75 år efter Nakba står Israel over for en krise uden fortilfælde

På Israels 75-års fødselsdag, befinder landet sig i en krise uden fortilfælde. Den 14. maj 1948 blev staten Israel udråbt, i kølvandet på den zionistiske hærs langvarige terrorkampagne mod palæstinenserne, som dræbte tusinder af mennesker og fordrev 750.000 fra deres hjem. Den 14. maj markeres derfor som Nakba (katastrofen) for palæstinenserne. Siden da har Israel konsolideret sin magt gennem utallige krige og en konstant undertrykkelse af palæstinenserne.

[Source]

I løbet af de seneste måneder har Netanyahus regering - den mest højreorienterede i Israels historie - udløst den største og mest polariserede protestbevægelse i årtier. Hundredtusinder af israelske jøder gik i ugevis på gaden mod regeringens forslag om at reformere retsvæsenet. Dét, der virkelig udstiller krisens dybde, er kendsgerningen, at bevægelsen blev støttet og opildnet af afgørende dele af den herskende klasse, af hæren, retsvæsenet og erhvervslivet, og i sidste ende fik bevægelsen endda tilslutning fra den magtfulde zionistiske fagforeningskonføderation Histadrut.

Netanyahu måtte give sig og foretage et tilbagetræk efter en generalstrejke den 27. marts, sammenfaldende med en lockout fra arbejdsgiverne, hvilket fik vægten til at tippe til bevægelsens favør. Han meddelte derfor, at reformen ville blive “suspenderet”, og han blev også tvunget til at omgøre fyringen af forsvarsminister Yoav Gallant - en ydmygende indrømmelse for Netanyahu. Gallant satte ord på den stigende bekymring i Israels establishment: “Den voksende splittelse i vores samfund er ved at trænge ind i IDF (den israelske hær, red.) og sikkerhedsorganerne. Det udgør en klar, umiddelbar og håndgribelig trussel mod statens sikkerhed. Jeg vil ikke bidrage til det”, sagde han på nationalt TV. Hans fyring havde vakt stor opsigt, hele vejen ind i hjertet af den zionistiske stat og blandt Israels zionistiske støtter i USA og internationalt.

Her ser vi, hvordan en enkeltperson - Netanyahu - kan forstyrre en ustabil balance og give krisen en særlig twist. Det vi ser i Israel, har visse paralleller til fænomenet trumpisme, og det er ikke udelukket, at det kan nå til et punkt, som kulminerer i sin egen version af Capitol Hill-optøjerne i januar 2021.

Benjamin Netanyahu er ikke en ny figur i israelsk politik. Han har været den længst siddende israelske premierminister. I årtier har han formået at navigere igennem turbulente farvande og adskillige skandaler, men det er - indtil videre - altid lykkedes ham at komme helskindet ud på den anden side. Nu er han imidlertid blevet uløseligt viklet ind i adskillige korruptionsskandaler, men han er fast besluttet på enten at overleve eller trække sine fjender med sig i faldet.

Problemet for den israelske herskende klasse er, at de har mistet kontrollen over det traditionelle parti for højrefløjs-zionisme, det Netanyahu-kontrollerede parti Likud. Det svarer til, at en tikkende tidsindstillet bombe er blevet placeret i systemets hjerte. Derfor har den nuværende konflikt også komplekse implikationer og kan ikke let løses.

Den jødiske nationalismes ekstreme højrefløj

Itamar Ben-Gvirs og Bezalel Smotrichs meteoriske opstigning er langt fra ubetydelig. Ben-Gvir er leder af Den Jødiske Nationale Front, efterkommeren til det jødiske højreradikale Kach-parti, der blev ledet af Meir Kahane. Den 25. februar 1994 gik Baruch Goldstein, en amerikansk-israelsk Kach-aktivist bosat i den jødiske bosættelse Kiryat Arba (Hebron), ind i Patriarkernes Hule, der bruges som moské under ramadanen. Her åbnede han ild mod 800 palæstinensiske muslimer, der var midt i deres bøn, og dræbte 29 mens 125 blev såret. Han blev slået ihjel af de overlevende. Kach-partiet blev derefter forbudt som en terrororganisation. Ben-Gvir, der , betragter Goldstein som en personlig helt, valgte at bosætte sig i Kiryat Arba. Indtil for nylig viste han stolt et portræt af Goldstein frem i sit hjem. Hans ekstreme racistiske synspunkter fik endda den israelske hær til at afvise ham fra militærtjeneste.

