedtur.

Efter aktiemarkederne har slået rekord efter rekord, er det i den sidste periode begyndt at gå den anden vej, og flere chok har ramt verdens børser. Der har været store aktiefald i verdens største økonomi, USA, og blandt andet det såkaldte ”tech wreck” har skåret store bidder af de store it-virksomheders værdi. Apples aktier var i oktober 40 % højere end ved starten af året, men faldt drastisk og mistede mere værdi, end de var steget hele året igennem. Et fald på Dow Jones og S&P 500 i USA i oktober i 2018 fjernede alt, hvad aktiemarkederne var steget med den foregående del af året. En del af nervøsiteten kommer af, at den amerikanske centralbank har hævet renterne flere gang i 2018 for at undgå inflation, hvilket har gjort virksomhedernes adgang til billig kredit mindre tilgængelig.

JP Morgan peger på, at en opbremsning i verdensøkonomien begyndte i starten af 2018. I 2018 var BNP-væksten i eurozonen lav, inklusiv i Tyskland, og også den amerikanske økonomi ser ud til gå i stå.

Men især Kinas vækst har været faldende i den sidste periode fra højdepunktet i 2007, hvor BNP voksede med over 14 %. Det er uvist, hvor pålidelige de officielle statistikker er, men kinesiske økonomer regner med, at væksten i Kina bliver på 6,6 % i 2018 – den laveste vækstrate i landet siden 1990. Det er ikke blot et problem for regimet i Kina men for hele den globale økonomi, da Kina uden sammenligning repræsenterer den største andel af den globale BNP-vækst. Fra et dansk kapitalistisk perspektiv er det også problematisk, da et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, Tyskland, er afhængig af handlen med Kina.

På nuværende tidspunkt er der mange elementer, som kan øge den globale økonomiske ustabilitet og være med til at skabe en skarp økonomisk nedgang: en manglende Brexit-aftale; valutakriserne i Argentina, Tyrkiet og Indien; boligboblen på det kinesiske marked hvor 1/5 af alle boliger står tomme; konflikten mellem EU og Italien om landets budget; Grækenland og afslutningen på deres ”rednings”-pakke fra EU, for blot at nævne nogle risikofaktorer.

Men det er især USA’s handelskrige, som holder de borgerlige økonomer vågne om natten. De voksende handelskonflikter er udtryk for et system i problemer, hvor konkurrencen tvinger staterne til at forsvare egne kapitalister, selvom det samtidig skaber alvorlige problemer i verdensøkonomien. Tyskerne har advaret om, at øgede tariffer på tyske varer kan udløse en krise, ikke kun i Tyskland og Europa, men at den også vil sprede sig til USA. I særdeleshed har den begyndende handelskrig, som har bølget frem og tilbage mellem verdens to giganter, USA og Kina, skabt nervøsitet på markederne, og en enorm frygt for, at det spreder sig. Konflikten handler ikke kun om at mindske det amerikanske handelsunderskud, men især om at det amerikanske borgerskab vil forhindre Kina i at blive en højteknologisk supermagt på linje med USA, Japan og Tyskland. Prisen for dette kan nemt blive, at den skrøbelige verdensøkonomi smadres, og at den kommende krise bliver endnu dybere.

Men den geopolitiske kontekst for en ny krise kommer til at være meget anderledes i dag, end hvad tilfældet var i 2008. Dengang koordinerede forskellige nationale borgerskaber deres indsats for at mindske effekten af krisen. Eksempelvis gav amerikanerne europæerne livsvigtig adgang til en ubegrænset mængde dollars, for at de europæiske banker kunne leve op til deres forpligtelser. Var dette ikke sket, var hele det internationale banksystem brudt sammen.

Denne samhørighed eksisterer ikke længere. Vi ser i stedet, at den internationale liberale verdensorden, som blev så omhyggeligt opbygget efter 2. Verdenskrig, med dertilhørende institutioner (NATO, IMF, FN, EU, osv.), smuldrer. Det var en verdensorden, som byggede på den konstante udvidelse af verdenshandlen, og som var domineret af USA, både økonomisk og militært.

Donald Trump og hans politik er ikke årsagen til, at den liberale verdensorden smuldrer. Han har blot forstærket tendenser, som allerede var under udvikling. Handelskrigen mellem USA og Kina er ligeledes ikke årsag til de økonomiske problemer i verdensøkonomien. Den accelererer blot allerede eksisterende protektionistiske tendenser. Tidligere havde USA den absolut højeste produktivitet i verden. Det gav landet en objektiv interesse i så fri og åben konkurrence som muligt, fordi landet var sikker på at komme ud som vinder i den internationale konkurrence. USA har stadig den højeste produktivitet, men falder tilbage relativt i forhold til resten af verden, og forsøger nu med politiske midler at beholde deres førerposition overfor EU og især det fremstormende Kina.

Kapitalismens organiske krise, hvor markedet udvikler sig langsommere, har skærpet modsætningerne mellem de forskellige nationalstater; den lavere vækst i verdenshandlen er udtryk for, at den såkaldte globalisering er ved at blive rullet tilbage. De internationale industrivirksomheders forsyningskæder, der tidligere hele tiden blev mere globale, er i stigende grad ved at blive lagt om og trukket hjem under nationalstaterne eller regionale handelsblokkes beskyttelse. Det bekymrer verdenseliten. Netop fraværet af protektionisme blev tiljublet af verdens ledere og finansfolk i forhold til håndteringen af krisen i 2008 og fremhævet som bevis på, at de havde lært af 1929 og forhindret en depression. De lod dog champagnepropperne flyve for tidligt. Spøgelset fra 1930’erne er vendt tilbage.

Borgerskabet står derfor, internationalt set, i en svagere position end i 2008 i forhold til at mindske effekterne af en ny krise, når den rammer, hvilket vil være med til at underminere systemets politiske og sociale fundament yderligere.

Lille eksportøkonomi i gæld til halsen

Dansk økonomi bliver ofte portrætteret som en succeshistorie uden de store problemer. Men bagved den moderate vækst og de lave ledighedstal, som borgerskabet praler af, finder man det ene kæmpe problem efter det andet for dansk kapitalisme. Da de store internationale økonomiske problemer blev åbenlyse for alle i slutningen af 2018, manede de danske borgerlige økonomer til ro; dansk økonomi, må man forstå, er sund, stabil og vi skal ikke tage os af alle de uhyggelige ting, der sker i den store verden. Det er intet andet end kejserens nye klæder, og en ny international krise vil ramme Danmark hårdt og bringe økonomiens store problemer frem i lyset.

Den kapitalistiske krise i 2008 ramte Danmark hårdt. Ligesom i resten af verden var det arbejderklassen og de svageste lag i samfundet, som fik lov at betale for krisen, mens bankdirektørerne og resten af eliten ikke bare gik fri, men fik historisk store skattelettelser. Men de mange angreb på arbejdere, unge og gamle har ikke skabt en stabil dansk kapitalisme. Over 10 år efter krisen har dansk økonomi store sårbarheder, og har ligesom verdensøkonomien haft enormt svært ved at komme sig. Især i industrien kunne krisen føles markant, og det var først efter 10 år, i 2017, at dansk industriproduktion nåede op på samme niveau igen. Det samme har været tilfældet med BNP per indbygger, hvor der gik 9 år, før dansk økonomi kom op på toppunktet fra 4. kvartal af 2007.

Det private forbrug ligger stadig langt under det gennemsnitlige niveau fra 2007-08, hvor det lå på 95 % af den disponible indkomst (det beløb man har tilbage efter at have betalt skat), og er i dag på 75-80 %. Det betyder, at en større del af landets samlede disponible indkomst går til opsparing.

