Et kig på det amerikanske valg 2004: “Demokratiet” viser sit grimme ansigt Danish Share Tweet Danish translation of A First Look at U.S. Election 2004: “Democracy” Rears Its Ugly Head by John Peterson (November 4, 2004) ”Jeg vil hellere stemme for noget jeg vil have, og ikke få det, end at stemme for noget jeg ikke vil have, og få det” – Eugene Debs Det amerikanske præsidentvalg 2004 markerer endnu et vendepunkt i den amerikanske arbejderklasses bevidsthed, der hurtigt ændrer sig. Resultatet, som ikke burde komme som nogen overraskelse for læsere af marxist.com, skuffede de mange millioner, der oprigtigt troede, de kunne blive fri for Bush ved at stemme på et ”mindre onde”. Demokraterne vandt overvældende støtte i de store befolkningscentre med stor koncentration af fagforeningsmedlemmer, minoriteter og fattige generelt. Disse vælgere ser helt klart efter en løsning på den økonomiske og sociale krise, de står over for. For millionvis var støtte til Demokraterne en sund afvisning af Bushs politik og et skift til ”venstre” (i det mindste efter amerikansk målestok). I mangel på et alternativ holdt mange vælgere sig for næsen og stemte på Kerry. Men ved at sætte deres lid til Demokraterne fik de ikke bare det ”mindste onde”; de fik det ”største onde”. John Kerry sagde mere end han ønskede, da han i sin forsoningstale erklærede, at ”vi kan ikke vinde dette valg.” Den vigtigste lære, som kan drages af dette valg er, at arbejdende mennesker ikke kan lade det være op til andre samfundsklassers repræsentanter at udkæmpe vores kampe for os. Vi kan kun stole på vores egne kræfter og organisationer, og vi må bygge et arbejderparti med massebase, der kan forsvare vore interesser. Før alle stemmerne endnu var talt op telefonerede Kerry til Bush for at erkende sit nederlag og ønske ham tillykke med sejren. Hovedtemaet i deres samtale var behovet for ”heling” og ”national enhed”. Med Kerrys egne ord er der ”desperat behov for enhed”. Bush fremhævede også dette punkt i sin sejrstale. Begge borgerlige kandidater har indset, at i valgkampens hede har de optændt håb hos millioner, særligt blandt Demokraternes støtter, hvis oprigtige ønsker om en forbedring af deres situation endnu en gang er blevet forrådt. USA er polariseret som aldrig før, og da den ophobede vrede og frustration, som bliver opbygget under overfladen endnu ikke har fundet sit udtryk ved valget, vil den utvivlsomt eksplodere på andre måder i den kommende periode. Det er derfor deres topprioritet at opfordre til enhed, tilgivelse, respekt, gensidig forståelse og så videre. Med andre ord, nu da valget er overstået, skal alle de der troede, at det gør en forskel at stemme, bare gå hjem i endnu fire år og lade millionær-politikerne køre butikken. Det er præcis, hvad arbejdende mennesker ikke bør gøre. I et uhyggeligt, men ikke særlig overraskende, resultat, som giver minder om 2000, var det amerikanske præsidentvalg først tæt på uafgjort. Ikke overraskende vandt Bush landområderne, der traditionelt er republikanske baser, i syden og mange af de vestlige områder, mens Kerry vandt det mere tæt befolkede Nordøst, meget af midtvesten og vestkysten. Florida var tæt, men til sidst vandt Bush. På dette tidspunkt fokuserede man mest på ”sving-staten” Ohio. Det er passende at Ohio var den sidste slagmark for verdens mægtigste position. På mange måder er det et mini-USA: stærk kontrast mellem de konservative landområder og de massive industribyer, som lider under den økonomiske krise. En ud af hver 23 arbejdspladser er blevet nedlagt der siden 2000. Per person har Ohio mistet flere arbejdspladser under Bush end nogen anden stat. På trods af en stor nedgang over de