Inden Ben-Gvir fik en plads i parlamentet i 2021, blev han Israels førende advokat for mistænkte jødiske terrorister, bosættere og den yderste højrefløj. I Sheikh Jarrah, i Østjerusalem, har han regelmæssigt deltaget i bosætternes møder, hvor han flere gange har svunget sin pistol, provokeret palæstinenserne og derefter opfordret de israelske soldater til at skyde alle palæstinensere, der kastede sten tilbage mod sig.

Hans rival, Bezalel Smotrich, er leder af det religiøse zionistparti (Tkuma). Smotrich er bosætter og har altid givet udtryk for sine racistiske synspunkter offentligt. Han er modstander af blandede ægteskaber og har udtalt, at arabiske og jødiske kvinder bør adskilles fra hinanden på hospitalernes fødselsafdelinger.

I oktober 2021 sagde han til arabiske lovgivere: “I er her ved en fejltagelse, det er en fejltagelse at Ben-Gurion (Israels første premierminister, red.) ikke afsluttede arbejdet og ikke smed jer ud i 1948.” Disse ord afslører de jødiske højreradikales virkelige program: at fremprovokere en ny Nakba og fordrive palæstinenserne fra hele det historiske Palæstina.

Både Ben-Gvir og Smotrich er fanatikere, der er i stand til at antænde enhver form for provokation.

En farlig position

Indtil oktober ville Netanyahu (som alle andre mainstream-zionister) ikke have rørt personer som Ben-Gvir eller Smotrich med en ildtang, men nu er de Netanyahus kongemagere. Ben-Gvir er minister for national sikkerhed, og Smotrich er finansminister, og har fået overdraget forvaltningen af den israelsk-besatte Vestbred.

Netanyahu har af indlysende årsager ikke råd til at støde den ekstreme højrefløj fra sig, som begyndte at råbe op om forræderi efter Netanyahus U-vending på spørgsmålet om reformen af retsvæsenet. Som afledningsmanøvre trak han en kanin op af hatten: oprettelsen af nationalgarden, en længe ønsket drøm for den ekstreme højrefløj. Garden vil have til opgave at overvåge palæstinenserne inden for Den Grønne Linje (grænserne fra 1948), og Ben-Gvir kræver, at den skal placeres under hans kommando.

Netanyahus måde at slippe ud af en krise på har altså kun banet vejen for en endnu større krise. Politichefen Kobi Shabtai har offentligt udtalt at “en nationalgarde, der er adskilt fra politiet, vil føre til intern kamp mellem de væbnede styrker”. Garden giver den yderste højrefløj et lovligt dække for vold og terror. Det kunne få meget alvorlige konsekvenser og fremprovokere et nyt palæstinensisk oprør.

Allerede i begyndelsen af april var det tæt på, da ramadanen og påsken overlappede hinanden, og provokationerne fra de mange fanatiske jødiske grupper intensiverede omkring Tempelbjerget. To nætter i træk ved midnat brød israelsk politi ind i Al-Aqsa-moskeen, kastede chokgranater, svingede politistave og brugte gummikugler for at arrestere palæstinensere, som de anklagede for at have “barrikaderet” sig bag moskeens døre. Som sædvanlig tilsluttede de internationale medier sig det hykleriske kor af stemmer, der opfordrede “begge parter” til ikke at eskalere volden. Videoerne viser imidlertid klart, hvilken part, som er ansvarlig for volden, og hvem, der er på den udsatte side.

Én ting er soleklart. Den israelske herskende klasse er dybt splittet, og begivenhederne har antaget en dynamik, som gør det sværere for kapitalisterne at skjule samfundets voksende modsætninger.

Splittelsen giver genlyd internationalt, og underminerer enheden i det globale netværk af zionistiske støttegrupper, som er afgørende for Israel. En række amerikanske mainstream-zionister er kommet med en skarp kritik af regeringen og har endda boykottet Smotrichs besøg til USA.