Det lyder umiddelbart som om den almindelige danske har så mange penge, at der kan spares op til en regnvejrsdag. Men statistiske gennemsnit kan vildlede og siger intet om fordelingen over klasseskel. Den fattigste del af samfundet har i dag ingen mulighed for at spare op, på trods af at det bliver mere og mere nødvendigt i takt med de konstante besparelser på de universelle velfærdsydelser. De fattigste knapt 1,5 mio. af befolkningen med årlige disponible indkomster på under 150.000 forbruger 160 % af deres indkomst, dvs. lever på kredit, mens de ca. 2,2 mio af befolkningen, der har en disponibel indkomst på 150.000-300.000, lige knap forbruger hele deres indkomst uden mulighed for at sætte noget til side. Modsat forbruger de rigeste i samfund, med årlige disponible indkomster på over 800.000, kun 60 % af deres disponible indkomst (denne gruppe udgøres af mindre end 100.000 personer). Det betyder, at arbejderklassen og de fattigste lag i samfundet må udvide deres gæld for at overleve, mens de øverste lag i samfundet kan spare op. Det var arbejderne og de fattige, som betalte for krisen i 2008, og de vil igen blive tvunget til at betale, når en ny krise rammer.

Ligesom det gjaldt for international økonomi i det hele taget, er det gennemgående tema for dansk økonomi det samme: gæld. I det følgende vil vi se på en række eksempler. Listen er på ingen måde udtømmende og skal ikke opfattes som om, at vi nødvendigvis tror, at en ny krise vil starte et af de følgende steder. Men det er eksempler, som hver især viser, hvor sprængfarligt fundamentet er under dansk kapitalisme.

Dansk økonomi er baseret på eksport, som i 2017 udgjorde 55 % af dansk BNP, og der er derfor ingen tvivl om, at den danske økonomi bliver kraftigt påvirket af ændringer i den internationale handel.

Danmark største eksportmarkeder er Tyskland, Sverige, USA og Storbritannien. Det er især Europa, som dansk eksport af afhængig af og i 2016 gik over 70 % af vareeksporten til andre EU-lande.

Et ”no deal”-Brexit vil derfor også ramme Danmark hårdt. IMF estimerer, at det kun er Irland og Holland, der vil blive ramt hårdere økonomisk. Det britiske marked udgør 7-8 % af den samlede danske eksport, svarende til omkring 91 milliarder kroner, og 45.000 job i Danmark er knyttet hertil. Et hårdt Brexit vil især ramme den del af Danmark, som i forvejen har svære økonomiske forhold, det såkaldte ”udkantsdanmark”. Ud af de 20 kommuner, som eksporterer mest til Storbritannien, ligger 14 af dem i Jylland, og vestjyske fiskere henter 1/3 af deres samlede fangst i britiske farvande.

Dansk landbrug, som står for ¼ af den samlede danske vareeksport, og har Storbritannien som det tredjestørste eksportmarked, vil blive hårdt ramt af et Brexit uden en aftale. Landbrug & Fødevarer regner med, at fødevareeksporten til Storbritannien kan kollapse fra 13 til 3 milliarder. På trods af at dansk landbrug har noget af verdens mest moderne jordbrugsteknologi til rådighed, er landbruget en del af dansk kapitalisme, som fortsætter med at rådne op. Selv med den massive eksport kan landbruget ikke opretholde sig selv, men er tvunget til at leve på bankernes nåde og på EU’s almisser.

Op til og efter krisen voksede landbrugets gæld eksplosivt fra 217 milliarder i 2005 til 341 milliarder i 2017. Antallet af konkurser i landbrug er steget de seneste år. Omkring 85 % af landbrugets samlede realkreditlån er variabelt forrentede lån. Når renten før eller siden stiger fra sit historisk lave niveau, vil det derfor ramme landbruget hårdt, og de nuværende konkurser vil være vand ved siden af, hvad vi vil komme til at se. Ifølge Nationalbanken står landbruget for 19 % af bankernes samlede udlån til erhverv. En konkursbølge i landbruget vil have en stor effekt på den danske finansverden og dermed resten af økonomien. Det samme vil være tilfældet, hvis EU beslutter at fjerne landbrugsstøtten eller en stor del af den. Landbruget er en zombiesektor i dansk kapitalisme, og det er tydeligt, at denne sektor er vokset langt ud over den private ejendomsret og skriger på nationalisering og planøkonomisk styring.

Det er dog ikke kun landbruget, der har massiv gæld. Gælden er et alarmerende fænomen flere steder i dansk økonomi. Gælden er udtryk for økonomiske problemer, som den danske herskende klasse ikke har formået at løse, men som de i stedet er blevet ved med at udskyde.

De danske husholdningers gæld er således også en potentiel bombe under dansk økonomi. Den er den største blandt OECD-landene og var i 2017 på 279 % af den årlige disponible indkomst. I Sverige og Tyskland er det tilsvarende tal 186 og 93 %. De borgerlige økonomer forsøger at berolige med, at de danske husholdninger har store aktiver i form af pensionsopsparinger og boliger, som modsvarer gælden. Men så nemt hænger verden desværre ikke sammen.

For pensionsopsparingernes vedkommende er det ikke likvide midler, man står med i hånden. Det er de penge, som skal få enderne til at mødes, når man ikke længere arbejder. Hvis man alligevel vælger at hæve de penge, som skulle finansiere ens alderdom, før den aftalte pensionsalder, bliver man straffet med en afgift på 60 % til staten. På samme vis kan boligejere kun fortsætte med at tage lån i deres bolig, så længe prisen på boligen stiger. Lige så snart boligmarkedet vender, vil mange boligejere blive tekniske insolvente, fordi lånets værdi er fast, men boligen pludselig er mindre værd.

En nedgang i boligpriserne vil være en katastrofe for mange familier. De vil blive stavnsbundet, og arbejdsløshed for blot den ene forsørger i familien kan resultere i tvangsauktion. Det samme er tilfældet, hvis der kommer rentestigninger. Ca 58% af alle danske realkreditlån er med variabel rente. Det betyder, at de danske husholdninger, men også finanssektoren, er enormt sårbare over for udsving i renten. At 43% af alle lån er afdragsfri, i en tid hvor renterne er kunstigt lave viser, at mange allerede nu sidder hårdt i det. Og for de variable lån med afdragsfrihed, som udgør 32 % af de samlede realkreditlån, vil en rentestigning slå igennem med fuld kraft i den månedlige ydelse.

Danmark har indtil nu haft ry for at være en “sikker havn” for internationale investorer. Men sager som Danske Banks hvidvask betyder ikke blot, at banken mister en stor del af sin aktieværdi, men de sår også usikkerhed om dansk økonomi på de internationale markeder. Hvis de udenlandske investorer, der i dag ejer omtrent 30% af de konverterbare obligationer (de traditionelle fastforrentede) begynder at sælge ud, vil renten begynde at stige med katastrofale konsekvenser. En bankerot i en af de store banker eller realkreditinstitutter ville kunne få bunden til at gå ud af dansk økonomi. Den finansielle sektor udgør ifølge OECD over 500 % af Danmarks BNP og er dermed en af de relativt største i hele Europa. Danske Banks aktiver udgør alene omkring 180 %, så Danske Banks problemer bliver hurtigt hele landets problemer.

Gæld er også et problem for Danmarks næststørste arbejdsgiver med 40.000 ansatte: Københavns Kommune. Kommunen ejer langt størstedelen af byudviklingsselskabet By & Havn, som ejer størstedelen af de offentlige byggegrunde i København og som har fået overdraget den enorme gæld fra de to metroprojekter.