sidste to årtier ligger Ohio stadig over gennemsnittet med arbejdernes organiseringsgrad på 16,8 procent i forhold til 13,1 procent på landsdækkende plan. I hvad der er en passende amerikansk selvmodsigelse, er der lige stor sandsynlighed for, at en arbejder i Ohio har et medlemskort til fagforeningen, som et medlemskort til den konservative ”National Rifle Organisation”. Ikke desto mindre ser det ud til, at dette ville være et godt grundlag for enhver, der ville stille op imod Bush og hans ødelæggende økonomiske politik. I sidste ende, som vi forklarede i vores dokument om det amerikanske perspektiv for 2004, var Demokraterne ude af stand til at inspirere folk til at møde op og stemme på dem, hvilket gav den konservative del af det amerikanske samfund lov til at vælge for dem. Marx forklarede, at borgerligt demokrati er netop dette: demokrati for borgerskabet. Med få års mellemrum kan vi vælge, hvilken af kapitalisternes repræsentanter, der vil misrepræsentere os i regeringen og lave politik, der kun gavner den herskende klasse. Dette år er ingen undtagelse. Arbejdere, minoriteter, kvinder og de fattige generelt er de virkelige tabere. Uanset det endelige resultat, var det klart fra starten, at kapitalistklassen ville beholde magten mens arbejdende menneskers interesser ville blive trådt under fode. Fire år mere med Bush vil betyde en fortsættelse af den herskende klasses åbenbare krig mod arbejdere hjemme og i udlandet. Hvis det havde lykkedes Kerry at hive en sejr hjem, ville han på alle grundlæggende områder fortsætte, hvor Bush slap, om end med et ”mildere, blødere” ansigt. Uanset hvad ville vi stadig plages af besættelsen af Irak, ”krigen mod terror”, anti-fagforeningslove, det store budgetunderskud, økonomisk krise, militarisering, ”Patriot-loven” og en disintegrerende social infrastruktur. Disse er alle det kapitalistiske systems funktioner – ikke det ene eller andet individs funktioner. Valgløfter er mange tomme ord. Husk på, at Bush førte valgkamp på et ”Amerika først”-grundlag, som afviste intervention i udlandet og ”opbygning af nationen”. Men da virkeligheden bankede på døren, opførte han sig derefter for at forsvare amerikanske virksomheders interesser. Mens individuelle karakteristika utvivlsomt påvirker detaljerne er de grundlæggende interesser, som begge kandidater forsvarer, de samme. Begge er ærkeforsvarere af den herskende klasses interesser – det er det job, de konkurrerede om. Demokrati? Bush, Kerry og alle andre kapitalistiske politikere er hurtige til at belære andre om behovet for demokrati og frie og rimelige valg. Disse udtalelser er højdepunktet af kynisme. Det er almindelig kendt, at USA, mens det bliver fremført som et ”forbilledligt demokrati” for resten af verden, er det i virkeligheden langt fra sandheden. Der er ikke nogle ”frie og rimelige” valg, og al snakken om demokrati bliver kun brugt til at dække over det faktum, at en håndfuld utroligt rige folk bestemmer på alle afgørende områder. I en ”vinderen tager alt” valgkamp får vinderen fuldstændig kontrol med den amerikanske regering. Utallige ministre og forbundsdommere, bliver valgt, ikke udpeget, og bliver næsten altid overvældende godkendt af kongressen (demokraterne godkendte alle Bush’s ærke-reaktionære udvalgte i sidste runde – folk som Rumsfeld, Rice, Powell, Rove og Wolfowitz). Dette er folk som kører regeringens daglige administration, og de skal på ingen måde stå til ansvar over for vælgerne. Og selvfølgelig er der valgkommissionen en konstruktion hvor der ingen folkelig, direkte valg er, men snarere en stemme for ”valgmænd” udvalgt af de politiske partier selv. Med kun en håndfuld undtagelser, får vinderen