Elefanten i rummet for den “liberale” zionisme

Friedrich Engels skrev i 1874, at “Et folk, der undertrykker et andet, kan ikke frigøre sig selv. Den magt, som det bruger til at undertrykke den anden, vender sig til sidst altid mod det selv.” Disse imponerende ord var sande, da de blev anvendt på den russiske undertrykkelse af det polske folk for 150 år siden - men de passer endnu bedre på Israel i dag.

Elefanten i rummet for den liberale zionisme er naturligvis besættelsen af de palæstinensiske områder og den medfølgende undertrykkelse. Den har haft en synlig indvirkning, selv på en betydelig massebevægelse som den mod retsreformen. De israelske palæstinensere så ingen mening i at forsvare et “demokrati”, der systematisk diskriminerer dem. Desuden blev det lille antal, som forsøgte at deltage i demonstrationerne, samtidig med at de fremsatte deres egne krav, kraftigt afvist og skubbet til side af de zionistiske arrangører.

Den israelske stats racistiske og undertrykkende karakter er officielt sanktioneret af Netanyahus lov om den jødiske nationalstat (juli 2018), som opgav påskuddet om, at Israel er en sekulær stat. Det borgerlige demokratiske princip om lighed for loven krænkes konstant for at kunne fortsætte undertrykkelsen af palæstinenserne. Det bliver stadigt sværere at forsvare den israelske stat og samtidig opretholde påskuddet om, ikke at have noget at gøre med de jødiske raceideologer.

Den anden elefant i rummet er, at besættelsen ikke kun påvirker palæstinenserne, men også vilkårene for den israelske arbejderklasse. I løbet af de sidste 30 år har Israel oplevet en enorm stigning i uligheden.

Ifølge World Factbook 1999, som er udarbejdet af CIA, havde de rigeste 10 % i 1992, 27 % af nationalindkomsten på bankbogen, mens de fattigste 10 % kun havde 2,8 %. Siden da er uligheden steget dramatisk. World Inequality Report 2022, der er offentliggjort af World Inequality Lab, afslører, at de fattigste 50 % af befolkningen tjente 13 % af den samlede nationalindkomst, mens de øverste 10 % fik hele 49 % af den samlede nationalindkomst. Undertrykkelsen af palæstinenserne har skabt de mest gunstige betingelser for kapitalisterne til at udbytte en splittet arbejderklasse.

30 år efter Oslo - Hvad blev der af det palæstinensiske selvstyre?

Det er værd at bemærke, at det i år også er 30-årsdagen for Oslo-aftalerne fra 1993 mellem lederen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) Yasser Arafat og den israelske premierminister Yitzak Rabin. De to lederes håndtryk foran kameraerne i Det Hvide Hus, anerkendt med Nobels fredspris, blev kronen på værket i den “nye verdensorden” med “fred” og “velstand”, som amerikanske imperialisme indførte efter Sovjetunionens sammenbrud.

Man kan næsten gætte sig til, at fejringen af 30 året for Oslo-aftalerne, i det usandsynlige tilfælde, at nogen ønsker at fejre dem, ikke vil være særlig munter.

Aftalerne oprettede det palæstinensiske selvstyre. Til gengæld for at underskrive aftalerne, garanterede PLO at gøre en ende på modstandsbevægelsen og forpligtede sig til at kontrollere sin egen befolkning på Israels vegne. Som marxister dengang advarede om, så var Oslo-aftalerne en fælde, som den palæstinensiske ledelse sprang i med begge ben.

Det palæstinensiske selvstyre har ikke nogen territorial kontinuitet. Det er opdelt i 165 palæstinensiske “øer”, som helt eller delvist er under selvstyrets civile administration (zone A og zone B) og et sammenhængende område (zone C, der udgør 60 procent af territoriet), som er under israelsk besættelse.

Israel bestemmer hvor meget elektricitet, hvor meget vand og hvor meget medicin, der stilles til rådighed, og kvæler konstant enhver mulig udvikling. Israel tilbageholder de toldindtægter, som de opkræver på vegne af selvstyret, og blander sig i, hvad de bliver brugt til.