By & Havns egenkapital er på -3,5 milliarder, og de har en gæld på 19 milliarder (⅓ er variabelt forrentet), som de servicerer ved salg af byggegrunde og boliger. Selskabet er afhængigt af det oppustede boligmarked i København. Hvis boligmarkedet går i stå, vil By & Havn ikke kunne betale af på den enorme gæld og det kan trække kommunen med sig i faldet med fyringer og nedskæringer, og potentielt set kan det komme til at kræve redningspakker fra staten.

Det skal her bemærkes, at den danske stat siden krisen har haft konstant budgetunderskud, hvis man ser bort fra enkeltstående fremrykninger af pensionsbeskatning. Det svarer til, at de har tisset i bukserne, og har brugt fremtidige statsindtægter, som kommer til at mangle senere.

Overordnet set har dansk kapitalisme store problemer, som i høj grad kommer til udtryk i spørgsmålet om gæld. I modsætning til i 2008 kan den danske herskende klasse i dag ikke sænke renterne yderligere, og de har derfor langt mindre manøvrerum, når en ny krise rammer. Bag de opblæste tal, som medierne bruger til at fremhæve dansk økonomi som sund, gemmer der sig en anden virkelighed: et kapitalistisk system i alvorlige problemer. En virkelighed, som fra et kapitalistisk synspunkt, kræver, at angrebene på arbejderklassens tilkæmpede forbedringer må fortsættes, og med en ny krise intensiveres.

En ny krise vil forøge den sociale og politiske ustabilitet. Den vil lægge fundamentet for en ny opgang i klassekampen på et tidspunkt i historien, hvor mange af dansk kapitalismes vigtigste støttepiller begynder at smuldre.

USTABIL SITUATION FOR EN NY REGERING

2019 er valgår og lige meget hvilken regering, der vinder valget, vil det ændre den politiske situation, især fordi det bliver en regering, som vil være tvunget til at skære langt hårdere ned end de foregående, hvis en ny økonomisk krise rammer, mens den er ved magten.

I en krisesituation vil der være mere kamp om eksportmarkederne, som de danske virksomheder sælger deres varer på, og de vil derfor have behov for at sænke deres omkostninger ved at smadre løn- og arbejdsforhold for at overleve i konkurrence. Den næste regering vil skulle hjælpe kapitalisterne med dette, ved at reducere udgifterne til det offentlige. Øget arbejdsløshed og alle andre negative konsekvenser af en krise vil samtidig sænke statens skatteindtægter betydeligt samt øge omkostningerne til overførselsindkomster, som vil tvinge regeringen til yderligere nedskæringer. Kapitalismens organiske krise betyder også krise i reformismen, fordi det ikke længere er muligt at lave positive reformer for arbejderklassen indenfor det kapitalistiske systems rammer. En ny økonomisk krise vil slå dette faktum fast med syvtommersøm.

En ny regering vil skulle skære ned i en velfærd, der allerede er kraftigt beskåret. Den velfærd, som blev tilkæmpet af arbejderklassen i efterkrigsperioden, har været under angreb siden 1970’erne og efter krisen i 2008 blev angrebene større, selvom det ikke var på samme niveau som i andre europæiske lande. Med en ny krise vil politikerne ikke kunne ”nøjes” med at fortsætte som hidtil med kontinuerlige, men gradvise, angreb, og angrebene vil med al sandsynlighed blive langt værre: masseprivatiseringer og -fyringer, afskaffelse af offentlige ydelser, massive nedskæringer på løn- og arbejdsforhold, angreb på kernerettigheder som SU, gratis uddannelse og sundhed.

Over hele verden har vi set, hvordan forsøgene på at skabe økonomisk stabilitet efter krisen i 2008 har undermineret den sociale og politiske stabilitet. De gamle partier og borgerlige institutioner undermineres, og der vælges politikere, som nok er borgerlige, men som er uden for borgerskabets kontrol, som Trump i USA og regeringen i Italien. Hele statsapparatets legitimtet er i krise akut udtrykt i USA hvor præsidenten er i åben konflikt med sin egen efterretningstjeneste. Hele det politiske system, der blev omhyggeligt opbygget efter Anden Verdenskrig, er i opløsning. Lande, der før virkede som stabiliteten selv, er kastet ud i politisk kaos, som vi ser det det nu i Storbritannien. Alt dette er udtryk for samme proces: at kapitalismen befinder sig i en blindgyde og den herskende klasse ikke længere kan regere, som den plejede. Der er ingen “rigtige” løsninger for borgerskabet til at sikre kapitalismens stabilitet. Det betyder også, at den sociale stabilitet undermineres - i land efter land ser vi arbejdere og unge gå på gaden og begynde at tage aktivt del i politik. Men i Danmark, som i flere andre lande, er der et ekstremt politisk vakuum på venstrefløjen. Det vil ikke vare for evigt. De samme processer, som vi ser i andre lande, foregår i Danmark, selvom de her er lidt forsinkede.

Demokratiet og statsapparatets legitimitetskrise

De borgerlige ideologer fremmaner et skønmaleri af et stolt, stærkt dansk demokrati. Den demokratiske fernis har uden tvivl spillet en stabiliserende rolle for dansk kapitalisme i mange årtier. Men i dag befinder demokratiet, politikerne og staten sig i en historisk legitimitetskrise. Det vil svække fundamentet for en ny regering yderligere.

”Foreningsdanmark” eksisterer ikke længere i den politiske sfære. De 9 partier, der sidder i Folketinget, havde i 2016 omkring 145.000 medlemmer tilsammen. I 1960 sad kun 5 af disse partier i Folketinget, men der havde ét parti, Venstre, alene flere medlemmer end alle Folketingets partier har tilsammen i dag. De fem partier havde dengang tilsammen ca. 600.000 medlemmer. Selv Enhedslisten, som voksede til 10.000 medlemmer, og siden er stagneret omkring de 9.000, er en skygge af, hvad den yderst venstrefløj kunne mønstre af medlemmer i 1970’erne eller DKP alene efter 2. Verdenskrig.

Samme tendens gør sig også gældende i vælgeropbakningen. De fire traditionelle magtpartier (Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative og Det Radikale Venstre) fik i efterkrigsperioden tilsammen omkring 80-90 % af stemmerne. I dag er de reduceret til lidt over 50 % i valg og meningsmålinger.

En større og større del af befolkningen har mistet tillid til partierne og politikerne. En undersøgelse fra 2015 viste, at 63 % af danskerne havde “meget lille” eller “ret lille” tillid til politikerne. Kun 37 % havde “meget stor” eller “ret stor” tillid, hvilket er en halvering fra 2007, hvor tallet var 70 % (af en eller anden årsag bliver disse undersøgelse ikke foretaget så ofte).

Mistillidens årsager er åbenlyse. Udover arbejderpartiernes svigt de seneste 10 år er det også tydeligt, at det politiske spil ikke er andet end det – et spil – hvor de forskellige politikere mere eller mindre bryder de samme løfter og fører den samme politik. Ritualer og ceremonier med ”skarpe” debatter i medierne bliver, når kameraet slukkes, erstattet af brede smil, brede aftaler og en munter kollegial tone. De politiske forskelle bliver udvisket i en grød af “politter”. Midten af dansk politik er blevet forskudt mod højre, hvor alle partier flokkes og gør det svært at kende det ene fra det andet.

Den ene skandale efter den anden har kørt over skærmene. Men arbejdere og unge bliver ikke længere overrasket over gentagne afsløringer af at politikerne stikker lyssky penge i lommen og forvalter ulovligt. Det er blevet en del af normalen.