af en stats folkelige afstemning, alle statens stemmer. Valgmænd bliver givet ud fra en vurdering af befolkningsantal, men eftersom hver stat minimum har 3 valgmænd (2 for hver senator, 1 for hvert medlem af repræsentanternes hus), uanset hvor lille en befolkning den har, favoriserer dette de mere konservative, landlige, dele af landet. Tag for eksempel en stat som North Dakota, som modtager 3 valgmænd for sine kun 650,000 indbyggere (en valgmand, per 217,000 indbyggere). Denne gang vandt Bush også den folkelige afstemning, så der var ingen gevaldig kontrovers over valgsystemet, men det er ikke ualmindeligt for vinderen af flertallet af stemmerne, at tabe præsidentembedet, hvilket næppe kan betragtes som et skinnende eksempel for demokrati. “Uregelmæssigheder” i afstemningsprocessen De to big business partier løste hurtigt spørgsmålet om Ohio for at redde valgsystemet for endnu en tillidsrystende prøvelse, som den vi så i 2000. Men dette betyder ikke, at alt gik som smurt. I 2000 blev al opmærksomhed rettet imod Florida, men virkeligheden er at snyd og myndighedsmisbrug er udbredte rundt om i landet. Under de nylige valg, var der adskillige tilfælde med snyd, stemme-svindel, lurendrejeri, bedrag og intimidering. Og det er kun toppen af isbjerget. Der var veldokumenterede sager med ti, hvis ikke hundrede, tusinder manglende blanke stemmer, utallige tilfælde af bedrageriske registrerings- og vælgerlister og blændende fejl af det tilsyneladende fejlfri ATM touch-screen maskiner, der blev anvendt af cirka 45 millioner vælgere. Som Yahoo! Nyheder rapporterede, fortalte vælgere der ringede ind til en valgdags-hotline, om alvorlige problemer med maskinerne, lige fra upassende mange valgmuligheder, til ’frosne’ skærme som efterlod vælgerne til sig selv. Hvordan kan det være at ATM maskiner er ufejlbarlige når det kommer til at udbetale penge, men ikke kan programmeres til at registrere stemmer ordentligt, især når vi tager i betragtning, at de har haft fire år til at rette problemerne fra 2000? I Daytona Beach, Florida, blev 13.224 tidlige stemmer tabt, da valg-arbejdere tog strømmen til en valg-optællingsmaskine. De påstår at stemmerne blev genindtastet manuelt, men under tumulten på en valgdag i et helt kontinent, virker det usandsynligt at alle sådanne fejl blev rettet. Valg-observatører i Philadelphia rapporterede om adskillige problemer især i sorte kvarterer, som inkluderer historier med ubrugelige valgmaskiner og forsøg på at intimidere vælgere. Vælgere i Maryland sagde at kandidater til kongressen blev udeladt fra stemmeseddelen, mens nogle i Florida fortalte til hotline-frivillige, at deres stemmesedler allerede var bleven udfyldt, da de gik op for at stemme. Andre gik derop, og fandt ud af at afstemningsstederne var lukket tidligt, eller modtog breve i dagene op til valget, der fortalte dem, at pga. høj valgdeltagelse, skulle republikanere stemme tirsdag og demokrater onsdag. Valgobservatøren Greg Palast har i sin undersøgelse regnet ud, at cirka 1 million myndige vælgere, de fleste af dem fra fattige minoriteter, blev skubbet ud af registreringsprocessen, inden selve afstemningen gik i gang. I endnu et forsøg på at intimidere vælgere, fastslog højesteret at partibunde ”udfordrere” kunne udfordre vælgernes registreringers legitimitet. Registreringsprocessen er ofte besværlig og langvarig, som afskrækker mange fra overhovedet at bruge tid på det. Nu, efter al den ståhej, risikerer du også at få din ret til at stemme ”udfordret” ved valg-stedet, af et medlem af et politisk parti der prøver at diskvalificere dig. Ved et stort universitet fik 6000 studerende at vide at deres navne var bleven ”tabt” fra