Situationen i det belejrede Gaza er endnu værre. 53 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, økonomien er ødelagt af lange strømafbrydelser og alt, der kommer ind eller ud af dét, der i realiteten er et kæmpe friluftsfængsel, bestemmes af Israel og Egypten. Med jævne mellemrum ødelægger israelske bombeangreb den smule infrastruktur, der eksisterer, og forhindrer dermed genopbygning eller forbedring af den.

Det palæstinensiske selvstyre er bankerot, og arbejderne er tvunget til at strejke for at kræve deres ubetalte lønninger. 20.000 lærere har af den grund strejket siden februar. Knapheden forværrer kun korruption og misbrug i forbindelse med fordelingen af de få ressourcer, der er til rådighed.

Bosætterbevægelsens bersærkergang

Det palæstinensiske selvstyre er reduceret til en døende farce under den konstante udvidelse af de ulovlige jødiske bosættelser, der er spredt ud over Vestbredden og Østjerusalem.

I februar 2023 er det officielle antal bosættelser på Vestbredden 144, herunder 12 i Østjerusalem. Derudover er der over 100 “ulovlige” israelske bosættelser. I alt er der mere end 500.000 bosættere på Vestbredden plus 220.000 i Østjerusalem.

Hver nye bosættelse medfører flere israelske soldater, der udsendes for at beskytte bosætterne. Hundredvis af kontrolposter gør palæstinensernes liv til et helvede. Der bygges særlige veje og tjenester til bosætterne, som har adgang til tyve gange mere vand til deres swimmingpools og spabade, og betaler mindre for det, mens palæstinenserne må undvære noget så grundlæggende som rindende drikkevand. Nye bosættelser omringes af mure, og tilstødende palæstinensiske ejendomme jævnes med jorden af “sikkerhedshensyn”.

Disse tal udstiller Oslo-aftalernes “succes”. Dengang var bosætterne omkring 250.000 (inklusive Østjerusalem), nu har Frankensteins monster fået sit eget liv og bygger dynamit i Israels fundament.

Bosætterne intensiverer deres angreb, idet de føler sig styrket af regeringen. Den 26. februar stormede hundredvis af bosættere den palæstinensiske landsby Huwara på Vestbredden sent om natten, dræbte en palæstinenser, sårede 100 og efterlod byen i brand. Smotrich, de facto “guvernør” på Vestbredden, bifaldt dem.

IDF intensiverer også kampagnen med drab af unge, der griber til våben mod besættelsen, uden rettens godkendelse. I de sidste tre måneder har flere angreb på flygtningelejrene i Jenin og Nablus dræbt adskillige mennesker, herunder kvinder, ældre og børn, og har såret mere end 100. Israels metoder omfatter store razziaer, men også snigmord, henrettelser foretaget af civilklædte israelske kommandosoldater og endda anbringelse af sprængstoffer på køretøjer.

I maj 2022 blev en fremtrædende amerikansk-palæstinensisk Al Jazeera-reporter, Shireen Abu Akleh, skudt i hovedet af israelske snigskytter i flygtningelejren Jenin. Ved begravelsen, som blev overværet af tusindvis af palæstinensere, angreb israelske politifolk processionen ved Saint Joseph-hospitalet i Østjerusalem. Selve hospitalet blev stormet af israelsk politi, som slog og trampede på patienter og kastede chokgranater, hvorved også læger blev såret.

Dette er blot eksempler på den brutalitet, som Israel udviser over for palæstinenserne. Men det er kun et lille udsnit af de daglige ydmygelser besættelsen pålægger befolkningen: ulovlig konfiskation af id-kort (uden hvilke det er umuligt at bevæge sig rundt) ved kontrolposter, magtmisbrug ved tilfældige anholdelser og ransagninger, drab på venner, naboer og søskende til palæstinensiske modstandsfolk. Tusindvis af unge indespærres i måneds - eller årevis - uden rettergang, tilbageholdelse af familiemedlemmer og hårdere betingelser for at presse fanger til at tilstå.