Men det er ikke kun tilliden til politikerne, som falder. Der har været mange skandaler i den sidste periode, ud over skandalen om hvordan finanstilsyn og erhvervsministre alle var i seng med Danske Bansk og holdt hånden over deres hvidvask af 1.500 milliarder kroner: Udlændinge- og integrationsministeriet, der bryder loven med tvangsadskillelser, Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskekvoter, indkøb af ubrugelig milliarddyre it-systemer, kaos i Skat, tyveri fra Socialstyrelsen og listen fortsætter.

Tilliden til selve statsapparatet er blevet kraftigt undermineret i den sidste periode. I en måling fra foråret 2018 svarede 54 % af de adspurgte, at de havde ”begrænset tillid” til embedsmændene i staten, regionerne og kommunerne. I 2015 var det samme tal 48 %. Bare 44 % tror på, at embedsmandsværket overholder loven. Det er tillidsniveauet til embedsmandsvældet i, hvad der skulle være ét af de mindst korrupte lande i verden.

Den øverste del af centraladministrationen anskuer korrekt dette som en del af en generel proces:

“Det er jo desværre ikke overraskende. Jeg oplever en generel tendens til skærpet skepsis over for samfundets institutioner, og det mener jeg, at vi som embedsværk skal tage meget alvorligt”, udtalte departementschef i Finansministeriet, Martin Præstegaard, i forbindelse med ovennævnte undersøgelse.

Martin Præstegaard kommer til sammen konklusioner som os marxister, blot fra det modsatte klassestandpunkt. Departementschefen ser ligesom os, hvordan flere og flere af systemets støttesøjler bliver undermineret. Mens han er bekymret over udviklingen, bifalder vi den.

For os er ødelæggelse af illusionen om det demokratiske borgerlige statsapparat en utrolig positiv udvikling. Fra barnsben bliver man i Danmark opdraget med, at staten er neutral, handler i vores alles fælles bedste og hjælper dig, hvis du er i problemer. I mange år har statens klassekarakter været gemt bag et slør af ”velfærd”. Men med ødelæggelsen og udhulingen af de sociale rettigheder (”velfærden”), og de demokratiske rettigheder bliver essensen af den borgerlige stat mere og mere klar. Embedsmændene ligger nu i bunden af troværdighedsundersøgelser sammen med politikere, journalister og brugtvognsforhandlere.

En ny krise med tilhørende nye angreb, vil svække demokratiet, politikerne og staten i endnu højere grad. Det vil på sigt tvinge flere og flere til at stille spørgsmål ved systemet som helhed, og det svækker det borgerlige statsapparat, der har som opgave at forsvare og opretholde det kapitalistiske samfund og den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Et velfærdssamfund under angreb

Kapitalismens organiske krise har i Danmark betydet et forfald i alle aspekter af det såkaldte velfærdssamfund. Mange af de job, som er blevet skabt i de seneste 10 år, er dårlige job med lav løn, mange ”interessetimer”, korttidskontrakter og usikre timetal. Af dem i beskæftigelse har 876.000, dvs. omkring 31 %, mindre end 37 timers arbejde om ugen, og 36 % har ubetalt overarbejde. Det er især denne slags jobs med meget usikre forhold, som vil være de første, der ryger i en ny krise, og det vil ske i en situation, hvor forholdene for arbejdsløse er langt værre end i 2008.

Samtidig med at der bliver indført nye fattigdomsydelser, som integrationsydelsen og uddannelseshjælpen, har dagpenge og kontanthjælp været under konstant angreb i mange år, og begge ydelsers dækningsgrad er blevet kraftigt udhulet. For de danske kapitalister og deres repræsentanter i Folketinget er formålet at skabe så utålelige forhold for de arbejdsløse, at arbejderne bliver tvunget ud i de mest prekære arbejdsforhold, med 0-timers kontrakter og ”working poor”-tilstande.

Det er kun et spørgsmål om tid, før vi begynder at se et behov for ”food banks”, som det har været tilfældet i Tyskland og Storbritannien. Fra 2008 til 2016 er den disponible indkomst for de 10 % fattigste danskere faldet. Antallet af fattige stiger konstant, og var i 2017 nået op på 254.000 mennesker. Alene i 2017 steg antallet af børn, der lever i familier med en indkomst under fattigdomsgrænsen, med 12.000 til 64.50011. Alt dette foregår, naturligvis, mens de rige bliver rigere og uligheden vokser.

Ligesom med resten af økonomien har arbejdsmarkedet brugt mange år på at komme sig oven på krisen i 2008. Økonomernes solstrålehistorie om, at der aldrig har været flere i arbejde, er en sandhed med modifikationer. Beskæftigelsesfrekvensen, som fortæller hvor stor andel af befolkningen, der er i arbejde, faldt efter 2008 og ligger stadig under topniveauet fra dengang.

Samtidig er 743.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder skubbet helt ud af arbejdsstyrken uden nogen produktiv tilknytning til samfundet.

At velfærdssamfundet allerede er blevet beskåret kraftigt, ses tydeligt i den offentlige sektor, hvor der er mangel på ressourcer og mennesker overalt, og hvor de offentligt ansatte er mere pressede end nogensinde. På trods af at beskæftigelsen er steget siden 2013, har det ikke haft en effekt i det offentlige: her er antallet af ansatte pr. borger på det laveste niveau siden 1986 og arbejdstimer pr. borger er på det laveste niveau siden 1980 hvis man ser bort fra året 1996.

Blandt offentligt ansatte raserer en stress-epidemi, som bare vokser. Det ses eksempelvis blandt pædagoger, hvor antallet med symptomer på stress er steget med 50 % siden 2012. Men tendensen er den samme i hele den offentlige sektor. Hver 7. nye sygeplejerske, omkring 14 %, går ned med stress indenfor de første 3 år efter endt uddannelse. Med flere nedskæringer i sigte vil disse tal blot blive ved med at vokse.

De store angreb som, har ramt ansatte i den offentlige sektor år efter år, må vi forvente vil sprede sig også til det private arbejdsmarkedet med en ny krise. Det vil tilspidse klassekampen på en kvalitativ anden måde, end hvad vi har været vant til i den sidste periode.

På trods af, at unge i dag drikker mindre, begår mindre kriminalitet og uddanner sig mere end nogensinde før, står de for første gang overfor dårligere fremtidsudsigter end deres forældres generation. De er udsat for et langt større pres end tidligere. Det gælder både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, hvor unge gør alt, hvad de kan, for at leve op til de tårnhøje krav. Derfor bliver slaget også desto hårdere, når de ikke føler, at de gør det godt nok, eller de ikke kan leve op til de høje mål, der bliver opstillet. Det slår specielt igennem hos unge kvinder, hvor 1 ud af 4 har dårligt mentalt helbred, og 40 % føler sig stressede. Det er situationen i en periode med opsving i kapitalismen, det er “as good as it gets”. Fremtidsudsigterne for de yngre generationer er sorte. Uanset hvor flittigt de arbejder, og hvor gode karakterer de får, vil det ikke løse problemerne: det ændrer ikke på, at kapitalismen ikke kan sikre flertallet en ordentlig fremtid. De står overfor en fremtid, hvor de kan forvente, at antallet af job med ordentlige ansættelsesforhold er kraftigt reduceret, SU’en og andre kerneydelser bliver sløjfet, der kommer brugerbetaling på uddannelserne og andre velfærdsgoder.