registreringslisten. For at imødegå disse problemer, lavede mange valg-steder ”provisoriske valgbokse”, for de som ikke kunne bekræfte at de var myndige vælgere. I teorien skal disse stemmer så tælles senere, hvis vælgerne kunne bekræfte at de var myndige. Men i praksis, vil få, hvis overhovedet nogen af disse blive optalt, i og med at resultatet allerede er offentliggjort. Det samme gælder for de tusinder af blanke stemmesedler, udfyldt før valgdagen. Og hvad var så demokraternes svar til alt dette? At sende hære af advokater til at overvære valgene. Ethvert parti, som virkeligt bekymrer sig om at forhindre snyd, ville have mobiliseret masserne til selv at overvære valghandlingerne, i stedet for at afhænge af grupper af højtbetalte advokater og parti-lejesvende. Deres indgroede frygt for, og væmmelse ved, de masser som de hævder at repræsentere, er tydelig. Ikke særlig overraskende, er at vælgernes mistillid til valgprocessen var høj, selv blandt de der stemte. Meningsmålinger før valget, viste at kun 51% følte at stemmerne ville blive ordentligt og fair optalt, imens dette tal kun var 40% i Florida og Ohio. Som altid i amerikansk politik er det de store penge som bestemmer. Valgkampen i 2004 var den længste og dyreste i amerikansk historie. 600 millioner dollars blev brugt på TV- og radioreklamer alene, dobbelt som meget som i 2000. Der behøves ikke meget fantasi for at forestille sig hvad de penge i stedet kunne være blevet brugt på. En ung vælger, irriteret over den endeløse strøm af patriotiske og negative angrebs- reklamer, sammenfattede hendes attitude til valget ved at konstatere, ”Det er den eneste måde, man kan få reklamerne til at stoppe”. Annoncører spenderer ikke milliarder årligt for ingenting. De ved udmærket, at effektiv annoncering kan få folk til at købe ubrugelige produkter som de ikke har brug for. Det samme gælder ubrugelige politikere. Kommentatorer sagde åbent at denne og denne kandidat havde en ”penge-fordel”, og at det derfor var mere sandsynligt at han vandt – og i næsten hvert tilfælde vandt. Kun de rige har råd til at drive en kampagne, enten ved at trække på deres personlige formue, eller ved at skaffe store donationer fra andre velhavende individer eller virksomheder. Disse donationer kommer med befalinger vedhæftet. Som vi siger i Amerika, så findes der ikke nogen sådan ting som en gratis frokost. Vi har beskrevet den accelererende proces med polarisering af det amerikanske samfund mange gange på denne side. Kløften imellem rig og fattig er større end aldrig før, og tiltager hver eneste dag. Dette har ledt til dybe klassemodsætninger i samfundet, som kommer til syne på en forvrænget måde, på grund af mangelen på et holdbart arbejderklasse-alternativ. Rige, konservative vælgere støttede generelt set Bush, imens fattige, mere ”liberale” vælgere, generelt set støttede Kerry. Det er ingen overraskelse at Bush vandt iblandt vælgere med husstandsindkomster over 100.000 dollars, og ugentlige kirkebesøgende. Tre-fjerdedele af alle de hvide vælgere som beskrev sig selv som genfødte kristne eller evangelister støttede Bush. Omvendt, smed 90 pct. af de sorte vælgere deres stemmer på Kerry, hvilket heller ikke er en overraskelse. Hvad der derimod var overraskende, var faldet i støtte til demokraterne iblandt latinoerne, med kun 56 % af dem, der stemte på Kerry. Konventionel visdom forudsagde, at større valgdeltagelse ville komme Demokraterne til gode, og at Republikanerne ville gøre deres bedste for at holde valgdeltagelsen nede. Men i sidste ende var Republikanernes græsrods ”få stemmerne ud”-mobilisering identisk med Demokraternes. Især i landlige områder, som var praktisk talt på