Det eneste resultat af dette er, at de unge palæstinensere bliver endnu mere resolutte i deres kamp for at gøre en ende på besættelsen.

Den palæstinensiske modstand vokser igen

Bosætterfanatikerne er fast besluttet på at erobre det land, de mener gud har givet dem. På den anden side har de unge palæstinensere intet at tabe og er fast besluttet på at gøre modstand. Nogle er parate til at betale med deres liv, og det gør de ofte. Tragisk nok har de ikke haft noget alternativ: det palæstinensiske selvstyre er på besætternes side.

Det er ikke overraskende, at selvstyrets embedsmænd, på højdepunktet af disse spændinger, deltog i topmøder i Akaba og Sharm el-Sheik for at styrke overvågningssamarbejdet med Israel og uddanne yderligere 5.000 af selvstyrets sikkerhedsofficerer i Jordan. Det Palæstinensiske selvstyre fordobler repressionen og angriber endda begravelser af ofre for israelske angreb eller udfører målrettede drab.

Som følge heraf er kynismen over for selvstyret blevet så udbredt, at 52 % af palæstinenserne, ifølge en ny meningsmåling foretaget af Khalil Shikaki, mener, at selvstyrets sammenbrud eller opløsning vil være i deres interesse.

PLO’s og Fatahs fiasko blev afsløret af den massive bevægelse, der førte til den palæstinensiske generalstrejke den 18. maj 2021. Opstanden var udtryk for en forenet kamp i hele Gaza, på Vestbredden, i Østjerusalem og inkluderede også de israelske palæstinensere. PLO spillede ingen rolle i begivenhederne. Bevægelsen blev ledt af de unge ramt af Israels undertrykkelse: 7.000 arrestationer alene i 2022. I Jenin blev 106 af de 136 palæstinensere, der blev dræbt i det sidste årti, dræbt i løbet af de sidste 27 måneder.

Med udgangspunkt i flygtningelejrene i Jenin og Nablus har unge oprettet forenede, væbnede forsvarsgrupper for at yde modstand mod besættelsen. Disse grupper, som forener de kæmpende uanset deres politiske tilhørsforhold, har overtaget forsvaret af lejrene.

Dette er blot de indledende skud i en langt større krise; den alvorligste Israel har stået over for i årtier. Der er ved at opstå skarpe splittelser i den zionistiske herskende klasse, hvilket underminerer deres internationale støtte. Den amerikanske imperialismes prioriteter er ved at ændre sig på grund af de voksende gnidninger med Kina og Ukraine-krigens udbrud. Kinas rolle som mægler i en aftale mellem ærkefjenderne Saudi-Arabien og Iran har samtidig forskubbet magtbalancen i regionen og tvinger Israel på banen. Stigende ulighed og inflation eroderer levestandarden og afslører den afgrundsdybe kløft mellem de israelske arbejdere og kapitalisterne. Perspektivet for hele Mellemøsten er udbruddet af kriser og revolutionære bevægelser, som ikke kan undgå at få vidtrækkende konsekvenser, mens en ny intifada (palæstinensisk oprør) vil ryste besættelsesmagtens fundament.

Den israelske stat er USA’s vigtigste allierede i Mellemøsten og udgør en vigtig støttepille for den reaktionære amerikanske imperialisme. Dette forhold er imidlertid ved at blive undermineret af Netanyahus kontroversielle politik. Israel er en magtfuld kapitalistisk stat, hvor det zionistiske borgerskabs styre er baseret på undertrykkelse af palæstinenserne. De bakkes op af de småborgerlige administratorer i et smuldrende palæstinensisk selvstyre. Det er netop denne undertrykkelseskæde, der skal brydes, og det kan kun ske som et led i en generel bevægelse for at vælte kapitalismen i regionen.

Kun oprettelsen af en socialistisk føderation i Mellemøsten som et første skridt i retning af en socialistisk verdensføderation kan gøre en ende på undertrykkelsen af palæstinenserne. En demokratisk planlagt økonomi kan skabe det materielle grundlag for palæstinensernes, jødernes og hele den mellemøstlige befolknings reelle frigørelse ved at gøre en ende på det nuværende imperialistiske mareridt.