Den parlamentariske venstrefløj opsuger ikke den utilfredshed, der eksisterer blandt de unge, som derfor søger at løse deres problemer på individuelt niveau. Blandt unge er der tillige en generel afsky overfor den forløjede og hule opportunistiske socialdemokratiske velfærdsfetichisme og formynderiske tilgang fra staten, der overvåger dig, bestemmer hvilket tøj man ikke må have på (burka-loven) og som kræver din lydighed og loyalitet, som en del af “de danske værdier”. Det blev afspejlet politisk i støtte til Liberal Alliance, der fremstillede sig som “anti-establishment” og som blev det største parti blandt unge i flere år.

Men lige meget hvor hårdt du slider i det på din uddannelse, og lige meget hvor meget gratis arbejde du lægger på arbejdsmarkedet, så er der ingen udsigt til succes: problemet er ikke individuelt men et samfundsproblem, og det vil blive tydeligt for flere og flere. Et økonomisk skifte vil smadre enhver illusion om, at du er “din egen lykkes smed”, og frustrationerne vil på et tidspunkt blive omsat i kollektiv handling. Allerede nu er opbakningen til LA faldet markant. Umiddelbart efter valget i 2015 nåede de højdepunktet på 20% af de unge mens de nu er faldet tilbage på 9%.

De unge som i dag ikke kan finde et politisk udtryk, men blot har afsky overfor det politiske system i det hele taget vil komme til at stå i forreste række i de kommende kampe. Kampen og vreden vil ikke bare blive rettet mod den nye regering, men vil blive en kamp mod systemet som helhed, præget ikke bare af mistillid til politikerne, partierne eller regeringen, men til systemet. Det bliver unge fra denne generation, som kommer til at udgøre rygraden i Revolutionære Socialister i den næste årrække og som kommer til at stå i spidsen for kampen mod kapitalismens rædsler.

Svag reaktionær regering

VLAK-regeringen er et udtryk for et dansk borgerskab i forfald, akkurat som det system, den repræsenterer. Regeringen er vaklet fra aftale til aftale, og er blevet holdt kunstigt i live af fraværet af en opposition. Og den må prise sig lykkelig for at have været ved magten i klassemæssig fredstid, uden de store bevægelser og under et ”opsving”. Dens visioner går højst til næste finanslov, og flertal uden om regeringen er blevet en del af normalen. Det er sigende, at selv prominente ministre som Søren Pind og Brian Mikkelsen har forladt den synkende skude, og er droppet ud af regeringen. Partiet Venstre er i konstant krise og har fået halveret sin opbakning siden 2001, hvor partiet påbegyndte sin “værdikamp”, altså for alvor begyndte at føre en racistisk politik sammen med Dansk Folkeparti.

Regeringens svaghed blev allerede åbenlys, da Lars Løkke blev tvunget til at inkorporere Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance i regeringen for at forblive ved magten, kun lidt over ét år efter, at han havde dannet regering. Kaosset og tumulten ved finanslovsforhandlingerne i 2017 udstillede endnu en gang regeringens svaghed. Det var med nød og næppe, at en tam finanslov blev vedtaget i slut december, hvilket er uset sent i danske sammenhænge.

Regeringen var derfor ikke interesseret i at gentage farcen i 2018 op til et valg og de lagde sig fladt på maven for Dansk Folkeparti, til gengæld for ro på bagsmækken. Også af hensyn til det kommende valg blev der ikke lanceret store nye angreb på arbejderklassen. I det store hele blev den nye finanslov en fortsættelse af status quo med nedskæringer i samme grad som tidligere, men hvor racismen blev skruet op til nye højder. Men selv hvis regeringen havde ønsket at gennemføre store nedskæringer, var det langt fra sikkert, at den kunne have fået det igennem. Regeringen har igennem hele sin levetid været for svag til at få nogle sine store reformer igennem.

Risiko for DF/Venstre regering

Der er en risiko for, at Lars Løkke vinder næste valg, hvilket kan virke utrolig i lyset af alle hans skandaler, hvor lidt troværdighed han har tilbage, og hvor upopulær VLAK-regeringen har været. Men oppositionen er fuldkommen tandløs og umulig at skelne fra regeringen, politisk set. Det har ikke kun forlænget regeringens levetid, men også ladet Lars Løkke ligge forholdsvist højt i meningsmålingerne og kan betyde han kan fortsætte på magten. Men en ny borgerlig regering vil være ekstrem svag.

En ny borgerlig regering vil blive nødt til at inkorporere Dansk Folkeparti for første gang. Det vil i komposition være den meste reaktionære regering siden 1940-45. Som rorgængere og presset fra højre af Nye Borgerlige vil Dansk Folkeparti tage den racistiske udlændingepolitik til nye højder.

Den fortsat store opbakning til Dansk Folkeparti og andre højrefløjspartier skyldes ikke en pludseligt øget fremmedfjendskhed blandt befolkningen. DF gik frem efter den socialdemokratiske Nyrup-regering i 90’erne havde brudt alle løfter, skåret ned og privatiseret massivt, samtidig med at de påstod, at det gik så god som aldrig før. Men arbejderne følte ikke, at det gik godt, og ind fra sidelinjen kom DF og anerkendte, at der var problemer. De udpegede indvandrerne som syndebuk og havde en “nem” løsning: luk grænserne. Socialdemokraterne kunne ikke pege på løsningerne på arbejderklassens problemer, da det ville betyde et brud med kapitalismen. Venstrefløjen kom heller ikke med andre holdbare alternativer. De har ikke adresseret arbejderklassens problemer, men i stedet været med til at øge problemerne gennem deres nedskæringspolitik. På den måde har de skabt spillerum for racistiske “løsninger”. Racismen er et værktøj blandt flere, som den herskende klasse bruger for at splitte arbejderklassen og distrahere arbejderne fra de reelle problemer. Dette har flere partier luret, og de presser hinanden til racistiske ekstremer.

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti vil være en katastrofe for arbejderklassen, både dem der altid har boet i Danmark og dem der er kommet hertil fra udlandet. Vi vil komme til at se modbydelige angreb på minoriteter, som for få år siden ville have skabt ramaskrig selv i det degenererede Folketing. Men Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse vil trods alt være positivt i den forstand, at det fuldstændig vil miskreditere DF og fjerne enhver illusion om, at de skulle være ”den lille mands beskytter”. De vil nemlig skulle stå på mål for samtlige sociale nedskæringer, der bliver gennemført, og det vil afsløre dem som det de virkelig er: et bundborgerligt, racistisk og ultrakonservativt parti, som peger på ”de fremmede” med den ene hånd, mens de ødelægger arbejderklassens forhold med den anden.

Selv med en moderat vækst som den nuværende vil en sådan regering skulle skære ned for at støtte den danske kapitalistklasse i den hårde konkurrence på verdensmarkedet. En ny krise vil gøre disse nedskæringer langt værre, og kunne reducere Dansk Folkeparti til en ligegyldighed, ligesom vi har så med SF efter deres deltagelse i Socialdemokraterne og Det Radikale Venstres nedskæringsregering.

I dette scenarie vil Socialdemokratiet dog også ende i krise. De har satset alt på deres taktik om at vinde regeringsmagten ved at kopiere Dansk Folkepartis udlændingepolitik. De er gået fra at omtale Dansk Folkeparti som et parti, der ikke var ”stuerent”, og som satte Karen Jespersen på plads, da hun foreslog øde øer for kriminelle udlændinge, til at tale Dansk Folkeparti totalt efter munden. S-toppens logik ser ud til at være, at årsagen til deres manglende popularitet er, at de er for “bløde” på udlændingespørgsmålet, og med den flanke lukket burde de være sikret en valgsejr. Hvis partiet alligevel taber valget, vil ledelsen og hele deres forfejlede DF-strategi blive miskrediteret og partiet vil derfor finde sig selv i dyb krise. Det mest sandsynlige er dog, at Socialdemokratiet kommer til magten efter næste valg.