forhånd var givet til Bush, mobiliserede de vælgere, og skubbede derved deltagelsen op i staterne, og gav dermed Bush valgmændene i vigtige stater, som Ohio og Florida. Dog er det interessant, at imens der var en rekordhøj deltagelse i nogle områder, især i sving-staterne, formåede ingen af parterne at mobilisere deres ”kernevælgere”, mere end de gjorde i 2000. Bush øgede ikke sin støtte på den religiøse højrefløj, og Kerry var ikke i stand til at øge antallet af sorte eller fagforenings-husstande, som støttede ham. Selv om de blev konfronteret med Bush’s arrogante og åbenlyst reaktionære politik, blev millioner hjemme, uimponerede af Kerrys intetsigende ”opposition”. I det mindste ved de hvad de får med Bush. Bush vil gerne promovere hans ”historiske” sejr som et mandat fra det amerikanske folk, men dette stemmer ikke overens med sandheden. Når vi tager i betragtning, de millioner af amerikanere som var ude af stand til at stemme fordi de var i fængsel, udokumenterede eller fjernet fra vælgerlisterne af en række årsager, er det ikke urimeligt at påstå at Bush sikkert blev valgt af kun ca. 20 pct. af amerikanerne. Sammenlign det med de seneste valg i Venezuela hvor hele 90 pct. deltog. Vi siger det endnu engang: Demokraterne tilbyder ingen løsning Mange vil spørge, hvordan det er muligt at den mest inkompetente, mest arrogante, uvidende og hadede præsident i den seneste tid, forbliver i embedet, når han ikke burde være der i første omgang. Mange vil male et billede af amerikanere som ”uvidende kvæg”, villige til at blive ”ledt til blodbad”. Dette ville være et grundlæggende forkert indtryk af den amerikanske arbejderklasse. Årsagen til denne modsætning er ikke svær at forstå, når først den betragtes fra et klasseperspektiv. Hovedårsagen til resultatet er det big business-dominerede topartisystem som lige nu har et kvælertag på amerikansk politisk liv. Det var ikke staten i Ohio som afgjorde valget, men tværtimod det faktum, at de fleste amerikanere ikke ser et alternativ i nogle af partierne. I deres ”Alt andet end Bush”-panik, tog alt for mange ærlige ”progressive”, som burde have vidst bedre, skyklapper på når det kom til John Kerry, ved at ignorere det faktum, at han er en repræsentant for kapitalistklassen, som ikke er i stand til at repræsentere arbejderklassen. Millioner af amerikanske arbejdere forstod dette instinktivt og overlod Kerry til hans skæbne i valget. Irak og økonomien var hovedemnerne for de demokratiske vælgere. Krigen i Irak var højere rangeret på New Yorkerers bekymringsliste, end terrorisme, på trods af rædslerne fra angrebet den 11. September. Valget af Kerry som kandidat, viser en fuldkommen mangel på tilknytning til den ærlige base af demokrater som ser dem som et alternativ. Det er ingen overraskelse, at imens mange gik ud og stemte på denne ”mindre onde”, var millioner af andre efterladt kolde overfor en kandidat som gav George Bush frie hænder i Irak, som bakker op om at der sendes flere penge og tropper derned, uden nogen virkelig plan for at stoppe besættelsen, andet end at invitere andre ind i sumpen. Efter dette bitre nederlag, vil tilhængere af Kerry blive tvunget til at genoverveje deres støtte til et parti som godkender en pro-krigs kandidat. I et topartisystem stemmer millioner, ikke så meget for hvad de gerne vil have – men imod hvad de ikke vil have. Deres eneste virkelige valgmulighed er at stemme på ”den anden fyr”. Dette drev millioner til at stemme imod Bush på trods af deres bange anelser om John Kerry. Det førte også til afvisningen af en række demokrater, inklusiv minoritetslederen i Senatet, Tom Daschle, hvis feje ”opposition” til Republikanerne over de sidste få år har været en farce. Faktum er at det store flertal af amerikanere enten stemte imod George Bush og hans politik, eller slet ikke stemte. Selvom han vandt flertallet af den ”folkelige stemme” (det totale antal stemmer), er Bush og hans politik på ingen måde populære. Flertallet går helt klart ikke ind for det han laver. Men millioner gad simpelthen ikke gå til valgstederne for at stemme på en som, på ethvert fundamentalt spørgsmål er som en støbningskopi af den siddende præsident. Trods alt, hvorfor skulle man skifte hest midt i væddeløbet? Skylden for alt dette ligger udelukkende på demokraternes skuldre, som er grundlæggende ude af stand til at forsvare arbejdende menneskers interesser. Hvordan skulle de også kunne det, når de er akkurat lige så meget i lommen på de store selskaber og monopoler, som republikanerne er? Bush er muligvis en ”dum redneck” [nedsættende udtryk for en hvid landarbejder (i Sydstaterne, med en stærkt konservativ indstilling), red.], men for mange mennesker virker han som en ”hæderlig fyr”, én der er ”nede på jorden” – en som de kan drikke en øl med mens de ser fodbold mandag aften. Effekten af disse basale indtryk må ikke undervurderes. Sammenlignet med den stive, kedelige John Kerry, som ville være blevet den rigeste præsident i USA's historie hvis han havde vundet, er det ikke underligt at mange ”almindelige” amerikanere hellere ville have en ”almindelig” præsident. Stemmedeltagelsen nåede rekordhøjder i nogle områder, og var større end i 2000. Men den var ikke højere end under Reagan årene, og mindre end valget i 1992 hvor Bill Clinton besejrede GW Bush senior. Hvis Kerry blot været i stand til at bare 1-2 % af de millioner af mennesker som blev hjemme, til at stemme på ham, kunne han let have vundet en række stater, og deres valgmænd, og derved præsident-posten. Men det lykkedes ikke for ham, fordi dette ville kræve at han virkelig begyndte at tage fat på de spørgsmål som bekymrer arbejdende mennesker, ud fra et klasseperspektiv – noget som han simpelthen er ude af stand til at gøre. Bush er den første præsident, siden den store krise i 30’erne, som har oplevet et kæmpe jobtab – en million jobs er gået tabt. Alligevel var Kerry ude af stand til at vinde på det, fordi han hellere ville bruge sin energi på at vise at han var stærk eller stærkere end Bush på spørgsmål om national sikkerhed. På trods af sine løfter havde Kerry, ligesom Bush, ingen virkelig plan for at tilbyde sundhed, uddannelse og boliger til alle. Hans hovedplan for at stoppe ødelæggelsen af jobs, var at ”stoppe de smuthuller” som tillader selskaber at flytte deres arbejdspladser til andre lande. Der var ingen snak om et program for offentlige arbejder for at genopbygge infrastrukturen og tilbyde kvalitetsjobs til alle. I stedet gjorde han sit bedste for at overgå Bush på spørgsmål som terrorisme og krigen i Irak, støtte til fortsættelsen af den anti-demokratiske Patriotic Act ”med et par få ændringer”, og at føre krigen i Irak ”mere effektivt”. Hvordan kunne han på nogen måde inspirere de millioner af amerikanere som er blevet marginaliseret, til at stemme på ham? Selv efter at have indrømmet nederlag, lovede vicepræsidentkandidat John Edwards at kæmpe for at være sikker på at alle stemmer tæller med. Hans demagogiske løfte er mere end en lille smule for sent. Tiden til at kæmpe for de problemer som bekymrer arbejdende mennesker, var i månederne op til valget, ikke efter resultatet allerede er blevet kendt. Med måneder til at fremføre deres sag imod den mest hadede, inkompetente og uvidende præsident i den senere historie, har demokraterne ikke gjort andet end, end på falsk vis at rejse et håb