Mette Frederiksen fører Socialdemokraterne mod politisk selvmord

Ledelsen for Socialdemokratiet har i over 100 år været en integreret del af det kapitalistiske system og har været én dets vigtigste støttepiller. Efterkrigsopsvinget tillod, at partiet kunne blive personificeringen af velfærdsstaten, og det gav det en enorm autoritet i arbejderklassens øjne. I kapitalistklassens interesser er denne autoritet igen og igen blevet brugt til at intervenere i arbejdskampe, holde styr på venstrefløjen og til at gennemføre borgerlige reformer i parlamentet. Partiet har været et enormt effektivt værktøj for kapitalisterne til at holde arbejderklassen i ro. På grund af partiets autoritet har de kunne gennemføre ting, som borgerlige partier ville have haft langt sværere ved at gennemføre: som f.eks. at smadre efterlønnen, dagpengene og folkeskolelærerne. Kapitalistklassen vil være afhængig af Socialdemokratiet for at gennemføre nye store angreb.

Men med en ny socialdemokratisk regering risikerer kapitalistklassen at ødelægge dette værktøj, som vi har set det andre steder på kontinentet. Det socialdemokratiske parti i Grækenland, PASOK, gik fra 44 % til 4,8 % af stemmerne i løbet af få år, fordi de implementerede besparelser der blev pålagt fra EU, Den Europæiske Centralbank og IMF. Denne ”pasokificering” har også ramt andre socialdemokratier i Europa som er mere sammenlignelige med det danske, eksempelvis det franske og hollandske. Det tyske socialdemokrati, SPD, gik fra over 31 % af stemmerne i meningsmålingerne, til 25 % ved valget, og stod i slutningen af 2018 til blot 14 % af stemmerne.

Det samme kunne ske herhjemme. Vinder socialdemokraterne vil de skulle danne regering i et utrolig kaotisk politisk landskab med en økonomisk krise i horisonten, som vil betyde, at de vil skulle gennemføre historisk store nedskæringer på deres vælgerbase, der bare bygger ovenpå dem de gennemførte sidst de var ved magten. Samtidig begynder flere og flere at gennemskue at de evige udlændingestramninger intet løser: der er blevet ført en “stram” udlændingepolitik i 20 år, men de sociale forhold, som flygtning og indvandrer har fået skylden for, er ikke blevet bedre. Den racistiske retorik vil ikke kunne blive ved at aflede opmærksomheden fra de virkelige problemer. Den økonomiske virkelighed vil slå igennem.

S-toppen tror, at de får mest mulig fleksibilitet ved at danne en ét-partis regering. Det modsatte vil nærmere blive tilfældet. Hvis de tror, at de kan vælge til og fra blandt partierne i Folketinget, når de skal lave politiske aftaler, er de mere end godt naive. Det vil tværtimod blive en konstant hovedpine for dem ikke at have nogen solid støtte i parlamentet. Mette Frederiksen kan se sig nødsaget til at gøre det samme som Lars Løkke og inkorporere flere partier i regeringen for at sikre dens overlevelse. Det er ikke umuligt, at det kunne blive Dansk Folkeparti, hvilket ville være den logiske konsekvens af deres hidtidige parløb. Det vil være et dramatisk skifte i dansk politik og sætte den nuværende venstrefløj i en situation, hvor de kan komme til at støtte den yderst højrefløj direkte.

En ny socialdemokratisk regering risikerer at begå politisk selvmord med deres nuværende borgerlige og racistiske politiske politik. Der er intet som kunne være fjernere fra toppen af Socialdemokratiet end at bryde med kapitalismen, og dermed sætte hele deres egen sociale og politiske position på spil. Men hvis du accepterer kapitalismen, må du også acceptere dens betingelser – også når den er i krise. Med en ny krise vil omfanget af de nedskæringer, som de skal gennemføre i deres regeringsperiode vise sig at blive langt større, end hvad Lars Løkke har skulle stå på mål for.

Det er muligt, at vi vil se en nedsmeltning af Socialdemokratiet og at partiet vil blive reduceret til nærmest ingenting. Thorning-regeringens angreb på folkeskolelærerne i 2013 ødelagde opbakningen blandt en af deres traditionelle vælgergrupper, og vi vil se samme slags angreb blive gentaget blot på et højere niveau, hvor fagforeninger vil blive mål for regeringen, og arbejderne forsøgt underlagt arbejdsgivernes fuldstændige kontrol. En socialdemokratisk regering vil blive tvunget til at angribe, hvad der har været deres traditionelle sociale base i samfundet, og det kan fjerne partiets sidste rest af autoritet og lede til en brat tilbagegang de næste år. Et sådan socialdemokratisk kollaps vil have enorm stor betydning for den danske kapitalistklasse på den ene side, og arbejderbevægelsen og arbejderklassens bevidsthed på den anden.

POLITISK VAKUUM OG UDSIGTER FOR KLASSEKAMPEN

Mange politisk bevidste arbejdere, og især unge, er frustrerede over, at der ikke sker mere i Danmark, når der opstår den ene massebevægelse efter den anden rundt om i Europa og resten af verden. Arbejderklassens bevidsthed er formet af den foregående periode, og det er derfor nødvendigt at kaste et blik tilbage for at forstå den stilstand, der har eksisteret i klassekampen i det sidste årti. I slutningen af 1990’erne og op igennem en stor del af 2000’erne så vi enorme bevægelser til forsvar for velfærden, især efter den borgerlige Fogh-regering blev valgt i 2001. Unge og studerende var forrest i kampen med besættelser af skoler, nedlæggelse af undervisningen, stormøder med tusindvis af deltagere og kæmpe demonstrationer. Der var strejker blandt de offentlige ansatte, og Danmark var i flere år det land i OECD med flest strejkedage pr. indbygger. Bevægelsen havde et enormt potentiale med flere demonstrationer hvor over 100.000 deltog.

Men lederne af Socialdemokratiet, SF, fagforeningerne og elev- og studenterbevægelse, som stod i spidsen, behandlede bevægelsen som en vandhane de kunne tænde og slukke for: ved deres befaling ville titusinder strømme ud på gaderne, og på deres kommando gik de hjem igen. Det kunne lade sig gøre i et stykke tid, men vandhane-logikken stoppede med at virke efter et stykke tid. Strejkerne, skolebesættelserne og demonstrationer ændrede ikke noget: nedskæringerne fortsatte. Én-dags demonstrationerne blev mindre og mindre, fordi det gik op for flere og flere, at nok var de et vigtigt element i at vise at de var mange der stod sammen, men at de ikke i sig selv udgjorde et magtmiddel. Den borgerlige regering kunne blot kigge ud af vinduet på Christiansborg, vente på at demonstranterne gik hjem, og så fortsætte deres nedskæringer – ofte sammen med Socialdemokratiet.

Bevægelsen førte altså ingen vegne, og med krisen i 2008 kollapsede både strejkerne og de store demonstrationer. Ude på arbejdspladserne bøjede arbejderne nakken i håb om at bevare jobbet. Unge gad ikke længere nedlægge undervisningen, når det alligevel ikke hjalp noget. Arbejdere og unge havde forsøgt at ændre tingene af faglig og udenomsparlamentarisk vej, men det havde ikke virket, og i stedet vendte de sig mod den parlamentariske front. Der var massive illusioner op til valget af Thorning-regeringen i 2011, især fordi partierne til venstre for Socialdemokratiet oplevede den største parlamentariske valgsejr nogensinde og fordi SF for første gang skulle deltage i en regering.

Det blev imidlertid en brat opvågnen. Da Helle Thorning blev valgt, proklamerede hun, at der eksisterede en ”ny normal”, og hun fortsatte og intensiverede de borgerliges angreb: kontanthjælpsreform, salg af DONG til Goldman Sachs, lockouten af folkeskolelærerne og fortsatte besparelser i den offentlige sektor. Alt sammen skete hånd i hånd med SF og med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Helle Thorning og regerningen adlød ordrer fra sin herrer, den danske kapitalistklasse og SF og Enhedslisten adlød (omend under protest) ordrerne fra socialdemokraterne og de faglige ledere som ikke ville risikere at skabe problemer for “deres” regering. Arbejdere og unge fik dermed heller ikke få løst deres problemer af parlamentarisk vej. Det skabte udbredt demoralisering.

Årsagen til, at der har eksisteret relativ ro de seneste år er derfor ikke, at arbejderklassen i Danmark er doven eller tilfreds med tingenes tilstand.

Under overfladen opbygges der en enorm vrede og frustration. Overenskomstforhandlingerne i 2018 for de offentlige ansatte (OK18) så ud til bryde freden som et tordenskrald. De offentlige ansatte var klar til kamp. De samlede sig til det historiske møde i Fredericia med 10.000 tillidsfolk, og endnu mere interessant var der demonstrationer i enkelte byer som besatte byrådsmøderne og direkte intervenerede i det politiske liv, hvilket er uset i danske sammenhænge og viste en flig af hvordan kampen kunne have udviklet sig, hvis den ikke var blevet stoppet. De offentligt ansatte havde støtte fra arbejderne i det private, og det var tydeligt for alle, at det var den borgerlige regering, der var aggressoren. OK18 kunne have været den kanal, som den ophobede frustration ville udtrykke sig igennem. Men den danske overklasse kunne som altid regne med hjælp fra fagbevægelsens ledelse, som mere end alt andet frygter en massebevægelse, der er ude af deres kontrol. De trak bevægelsen i langdrag, kørte arbejderne trætte og til sidst blev der indgået et råddent kompromis som opretholdt status quo.

Men roen i klassekampen vil ikke vare ved. De frustrationer, den vrede og de sociale modsætninger, som er blevet opbygget siden 2008, vil komme til udtryk. Der vil komme bevægelser i den kommende periode og klassekampen vil umuligt kunne holdes på så lavt blus, som har været tilfældet de sidste 10 år. Spørgsmålet er hvilket udtryk den vil få.

Bevægelse igennem partierne?

Det er umuligt at sige, hvordan kommende massebevægelser vil udforme sig, og hvilke kanaler de vil udtrykke sig gennem. Men arbejderpartiernes dalende autoritet og voksende miskreditering kunne betyde, at de ikke kommer til at lede eller få gavn af en kommende massebevægelse, som det tidligere var tilfældet. Socialdemokratiet bliver i brede lag ikke længere set som et reelt alternativ til de borgerlige partier, og SF miskrediterede fuldstændig sig selv ved deltage i regeringen og skrive under på samtlige nedskæringer og angreb.

Ikke engang Enhedslisten har som parti ville kaste sig ind i nogen bevægelse, og det er et åbent spørgsmål, om de vil gøre det i fremtiden, eller om partiet blot vil fortsætte toppens ensidige fokus på parlamentarismen. Toppen af partiet har gået efter at blive en accepteret del at det politiske system, hvilket er lykkedes. I stedet for at opildne arbejderklassen til at gå i kamp, dyrker de “det muliges kunst” inden for Folketingets og dansk kapitalismes snævre rammer. De har ingen tiltro til, at arbejderklassen kan udrette noget på egen hånd for slet ikke at tale om at gennemføre en revolution.

Toppen af partiet er hoppet med på den politiske højredrejning, hvilket kom til udtryk sort på hvidt, da partiets principprogram blev ændret. Det gamle program, der stadig indeholdt reminiscenser af socialisme og revolution, blev erstattet af et nyt, som dels forskønnede og dels drømte sig tilbage til efterkrigsopsvingets velfærdsdanmark. Og på udlændingespørgsmålet bevægede sig i samme nationalistiske retning som resten af partierne med udtalelser om, at “vi må generobre Dannebrog”, og de skrev sammen med de andre oppositionspartier under på en erklæring, der blandt andet indeholdt formuleringer om, at antallet af flygtninge, som Danmark modtager, har betydning for integrationen.

Hvad Enhedslistens partitop ikke ser, er den enorme utilfredshed, der eksisterer, med hele det politiske system. Hvis Enhedslisten i stedet leverede et program, der stod som et reelt alternativ, som var tilstrækkeligt vidtgående i sin kapitalismekritik, ville de vinde stor tilslutning, hvilket vi har set været tilfældet for andre venstrefløjspartier i resten af Europa.

På trods af deres højredrejning er det dog ikke udelukket, at Enhedslisten kan vokse kraftigt i meningsmålingerne i den kommende periode. Hvis vi får en ny borgerlig regering, og vi har et Socialdemokrati i krise, kan Enhedslisten overtage positionen som det store oppositionsparti. Også selvom Socialdemokratiet kommer til magten, kan Enhedslisten stå til at blive det største arbejderparti i Folketinget, som vi så det skete med SYRIZA i Grækenland, hvis Enhedslisten frivilligt eller ufrivilligt skubbes i opposition til den socialdemokratiske regering, der gennemfører nye store nedskæringer.

Valg er et nulsumsspil. Den vælgermæssige fremgang, som Enhedslisten kan få ved et socialdemokratisk kollaps, vil i højere grad ske som et fravalg af Socialdemokratiet, end reel entusiasme omkring Enhedslisten, der kun kunne opnås ved, at partiet afviste hele det politiske etablissement og fremsatte en klar antikapitalistisk klasseposition. Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis Enhedslisten opnår fremgang, selvom de bevæger sig mod den respektable midte. Det kræver bare, at Socialdemokratiet falder sammen. Toppen af Enhedslisten vil imidlertid bruge en sådan fremgang som en bekræftelse af deres midtsøgende strategi og eskalere højredrejningen.

Utilfredsheden vil få et udtryk

Den vrede, utilfredshed og frustration som eksisterer i samfundet, vil få et udtryk før eller siden. Ethvert tryk avler modtryk. Det er meget muligt, at massebevægelser i den kommende periode vil kunne blive bevægelser, som vi f.eks. har set i Frankrig med de gule veste. Spontane bevægelser, som ikke bliver kontrolleret af toppen af nogen traditionel arbejderorganisation, og som heller ikke er homogen, hverken i klasse- eller politisk forstand. Bevægelser som ikke holder sig indenfor for de uskrevne regler for politisk aktivitet og som er gået væk fra de faglige organisationers ”fest”-demonstrationer med farvede balloner og popmusik og tager nye og mere radikale midler i brug. Nye bevægelser kan tage mange former og opstå på mange forskellige spørgsmål. At det blevet en stigning i afgifter på brændstof, som fik bevægelsen til at eksplodere i Frankrig, var en tilfældighed, som udtrykte en underliggende nødvendighed.

Et andet eksempel er den internationale bevægelse mod klimakrisen. For en stor gruppe unge er klimaet blevet et af de vigtigste politiske spørgsmål i vores tid, og det kommer til udtryk i en bølge af klimademonstrationer ledet af unge verden over. For mange af disse unge er det åbenlyst, at der ikke findes individuelle løsninger på klimakrisen, men at der skal systemiske forandringer til. Derfor kan disse bevægelser have et enormt revolutionært potentiale. Det er vores opgave at forbinde dem med behovet for revolution og socialisme.