hos millioner. Det giver kun mere vægt til det vi tålmodigt har forklaret hele vejen igennem: Demokraterne er ude af stand til at vise arbejdende mennesker en vej frem. De kan simpelthen ikke tjene to herrer: De store selskaber og arbejderklassen. Vi har brug for et massearbejderparti for at besejre Republikanerne. De kommende år vil bringe mange skarpe, pludselige skift, som vil blive efterfulgt af dramatiske skift i bevidstheden og virkelig massedeltagelse i politisk liv. Mange mennesker er øjebliksvist i chok over resultatet. Det der er brug for er en klar og sober analyse af situationen baseret på marxismens ideer, for uden dem vil vi ende i et rod. G.W. Bush’s sejr betyder på ingen måde verdens undergang. Faktisk er den politiske situation i USA kun lige ved at begynde at varme op. Alle de som på hysterisk vis skreg for “Alt andet end Bush” – altså at stemme på Kerry med det formål at besejre den siddende præsident, vil have en hel del at tænke over i de kommende uger og måneder. For dem, var det ”praktisk” at støtte demokraterne, hvorimod opbyggelsen af et virkeligt alternativ – et masse-arbejderparti – var ”urealistisk” eller ”for meget arbejde”. Hvor oprigtige de end har været i at promovere deres strategi, har deres måde at gribe tingene an på, kun ledt til bitter skuffelse og desillusioner. Al tid, penge, og energi brugt af hundrede af tusinder ærlige modstandere af Bush, var spildt. Især fagforeningsaktivister bør tage et langt grundigt kig på deres lederes politik med at støtte demokraterne. Utallige millioner i fagforeningskontingenter og frivilliges timer blev kastet ned i et rottehul. Hvis man i stedet havde puttet al denne anstrengelse ind i opbyggelsen af et arbejderklasse-alternativ, kunne grundlaget allerede være blevet bygget for fremtidige valgkampe. Kampen imod arbejdsgivernes angreb må på energisk og vedholdende vis fortsættes på arbejdspladserne, men dette alene er ikke nok. Politisk repræsentation af de amerikanske arbejdere er en forudsætning for at rulle de anti-arbejder love som begge arbejdsgiverpartier har vedtaget. Kun med et massearbejderparti ved magten kan vi håbe på at tilvejebringe basale rettigheder, såsom kvalitetsjobs, gratis sundhedsvæsen, livsvarig uddannelse og boliger, der er til at betale for alle. Fagforeningerne bør øjeblikkeligt bryde med demokraterne som forråder os hver eneste gang. Hvis den nuværende ledelse nægter at gøre det, bør de erstattes af ærlige arbejdere fra de menige medlemmers rækker, som vil kæmpe i deres medlemmers interesser. Ja, vi ønsker at feje republikanerne af banen. Ja, vi afviser Bush’s anti-arbejderklasse politik. Ja, vi må aggressivt kæmpe imod disse angreb. Men vi kan ikke længere lægge vores politiske skæbne i hænderne på et parti som er komplet ude af stand til at forsvare vores interesser. Nader, de grønne, og de forskellige små partier som opsatte kandidater havde ingen effekt på valget, og de vil aldrig få masseopbakning. Opbyggelsen af et massearbejderparti baseret på fagforeningerne er den presserende opgave for den amerikanske arbejderbevægelse. Alle minoriteterne, og især afrikanske amerikanere, er konstant blevet frastødt af topartisystemet. Den vrede og frustration som er ved at hobe sig op iblandt sorte arbejdere og unge må blive kanaliseret ind til virkelig forandring. Som en sort aktivist sagde om Kerry ”Vi ville virkelig gerne blive begejstrede for ham, men vi kunne bare ikke”. Kun et masse-arbejderparti kan tilbyde dette afgørende lag af arbejderklassen et virkeligt alternativ. Sådan et parti ville tiltrække alle de bedste fagforeningsaktivister, unge, kvinder, minoriteter og alle andre amerikanere som ikke har