Flere og flere ser, at kapitalismen har spillet fallit i forholdet til klimaforandringer. Det ypperste forsøg på at håndtere klimakrisen – Paris-aftalen – har sat et uambitiøst mål om en stigning på “kun” 2°C i den globale gennemsnitstemperatur, og ifølge en FN-rapport lever løfterne, der er givet i Paris-aftalen ikke engang op til denne svage målsætning. Disse klimaaftaler er et spil for galleriet. Ingen af verdens ledere overholder disse aftaler, og da Trump trak sig fra Paris-aftalen sagde han blot højt, hvad alle de andre ledere tænkere: bekæmpelse af klimaforandringer er ikke profitabelt for mit lands kapitalister.

I stedet placeres fokus på forbrugeren. Vi får at vide at vi skal holde op med at bruge plastiksugerør, gå over til sparepærer og stofbleer, og holde kødfri mandage. Det enorme fokus på politisk korrekt forbrug, som bliver promoveret af medier og politikere, er blot en måde at aflede opmærksomheden fra de faktiske klimasyndere: de store virksomheder. Den videnskabelige journal Climate Change fandt i en rapport at de 90 største virksomheder står for to tredjedel af den menneskelige udledning af drivhusgasser. Klimaproblemerne kan ikke løses inden for kapitalismens rammer, hvor kapitalisternes behov for profit går forud for menneskers behov, miljøet og naturen. Klimakrisen skriger på demokratisk planøkonomisk styring, på nationalt og international plan, som forudsætning for at overgå til 100 % vedvarende energi og gøre jorden beboelig for fremtidige generationer.

Toppen af fagbevægelsen i Danmark er dybt integreret med Socialdemokratiet og statsapparatet og fagtoppen kunne ikke engang stå sammen imod den borgerlige regering under OK18 forhandlingerne, men endte med at indgå lokumsaftaler. Det er udelukket at de stiller sig i spidsen for en kommende bevægelse. Men det skal ikke få os til at afskrive hele fagbevægelsen. Det er meget muligt, at én person eller et netværk kunne spring frem i fagforeningerne og krystallisere noget af den utilfredshed, som hersker i samfundet.

Det er umuligt at forudse, hvordan kommende bevægelser vil få politisk udtryk: en ny masseorganisation ud af det blå, et skarpt venstresving i en af de nuværende organisationer, at en kendt politisk skikkelse sætter sig i spidsen for en ny bevægelse eller noget helt andet. Vi kan ikke sige hvad, men kun at noget, vil udfylde det vakuum, der eksisterer på nuværende tidspunkt i samfundet. Men hvis Socialdemokratiet i de næste år oplever en “pasokificering”, som vi ser som en reel mulighed, vil det åbne døren til en helt ny periode i dansk arbejderbevægelse. Det vil betyde at partiets næsten-monopol i fagbevægelsen vil blive brudt og det vil åbne op for at oppositionelle og mere kamporienterede strømninger kan krystallisere sig. Et så fundamentalt skift vil ikke ske fra den ene dag til den anden, men være en yderst positiv konsekvens af et socialdemokratisk kollaps på det middellange eller lange sigt.

Men det er endnu fremtidsmusik. Det mest karakteristiske ved den nuværende periode er det enorme politiske vakuum på den politiske venstrefløj. Størstedelen af de radikaliserede unge føler sig politisk hjemløse og leder efter et sted at organisere sig, uden at kunne finde det blev de etablerede partier og organisationer.

Nye massebevægelser vil indlede en langstrakt proces med klassekamp, fordi der endnu ikke findes en revolutionær masseorganisation, som kan hjælpe arbejderklassen med at drage konklusionerne om systemets fallit og lede bevægelsen til sejr.

Det er klart, at der har været et større lag fedt at tære på i Danmark i forhold til mange andre lande, og det er med til at forklare, hvorfor vi ikke har set de samme bevægelser herhjemme som andre steder i verden. Men det er også klart, at mens de danske arbejdere og unge gennem mange år er blevet stopfodret med, at vi lever i verdens bedste samfund, og vi er et lykkeligt folk, er det eneste, som folk mærker, at alting hele tiden bliver forværret, og det er svært at finde nogen, der er tilfredse med tingenes tilstand. En ny krise vil styrke disse tendenser.

Stilhed før stormen

I de sidste måneder af 2018 var vi vidne til et hav af små, men også middelstore, demonstrationer omhandlende alt fra klima til racisme og stramning af fraværsregler i gymnasierne. Samtidig har der været arbejdsnedlæggelse blandt lokoførerne i DSB i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, blandt lærerne på TEC skolerne, organisering af buschaufførerne og flere blokader af arbejdspladser med overenskomstmæssige problemer, som har fået en del omtale. Folkeskoleelever har endda strejket på grund af utilfredshed med manglende handling overfor klimakrisen.

I skrivende stund er det umuligt at sige, om vi vil se tilbage på starten af 2019 som indledningen til et nyt opsving i klassekampen, eller om dette først vil indtræde senere. Hvad vi kan sige er, at den frustration, som er blevet akkumuleret, og ikke er kommet til udtryk igennem en massebevægelse i over 10 år, vil bryde igennem overfladen før eller siden. Hvis det først bliver efter, at en krise rammer Danmark, vil det gøre kampens karakter endnu mere bitter.

Pessimisterne på venstrefløjen har begravet ethvert revolutionær perspektiv for Danmark. De er ikke et hak bedre end de borgerlige kommentatorer, som kun ser, hvad der sker på overfladen. De mangeårige nedskæringer, den øgede stress på arbejdspladserne, miskrediteringen af det borgerlige demokrati og de usikre fremtidsudsigter sætter spor i bevidstheden, uagtet at det har ikke udtrykt sig endnu. Vi har al tiltro til, at arbejdere og unge vil bevæge sig i retning af revolution. Ikke fordi de har lyst til at vende op og ned på hele samfundet, men fordi kapitalismen ikke giver dem andre muligheder, hvis de vil bevare håbet om en reel fremtid.

Der er et enormt vakuum på venstrefløjen, og Revolutionære Socialister stadig for lille til at udfylde det. Vores opgave i RS er at bygge en organisation, der kan udfylde det vakuum. Hvis den stille periode, som har varet ved siden 2008, bliver forlænget, er det i realiteten en god ting for os. Vi har nemlig brug for al den tid, vi kan få, til at opbygge vores kræfter og dermed gøre det muligt at intervenere på endnu større skala, når klassekampen tager til. Men vi er ikke herre over historien, og de store skift vi står overfor, vil ændre situationen fundamentalt i Danmark. Det vil teste alle politiske tendenser og partier, både politisk og organisatorisk. Vi tager imod dette med oprejst pande.

I Revolutionære Socialister deltager vi i de daglige kampe mod konsekvenserne af dette systems fallit. Samtidig forbereder vi os på at sikre en fremtidig revolution sejren ved at opbygge en stærk organisation, baseret på et solidt teoretisk marxistisk fundament. Flertallet i Danmark er ikke på nuværende tidspunkt revolutionære, men flere og flere unge radikaliseres og kan vindes til perspektivet om at bygge en revolutionær organisation. Det er opgaven nu: at vinde disse unge til RS og bygge en organisation, der er stærk nok til at spille en afgørende rolle i fremtidens klassekampe. Vi inviterer alle, der er enige i dette perspektiv, til at gå med os og gå med i kampen for en socialistisk verdensrevolution.