et talerør igennem de traditionelle big business-partier. Det næste præsidentvalg er i 2008. I en bred historisk tidsopfattelse, så er det lige rundt om hjørnet. Men der er helt afgjort nok tid til at amerikanske arbejdere kan begynde at opbygge et arbejderklasse-alternativ som kan besejre republikanerne og demokraterne afgørende. Hvis ikke i 2008, så i 2012 og fremad. Det der er vigtigt er at vi starter med at opbygge det alternativ nu. Det er klart at der er en del træthed som skal overkommes. Men så snart at bolden ruller, kunne sådan et parti vokse dramatisk og ville repræsentere et politisk jordskred. Det er afgørende at vi forstår at toparti-systemet, sådan som det eksisterer i dag, ikke altid har eksisteret, og ikke altid vil eksistere. I et land efter land, inklusiv lige her i USA, er nye partier fremkommet, imens gamle disintegreret. Det eneste der er sikkert her i livet, er at tingene altid ændrer sig. Lad os ikke glemme at demokraterne engang var slave-ejerne fra sydstaternes parti, og deres nordlige støtter, imens republikanerne startede som et lille abolitionist-parti, hvis første præsident, Lincoln, præsiderede på den mest revolutionære omdannelse af dette land, siden det blev oprettet. Begge partier har nu ændret sig til det uigenkendelige. Det er helt forudsigeligt at demokraterne, på trods af sådan et ydmygende nederlag, opfordrer deres støtter til at fortsætte med at følge og stole dem. De ønsker desperat at holde deres støtter under deres faldefærdige indflydelse. Demokraterne er i dårlig form lige nu, og vil bruge de næste uger og måneder på at beskylde hinanden for sammenbruddet. Alligevel vil den herskende klasse vende sig til dem igen i fremtiden, for at undgå oprettelsen af et masse-arbejderparti. Arbejdere, minoriteter, kvinder, unge og fattige kan ikke længere lade sig narre af disse ynkelige folk. Polariseringen af landet, er meget virkelig, og imens valget af en præsident ikke ændrer noget, er mægtige eksplosioner i horisonten. Vi må have vores egen politiske repræsentation, for at kanalisere denne energi ind til virkelig og holdbar forandring. Amerikanske arbejdere passerer igennem livets hårde skole. Langsomt men sikkert er de ved at forså at alt ikke er vel under det system som de er tvunget til at leve under. De er ved at vågne op til den virkelighed, at demokraterne er ubrugelige og må kastes til side som et ødelagt værktøj. Det er ved at begynde at gå op for dem, at den eneste måde de kan tage deres skæbne ind i deres egne hænder, er ved at forme et nyt værktøj, et nyt parti som kan repræsentere deres interesser. Resultatet af valget markerer endnu et betydningsfuldt vendepunkt i denne proces med opblussende bevidsthed. Kapitalisterne vil gerne have at alle gik tilbage til ”det normale” nu, men tingene er allerede gået over det punkt. Intet er blevet løst; De skarpe opsplittelser vedbliver. Valget har kun intensiveret de allerede eksisterende dybe modsætninger, og derved sat scenen for voldsomme eksplosioner i klassekampen i den kommende periode. Angreb på arbejderklassen er arbejdsgivernes eneste vej ud af krisen. Bush’s angreb vil drive amerikanske arbejdere til en brudgrænse. Vi vil være nød til at kæmpe imod, men for at gøre det, har vi brug for vore egne værktøjer – ikke en anden klasses. Arbejdende mennesker kan ikke være afhænge af demokraterne til at forsvare vores interesser os. Vi må afhænge af vore egne kræfter og organisationer for at stoppe arbejdsgivernes angreb imod os. Vi siger det en gang til: Vi har brug for et masse-arbejderparti med socialistisk politik for at besejre arbejdsgivernes partier. Tiden til at starte opbyggelsen af sådan et parti er nu.
